Ville du gå ind i en mørk skov efter at have set en gyser?

Oscars Opturs-fødsel -om en 3. gangsfødsel der skulle sættes igang -naturligt.

Skærmbillede 2015-12-03 kl. 10.41.39 PM

Forord af Meyermor

Jeg modtog denne fødselsberetning i sidste uge, fra Eline Holm, som jeg fødte med inden jeg gik på barsel og jeg vil gerne starte med at fortælle at lige præcis Elines fødsel var en af mine bedste Herlev-fødsels-minder.

Som I vil kunne læse i Elines beretning var hendes før-fødselshumør mildest talt dårligt. Jeg havde til at starte med lidt svært ved at kode, om det var noget personligt i vores kemi, som gjorde at jeg oplevede Eline lidt utilnærmelig, og da Eline fortalte at hun var skribent for et større gravid magasin følte jeg mig næsten intimideret. Var jeg mon til eksamen?  ..men det er jo ikke så ofte, at man har kvinder på fødestuen inden der er gang i veerne, så jeg besluttede mig for at tænke, at hun nok bare var spændt og lidt træt af det hele.

Hen af vejen fik vi snakket os frem til at Eline virkelig gerne ville have undgået igangsættelse, så vi gjorde lidt mere, end hvad man normalt gør, for at få gang i de gode hormoner.

Jeg kom flyvende hjem fra den aftenvagt, helt høj på en følelse af fantastisk føde-arbejde. Fra mor, far og barn -og en faglig stolthed.. og så var jeg dybt fascineret af hvor godt fødekroppen kan levere, når der samarbejdes med hormoner og fysik.

Elines beretning rør mig dybt.

Værsgo og læs med.

Oscars opturs-fødsel

Her kommer min beretning om en tredjegangsfødsel, som startede med en nedtur og endte med en kæmpe optur – ikke mindst fordi jeg var så heldig at få Heidi som jordemor!

Nedturen: Jeg gik 12 dage over tid. Noget, som jeg – ja, naivt – havde forsvoret IKKE at gøre. Som tredjegangsfødende følte jeg mig – præcis, igen naivt – ret sikker på, at lillebror nok skulle komme ud til tiden. Hvorfor var det så vigtigt for mig, at han gjorde det?

  1. Fordi jeg gik 13 dage over tid med min datter, mit første barn, og det var et HELVEDE. Jeg var et hormonvrag, tudede konstant, kunne ikke være nogen steder, frygtede det værste, fik kørt strimler i tide og utide på hospitalet, fordi jeg var sikker på, at NOGET var galt. Det var der heldigvis ikke, men ikke desto mindre står den tids rædsler stadig malende klart for mig – og det skulle bare ikke ske igen. Da jeg fik mit andet barn, min første søn, fødte jeg derimod en uge før tid, kort og ukompliceret, ind og ud af hospitalet – det var perfekt! Så den succes skulle naturligvis gentages tredje gang.
  2. Fordi jeg var dødsensangst for at blive sat kunstigt i gang med at føde efter sommerens avisartikler om babyer, der var blevet hjerneskadede efter brug af det der stof, misoprostol, hospitalerne benytter til igangsættelse. Og derudover betød en naturlig fødsel uden brug af medicin bare rigtig meget for mig.
  3. Fordi jeg havde termin lige inden sommerferien, og var jo så smart, hvis lillebrors fødselsdag lå dér og ikke midt i ferietiden.
  4. Jeg led under graviditeten af karpal tunnel syndrom, hvilket gjorde at jeg havde så ondt i mine hænder, især om natten, at jeg ikke sov i nærmest måneder op til termin. Av!

Nå. For at være på den ´sikre` side fyldte jeg mig med hindbærblad-the og gik til modende akupunktur op til fødslen… og da det ikke hjalp, tikkede jeg mig til den ene hindeløsning efter den anden. Fire styks blev det til – uden den mindste effekt! At diverse jordemødre konstant oplyste mig om, at ´det var lige op over`, og ´det kunne godt ske i nat`, gjorde det bare endnu mere frustrerende at konstatere, at nej – der skete stadig ikke noget, alle mine anstrengelser til trods!

