Julies veltrænede drømmefødsel.

Kan I huske Julie, en førstegangsfødende som skrev til mig efter hun havde læst om Sines fødsel og vores fødselsforberedelse part 1, part 2, part 3, part 4, part 5  her på bloggen ? Julie var egentlig positiv og klar til fødsel men var begyndt at mærke en voksende tvivl til om hun burde være bedre forberedt. Du kan læse om Vores samtale her.

Julie og jeg fik os en lang fødselsforberedende telefonsnak, hvor vi fik talt om hvorfor en vis sund ærefrygt, -resulterende i en god forberedelse, er så vigtig for en god fødselsoplevelse. Hvordan hun mentalt og fysisk kan forberede sig på fødselsudfordringen og hvilke værktøjer hun (og hendes partner) kan hive fat i, hvis hun kommer til kort overfor fødselsstyrken.

Læs med her om hvordan Julie trænede sig til sin drømmefødsel.

Tag godt imod lille Edward <3

Da Edward blev født – d. 9/10-15

Siden jeg talte med Heidi har jeg dagligt ”trænet” til fødslen. Jeg har fortsat sørget for at holde mig nogenlunde i form, med styrketræning og kardio flere gange om ugen. Derudover har jeg dagligt mediteret i 10-30 minutter. Jeg har øvet mig i at spænde i kroppen, mærke den følelse, og slappe helt af i kroppen, og mærket den følelse. Jeg har siddet i squat dagligt, og danset rundt, for at få ham godt ned i bækkenet.

Vi har talt meget om, hvad vi gør, når det starter med de første veer, og det derefter bare bliver ved uden at komme videre.

Jeg har skrevet ned, hvad vi kan lave af dejlige ting, når vi venter på den næste fase. Og især har jeg forberedt mig så godt som jeg kunne på, at jeg måske ville få brug for smertestillende, at der kunne være noget, der gjorde det nødvendigt at få kejsersnit, og at jeg måske skulle sættes i gang. Osv. osv. At alt dette også kunne blive en god oplevelse og det vigtigste stadig var resultatet, vores lille dejlige dreng.

Om morgenen fredag d. 9. oktober tog vi ind på sygehuset, hvor vi havde en aftale til overtidsvurdering. Jeg var da gået 13 dage over terminsdagen. Så vidt jeg har læst mig til er det først efter 14 dage over terminsdagen, at man reelt taler om at være gået over tid. Jeg var altså stadig indenfor ”normalen”. Jeg havde det stadig fremragende, selvom jeg selvfølgelig glædede mig til at møde den lille fyr snart. Og jeg var da også en smule bundet til hjemmet i denne ventetid. Men altså, jeg havde det godt, og var fortsat indstillet på at fødslen altså skulle starte af sig selv. Jeg ønskede ikke at blive sat i gang. Da vi havde talt med jordemoderen var alt også godt. Hans EKG var glimrende og alt så fint ud. En læge ønskede dog lige at scanne efter, og hun kunne se at der var rigeligt med fostervand, og gennemstrømningen i navlesnoren var også meget fin. Hun vurderede dog at han var for lille, ca. 3000 g, og ville gerne sætte mig i gang.

Øv.

Vi syntes stadig at mest vejede for at vente, da alt ellers så ret fint ud. Desuden var lægen noget stresset og havde gang i tusind ting, mens hun scannede, ikke så betryggende. Efter lidt snak frem og tilbage fik vi lov at tage hjem uden igangsættelse, men skulle altså komme igen lørdag morgen, dagen efter, for så at blive sat i gang.

Da vi kom hjem var jeg ked af undersøgelsen hos lægen, og jeg syntes stadig det føltes forkert at skulle sættes i gang, når alt ellers så fint ud. Jeg ringede og talte med jordemoderen på fødegangen, og hun var heldigvis meget enig med mig, og beroligede mig med, at vi bare skulle vente og se i morgen inden noget blev besluttet. Dejligt.
Jeg har læst et sted, at det kan sætte veerne i gang, hvis man nulrer sine brystvorter. Så det gjorde jeg. J En time senere kom de første veer. Jeg var til at starte med lidt i tvivl, det føltes som en let strammen/træthed i lænden, der kom og gik. Jeg var som førstegangsfødende forberedt på, at nu ville der går mange timer i denne fase, så vi gik en lille tur. Da vi kom tilbage gik der kun 20 minutter, så var jeg ikke i tvivl om, at det nok var ved at gå i gang. Nu 1 time efter de første veer. Jeg gik i bad, hvor jeg bevægede mig med hofterulninger og sad i squat, som Heidi havde fortalt mig. Alt var stadig fint, jeg var så spændt på de kommende timer.

