Hvor har påskeharen lagt min mand?

Meyermor sætter fokus på Amning med føljetonen #MinAmmekamp!

IMG_2997.JPG

Når man først er steget på graviditets toget går de fleste tanker mod endestation baby..

Alt fokus er på fødslen!

Men den skjulte hemmelighed er faktisk at FØDSLEN er det mindste problem i det her game called love..

Fødslen skal du jo nok komme igennem.. på den ene eller den anden måde! God eller dårlig -den får en ende og du kommer ud på den anden side..

Og så begynder LIVET med baby..

..og her kan vi først begynde at tale om bekymringer og forventninger og bristede drømme om hvordan det skulle have været.. For det der med ammeopstart og baby-etablering er altså ikke bare en minor detail, som gemte sig bag den første forhindring kaldet fødsel…

Det er en MAJOR detail og rigtig mange kvinder og mænd for den sags skyld, ærgrer sig over, at der ikke var nogen, der havde nævnt den der Ammekamp noget før.

Fødslen er afsættet for det nye liv.. Amningen og tilknytningen er så vejen frem…

Og alt efter hvilket skub I har fået og i hvilken retning ud fra jeres forudsætninger kan I så lande på en direkte motorvej til familielivs-momentum eller også skal I ud på en knoldet og puklet landevej i bjergterræn, der får tour de france til at ligne en søndags cykel tur ned til den lille havfrue for at få is…

Det er IKKE nemt at amme et barn!

Forestil dig så lige, at I forinden har været vågne de sidste par døgn, gennemgået veer, og fødsel og føler at I (begge) er blevet sparket af en hest i skridtet… og kørt over af en damptrommel… og vredet som en følelsesmæssig karklud for alt, hvad I havde af følelsesregister og tanker om jer selv, jeres liv nu og det kommende…

Og læg så lige dit støt skrigende barn til mors støt stigende spændte bryst i en støt stigende bjergkæde af hormoner, smerter og altoverskyggende følelsesmæssig og psykisk træthed.

VIOLA!

Der har du din kamp!

Hvis fødslen var en marathon.. er du lige nu på vej ud i din første Iron man i omvendt rækkefølge..

Værsgo og skid i bukserne!

Og når du er færdig med at tørre rundt i den suppedas af velmenende råd, forskellige forsøg og reelle grænser for tyndskid, så lander du på benene igen, med ren røv og tør bag ørene. Du har måske nok slidt et par lag af din selvbevidsthed, men huden er ved at komme tilbage (også på dine brystvorter) og du er ved at lande i den mor (eller far) du er.

For ikke kun eet barn er født, det er en forælder også!

Og nu skal I vokse sammen.

Med eller uden amning, med sorg og med glæde over beslutninger som er taget, forventninger der ikke holdt og nogle der var bedre end ventet.

Nogle fik ar på sjæl og brystvorter og måtte vinke farvel til en ønsket amning, andre fandt lettelse i at give slip og nogle fandt vejen igennem.

En ting er sikkert.. ALLE SOM EN HAR VI GJORT DET BEDSTE VI KUNNE.

Nogle havde ikke et valg, andre fik ikke hjælp, og nogle fandt vejen gennem deres livs ammekamp.

Og det er de historier jeg nu vil sætte fokus på !

Så har du kæmpet en ammekamp og fundet vejen igennem til en ammeetablering der måske ikke lige lå i kortene, så er det tid til at dele din historie.

Vi skal sprede god Ammekarma! Og vi skal være stolte af at det lykkedes!

Hos Meyermor hylder vi alle mødre, men nu skal vi lære af hinandens ammekampe og hjælpe dem der kæmper derude med, ikke nødvendigvis kun gode ammehistorier, MEN GODE AFSLUTNINGER.

#minammekamp #godammekarma

Send mig din historie, gerne med et billede eller kommenter her eller på min Facebook

Og følg føljetonen MinAmmekamp som starter med min egen kamp x 3..

(N)AMMEste 🙂

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

6 kommentarer

  • Stine

    Hvor er det dejligt med noget opmærksomhed på amning, jeg ville bare ønske, at den trods alvoren var lidt mere positiv. Jeg er selv halvvejs i min første graviditet og har et stort ønske om at fuldamme mit kommende barn. Jeg har søgt og læst utroligt meget (ofte på din blog) om både graviditet og den efterfølgende amning. Jeg må indrømme at det meget kamporienterede narrativ i hele din beskrivelse af situationen og udfordringerne med amning faktisk helt tager pusten fra mig og gør mig en anelse modløs. Jeg er med på, at det er en opgave, som man skal være ordentligt rustet til og at mange støder på nogle svære udfordringer undervejs, men jeg bliver egentlig lidt ked af at gå til en så vigtig og sårbar del af mit moderskab med ord som “ammekamp” allerede før det er begyndt. Det er så negativt ladet og giver mig associationer om, at jeg skal forvente noget meget ubehageligt, svært og nærmest umuligt. At jeg skal ruste mig og være kampklar i forhold til en grum modstander. Jeg tror godt, at jeg forstår, hvor du vil hen, men kampretorikken ærgrer mig. Det bliver noget jeg skal vinde over. Jeg skal på en eller anden måde besejre den der mystiske, næsten uopnåelige amning. Ord er magtfulde små størrelser, og hvis vi konstant taler om noget som en kamp, ja så bliver det en kamp med en taber og en vinder.
    Jeg er virkelig glad for din blog og dine indlæg om fødsler, der altid efterlader mig med en følelse af at være stærk som kvinde og i stand til at stole på min krop. Det her indlæg gør det stik modsatte.
    Jeg håber virkelig, at du forstår, hvad jeg mener – jeg er ikke ude på at være kritiske-Maren. Jeg værdsætter at du skriver om vigtige og gode emner for forældre og kommende forældre. Jeg vil egentlig bare lige slå et slag for en bevidsthed om, at vi både kan bygge op og pille ned med de ord vi vælger at bruge.