Humøret sank, som dagene gik. Følelsen af, at min krop var én stor, ubrugelig klods, der nægtede at samarbejde, voksede. Til sidst fik jeg en tid til at få taget vandet. Min mand og jeg mødte forventningsfulde op på Herlev, blot for at blive sendt hjem igen med beskeden om, at der desværre ikke var plads til mig – og da jeg jo ´havde det fint` var der andre fødsler, der var mere presserende. Det forstod jeg naturligvis godt, men jeg gik alligevel grædende hjem, alt imens jeg bandende min krop langt væk.

Det var denne følelse, jeg gik ind på hospitalet med, da min mand og jeg samme eftermiddag alligevel fik stillet en fødestue og en jordemor til rådighed. Denne jordemor var som sagt Heidi, og om hun vidste hvilken opgave, hun stod over for (i forhold til at vende min modløshed til kampgejst), ved jeg ikke – men hun gav mig et lavement og tog vandet, hvilket jeg efterhånden ikke forventede mig de store mirakler af, og sendte os ud at gå en tur for at fremprovokere veer. Af sted luntede vi, rundt og rundt på parkeringspladsen ved Herlev Hospital, mens absolut intet skete. Endnu en cementering af, at min krop ikke duede til noget som helst.

Tilbage på fødestuen kunne Heidi ganske rigtigt konstatere, at nej – der var stadig ikke nogen fødsel under opsejling. Så vi måtte jo desværre hjælpe naturen på vej med ve-stimulerende drop. Min drøm om (endnu) en medicin-fri fødsel var ved at smuldre. Heidi ville dog lige forsøge med endnu et lavement, samt at lukke endnu en skylle fostervand ud, for derefter at koble mig til CTG-maskinen og ve-droppet.

 

Opturen: Klar på briksen lå jeg og overlod det til Heidi at bakse med at få ve-droppet sat i min arm. Imens skævede hun til CTG-monitoren… og udbrød pludselig: ´Jamen, du har jo veer!`. Og dér på skærmen var de ganske rigtigt, små bølger af bevis på det, jeg endnu ikke kunne mærke: At de første veer var på vej. Her ville andre jordemødre måske have tænkt, at siden jeg slet ikke kunne mærke dem endnu, var det jo fint at bruge ve-droppet alligevel, til at skynde tingene lidt på vej. Men ikke Heidi. Som hun sagde: ´jeg synes ikke, vi skal bruge ve-drop til en kvinde, der allerede har veer`. Det kunne jeg ikke være mere enig i (men med min opgivende sindstilstand ville jeg ikke have kunnet protestere, hvis en fagperson havde anbefalet noget andet), så ve-droppet blev smidt i skraldespanden, og Heidi sagde ligeud, at nu skulle vi altså havde vendt stemningen, så de her veer ikke krøb i skjul igen. Foretagsomheden lyste ud af hende, mens hun satte min mand i gang med at nulre mine brystvorter (for at fremkalde oxytocin) og viklede et tørklæde om mine hofter, som hun brugte til at ryste mig med, også kaldet rebozo-metoden, for at få baby ned i bækkenet og øge trykket (vist nok). Stemningen vendte totalt, og der var bare en kæmpe vilje til at få det her fødselsshow sat på skinner!

Der gik da heller ikke længe, før veerne tog til, og snart tikkede de derudaf og voksede på klokkeslag, præcis som de skulle. Efter en time havde jeg reelle fødselsveer.

Jeg havde fra starten sagt, at jeg gerne ville i bad som smertelindring, og da veerne begyndte at bide til, var det tiltrængt. Heidi fyldte karret, men inden vi kom så langt, ville hun lige afprøve en metode, som hun vist kalder Meyer-metoden. Hvad det hed, vidste jeg intet om på dette tidspunkt, jeg kunne bare mærke, at de hårde tryk, hun med hænderne gav mig først i panden, derefter i et bestemt mønster ned af min krop, i takt med at veen begyndte, tog til og ebbede ud – alt imens hun bad mig om at mærke de forskellige steder, hun trykkede på, virkede helt utroligt godt. Det fik mig til at spænde af og arbejde med veerne, og det fjernede faktisk meget af smerten – eller i hvert fald fokuserede jeg ikke så meget på den.