Efter badet syntes jeg det var tid til at lave en shake, så jeg kunne få noget energi til selve fødslen. Jeg læste op fra opskriften, mens Kasper blandede. På dette tidspunkt bed veerne så meget, at jeg helst ville sidde ned, hvis jeg skulle koncentrere mig om andet.

Som Heidi havde fortalt mig, skulle jeg prøve at tænke på andre ting, og ikke give udtryk for smerter, da det ville gøre det værre. Jeg fik drukket shaken, fyldt med ananas, kokos og dadler, men med pauser under veerne. Herefter blev veerne kraftigere endnu, og jeg syntes de kom ret hurtigt efter hinanden. Som Heidi havde sagt, skulle jeg tænke på andre ting, og altså ikke begynde at tage tid og tælle osv. Det gjorde jeg så alligevel, ca. 5-7 min imellem veerne og af 20-40 sek varighed.

Der var nu gået ca. 3 timer.

Kasper gik i gang med at lave det aftensmad jeg havde bestemt til dagen, og jeg lagde mig på en madras i stuen for at prøve at hvile mig lidt. Jeg var stadig usikker på, hvor langt i processen jeg var, og prøvede stadig at ignorere veerne lidt. Jeg kunne falde i søvn mellem veerne, men vågnede når veen kom buldrende. Jeg koncentrerede mig om at slappe af i hænderne, kæben, panden, alt, mens veen var det. Jeg tænkte meget på det Heidi havde sagt om, at man kunne springe 100 veer over, hvis man kunne slappe af i bækkenbunden under en ve. Noget jeg havde øvet meget.

Da jeg havde ligget lidt, kom veerne oftere igen, og jeg begyndte at bevæge mig rundt i stuen. Bevægede hofterne og brugte åndedrættet mere. K… det gjorde ondt nu. Jeg ringede til fødegangen for at sige, det var gået i gang. Jordemoderen sagde, at når jeg ikke kunne tale under en ve, skulle vi ringe igen. Jeg kastede lidt op, og lå ellers på madrassen. Der var 3-5 min mellem veerne, og de varede 40-70 sek. Der var nu gået 4 timer.

Kasper serverede aftensmaden, men jeg kunne kun spise et lille stykke bacon og lidt tomat. Så kom der en ve, Kasper lagde hænderne på mine skuldre og pressede ned, som vi havde øvet, og da han slap, kastede jeg op i stride strømme. Det eksploderede nærmest ud over hele køkkengulvet og blev bare ved og ved. Puh… Kasper hjalp mig af med de snavsede tøj, og jeg lagde mig ned i stuen, mens han ringede til fødegangen. De sagde vi gerne måtte køre derind, når vi var klar. Kasper fik spist færdigt, og hjalp mig i bad og med at få rent tøj på. Mens han selv tog pænt tøj på, og pakkede bil og alting, lå jeg på madrassen og prøvede at slappe godt af mellem veerne. Det gjorde for ondt at bevæge mig rundt syntes jeg.

Jeg følte mig glad, spændt og meget overvældet på samme tid. Det gør jo røv-ondt, men det hjalp virkelig at tænke på, hvad der skulle ske – vi skulle møde Edward, og jeg skulle vise alle, at det betaler sig at forberede sig på en fødsel, fysisk og mentalt – og så på alle de råd jeg havde fået. At det ”bare” er en muskelkontraktion, at den er helt normal, og at der kommer en pause lige om lidt, hvor jeg skal sørge for at få ilt ud til den muskel.

I bilen lå jeg helt ned på siden på passagersædet, og trak mig helt ind i mig selv, både under ve-arbejdet – vejret ind gennem næsen, og puste ud gennem munden – og i pausen, hvor ALT bare gav slip og slappede af. Det tog vist 20-25 minutter at køre til sygehuset. Da vi ankom var kl. 21:30 og der var altså gået ca. 6,5 time i alt.
Ude af bilen styrede jeg direkte mod den nærmeste skraldespand, så jeg kunne støtte mig til den under den næste ve. Jeg lænede mig indover den på underarmene, stod med let bøjede knæ, og vuggede stille frem og tilbage indtil det var ovre, og vi gik videre. Sådan fortsatte vi hele vejen op til fødegangen. Jeg støttede mig til borde eller til Kasper undervejs.

Jeg har hele tiden ønsket, at jeg kunne undgå at have brug for smertestillende under fødslen. Da vi var på vej op til fødegangen, sagde jeg til Kasper, at hvis vi blev sendt hjem igen, ville jeg nok gerne have en Panodil eller noget for smerterne. Jeg havde stadig i hovedet, at der ville gå mange timer endnu, og at de formentlig ville sige, at jeg slet ikke var klar endnu og vi ligeså godt kunne tage hjem.

