Sine og co, Part 3. -planlæg en date med din Fødsel!

IMG_4592

Sine har fået nye tanker om sin forestående fødsel efter fødselsforberedelsen med hypnose og vores private timer. Hun er nu begyndt at se frem til en fødsel, hvor hun føler sig forberedt og klar på udfordringen.

Læs Sines før og efter tanker her på Sines blog.

Hun har samlet de råd og teknikker sammen, som hun føler giver mening for hende og valgt at fokusere på alt det, hun har nået, og ikke på det hun ikke har tid til at få helt ind under huden. Med så kort tid til termin er der ikke tid til at indøve hypnoseteknikker på rygraden, men Sine og hendes mand har forstået principperne bag fødselsmekanismen, hypnose og fokuseret fødsel og kan integrere det i deres måde at imødekomme den kommende fødsel.

Sine har været her forbi til en fødselsnak i dag.

Vi fulgte op på snakken om de gode fødselshormoner. Hvordan Sine kan få en hjemmefødselsoplevelse på hospitalet, så hun kan få maximal hormonsupport til at føde sin baby nemmere. Fødselshormoner har stor positiv indflydelse på fødslens naturlige fremgang og undersøgelser viser, at hormonerne trives i hjemmets trygge rammer, men er mere sårbare i hospitals regi.

Da Sine har et tidligere kejsersnit, skal fødslen overvåges, i den aktive fase på hospitalet. Dette betyder, at Sine vil opleve et skifte, når hun kommer ind på hospitalet. Fødslen vil være mere risikobetonet og fokus vil være på om Sines livmoder kan holde til fødslen.

Skiftet fra hjemmet til hospitalet er en generel kilde til forstyrrelse af de gode fødselshormoner, da fødende kvinder kan føle sig meget sårbare og blive stressede over venteværelser, fødestuer, lys, lyde, hvide kitler og det rolleskifte, der sker når man ikke længere er herre i eget hus og krop. Og derfor kan det være godt at gøre sig nogle tanker om, hvordan man vil lande på en fødestue og hvordan man forestiller sig, at det vil påvirke een.

Vi talte om, at jordemødre generelt forsøger, at imødekomme parrets ønsker for at hjemliggøre fødslen. At man kan slukke lyset, medbringe musik, tage rart/pænt tøj på og føle sig hjemme nok til, at manden ikke skal sidde henstillet i et hjørne, men kan være en aktiv fødselspartner, der ved hvor kaffen og stolen står. Man kan også bede jordemoderen forlade stuen, så far kan kravle op i sengen og putte lidt om mor. Kys og kram og kærlighed er med til at skabe gode fødselshormoner. Det kan også være, at man har brug for, at jordemoderen bliver på stuen. Vigtigst er det, at man tør tilkendegive sit behov og selv tager ansvar for at kommunikere sine forventninger og ønsker.

Fødselshormoner trives i samme omstændigheder som lidenskab. Man skal lukke af for bevidstheden og give sig hen til nuet. Jo tættere du er på nydelse, jo tættere er du på en fødsel, der kan nydes. Din forventning og kropsudtryk har også indflydelse på frigørelsen af de gode hormoner. Jo mere du ligner en der har ondt, jo mere ondt får du! Læs om smerte i part 2.

Sine kan godt lide min ide om, at hun skal planlægge en date med sin fødsel. Det har hun ubevidst allerede gjort. Hun har tænkt over hvilket tøj Thomas skal have på, så han er dejlig at røre ved og hun har forkælet sig selv både med nye vipper og en spraytan. Det er vigtigt, at hun føler sig tilpas i sin krop, på den måde hun gør det bedst. Vi taler om hvordan hun vil gå ind i sig selv og arbejde med veerne og slippe tankerne om fotograf og gode vinkler. Der er mange forskellige måder at arbejde med veerne, men hormonerne trives bedst i hengivelse og en trancelignende tilstand, når ve-arbejdet bliver krævende. Og hormonerne er afgørende for veers styrke og funktion samt kroppens samarbejde, så gode fødselshormoner skal altid være i fokus.

På min opfordring har Sine og Thomas lavet en aftale om, at Thomas skal være aktiv og frit tilbyde sig med de ting, han forestiller sig, at Sine har brug for. Sine skal ikke forstyrres af for mange spørgsmål, men blot kunne tage imod eller afvise med en bevægelse, hvis det er der hun er. (Vand, massage, maske osv).

At begrænse forstyrrende spørgsmål generelt er også en måde at værne om de gode hormoner og derfor taler vi om det informerede samtykke, som er gældende i sundhedsvæsenet. Kort fortalt drejer det sig om, at man altid har ret til at blive informeret om risiko og bivirkninger ved ethvert indgreb. Det kan være relevant, når man skal tage stilling til forskellige valgmuligheder, men under en fødsel er det ikke altid at forudsætningerne for et informeret samtykke er til stede eller at det er fordelagtigt.

Kvinden kan til eksempel blive revet ud af sin trance for at tage stilling til risiko og dermed mister hun fokus og opbygger angst for risikoen. Begge dele forværrer smerteoplevelsen. Derfor kan det være en god ide på forhånd, at forholde sig til om man er interesseret i at blive informeret om alt. Denne problemstilling undersøgte jeg i min bachelor opgave, som kan læses her, Gør fokus på smerte ondt værre?

Jeg foreslår Sine, at hun forholder sig til de mest normale indgrebs risici og bivirkninger på forhånd. Om hun feks. hvis en epidural bliver relevant vil frabede sig information. Hvorimod information om hvad jordemoderen til eksempel gør under en vaginal eksploration, måske er mere vigtig for Sine for at kunne håndtere situationen. Ved at Sine gør sig tanker på forhånd undgår hun at handlingen overrumpler hende i situationen og bringer hende ud af fatning og langt væk fra de gode hormoner.

Et tegn på dårlige fødselshormoner kunne være vesvækkelse eller manglende fremgang. I den situation er det godt at vide, hvad man har af muligheder for at få fyret op under hormonerne igen. Sine remser op og jeg føjer til:

Nusse, kramme, kysse, massage, let berøring, brystvorte stimulering, rebozo, dans, fødeskammel, hvile, akupressur, akupunktur, orgasme, hypnose, meditation, visualisering, varme, drikke, spise.

Sine får en omgang Rebozo og så slutter vi samtalen af med lidt mærken på mave og lytten hjertelyd…

-nuååårh hvor er han sød den lille basse… Vi glæder os til at møde ham!

Læs Sine´s indlæg om vores møde her.

 

 

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sine, maven, far og fødslen part 1 -Bestil en god fødsel!