 

Efter et par omgange, bad Heidi min mand om at overtage trykkeriet (en opgave, han den dag i dag er meget stolt af at have løst), mens hun gjorde badet klar – og lige ville mærke efter, hvor meget jeg nu havde åbnet mig. Til alles overraskelse kunne hun konstatere, at jeg var næsten helt åben, og så gik det ellers stærkt med at hoppe i karret. Det varme vand føltes skønt, men der gik ikke mange minutter, før jeg begyndte at udstøde nogle mærkelige, brølende strubelyde, hvilket Heidi responderede på med at konstatere: ´Du har presseveer`. ´Har jeg det?`, tænkte jeg – og oplyste for en sikkerheds skyld Heidi om, at jeg altså ikke kunne mærke, at jeg skulle presse. Det forsikrede hun mig om, at jeg skulle, og spurgte så, om vi havde overvejet en vandfødsel? Det havde vi ikke, men jeg var på ingen måde i stand til at svare, nåede kun at tænkte: ´jeg kan jo ikke komme op`, hvorefter jeg et sted i det fjerne bemærkede en kort ordveksling mellem Heidi og min mand, som i fællesskab konkluderede, at jeg vist bare skulle have lov at føde i vandet.

 

Sådan cirka to pres senere kom hovedet frem, og Heidi råbte til mig, at jeg skulle stoppe, det gik for stærkt, og jeg risikerede at briste. Jeg gispede, som den artige elev, jeg var, hvilket gav en lille pause, inden hovedet blev født, og derefter kom kroppen. Heidi fiskede Oscar op af vandet, han var blå, og jeg fløj op og hev fat i ham, mens jeg råbte ´er han okay?!!`, Heidi råbte ´slip ham!`, jeg lystrede, hun gned lidt på ham, og bankede ham på ryggen… og så skreg han og blev lagt på min mave, helt fin, varm og perfekt!

 

Ja, der var lidt råberi til sidst, men det var på en kærlig og beslutsom måde. Og jeg var fuldstændig høj af lykkefølelse over, hvor godt det hele var gået, på trods af nedturs-opstarten. Jeg havde undgået medicin, som jeg ønskede mig, jeg havde født i vand, som jeg altid har syntes lød som en fantastisk oplevelse, men ikke rigtig havde forestillet mig, var noget, jeg kunne gøre. Min mand var totalt stolt af den meget mere aktive rolle, han havde haft i Oscars fødsel, i forhold til mine to foregående (bevares, også rigtig gode) fødsler. Det lyste ud af Heidi, at hun var vildt stolt af, at hendes teknikker havde virket så godt. Og vigtigst af alt lå der denne her vidunderlige dreng på min mave, kun halvanden time efter, at veerne startede for alvor.

 

Om det har noget med Oscars dejlige start på livet at gøre, er naturligvis gætterier, men fra dag ét var en rolig og nem baby, som ammede, sov og udviklede sig, som han skulle. Jeg fløj på en lyserød sky i uger efter fødslen, og alt det overskud har helt sikkert smittet af på Oscar. Han gled bare ind i familien og berigede os alle sammen. Jeg har læst et sted, at vandfødsler giver rolige børn, og det passer i hvert fald på Oscar. Ligesom jeg er sikker på, at den gode start gav os en ´yes we can`-følelse – det bedste udgangspunkt for at hoppe ud i det til tider udfordrende liv med tre børn.

 

Kæmpe tak til Heidi for at smide det dér ve-drop langt væk – og for at tro på, at jeg godt kunne!

Skærmbillede 2015-12-04 kl. 1.06.59 AM

 

Og kæmpe tak til Eline for at dele hendes dejlige historie med os <3

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ville du gå ind i en mørk skov efter at have set en gyser?