Fra Curlingforælder til Refuser-forælder…!

Hvorfor er forældre så bange for at skære igennem…

Skærmbillede 2015-10-01 kl. 7.07.49 PM

Mit indlæg om refuser-forældre-tendensen skabte en god debat på min facebookside som I kan se her. Nogle følte sig provokerede og stødte over mit opråb og andre brølede med i frustration over at opleve, at være dem der konstant trækker fællesskab-læsset i børnenes institutioner.

Jeg vil faktisk ikke generalisere og jeg er helt indforstået med, at hver har sine engagementer og gode grunde til ikke at orke mere. Igår aftes sad jeg feks. til fritidshjemmets forældremøde (der er seriøst mange møder, når man har 4 børn!) hvor der igen blev meget stille, da det kom til bemanding af bestyrelsesposter. Selv sad jeg med en følelse af ikke helt at kunne tilbyde posten nogen funktion, da der mest blev lagt vægt på gennemgang af budgetter og fritidshjemmets ledelse, som jeg ikke rigtig føler at jeg har en reel mening om. Der kom en halv-frivillig på banen og vi blev et par stykker, der gik med til at være suppleanter. Men det viste sig, at en hel del af de fremmødte, som ikke meldte sig, allerede sad i bestyrelser i skoler og sportsklubber. Så hatten af for det!

Nå det så er sagt, så var der flere, der har kommenteret, at de simpelthen ikke orker børnefødselsdage og lignende arrangementer, fordi ” det er anstrengende at passe andre folks børn”, “at man ikke gider være pædagog for andres curlingbørn” og det nærmest “er angstprovokerende at lade sit hjem invadere af en flok vilde unger”.

Og så er det at jeg tænker mit igen….

Fordi. ET er, at det er træls, at ‘andre’ ikke opdrager på deres børn, men det er jo ligesom uden for vores indflydelse, men hvad der er under vores indflydelse, er hvordan slagets gang, går i vores hjem..

Det er altså ikke så svært, hvis man tør at være voksen.

Hvorfor er vi begyndt at tro, at vi skal være bedste venner med vores børn og deres venner? Hvorfor skal vi behandle dem som ligeværdige, når de slet ikke er i stand til at være lige værdige?

De er jo børn!

De skal ikke forholde sig særlig dybt til etik og moral og normer og regler i deres daglige impulsive opførsel. De skal være umiddelbare og lyststyrede, uregerlige, nysgerrige, aktive og …. you name it!

OG VI SKAL SKÆRE IGENNEM!

Sagt på en anden måde.. -De skal være børnene og vi skal være de voksne.

Og når vi voksne inviterer en hel flok unger ind i vores hjem, så gælder det altså om rimeligt hurtigt, at kridte banen op og få kommunikeret, hvilke spilleregler der er i vores hjem, så vi alle kan holde ud at være der.

Børn er vant til rammer og regler fra deres institutioner, så når de kommer hjem til Billys alt for søde mor, der med indsmigrende stemme ønsker, at alle børnene bare skal hygge sig, så går der ikke langt tid, før der hersker total børneanarki i det lille hjem og man kan næsten mærke Von Trier stå i et hjørne og kaster håndtegn over Chaos..

Jeg har holdt mange fester med børn i vores hjem.

Alt fra fødselsdage med børn i fokus til Nytårfester eller julefrokoster, hvor både børn og voksne gerne skal have en god aften. Nøgleordet til sidstnævnte er, at tanke børnene op med oprigtig opmærksomhed fra starten, inden de voksne fortrækker sig til voksentid. Jeg har gået all in på børneforkælelse. De har følt, at de havde deres egen fest, haft fri leg (dog kun i den ene ende af hjemmet – for de voksne er fredet i køkkenalrummet) og tidlig afspisning og evt. affyring af krudt eller en omgang pakkeleg imens de voksne spiser.

Når klokken er 20 er det voksentid. Børnene forstår godt at (glas)døren bliver lukket til og de voksne vil have fred til deres hygge. De kan bedre give slip, fordi de allerede er tanket op og nu finder de brætspil eller en film frem. Måske er der en enkelt, der lige vil ind og mærke voksenhyggen eller sidde på skødet af sin mor eller far, men hvis det forstyrrer voksenhyggen, får de et “smut pomfrit -nu er det voksentid” og det respekteres altid. Børnene synes måske nok, at jeg er en Tanteskrap, men de elsker alligevel at komme hos mig, fordi de ved, hvor de har mig.

Man skal ikke tage fejl af, at børn helst vil opføre sig godt og også nyder når de voksne hygger sig.

Det kan selvfølgelig gøres på mange måder og whatever works er fint med mig, så længe vi ikke afholder os fra initiativer af ren og skær frygt for at skulle skære igennem.

Til Børnefødselsdage med småbørn har jeg en tendens til at forvandle mig til Fru Overdronning Heidi eller General Heidi. (bevares det lyder overskudsagtigt men det er faktisk mere af nød)

Filippas små 4-5 årige veninder havde en fest, da de kom i min prinsesseskole og lærte at imponere den strenge overdronning, der dog var rundhåndet med værdsættelser og præmier. Det var leg, rammer og regler på børneniveau.

Og Williammins 6-7 årige drenge var ellevilde, da Generalen tog sin 15 mands (af)deling med på en march ud i skattejagt embede.

Deling HOLDT!

RET IND!

GØR HONNØR!

Tag jeres nøgle op af lommen og lås jeres mund. Put nøglen tilbage i lommen.

5 armbøjninger i straf!

FREMAD MARCH!

Soldaterkammerater jeg er stolt af jer! I har udvist flot samarbejde og kampgejst, her er æresmedaljer til hele banden!

 ……………………………………………..

Jeg tror simpelthen, at flere ville orke de der børnefødselsdage eller pyjamas-parties eller hvad anledning, der nu skulle gøre, at man samlede klassens børn i fælleskab, hvis blot man turde skære mere igennem og iklæde sig den lederrolle, der både tør at give og tage, for at få det hele til at gå op i en højere enhed.

..

læs mere i mit indlæg her om  Bål, Brøl og Baby.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fra Curlingforælder til Refuser-forælder…!