Så har vi sat vores ben i fitnesscenteret!

(null)

Et ben foran det andet…. Pyh det kræver en god portion viljestyrke at styre barselsvanen forbi lagkagehuset og dreje ned på Adelgade, ind i centeret … Og så rent faktisk blive der! I sidste uge var jeg lige inde og låne toilettet -så lidt tilløb har jeg da taget… Men i dag skulle det være! Og med Julie fra mødregruppen som træningspartner var der ovenikøbet lidt hygge og motivation i pakken.
Vi gik en lille tur med barnevognene først, så de små sov tungt, inden vi kom ind i centret. Det blev til en god omgang crosstraining, op mod en times tid, førend der var bud fra vognparken.
Vi snuppede pigerne med over i udstrækningshjørnet, hvor de kunne ligge mellem os til gulvøvelser. Og en diskret ammetår blev det også til. Så var alle glade! At jeg så kun kunne klare 40 sek i planken og var ved at dejse om efter 40 squads tog lidt af min gejst.. Men alt i alt en træning Well done!
Rød i kinderne og med endorphin kick gik jeg glad i bad og stillede mig efterfølgende forventningsfuldt på badevægten og nej ikke at jeg mente, at en dags træning skulle rykke dobbelt op på vægttabet, men at det ligefrem skulle gå den anden vej +1.5 kilo.. Hvad er den af?!? Okay nej jeg er ikke så naiv, at jeg tror, at man taber sig af en gangs træning.. Og det er også en uges tid siden at jeg sidst rundede vægten, men jeg havde alligvel ikke lige forestillet mig at min post graviditets vægt var stagneret.. Og i alle fald da slet ikke stigende!

Jeg har gjort det før og jeg regner da også med at kunne gøre det igen, men jeg kan mærke, der er en forskel. Efter første fødsel 26 år gammel, var det ingen sag at komme tilbage i min krop. Det kom af sig selv med amning og lange ture med barnevognen. Men mit udgangspunkt dengang var også en bedre form. Og jeg var mere aktiv under graviditeten end nu.

Din grundform gør en stor forskel i forhold til, hvordan du kommer tilbage i form igen. Og så selvfølgelig om du har holdt din form ved lige under graviditeten. Mange kvinder oplever, at anden graviditets vægt er noget mere genstridig, måske også fordi vores livsstil ændres når vi bliver familie. Der er aftensmad på bordet hver dag og en del mere hygge foran fjerneren og ikke lige så meget tid til at gå op i sig selv.

Min anden graviditets vægtøgning satte sig også mere fast end den første, måske fordi jeg tog det for givet, at vægttabet ville komme af sig selv ligesom første gang, med min almindelige aktive hverdag. Men for mit vedkommende blev det toppet op med, at jeg udviklede en sygdom i mit stofskifte.

For lavt stofskifte og er en sygdom der rammer hver 6. kvinde og hver 10. mand i en eller anden udstrækning i løbet af deres liv og for mit vedkommende var det formentlig graviditeten, der udløste immunforsvarets attack på min skjoldbruskkirtel. Det er velkendt at de hormonelle ændringer under graviditet og barsel har indflydelse på stofskiftet, hvilket er fordelagtigt når moderen skal være ekstra opmærksom og på ift barnet. Normalvis kører stofskiftet højt i op til 4-5mdr efter fødslen og derefter lidt lavt og så retter det sig selv. Men nogle gange brænder det ud, som det gjorde hos mig. Heldigvis lyttede jeg til min krops signaler og fik hurtigt konstateret sygdommen og kom i behandling.

Det tog et års tid førend min krop var klar til at dyrke rigtig motion, men så gik jeg også til den med Kickboxing og personlig træning af Verdensmesteren Alan Ngalani.  Den største og mørkeste mand jeg nogensinde har set. På hans Tshirt stod der “SHUT UP AND SQUAT”!! Så var stilen ligesom lagt… og det virkede!

Måske er det noget lignende, der skal til igen denne gang for, at jeg skal finde tilbage til mig selv. Men så længe jeg ammer giver det ikke mening at træne alt for hårdt. Kroppen har det med at passe på sine fedtdepoter når der ammes og derfor oplever mange ammende kvinder, at de først rigtig kan ændre på vægten efter endt amning.

Men nu er træning jo heller ikke kun noget med at ændre på vægtens lyd og selvom jeg er lidt træt af min store mave, så er den jo egentlig meget handy, og fungerer fint som sækkestol for baby. Min veninde og jeg kalder den En FatGirl.

SÅ jeg pakker vægten sammen og holder fokus på velvære, bevægelse og muskelstyrkning. Men da jeg føler, at mit udgangspunkt denne gang er helt i bund har jeg bestemt mig for at melde mig til et efterfødsels hold hos Jordemoderhuset, så de kan hjælpe mig med at komme godt fra start.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Svøb the movie!