Den uventede, med hovedet under armen, MEN gode (kaotiske) fødsel..

Når en fødsel bliver til en Ironman!

Skærmbillede 2015-12-07 kl. 1.35.18 AM

Forord af Meyermor:

Omskrivning af den negative smerteopfattelse til et mere positivt ladet ord som Katrine her gør med forestillingen om fødslen, som en Ironman er faktisk en medvirkende faktor til at få din underbevidsthed til at samspille med din fødsel. Din underbevidsthed tror nemlig på det du siger, som var det virkelighed. Den kan ikke skelne mellem fiktion, tanker eller virkelighed og det kropslige svar vil passe til din visualisering. Det vil sige hvis du tror det er umuligt og farefuldt at føde, så vil din krop gøre det umuligt for dig. Hvis du omvendt tror det er en fysisk udfordring, som du kan mestre, så vil din krop (og din psyke) være din bedste ven på vejen. Hav tillid til dig selv og dine omgivelser som Katrine havde her.

Tag godt imod Katrines historie!

Hej Meyermor!

Jeg så dit oplæg og vidste med det samme, at jeg ville dele min fantastiske fødselsoplevelse med alle de førstegangsgravide som sidder derude og mildest talt angste for at bringe deres barn til verden.

Da jeg var gravid fik jeg også serveret den ene skræk historie efter den anden omkring det at skulle igennem en fødsel og det var selvfølgelig uden at jeg havde bedt om historien vel og mærke!
Jeg undrede mig gevaldigt over denne mærkelige tendens og besluttede mig for at betragte den forstående fødsel som havde jeg meldt mig til “Ironman”! Altså en udfordring som jeg aldrig havde stiftet bekendtskab med, men som jeg vidste ville blive den hårdeste udfordring jeg nogensinde skulle gennemføre!

Min “udfordring” begyndte 4. oktober 2015, to dage før termin. Jeg vågner søndag morgen kl. 05.00 med noget som minder om menstruationssmerter der stråler ned igennem lænden og i benene. Jeg går ud og tisser i håb om at der så kommer ro på, men da jeg har ligget i sengen i en halv times tid indser jeg at smerterne forsætter og nu er jeg godt klar over hvad der er ved at ske – jeg har fået veer.
Jeg vækker Christian og vi går sammen ind i stuen, sætter vetælleren til og spiser en god omgang havregryn i sofaen så vi er godt udrustede til dagens strabadser.
Da kl. er 06.30 giver vi et kald til fødestuen og gør opmærksom på at veerne er gået i gang – på det tidspunkt nærmer vi os et minuts varighed veer og 4 minutters pause. Vi aftaler at vi bliver hjemme lidt endnu – kl. 09.00 tager vi dog afsted da veerne tager til og smerterne ligeledes.

Efter en fin tur i bilen på en halv times tid ankommer vi til Hillerød hospital. Jordemoren Sisse undersøger mig og jeg er lige knap 4 cm åben allerede. Vi bliver bedt om at gå en tur på en times tid rundt på hospitalets gange og inden vi går fik jeg sat nogle akupunktur nåle som skulle fremme åbningsprocess og afsted med os! Ned af trapperne, ned af den lange røde gang (skulle ned og røre ved endevæggen!), tilbage igen og op af trapperne – alt dette i meget langsomt tempo og hele tiden var Christian lige ved min side.
Da vi kommer tilbage har jeg åbnet mig 5 cm og er nu i den “Aktive fase” af fødslen. Jeg får et lavement og efter at have overstået effekten af denne, så kommer jeg i et kæmpe badekar og hold nu op en fantastisk lækker følelse at komme ned i det varme vand og bare ligge og flyde.. Det er nu eftermiddag og mine veer er tiltagende – jeg kan huske at når jeg virkelig koncentrerede mig og træk vejret igennem næsen og ud igennem munden, så kunne jeg mestre og være i smerten når veerne kom med fuld hammer, men så snart jeg ikke kom ind i veen med samme koncentration, så var smerterne endnu svære at være i! Men Christian var selvfølgelig ved min side og huskede mig på at trække vejret. Ja, Christian var endda ved min side da effekten fra lavementet ikke var helt overstået, for når man ligger i karet splitter ragende og pludselig skal på toilettet, men man har veer samtidig, så er det mildest talt umuligt selv at hoppe ud på det lille hus;)

Min søde jordemor spørger mig på et tidspunkt, da jeg er åbnet mig omkring 7 cm, om hvor ondt jeg har fra en skala fra 1-10 og jeg svarer omkring 6 stykker – hun siger “Jeg må indrømme at jeg har lidt svært ved at bedømme hvor ondt du har, du er svær at læse fordi du er stadig i stand til at føre en samtale i et stadie af fødslen hvor mange andre ligger og vrider sig?” Sisse tilbyder mig derefter de famøse “Bistik” og jeg takker pænt nej tak! Dem kunne jeg sagtens huske da jordemoren fortalte om dem til fødselsforberedelsen og dem skulle jeg ikke nyde noget af. I stedet fik jeg en smule lattergas, mit store dejlige badekar og 2 varmepuder som smertestillende og mere havde jeg ikke behov for.

