Jeg får ikke ondt i røven over Løkkes løn… men over Jordemødrenes !

Min barsel er slut… and so is my Leif…

Skærmbillede 2016-01-14 kl. 9.39.57 PM

Det her er meningen, at det skal være et indlæg om, hvordan det er at komme tilbage i arbejde igen efter endt barsel..

Nova er 13,5 mdr og jeg har været tilbage i føderiet i ca 14 dage. Så langt så godt..

Og så slutter mit overblik her.

Jeg må tage det hele lidt bagfra..

Kl er lige nu 20.15. Jeg er lige kommet ud af soveværelset efter en vellykket putning. Nova tog babs og flaske på skift on and off indtil hun havde fået tanket sig op og winded down nok til at få ro på sin lille krop med alt for mange mål. Jeg puttede hende ind til mig og sang hendes Godnat sang (som er Pjerrot og Månen) og holdte hende lige det længere tid efter hun havde lukket ned, imens jeg overdyngede hendes kinder og mund med tusind små kys og nus.

Min lille elskede pige… Lagde hende ned i hendes seng

 i venstre sideleje

gav hende sutten og trykkede hende med mine meyertryk. Hun accepterede og gav sig hen til drømmeland og jeg gik modvilligt tilbage til stuen og åbnede computeren.

…………………

Lidt tidligere i dag vågnede jeg ved en meget brat opvågning. Peterfar kom brasende ind i soveværelset. Klokken er 16.45 Heidi skulle du ikke have hentet Nova? Han havde hende i hænderne… ellers var jeg nok faret op som en trold af en æske.. Jeg fik min lille bebs ned til mig og hun hægtede sig straks på mit bryst, imens jeg med en puls på 200, så min mand halse afsted efter næste afhentning inden lukketid..

Jeg kiggede på min telefon, fuldstændig desillusioneret. Hvad var klokken? Hvorfor var den slukket? Hvorfor krævede den PUK for at starte? GUD hvad med mine aftaler i dag? 2 vigtige møder og en baby der ikke blev hentet i ordentlig tid…?

Good mom gone bad…

Koncentrerede mig om min lille bebs, som efter et kærligt gensyn med begge sine bedste venner satte sig på min mave og sendte mig et stort taknemmeligt smil og sagde HEEEEEEEJ.

“Må mor få et kys? Mwwwwwaaah!” ja det måtte jeg og så fløj hun ud på sin daglige runde i lejligheden. Der var ting der skulle rodes i og muligheder, der skulle udnyttes nu, hvor de andre børn ikke var der til at lukke døre og beskytte deres egendele..

Jeg orkede ikke at finde PUK koden, men telefonen gav mig adgang til alt Net og jeg kunne få sendt mine beklagelser afsted til de afbrændte aftaler… og få lokaliseret mine store unger.. nå ja de skulle hjem til deres far i dag… suk…

Min hukommelse kom langsomt tilbage..

Nattevagt!

En af den slags, hvor alle gjorde ALT i deres magt og så lykkedes det alligevel ikke…

der ordineres

  sectio

!

Den sidder i kroppen… afmagten. Skuffelsen. Og følelsen af at alt, hvad man tror på alligevel ind i mellem kommer til kort.

Overarbejdet. Den kolde bil. Den glatte vej. Sulten og tørstig. KØ hele vejen hjem. Snegler mig afsted og falder i søvn hver gang bilen holder stille. Gudmor må agere telefonisk støttepædagog. For helved Heidimor du må sgu ikke køre bil, når du er så træt. Det tager 1,5 time at komme igennem snetrafikken. Får status fra manden. De kom igennem natten.. Første nat uden babs. Uro men ingen tårer og nej til flasken. Glad her til morgen. Skal jeg aflevere? skriver han..

NEJ !

Mine bryster skriger efter min baby. Det samme gør mine følelser.

Efter 2 uger i gradvis baby-afvænning og med denne nat som top op.. Mine lykke hormoner er i bund og jeg har abstinenser.

Mhp at undgå delirium ordineres i henhold til VIP 

                                                                                                                           Dobbel op dosis

                                                                                                                              B   A   B   Y

                                                                                                                               IV. og pr os.

Manden er stresset, har vigtige møder.. Jeg hører ikke hans ord. Bare sørg for, at jeg får min baby, så får du din bil.

