Når en fødsel bliver til en Ironman!

En ganske særlig fødsel ! Om at føde med sin veninde.. og hendes søn.

Skærmbillede 2015-12-07 kl. 9.05.27 PM

Min kære veninde Camilla og jeg vil dele vores meget intime fødselsoplevelse med jer.

Hun har netop sendt mig sin beretning og jeg har læst den med tårer i mine øjne. Det rør mig, dels fordi jeg ved, hvor tæt Camilla var på at vælge kejsersnit efter en hård første fødsel, og dels fordi, det er så værdifuldt for mig at have fået lov at være en del af både bearbejdelsen og den nye historie. -En fødselsoplevelse, der for altid vil binde os sammen og være noget helt specielt for os. Det var aldrig meningen, at jeg (og min søn) skulle have været med, men det gav så meget mening hen af vejen og jeg elsker at fortælle historien med de samme sætninger igen og igen.

Som da vi aftalte ” Vi bliver her hos dig (på fødestuen) indtil din mand kommer”.. Og da han kom og det hele bare kørte fantastisk i et godt samarbejde: “Okay, vi bliver her indtil det bliver vildt og der kommer lyd på” -men det blev bare aldrig vildt og selv imellem de sidste presse veer havde Camilla overskud til at kigge på min søn og rose ham for, hvor sej han var at være med til lillepigens fødsel.

Camilla du gav mig lyst til at føde igen!

Skærmbillede 2015-12-07 kl. 9.04.52 PM

Tag GODT imod vores lille Blåbær – Camillas fødselshistorie <3

Idag fylder min datter 6 år, og jeg forstår det slet ikke!

Skærmbillede 2015-12-07 kl. 9.06.16 PM

Jeg forstår ikke at det virkelig er 6 år siden at jeg fik mit livs bedste oplevelse, og fødte min lille frække glade pige! Jeg er meget rørt i disse dage. Jeg er rørt og taknemmelig og fuld af varme, når jeg tænker tilbage på fødslen af Caroline.

Den blev på ingen måde som jeg havde troet- den blev bare så meget bedre og endte med at være mit livs bedste oplevelse so far!

Det lyder måske lidt overdrevet og egentlig også lidt tarveligt for dem som ved, at Caroline jo ikke er enebarn, men det er sådan jeg har det-og det er der flere grunde til!

For da jeg blev gravid med Caroline havde jeg lige haft en spontan abort på vej hjem fra Tokyo i flyet som arbejdende stewardesse. Jeg var ikke ret langt henne, havde faktisk lige opdaget det inden flyvningen til Tokyo, men oplevelsen af at miste et lille liv der midt i flyet i min blå uniform gjorde ondt alligevel.

Jeg blev dog hurtigt gravid igen. Først var jeg nervøs for at miste, dernæst blev jeg nervøs for fødslen! For fødslen af mit første barn havde ikke ligefrem været nogen nem og god fødsel og havde, helt ærligt, efterladt mig med en følelse af ærgrelse og nederlag.

Min gode veninde Heidi talte meget med mig om min angst og om at jeg kunne arbejde aktivt med den, i stedet for at holde den inde og lade den vokse. Vi talte om, hvordan jeg selv kunne arbejde mig hen imod en god fødsel. At jeg kunne bruge smerten under fødslen på en konstruktiv måde i stedet for at lade den skræmme og begrænse mig. Vi gennemgik fødslen af min søn og det var så rart at gennemgå den igen sammen med hende. Det gav mig en større forståelse og accept af det skete.

Heidi talte med mig om den “gode smerte”! Jeg må indrømme at jeg til tider tænkte ja ja Heidi, men nu er smerte jo altså bare smerte og den er ikke ligefrem min ven…

Tiden gik og det blev tæt på min termin. Natten til den 1 december fik jeg et par veer om natten og tænkte, så er det nu- det bliver idag. Jeg sov ikke den nat, men veer kom der ikke flere af resten af den dag. Det gjorde der til gengæld næste nat, men de var slet ikke regelmæssige eller intensive som med min søn, og jeg tog et langt bad med dufte lys og musik midt om natten og forsøgte at arbejde med veerne. Jeg besluttede mig for at denne fødsel skulle blive god, og at jeg ville gå ind i den med oprejst pande og lade smerten være med mig og ikke imod mig!