Klokken er nu 17.20, og pludselig går mit vand og jeg er så udmattet at jeg snart ikke orker mere. Da kl. bliver 18.05 kommer den første rigtige presse ve og jeg kan huske at jeg tænker “shit jeg for aldrig det her hoved ud?!” Det føles som en appelsin som jeg skulle presse igennem en smal tragt? Jeg ligger ned på siden for første gang i hele processen, det har ikke været muligt tidligere da jeg kastede op af smerte hver gang jeg forsøgte at ligge mig ned, det var som om det forstærkede mine veer.
Min jordemor instruerer mig i hvordan jeg skal presse når hun siger til og hvornår jeg skal gispe – et super godt samarbejde som resulterer i at kun 19 minutter senere kommer vores lille Alfred til verden, kl. 18.24

Men fødslen er ikke færdig endnu… Mens jeg ligger med baby på maven, Christian ved min side som er ovenud lykkelig (det er jeg selvfølgelig også) og jeg er fuldstændig mørbanket men virkelig lettet, så skal moderkagen jo fødes og det lykkedes ikke rigtig.
Så assistenten Laila skruer op for lattergassen og siger “nu tager du bare nogle ordentlige bøv i den maske”() og det gør jeg så! Jordemoren Sisse står og hiver i min moderkage imens assistenten Laila maser ned i maven på mig i forsøget på at få moderkagen til at løsne sig – jeg presser selvfølgelig på livet løs imens.
De to kvinder skiftes til at hive og mase og tjekker hele tiden op på mig, at jeg er ok.
Efter at have forsøgt flere gange, så tilkaldes en læge til stuen, hun kommer og ligger nogle akupunktur nåle forskellige steder på min krop og derefter tager hun hånden op i min livmor for at mærke der hvor moderkagen er hæftet fast til livmoren – lægen forsøger så at hive igen mens en anden maser på maven.. Jeg ligger forsat og suger stadig lattergas i mig, da dette er ret smertefuldt (men ikke så slemt som veerne!) En læge nummer 2 kommer ind og der er nu gået en times tid, hun forsøger samme metode som de andre og til sidst må jeg kaste håndklædet i ringen og sige stop – nu kunne jeg simpelthen ikke holde til mere og hun konstaterer at jeg skal ned og have den opereret ud. Alle kvinderne på stuen roser mig for min udholdenhed og det er rigtig dejligt at få ros i sådan en ekstrem situation.
Jeg kysser Christian og vores dejlige nye søn på gensyn og så bliver jeg kørt afsted. Min søde jordemor er ved min side under hele operationen og det er virkelig betryggende selvom resten af personalet også var rigtig søde. Jeg fik først en “rygsaddel-bedøvelse” (tror jeg nok den hed) altså en slags epiduralblokade, men med en mindre dosis af bedøvelse, men det smertestillede mig ikke så endte med at blive lagt i fuld narkose.
Jeg vågnede op 1-1,5 time senere og blev kørt op på opvågningen hvor Christian og vores lille baby hurtigt kom op til mig – jeg lå kun på opvågningsstuen i 15-20 min. og var derefter klar til at komme ned på barselsgangen. Jeg havde mistet 1 liter blod, så vi lå på hospitalet i to dage.

Det var så min fødselshistorie og for mig var det en virkelig god oplevelse! Ja, det gør ondt som bare pokker! Men hvis man har læst omkring et fødselsforløb, så virker det ikke så fremmed når man ligger i det og på den måde hjælper man sig selv enormt meget på vej, fordi man er en smule mere tryg og afslappet ved situationen. Da jeg f.eks. lå i karret sørgede jeg for at rokke hofterne til siden og frem og tilbage – for i den aktive fase (4-10 cm åbning) skal man være aktiv og ikke bare ligge stille i sengen havde jeg læst i Poltikkens Graviditets bog.
Hvis man arbejder med sin krop i stedet for at stritte imod, så bliver oplevelsen meget bedre.
Og som det allersidste.. når jordemoren siger man skal gispe, så gisper man! Jeg gik slet ikke i stykker i underlivet, fordi det hele gik i et stille og roligt tempo med at presse ham ud – så man skal lytte til sin jordemor, så skal det hele nok gå

Katrine, 26 år

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den uventede, med hovedet under armen, MEN gode (kaotiske) fødsel..