Hvorfor jeg valgte at føde hjemme.. om ikke at turde føde på hospital.

Hvordan tør du dog at føde hjemme? Er du sikker på, at det er sikkert? Så er du jo langt fra hjælp, hvis det bliver nødvendigt! – er det ikke at gamble med dit barns sikkerhed..?

Det var nogle af de reaktioner vi mødte, når vi fortalte om vores planer om hjemmefødsel. Reaktioner som prallede af på mig, mest af alt, fordi jeg i kraft af min jordemoderprofession kendte til omstændighederne omkring en fødsel og til sikkerheden ved hjemmefødsler, men også fordi jeg havde en helt anden motivation for at føde hjemme..

Jeg kan sige det meget enkelt…  Jeg turde ikke føde på hospitalet!

-for mit vedkommende var det langt mere skræmmende end alt hvad folk kunne have af indvendelser imod hjemmefødsel.

Mine bekymringer omkring fødslen handlede overordnet ikke om et spørgsmål om sikkerhed.

For mig var det ligeså sikkert at føde på hospital, som derhjemme i forhold til min og barnets overordnede sikkerhed. Jeg var ikke bange for, om der skulle opstå noget risikabelt med hverken barn, fødsel eller mig rent fysisk. Hvis der gjorde ville en overflytning i hvert fald ikke være den store forskel og jeg havde tiltro til begge fødesteder i det henseende.

Men fødslen handlede for mig om mit barns og min egen .. -ja min families.. start på livet!

Og jeg var bange for, at et hospitals-setting ikke ville give mig og mit kommende barn det bedste afsæt for starten på vores liv sammen..

Lyder det lidt snørklet? Så lad mig prøve at forklare..

Vores graviditet var ikke planlagt!

-Og min reaktion på det voksende lille liv i min mave var meget ambivalent. Jeg havde bevæget mig i periferien af en førfødsels-depression de første knapt 3,5 måned af graviditeten og havde sammen med min mand, læge og jordemoder i Sårbart Team holdt godt fast i min psyke og i det ønske, jeg havde om, at ende med at komme godt ud på den anden side med et lille barn i både hånd og hjerte.

Jeg vidste, at genvejen til mor og barn tilknytningen lå i den hormon-rus, som en fødsels afslutning og forløsning udløser.

Kodeordet er Oxytocin. Kærlighedshormonet.

Hormonet der får os til at forelske os i vores partner, giver os nydelse ved hinanden og ved tilblivelsen af vores børn. Hormonet der danner veer og forløser barnet og danner grobund for den nye kærlighed og hormonet, som også frigiver mælken og kæder os yderligere sammen i ammestunden.

Så for mig var det alfa og omega at sørge for at skabe de omstændigheder omkring vores fødsel, der kunne give størst muligt afsæt for disse hormoner og altså for min kærlighed til mit kommende barn.

Jeg jagtede den gode fødsel.

Det var meget hurtigt tydeligt for mig, at når jeg talte om hjemmefødsel, så gik snakken om alt det, jeg gerne ville, men når snakken faldt over på det mulige alternativ, som man selvfølgelig altid må have i mente ved planlægningen af en hjemmefødsel, nemlig overflytningen til hospital, så væltede det frem med tanker, om alt det jeg ikke ville.

Jeg ville ikke være gæst til min egen fødsel. Jeg ville ikke mærkes på, stikkes i, informeres om og gøres ved ifølge vejledninger og anbefalinger..   Jeg ville sågar ikke ligge på et plastik lagen og drikke af plastik kopper! Hvor vigtigt det så end lige kan være!! ..

Det var selvfølgelig ikke helt rationelt og klart noget jeg var opmærksom på og arbejdede med, i processen for at nå frem til, at den gode fødsel jeg ønskede også kunne ende på et hospital og stadig være god og give afsæt for tilknytningen til mit barn.

Men det skulle som udgangspunkt være en hjemmefødsel og det skulle det af den årsag at produktionen af Oxytocin er størst i hjemmet. -Eller der, hvor kvinder føler sig tryggest, som for mit vedkommende (og rigtig mange andres) er indenfor egne fire vægge. Og når produktionen af oxytocin er størst er chancen for bedre veer, bedre fremgang, mindre smerte og færre indgreb også større. Og dermed ville min mulighed for at være helt med til slutningen og min parathed til mit nye moderskab være større.

Undersøgelser har gang på gang vist, at hospitalsfødsler har flere indgreb end hjemmefødsler. Som oftest starter disse indgreb med vesvækkelse. I hjemmet vil man være mere tilbøjelig til at tillade kroppen en naturlig pause eller iværksætte naturlige metoder for at opstarte veerne igen, hvor man på et hospital oftere vil anvende vestimulerende midler, altså kunstig Oxytocin. Når først man går ind og tilfører kunstigt Oxytocin hæmmer det kroppen egen produktion af disse hormoner og man har endnu ikke helt overblik over, hvilken indflydelse det har på bla. tilknytningsprocesser og ammelængder.*

Man ved også at ét indgreb potentielt fører til det næste og for mit vedkommende ville en så simpel ting, som at få et patient-armbånd eller en hospitalsskjorte på være første indgreb, der kunne have indflydelse på min fødsels vej, simpelthen fordi det underbevidst ville sygeliggøre mig og trække mit fokus væk fra min kontrol og empowerment og dermed trække uønskede ting i min retning..

Så lang var den..!

Heldigvis er vi jo ikke alle så komplekse som min situation og tankegang herover giver udtryk for og jeg siger heller ikke, at hjemmefødsler er det eneste rigtige for alle. Det vigtigste er nok, at man tager stilling til sine “arbejdsforhold” og identificerer sine bekymringer, så man har mulighed for at gå ind og arbejde med de ting, der kan give udfordringer og finde frem til en accept og ro, med det der skal ske om det bliver hjemme eller på hospitalet, på den ene eller den anden måde. Og så må man indstille sig på at være omstillingsparat.

For som jeg altid siger.. Den gode fødsel ligger i at træffe de rigtige valg ud fra den vej fødslen tager.

Læs mit indlæg om min sårbare graviditet her

Læs mit indlæg om Hvorfor jeg ikke ville vide kønnet

Læs og se billeder af Novas Hjemmefødsel her 

Se vores første møde med Nova i denne Video her

Læs om min mening om vigtigheden af fødselsforberedelse her

Læs om en Kongelig Hjemmefødsel her

læs om Den gode fødsels arbejdsforhold her

 

*Kilde The functions of the orgasm, Michel Odent, Fransk Obstetriker

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'