Kl 05 ringede jeg til hospitalet og fortalte dem om mine veer, og de sagde jeg var velkommen til at komme forbi, hvis jeg følte det var tid. Jeg vækkede min mand kl 6.30, som for øvrigt havde sovet igennem mine veer og mit bad. Men han var selvfølgelig klar på at tage med mig og lavede en kop te og lidt morgenmad til mig- klokken var omkring 8 nu…

Og så ringede Heidi for at høre, hvordan det gik med med mig. Jeg fortalte, at der var tyve minutter mellem veerne og de havde været sådan hele natten og bare ikke blev til mere. Heidi konkluderede derfor, at jeg ikke rigtig var kommet i fødsel endnu, og at jeg ville have rigtig godt af lidt søvn ovenpå de vågne nætter. Hun foreslog mig at vi kørte ud på hospitalet og fik en såkaldt cocktail graviditetspakke, så jeg kunne komme hjem og sove lidt.
Heidi holdt en fridag med sin søn (som er min gudsøn), William, som dengang var 3 år, og hun spurgte om hun skulle komme og køre mig ud til hospitalet og hente min lille medicin pakke.
Det takkede jeg ja til og sendte min mand afsted til et vigtigt møde, dog med telefonen ved hans side;-)
Mens jeg ventede på Heidi tog jeg endnu et varmt bad og synes sjovt nok, at det var et par veer som godt kunne mærkes. Heidi og Wiliam kom og vi havde en god lille time hvor vi bare hyggede os, drak the og talte om vehåndtering samt prøvede stillinger:) Jeg var stadig ovenpå og positiv! Da vi satte os i bilen fik jeg 3 gode veer på vejen, og så husker jeg, at de toppede op da vi kørte over en masse huller i vejen på parkeringspladsen ved Herlev hospital, hvor frost og sne havde sat sine spor. Men jeg var stadig usikker på, om jeg overhovedet var i fødsel, og jeg husker Heidi sagde; “hvem ved måske bliver du glædeligt overrasket, måske er du 7 cm allerede “

Jeg kom ind på fødegangen og blev undersøgt af en jordmoder. Hun kunne fortælle mig, at jeg var 7 cm åben og altså i fødsel!  Heidi og jeg lavede High five- jeg var så glad og klar! Jeg fik ringet til min mand og Heidi og William fulgte mig ind på fødestuen. Og her blev de.

Min far kom og afleverede min taske med kamera og kørte igen og min mand fik afsluttet sit møde velvidende, at jeg var i gode hænder. Min mand havde ringet og spurgt Heidi lige da vi kørte ind på Hospitalets parkeringsplads om hun kunne afgøre hvor langt, der var igen og om han kunne nå mødet. Heidi sagde, at det var svært at sige fordi jeg var 2. gangsfødende, men hun mente ikke, at jeg ville have født inden der var gået…max… 3.. timer.. Han kom en time efter og vi aftalte at Heidi og William skulle blive der. Der var en dejlig stemning af kærlighed på stuen.

Veerne var kraftigere og regelmæssige nu og jeg håndterede dem med en lille vedans – min mand filmede mig og fik os til at grine. Det var så forløsende. Men veerne begyndte at være meget krævende.
Det Heidi nu gjorde under min fødsel var afgørende for, at jeg har fået den oplevelse jeg har.
Helt hen til forløsningen guidede Heidi mig med sin tryk teknik (Meyermetoden) igennem veer, og det som jeg ved fødslen af min søn havde oplevet som uudholdelig smerte, oplevede jeg nu som brugbar til at komme tættere og tættere på at skulle møde min lille pige!

Jeg følte jeg var med hele vejen og ikke mindst, at jeg var mig selv hele vejen, hvor jeg tidligere havde lukket mig inde i min egen smerte. Heidi var ikke min Jordemoder, men hende havde jeg også en af- som forøvrigt også var virkelig behagelig og gav plads til både Heidi, hendes søn og min mands tilstedeværelse:-)
Heidi var ved min side hele vejen, sammen med min mand.
Den tryk teknik Heidi anvendte og at hun kendte min tidligere fødsel historie var helt uvurderligt. Hun kunne læse alle mine signaler og vidste præcis, hvad jeg havde brug for under hele forløbet!

