Har du stimuleret din baby i dag?

Når baby og mor er uvenner.. om at sætte grænser for sin baby.

Her skriver jeg ganske overlagt NÅR og ikke HVIS..! Jeg tror nemlig, det er de færreste mødre, der ikke oplever, at den lille sure abe ind i mellem trækker tænder ud.. For far er det måske en anden sag, da han for det meste ikke er i ligeså tæt ‘samarbejde’ med babyen, som moderen kan være i den her alder. Og det samarbejde er bare ikke på lige vilkår, når man har at gøre med en baby på en udviklingsmission.

Baby Nova er nu 7.5 mdr og uden, at jeg egentlig har kigget særlig meget på de der sorte skyer og tigersprings perioder, er jeg ikke i tvivl om, at vi har en tung sort stikkende sky over Novas hovede for tiden, for hun har simpelthen ændret personlighed de sidste par døgn og er blevet en rigtig lille kælling.

Hun har stadig sporadiske perioder, hvor der skinner en solstråle igennem hendes humor og man kan se den gamle Nova igennem uvejret, men selv når solen skinner, er det som om tordenen trykker og buldrer faretruende nær og et skybrud til hver en tid kan brage igennem.

Man kan se det i hele hendes kropssprog og udtryk. Hun er som en lille terminator fastlåst på målet og opsat på destruktion. Alt skal ordnes, krølles eller rives i stykker. Hun har travlt! Hendes blik når langt og hendes evner tillader hende alt for mange muligheder. Hun kan kravle, stå og næsten gå -og det der ‘næsten’ er ikke et af Novas favorit ord og det hjælper IKKE på humøret. Alt går sådan set meget fint, så længe man tillader damen frit lejde, men ve den der vover at sætte begrænsninger op eller fjerner hende fra hendes vej. Hun har nemlig en løs forbindelse et sted der står og flakker mellem bliss og selvdestruktion. Hun kan antænde en mindre atombombe, hvis det går op for hende at slaget er tabt. Hvis man ikke kan nå målet i nærkamp, må man ty til masseødelæggelse våben.. Det er Novas krigsstrategi. 

For sin vis kan jeg jo godt unde min lille baby at udfordre sig selv og sine evner. Jeg kan sådan set godt rumme hendes voksende temperament og udsving, der kan få mit eget pms-humør til at ligne en Dukkelise med en vandpistol overfor Chucky med en blodig slagterkniv. Jeg smiler også stadig stolt over hendes viljestyrke og mod på udfordringer. Og jeg opfordrer hende gerne til nye sejre. Men jeg undrer mig over, at hun er ved at save den gren over, hun selv sidder på..

 … Nova er sulten på livet, men også efter mad. Med det aktivitetsniveau hun ligger for dagen for tiden, skal der noget til. Hun har dog ikke haft tid til at knække koden med maden endnu, så den giver hende endnu ikke mæthed. Derfor er bryst fortsat hendes største næringskilde..  Men det er et lovehate forhold. Den man elsker togter man, siges det… Men utak er verdens løn og jeg har snart fået nok!

En ting er, at hun vågner oftere om natten. En anden ting er, at hun nu også er sur,  når hun vågner. En tredie ting er, at hun kravler i søvne. En fjerde ting er, at hun skælder mig ud for at kravle i søvne. En femte ting er, at hun er utidig, fordi hun er sulten, men skralder alt jeg tilbyder hende. En sjette ting er, at hun er træt, men ikke vil sove. En syvende ting……!

Alt sammen kan mit store moderhjerte dække over. Mine moderlige hormoner lyver simpelthen for mig! Som en anden teenage forelskelse, ser jeg ikke hvor bumset og egoistisk min kærlighed er. Jeg er høj på min helt egen hormonjoint, som jeg suger i, hver gang mit lille livsværk beviser, hvor stort et mesterværk jeg har kreeret. Og det gør hun jo sådan set i hele hendes eksistens, så den burde jo være home safe for den lille frøken. 