Vi bliver modtaget af en sød jordemoder-studerende, som går med os ned på en undersøgelsesstue. Hun vil gerne lige lave EKG i 25 min før hun vil undersøge, hvordan det ser ud indvendigt. Jeg kan ikke overskue at skulle ligge stille så længe, og siger til hende, at det er jeg lidt bekymret for, da jeg synes det gør lidt ondt at ligge stille under veerne. Mens hun gør udstyret klar kan hun godt se, at veerne kommer rimelig hyppigt nu, og varer længe, så hun starter med den indvendige undersøgelse sammen med en ”rigtig” jordemoder. De fortæller mig, at jeg er 9,5 cm åben… Jeg spørger om jeg så godt må blive her. Det synes de er en rigtig god ide. 🙂

Jeg siger jeg gerne vil i badekar eller få akupunktur for smerterne. Jeg bliver også tilbudt at få en clyx. Men før jeg ved af det begynder pressetrangen at komme, og de siger jeg bare skal gøre det, der føles rigtigt, og så bliver jeg ellers kørt ned på fødestuen. De er i gang med at fylde karret, så der er dejlig varmt. Under veerne falder Edwards hjertelyd, og den er over 1 minut om at stabilisere sig. Derfor sætter de elektroder på mig og på hans hoved, og jeg kan ikke komme i vandet. Men pyt med det, jeg har andet at tænke på.

Jeg ligger på siden, og presser alt, hvad jeg kan, når veen er der, og slapper helt af imellem. Jeg får meget ros hele tiden, de synes jeg virker som om jeg har prøvet det mange gange før, og de siger jeg er rigtig god til at slappe af og samle kræfter imellem veerne.

Ros virker fantastisk på mig, så jeg bare får lyst til at gøre mig endnu mere umage. 🙂 Samtidig befinder jeg mig i min egen verden, hvor jeg skal koncentrere mig dybt om at trække vejret og være i min krop, både under veerne, hvor jeg presser med hver en muskel i min krop, og i pauserne, hvor jeg slapper af og bare falder sammen for kun at bruge kræfter på lige at trække vejret. Kasper står ved siden af og jeg holder ham i hånden under veerne. Han giver mig vand i pauserne, jeg bliver vanvittig tør i munden.

Under veerne kan de se hans hoved nærme sig, og vandet er endnu ikke gået, så de prikker hul på hinden under en ve. Vandet er en smule grønt, så de vil gerne have taget en blodprøve fra hans hoved. Den er heldigvis helt fin.
Jeg kan nu mærke hans hoved med mine hænder, det står helt klar til at smutte ud. Han har masser af hår, kan jeg mærke. Det giver lige det sidste motivation til at få ham ud.
Det er en sær ambivalent følelse, jeg vil presse alt, hvad jeg kan, jeg kan slet ikke lade være, men samtidig er der en lille snert, der holder igen, fordi det føles som om jeg vil revne, hvis jeg giver helt efter. Men nu skal han bare ud… Klokken er lidt over 22. Det er knap 8 timer siden det startede. Jeg spørger jordemødrene, hvornår han kommer ud. 🙂 De mener ikke der er længe til, og de skal nok nå det inden vagtskifte.

De spørger, hvad der skal ske, når han kommer ud. Han skal op på mit bryst, og Kasper hjælper mig af med bluse og BH.
Og så kom han ud. Først det lille hoved, og så resten… Aldrig har noget føltes så lettende og befriende. Og han kom op til mig. Han sagde ikke en lyd, men lå bare og kiggede på mig. Han tissede først i min hånd, og bagefter lavede han en lille klistret lort. Og jeg roste ham, fordi han var så dygtig til at blive født, og han lå bare der og var så smuk. Masser af hår, helt sort-håret, han lignede ingen af os.

Jeg troede jeg ville græde, men jeg er bare glad og snakker med den lille trold. Kasper klipper navlesnoren. Og så skal moderkagen ud. Jeg får ikke rigtig nogle presseveer mere, men kan alligevel få mobiliseret lidt kræfter til at presse den ud. Den er så flot.

Han vejer 3340 g, og måler 52 cm og han blev født 23.04, bare 9 timer efter start.

Jeg bliver undersøgt, og alt er så smukt, jeg skal ikke syes. Dejligt.
En fødsel, der gik som jeg kun turde drømme om. Jeg er så stolt og glad og lettet over den fødsel. Det var den største oplevelse nogensinde, og det var fedt og jeg tænker tilbage på det med længsel. Tænk, at det gik så godt fra start til slut, tænk, at jeg ikke behøvede det smertestillende, som jeg så gerne ville undgå, tænk, at vores dreng bare var så fin og sund og ligesom han skulle være. Det var slet ikke som jeg havde forestillet mig, det GØR sgu ondt, men jeg var så klar til at håndtere det hele, så det ikke overvældede mig. Jeg var fattet hele tiden, og jeg var stærk og rolig. Jeg er så lykkelig for den fødsel, og håber bare det kan gå ligeså godt de næste gange… 🙂

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'