Jeg øver mig i at være undværlig…

Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker at være mor. Og at jeg er stolt af den skare af unger jeg har samlet mig.

Nu hvor jeg nærmer mig et knivskarpt hjørne, aldersmæssigt, og spejlbilledet er begyndt at overbevise mig om, at jeg virkelig ikke er 25 år mere og heller ikke bare ++, er det i mine børn, at jeg finder min accept af, at tiden går. De vokser, udvikler sig og bliver mere og mere selvstændige og egenrådige. På hvert deres niveau.

Jeg kan kigge på dem og mærke livet, kærligheden, stolthed og meningen med livet.

Men de er ikke hele meningen med mit liv. Som min tid er gået er min mening med mit liv blevet mere og mere defineret og tydelig for mig. Jeg har drømme og ambitioner og mål med mit liv, som ikke kun inkluderer at være deres mor. Det har jeg haft sideløbende med deres opvækst, men måske især i tiden nu, hvor jeg er ved at blive iværksætter af min egen forretning.

For hvert barn har jeg oplevet et midlertidigt set back i min egen persons individualitet og udvikling.

Graviditet, fødsel og barsel og de første år af ens barns liv er så stor en “hormonisk” symbiose, at det er svært helt at afgøre, hvad der er mor og barn og hvornår man er sig selv… eller helt bliver sig selv igen. Og selvom det var noget modvilligt, at jeg lod mig trække ned i den fordybende tilknytnings-rus igen, kom den alligevel ur-naturligt og dannede grobund for mit nye moderskab som flere-børns-mor.

Jeg har været forundret og taknemmelig for, at det kom af sig selv og at det føltes så naturligt (og godt) at sætte mit barns behov i fokus og give afkald på mig selv, men jeg har også haft en følelse af, at det denne gang var lidt nemmere at holde mere fast i mig selv i processen. Spare lidt på ressourcerne, så der også var plads til mig selv. Måske bliver det nemmere med alderen, eller med mængden af børn. Måske er det noget med søskenderækken, der kompenserer, så den mindste finder tryghed og tilknytning fra flere fronter, og der dermed afgives mere plads til kvinden i moderen.

I januar var min barsel længe overstået og jeg trådte ud i arbejdsmarkedet igen, nogle måneder før planlagt, men af omstændighedernes velvilje og byden.

Mit barn var klart. Jobbet bød sig til, økonomien trængte og det var i bund og grund nok kun mig der tøvede.

Det var en hård måned. Jeg havde babyabstinenser og kæmpede med både samvittighed og tilvænning til den nye familieform. At amningen ikke var afhændet endnu, gjorde savnet efter min baby, det mere fysisk. Jeg kunne simpelthen mærke mine bryster kalde og jeg tog rigtig mange besværlige hensyn til udfasningen af min tilstedeværelse.

Heldigvis var min mand støttende og kunne rumme min følsomme periode, hvor jeg både stod med de store følelsesmæssige oplevelser på fødegangen, men også havde følelserne lidt uden på tøjet i forhold til vores datters trivsel. Han mødte troligt op imellem aftaler med en ammeklar baby og ventede flere morgener på min hjemkomst efter nattevagt, langt over kontortid, men helt i amme-tid, så babyen og brysterne kunne holde deres aftale. Der blev taget hensyn til mit behov for at forebygge og behandle, dels min dårlige samvittighed, men også min forestilling om vores barns sårbare trivsel. Der blev også skubbet lidt blidt på for at få mig ud af mit optimerings-fokus og få mig lidt mere alinet med virkeligheden.

For virkeligheden var jo, at babyen havde det godt. Det havde hun måske nok dels grundet vores respektfulde håndtering af den nye virkelighed sammen med vores skønne vuggestues omfavnende håndtering af hendes opstart.

Nu er dagligdagen kommet over os. Følsomheden har lagt sig. Langtids-amningen kører sit eget paralelle spor. Hvor den før måske var en større grundpille i Novas liv er den nu mere en form for mor-bonus, som får lov at køre sin naturlige gang i det omfang det passer ind i vores liv.

Vi forsøger at have et overordnet hensyn til, at Nova generelt ikke skal have lange dage og også gerne en fridag ind i mellem. Det betyder, at der nu er kommet overskud til accepten af de enkelte strødage, hvor afhentningstidspunktet må tilpasses jobsituationen og ikke omvendt.

Jeg får mere og mere fra hånden, kommer nærmere og nærmere mit mål. Hjemmesiden er under udarbejdelse, møder nås og jeg kan prioritere mig selv og en tur i fitnesscenteret, en venindekaffe eller en tur tilbage under dynen.

Jeg kan hvile i, at mit barn bliver passet .. og jeg passer mig selv…

Jeg øver mig i at være Undværlig.

Og det går faktisk ok..

Min datter trives og hun øver sig i sin selvstændighed. Hun er glad og fræk og har masser af overskud til at udfordre os på mange (helt ufatteligt mange) områder. Hun har travlt og har ikke tid til at se sig tilbage. (hun har jo også en mor, der gør det så rigeligt for hende). Nova lever livet og de oplevelser der kommer. Hun toucher base og bevæger sig ud på egen hånd, hun har allerede mange meninger om, hvor skabet skal stå -og hvad der ikke skal være i det!

Og så skal hun med sin far og lillestorebror til Skagen i sommerhus imorgen….!

To nætter..

BUM!

Og det er lidt mere end jeg kan rumme…

Jeg ved ikke om jeg kan undvære at være undværlig så uværgeligt længe…

-er det underligt?

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'