Da jeg fødte min søn, kunne jeg ikke presse ham langt nok ned i bækkenet pga en fødsels svulst, og jeg var så bange for at det samme skulle gentage sig, og at jeg igen skulle presse i 1,5 time forgæves. Så det var vigtigt for mig at vide, hvordan og hvor langt nede min datter stod i mit bækken. Det vidste Heidi, så hun fik Jordemoderen til at undersøge mig lige før jeg skulle presse, hvor jeg ellers ikke var blevet undersøgt, og det var lige præcis det jeg havde brug for i situationen.

Jeg fik godt nyt om at min datters hovede stod længere nede og fik dermed overskud til at holde mig positiv og pressede Caroline ud på 4-5 pres. Bedst af alt var, at jeg selv tog imod hende og fik hende op på maven. Jeg var så lykkelig og så stolt! Og det havde kun varet 3 timer!

Heidi gav mig en drømme fødsel. Hun gav mig en fødsel som har fyldt mig med glæde og stolthed over, at jeg kunne føde min smukke datter helt selv, og tilmed med et stort smil på læben- næsten hele vejen igennem.

Heidi jeg er dig evigt taknemmelig, og vil ønske for alle andre at de kan få lov at opleve din store kompetence, din evne til at sætte dig i den fødendes sted og din Meyer teknik.

Tak!

Tak! Kære Camilla for vores dejlige historie, som vi nu deler ud af – Må det være alle forundt at føde så forløsende i den perfekte harmoni mellem fysik og psyke, hvor kroppen giver efter for det frie flow og åbner sig op og frigiver et barn, så nemt og fint som det skal være!

Det var KUNST – fødselkunst!

Jeg vil slutte af med at fortælle om, hvordan det fungerede med William Rio på fødestuen.

Min kære søn William var 3 år og meget glad for sin gudmor. Jeg havde i farten pakket en pakke kiks og en kakaomælk til ham, da vi tog afsted uden anelse om, at vi få timer efter ville være medvirkende til Gudkusinens fødsel.

Jeg var meget opmærksom på hans reaktion og forståelse af oplevelsen og ville selvfølgelig have gået tidligere, hvis han havde vist tegn på, at det var for meget for ham, eller hvis det forstyrrede Camillas koncentration, men det blev så fint..

William installerede sig med sine biler i et hjørne af fødestuen, hvor han legede og administrerede sin lille “madpakke”. – han havde aldrig fået en HEL pakke kiks før;-)

Barnet på stuen havde den fantastiske effekt, at Camilla gjorde sig meget umage for ikke at se ud som om, hun havde ondt. Hvilket er et af mine kodeord til mindre smerteoplevelse. Jo mere du ligner en der har ondt – jo mere ondt får du! Men Camilla ignorerede og fokuserede sig ud af sin udfordring og begyndte hun at spænde op var vi (hendes mand og jeg) over hende og fik hende grounded igen.

På et tidspunkt lige efter vandet var gået omkring de 8 cm listede min søn over til mig og hviskede “mor… Det bløder fra tissekonen” jeg smilte til ham og sagde “det må det godt når man føder – det er helt normalt”. Camilla smilte til ham fra en god lang vepause og sagde ” hvor er du sej lille skat, du ved godt, at Gudmor har det godt ikk og vi snart skal have en lille baby?”. han smilte og nikkede..

5 veer efter fødte Camilla og der kom lidt lyd på i den sidste forløsende veskylle. Babyen kom ud og op til mor og min lille søn stod på den anden side af Camilla og fulgte spændt med -lidt betuttet og dybt fokuseret og så kom der et stort kærligt smil på læben. Vi grinte alle sammen i fødselsrusen og han var helt med på den boblende glæde.

Så kom han over til mig og sagde ” Mor, hun skreg lidt, men det må man godt når man føder..!”

Han var ikke til at rive ud af den fødestue…! Han var stolt som en pave (og er det stadig den dag i dag).

Skærmbillede 2015-12-07 kl. 9.05.54 PM

…Men vi gik da Farmand fandt en lille gave frem fra inderlommen… <3

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når en fødsel bliver til en Ironman!