”Jeg kan ikke føde på en fabrik!” - Om at vælge de bedste forudsætninger for en god fødsel

En fødsel til tiden. Når man kan nå at aflevere og hente storebror..!

Skærmbillede 2016-03-12 kl. 11.53.12 PM

Meyermors Mission Gode Fødselsberetninger fortsætter her med Mie’s gode 2. gangs fødsel. Tag godt imod Mies Baby <3

Postiv og rigtig god fødsel.


Det hele startede en kold januar-morgen ca kl. 5 ved at slimproppen røg og ca kl. 6 begyndte de første meget, meget svage veer. Eftersom jeg havde haft plukveer gennem det meste af graviditeten, tog jeg mig ikke af det. 
Manden tog på arbejde og jeg skulle til at aflevere den kommende storebror i børnehave. Manden var dog næppe kommet mere end lige ind ad døren på jobbet, før jeg ringede ham hjem igen, da var klokken lidt i 7. Nu begyndte veerne at nive – ikke voldsomt – men nok til, at jeg kunne mærke, at det ikke kun var plukveer. Så manden hjem igen, ringe til min mor, at hun godt kunne begynde at bevæge sig mod Odense.
Manden fik afleveret sønnen i børnehaven ca 7.30 og mens han var væk ankom min mor. Da manden kom hjem begav vi os alle mod sygehuset. Veerne kom nu regelmæssigt og bumpene på veje til sygehuset var ikke specielt sjove at køre over. Ca kl 8 ankom vi til sygehuset, veerne kom med ca 3 minutter imellem og begyndte nu for alvor at gøre ondt. Kl. 8.20 blev jeg indlagt på en fødestue med den sødeste og mest overskudsagtige jordemor, jeg længe har mødt. Jeg gik lidt rundt på fødestuen, mens jeg blev undersøgt. Jeg prøvede at ligge ned og fik også et par sug af lattergassen, men da jeg havde bækkenløsning, gjorde det ondt at ligge ned, så op igen. 
Veerne fortsatte jævnt og ja, det gør ondt, som at blive revet midt over, men smerten har en grund.
Da jeg ikke kunne ligge ned, foreslog jordemoren lidt i kl. 9, at jeg kunne føde stående. God ide! Jeg åbnede mig rigtig hurtigt, og lidt over kl 9 begyndte jeg at mærke hans hoved presse sig på. Travlt personale vimsede omkring mine ben, forsøgt at sætte elektroder på drengens hoved, måle mit blodtryk, alt imens jeg fik pressetrang. 
Jeg stod op med en pude på gulvet mellem benene og lænede mig på briksen, der var hævet til at passe i højden.
Jordemoren dirigerede og med klare instrukser kom presseve nr 1, hovedet godt nede, pause ikke presse, presseve nr 2, hovedet ude, pause ikke presse, presseve nr 3, drengen helt ude med et vræl, og fostervandet i et ordentligt plask på gulvet. Jeg fik ham op til mig mens jeg stadig var stående, drengen rød og fin og rask og med god lyd. Der var kl. 9.21.
Forsigtigt op på briksen og føde moderkagen, navlestrengen blev klippet, jeg blev undersøgt og syet sammen, hvor jeg var sprækket, alt foregik helt professionelt og jeg følte mig i rigtig gode hænder.
Derefter var vi på fødestuen mens vi fik lidt at spise og drikke, drengen undersøgt, og jeg fik tisset (av det svier).
Da kl. var ca 14 følte vi os klar til at tage hjem, så jeg blev udskrevet sammen med den lille nye dreng, og vi blev kørt hjem. Manden hentede storebroren i børnehaven og vi kunne alle nyde det nye familiemedlem.
Nem og hurtig fødsel stort set uden smertestillende, og hvis jeg skulle have børn igen, vil jeg ønske at fødslen blev som denne. 4 1/2 time fra slimproppen røg til han var ude.

Glemte lige at skrive, hvor stor han var ved fødslen. 57cm og 4450g, så stor basse, der ville ud i raketfart ❤️

Meyermors efterord:

Det er sjovt med de 2. gangsfødsler.. De har det med at komme med god fart og en kort pressefase, som på papiret jo ser rigtigt godt ud, men mange kvinder bliver alligevel overvældede af den intense smerteoplevelse.

Det kan måske skyldes, at de ikke har fået forventningsafstemt med de nye forhold. Kroppen har nu prøvet det før. Veerne virker mere effektive, der er plads til barnets nedtrængning, bækkenbundsmusklerne har været strukket til side og det hele har potentiale for at kunne forløbe nemmere..  MEN erindringen om første fødselsforløb sidder måske tilbage og spænder ben for psyken.

Erfaringen var jo, at det tog lang tid første gang, og nu er intensiteten så hurtigt stigende, at frygten for hvor vildt det skal blive i hvor lang tid giver næring til angsten, som sætter sig som modspænding i kroppen og dermed bevæger vi os op af smertestigen..

Gang på gang møder jeg kvinder, der fortæller, at angsten for HVOR ondt det ville komme til at gøre var større end den faktuelle smerte. Panikken groede på den angst og overtog vearbejdet og havde de blot vidst, at de var så tæt på målet, havde de kunnet håndtere fødslen noget anderledes. Det kan godt, som i Mies fødsel herover stadig være en god oplevelse fordi lettelsen over, at det var hurtigt overstået overskygger smerteoplevelsen, MEN havde de vidst, at det ville gå så hurtigt havde smerten måske været mindre..

Det giver, i min verden, stof til eftertanke 🙂

Tak til Mie for hendes dejlige historie!

Har du også en god fødselsoplevelse du kunne tænke dig at dele så send din historie ind til Meyermor og vær med til at sprede god fødselskarma!

 

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

”Jeg kan ikke føde på en fabrik!” - Om at vælge de bedste forudsætninger for en god fødsel