    Mange hilsner fra en lidt nedslået førstegangsfødende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Heidi Meyer Vallentin

      Kære Stine, Du har så meget ret! Ord er magtfulde og jeg er meget selvmodsigende med dette indlæg i forhold til hele min holistiske tankegang overfor ord og fødsler og underbevidsthedens indflydelse. Jeg burde fastholde samme tilgang til amning.. men når det så er sagt så… må jeg indrømme at amning desværre for rigtig mange er en kamp og min retorik bliver en anelse bitter, når jeg ser så mange kæmpe med dårlige odds på grund af manglende støtte. Jeg har rigtig svært ved at pakke det ind og være mere positiv, måske fordi jeg i denne henseende kommer til kort overfor min egen krop og netop de forestillinger jeg har om vores psykes værktøjer. Jeg har 3 meget svære ammeopstarter bag mig. den sidste måske endda den værste på trods af forberedelse og positiv tilgang (dog med ærefrygt). Sådan er det heldigvis ikke for alle. Men jeg af alle kan sætte mig ind i hvorfor så mange giver op.. Jeg skal have dine ord med i tankerne, men jeg vil mene der skal kampgejst og sejlivet viljestyrke til, hvis man 8-10 gange i døgnet skal lægge sit elskede barn til brystvorter med sårskorper og brystspænding, nat og dag i flere uger, med følelserne uden på huden og rendyrket smerte under.. Men kommer man igennem er følelsen af empowerment dobbelt op af en fødsel 🙂 -Jeg vil så også hellere føde 10 gange end gennemgå en enkelt ammeopstart.. Tak for dine tankevækkende ord, jeg håber som altid at bekymringer er unødvendige og at mælken vil flyde frit og sorgløst som det burde! Måske skal du skippe de førstkommende indlæg med #Ammekamp og vente til jeg kommer med et indlæg om visualiseringer og hypnose til ammeopstart. Kh Heidi

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Stine

      Hej Heidi
      Tak for dit svar. Jeg er glad for, at du forstår min intention. Jeg kan godt se, at det må være overordentligt svært at bevare positiviteten, når så mange inkl. dig selv går igennem nogle ualmindeligt udfordrende ammeopstarter. Ja jeg kan levende forestille mig, at det må være en overvindelse af de helt store at fortsætte sin amning trods blødende brystvorter o_O Jeg vil nu stadig hellere snakke god forberedelse, handlemuligheder, mentalt arbejde o.lign end kamp. Så ja, du har vist helt ret i, at jeg hellere må vente til dine indlæg om visualisering ;D jeg vil skide gerne være ordentligt forberedt og indstillet på en udfordring end jeg vil gå og skabe en forventning om en kommende eventuel kamp, der bare sætter sig som negativ energi i min hjerne.. og mine bryster :))

      Endnu en gang tak for en fantastisk blog. Jeg må lige indskyde, at jeg er vildt glad for dit fokus på den positive fødselsberetning. Som førstegangsfødende er jeg jo spændt på fødslen og glæder mig til forhåbentlig at få en god hjemmefødsel.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Hvor er det skønt, at der kommer lidt fokus på de udfordringer, som mange jo løber ind i, i ammeopstarten. Personligt ville jeg ønske, at jeg tidligere havde fået lidt bedre hjælp til at få amningen ordentligt igang. At amning var noget, som man kunne tale mere åbent om. Efter 3 lange og meget smertefulde måneder, hvor jeg næsten opgav at amme min søn mange gange, gik det op for mig – ikke blot, at mange af mine bekendte også har kæmpet med amningen i starten, men også, at der rent faktisk findes mange hjælpemidler, som kan gøre processen med sår og revner lidt mere overkommelig. For mit vedkommende var jeg igennem alt fra strandskaller til ammebrikker og plastre for at forhindre sår, brystbetændelse og en urolig og sulten dreng med tilbagevendende svamp, før vi fik klippet hans stramme tungebånd, og nu er amningen næsten smertefri, og både han og jeg nyder endelig amningen. Gid jeg havde været bedre oplyst fra start!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Heidi Meyer Vallentin

      Kære Christina. Hvor er det ærgerligt hvis det er et kort tungebånd der har været grunden til jeres problemer.. men godt at I fandt ud af det! Amning kan gøre meget ondt både i opstarten men også igen senere hen med forskellige problemstillinger, som svamp eller tænder, men hovedsagligt skal det altså ikke gøre ondt! Og når man når der til så er det bare så skønt at amme sit barn <3 Håber for jer at i har klaret skærene!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Virkelig interessant indlæg – og også for en 19-årig 🙂
    http://www.marieschleidt.bloggersdelight.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvor har påskeharen lagt min mand?