Babyhvisker -hit and run.. Hands on training.

Har mødre en ubevidst fare-sensor eller får vi hjælp fra oven?

Skærmbillede 2015-07-06 kl. 11.12.44 PM

Jeg har oplevet det før..

Det her med at få en mærkelig følelse inden i.. en følelse af fare, at noget farligt er ved at ske.

Ikke at jeg helt forstår det på det bevidste plan, men som om min krop reagerer på noget ubevidst. Måske har jeg registreret en potentiel fare ubevidst, men uden at kæde tingene helt sammen endnu -og det er så det, min krop reagerer på.

Jeg får sådan en mærkelig uro i kroppen og jeg kan mærke adrenalinen. Det giver mig lidt kvalme og jeg bliver nervøs, mine tanker går for stærkt og jeg skal styre mit fokus for at forstå hvad jeg tænker..

Sådan en omgang fik jeg igår nat.

Jeg kan egentlig ikke sige hvor mange gange jeg har oplevet det før, for det er først nu, jeg begynder at kæde tingene sammen og tænke om det kan have en sammenhæng.

Der var en gang hvor vi var på ferie i portugal. Filippa har været 7-8 år og Rio omkring de 4-5. Vi parkerede bilen ved en flot udkigspost. Det var et naturområde med en sti, der førte ud til højre og ude til venstre, kunne man se en stenbænk, med udsigt over havet. Der var flere mennesker der turede rundt derude så vi valgte at udskyde den planlagte kaffe/is og gå et smut ud og se på den flotte natur. Rio gik på opdagelse og vi andre stoppede op og så på nogle smukke blomster, der voksede i granitstenens rende. Jeg skuede ud over området og så min dreng hygge sig. Han havde fået øje på sten bænken ca 30 meter fremme. Terrænet buede så man kunne ikke se horisonten. Jeg skuede ud og så et par som var gået ud på stien noget tid før os. De var mindst 100 meter fremme. Vi snakkede videre om blomsterne. men pludselig fik jeg den der følelse. Der var noget der ikke hang sammen. Mine tanker processede lynhurtigt. Jeg fik uroen. Kiggede efter Rio. Han var som før på vej mod stenbænken. Nu ca 20 meter fra. Jeg kiggede videre og så det par 100 meter ude til højre. De var splittet op og kvinden var i rask tempo på vej ind over terrænet. I retning mod Rio? Jeg kiggede igen på ham.

OG RÅBTE       S T O O O O O O P     RIO      !!!!!

Han stoppede.

Skat bliv lige stående, helt stille. Mor kommer lige hen til dig.

Bare stå helt stille.

Jeg kom hen til ham… han var 10 meter fra stenbænken. Da jeg nåede hen til ham nåede jeg lidt op af det buede terræn og kunne nu se – hvad damen der var på vej hen mod os vidste…. Stenbænken stod 1 meter fra afgrunden. Intet hegn. Ingen TING. Bare en 70 meter dyb skrænt, med frit fald…

Dybt chokeret tog jeg Rio i hånden. Bassemand prøv lige at gå fem skridt frem med mig og prøv så at se… Jeg tog skridtene frem meget tøvende og løftede ham så lidt op så han selv kunne se udsigten… -og enden på jorden under os.

“Kan du godt se lige der ved siden af bænken bass?” Han fik øje på skræntens frie fald..

“Det havde jeg ikke set mor”…..

Nej, det havde jeg heller ikke, sagde jeg, og kiggede efter damen, hun havde nu vendt sin retning tilbage mod den sti, hun havde været på vej ud af. Hun havde været for langt væk til at råbe os op, men bare det, at hun ændrede retning var nok til, at min underbevidsthed begyndte at kæde tingene sammen. Jeg sendte hende en taknemmelig tanke og knuede min søn ind til mig. Det var en forfærdelig tanke, hvad der kunne være sket og jeg kan stadig få et sug i maven, når jeg tænker på det.

Igår var ikke ligeså katastrofal i sin yderste konsekvens. Men det var en potentiel farlig situation.

Det var begyndt at tordne, da jeg gjorde klar til at gå i seng omkring midnat. Tordenen buldrede igennem sommerhuset og trykket og vinden kunne mærkes. Imens jeg børstede tænder lød der et klir af noget der faldt på gulvet. Jeg tændte lyset i soveværelset for at se efter. Nova sov. Der var ikke noget at se. I det andet rum sov min store datter også fint. Drengene var i den anden ende af huset. Peter gik ned og kiggede til dem. Alle sov de fra bulder og tordenen. Undtagen mig.. Jeg lå og fik den der mærkelige følelse. Jeg er ellers ikke bange for tordenvejr, men jeg havde en uro i kroppen og følelsen af fare. Peter måtte igen op og tjekke at dørene var låst og at drengene var ok.

Alt er altså ok Heidi..

Der lød et kæmpe brag og lysglimt lige ved siden af vores vindue. Gardinet blev trykket frem og tilbage, men Nova sov fint videre i sin seng lige ved siden af.. Og det burde jeg jo også.. døsede hen.

VINDUET. GARDINET. POTTEPLANTEN. Pludselig var jeg lysvågen! Fik stillet skarpt i mørket og kunne nu se, at rullegardinet stod og slog mod krukken og den var rykket 5 cm ud over kanten… Nendenunder lå Nova!

Det var altså ikke nogen lille potteplante- krukke… Shit altså!

Vi fik den fjernet. Ingen ting skete.

Jeg måtte lige op og finkalkulere, hvad der VILLE være sket, hvis det var sket.. Nova lå med hovedet i den anden retning, så hun var højst blevet ramt på ben og nedre del af kroppen, men det havde også været FORFÆRDELIGT NOK!

Nå så meget drama kan man altså have på en svedig sommernat med bulder og brag i mørket. Jeg sov først efter, at Nova var vågnet til sin nattetår. Trygt med min lille baby i mine arme, der hvor hun hører til, tæt på mit hjerte og mine kys.

Om det er min moderlige fare-sensor, en skytsengel eller ren og skær held, der er gældende, det skal jeg ikke kunne sige, men jeg er taknemmelig for, at der ikke skete noget og så er jeg klar på, at slå antennerne ud næste gang min underbevidsthed forsøger at fortælle mig noget!

Roger . 10 . 4 .

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Babyhvisker -hit and run.. Hands on training.