MEN! Og det er et stort FREAKING MEN! 

Jeg kan kratedeme ikke lyve overfor den korpolige vold, hun har gang i og mærkerne på min krop taler deres eget sprog. For hun kradser mig! Hun har flået mig som en gal hankat på et kradsebræt. Og det imens jeg tilbyder min største kærlighed direkte fra mit bryst. Hun har altid haft tendensen til at grave og kradse. Men med hendes nye humør og lidt for lange festivals negle var vi i nat ude i lidt af et blodbad. Selv i en døsig natamning gik hendes små fingre frem og tilbage i min tynde hud -og sjæl. 

Det var en ufin kamp. Jeg fjernede hendes hånd en million milliard gange, men den svirpede tilbage som en overspændt gren på et forårsfriskt træ. For ikke at tale om den hånd jeg ikke kunne nå på den anden side af brystet.. Den var så småt igang med at grave en dyb furre i den tynde hud mellem bryst og armhule.

Helt seriøst lille baby hvad har du gang i? Jeg fjernede hendes hånd og hun skældte mig ud!!! Så fik jeg nok! Så er det sgu nok! Jeg blev vred på hende! Min grænse var nået! 

S T O P med det!

HUN HYLEDE     !?! 

Hun havde hængt i begge bryster frem og tilbage to gange allerede. Det her drejede sig IKKE om amning! Det var en rendyrket lille abe, der lå og testede min tålmodighed af. Fordi HUN ikke kunne sove! Fordi HUN var var i dårligt humør og skulle have en at tage det ud på..

Slut! Mor lægger ikke krop til. Jeg stak hende sutten, vendte hende bort fra mig. Så er det nok! Godnat Nova! 

Og nu kommer det til mig.. Ligesom med så meget andet, har min lille Pre-ager også her brug for at mærke, at jeg tager styring. At jeg har grænser og at hendes rækkevidde har en begrænsning. Verden er ikke uden ender og hun kan ikke ligepludselig falde ud over kanten, fordi hun ikke vidste hvor den var. Mors kant er nået. 

Du kan ikke ligge og sluge mig samtidig med at du smerter mig. De to ting hænger ikke sammen. Så må du gøre op med dig selv, hvad du har brug for og det er i givet fald åbenbart ikke brystet..! Skal du være sur så bliver det uden mit skind at tage det ud på! Slut!

Jeg mindes min tid med søvnproblemer med min førstefødte og refluks-kolik med min anden. Mindes følelsen af at være maxet ud! At blive uvenner med sin baby og mærke vreden boble.. 

Jeg havde et mantra der hjalp mig væk fra vreden. Og det brugte jeg for første gang i nat. 

Lagde hende ind til mig. Ryg mod min mave. Mit faste greb om hende, rokkede hende og messede for mig selv: 

“Du er jo kun en lille baby”

“Du er jo kun en lille baby”

Det virkede. Ordene hiver mig væk fra øjeblikket. Der hvor vi nærmest var ligeværdige fjender, frarøvet søvn, hud og hår og med vreden imellem os. For hun er jo kun en lille baby og kan umuligt personificeres til at frembringe denne afmagt i mig. 

Hun er jo min lille baby.

Varmen breder sig i mig 

Baby

Min 

Lille

Er hun jo!

Jeg kan igen finde min moderlige kærlighed frem. Hun bliver rolig og sover. 

Vi er gode venner igen. Idag er hun stadig en bestemt lille dame, men jeg er ovenpå igen. Jeg er jo den voksne og hun er jo kun den lille baby.

Men dermed ikke sagt, at det sidste er nævnt i denne sag. Neglene er blevet klippet men det der med brystet skal vi nok lige have os en alvors snak om, hvis det stadig skal være mellem os.

Bogstaveligt talt.


Keep calm 

      and 

save my boobs.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Har du stimuleret din baby i dag?