Parkerer oppe på fortorvet, falder i søvn over rattet. Vågner til, at døren åbnes og vi laver en bytter. Jeg får baby. Min dejlige lille glade pige. Finder de sidste kræfter frem og går de 40 meter over til vuggestuen op af trappen og ind i sofaen, hvor jeg endelig kan latche min baby på. Det er over et halvt døgn siden hun sidst har ammet og vi har været tætte. Jeg kunne tude, men jeg falder i søvn igen.

Mater er udmatet og behøver hvile, derfor

 puttes i højre sideleje

Afskeden i vuggestuen brænder, men sengen kalder. Jeg ved hun er i gode hænder i jordens dejligste vuggestue. Inden jeg går, skriver jeg på tavlen, at hun senest bliver hentet 15.30, men de kan også bare ringe, hvis hun trænger til mor tidligere, så overruler det alt. Tænker ved mig selv, at jeg lige skal have rykket en aftale og få storesøster til at hjælpe til med afhentningen.

Men først skal jeg bare lige sætte telefonen i oplader….

PLIM

I søvne har jeg åbenbart tastet forkert kode for mange gange. Alarmen bliver aldrig sat og   jeg sover de næste 7 timer i samme stilling med telefonen i hånden.

Og vågner til… dårlige samvittighed og følelsen af, at det hele ikke rigtig giver så skide meget mening lige nu..

 

D. 14/1 2016 kl 21.30

UT føles varm, udmattet og opgivende, hverdagsmestringen scores lav og hurtig indsats er tilrådeligt. Der informeres om lindringsmuligheder, mater er indforstået og samtykker. Planen er hurtigst muligt at igangsætte en ny barsel og der ordineres

                                                                                                                                       Hud mod hud

                                                                                                                                         modermælk

                                                                                                                                             og vin…

JDM Heidi Meyer Vallentin

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

4 kommentarer

  • Christina

    Jeg læste dit indlæg i nat, mens jeg sad med små øjne og ammede min lille søn. Du ramte mig lige midt i hjertet. Og det første jeg tænkte var, at sådan en situation vil jeg virkelig aldrig ud i. Jeg fik lyst til at skrive til dig at du skulle sige dit arbejde op, tage orlov, what ever. For vores børn er det dyrebareste vi har. Og ingen skal bilde mig ind, at jeg, når jeg engang bliver gammel, ærgrer mig over jeg ikke brugte mine kræfter og min tid på arbejde, frem for mine børn. De er små i så kort tid. Jeg håber virkelig du finder en løsning, som gør jer allesammen glade. Og jeg ved godt det er nemmere sagt end gjort, men igen, intet er så vigtigt eller vigtigere end vores børn. Jeg er godt klar over jeg sikkert selv kommer til at bruge mere tid på mit job end jeg havde lovet mig selv, men jeg håber virkelig jeg finder en løsning der gør at jeg ikke behøver befinde mig i amme situation som du gjorde den dag. Jeg følte virkelig med dig ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Heidi Meyer Vallentin

      Tak for dine varme ord Christina. Jeg havde sat mig i hovedet at jeg først ville tilbage på job tidligst når bebsen var 1,5 år, men jeg har måtte sande at alle andre end mig var klar og mulighederne bød sig til. Nova er jo familiens 4 barn og meget fysisk og psykisk robust, hun står ved døren om morgenen med sin taske og råber på at komme ud. HUN var klar… og det hele skal nok hænge sammen, MEN det er rigtigt svært for mig at give slip og tage afsted selvom det kun er 28 timer ugentligt. Jeg håber det bliver nemmere inden længe ellers trækker jeg stopknappen…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • UT finder Heidi for sej og finder dette indlæg fantastisk. UT foreslår masse af hvile, kærlighed og kys. Ydermere rådes der til at tage én ad gangen, da Heidi klare det så flot!
    Jdm Sonja

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Heidi Meyer Vallentin

      Du er GOD Sonja! Mater indvilger og går hjem i seng beroliget og med nyt mod. Jdm Heidi

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg får ikke ondt i røven over Løkkes løn… men over Jordemødrenes !