De ammende kvinder og deres babyer ligger som regeringen har redt!

En kvart brystvorte, en dødskamp og en tur på børneafdelingen.. Historien om Min egen #ammekamp part 1

25 år, langt hår og aldrig givet en ammetår...

25 år, langt hår og aldrig givet en ammetår…

Hvem fanden glemte at fortælle mig dengang i midt tyverne, hvor jeg gik rundt og forberedte mig på mit livs udfordring, -at føde mit første barn, at det, der kom bagefter, ville være en endnu større kamp og kræve en del flere tårer og sindssygt tarvelige unødvendige smerter?

Hvem kunne egentlig have forberedt mig på det?

Og mon jeg overhovedet var lydhør.. – man har det jo med at stille skarpt på den første mur i et forhindringsløb og så tage det andet bagved, som det kommer…

Første skridt var fødsel!

Altså man forstår jo, at det må gøre (lidt) ondt at føde et barn, der skal jo uværgeligt noget ud dernede, som er noget nær 10? gange større, end det, det krævede, at få det derind, (no offence to men) men giver det på nogen måde mening, at det at give sit barn mad fra egen krop og bedste velvilje og intention skal gøre SÅ ondt og være SÅ forfærdelig en oplevelse??

Det er jo forhelved kun varme bløde stråler af mælk, der skal flyde igennem to bryster og ditto vorter, der burde være designet til formålet!

Men så er der lige Baby delen…

Vidste du, at en baby kan holde sin egen vægt i sit sug?

Prøv så lige at sætte sådan en sugemalle på 3-4 kg hen til din fine lille brystvorte og tænd for vacummet..! Spice det op med en muskel hund af en tunge med muligvis for kort tungebånd, der rytmisk og uden nåde glider hen over din brystvorte i ubønhørlige gentagelser og et tryk fra en knoglet gane, der shaper din brystvorte så den både ligner og farver, som en anden Marilyn Monroe læbestift…

Det er ikke for børn!

Og det måtte jeg sande på den helt igennem og fuldstændig sindssygt hårde måde, da jeg 25 år gammel, lå med 3,6 kilo rendyrket kærlighed i mine arme og lagde mit barn til mine bryster for første gang.. og de næste måske 300 gange jeg måtte lægge hende til i en  smertenssang, for at nå igennem vores ammevanskeligheder.. 300 smertefulde stunder hvor jeg forsøgte at give slip på min kropslige smertemodstand, så jeg kunne give slip på den mælk, jeg så gerne ville give hende.

Skærmbillede 2016-04-06 kl. 2.21.16 PM

Første amning <3

Jeg havde været meget opsat på at amme.. Jeg ved ikke hvor det kom fra. Men allerede i graviditeten, måske endda førend, det rigtig var faldet på plads med tanken om overhovedet at skulle HAVE et barn, var det tydeligt for mig, at jeg ville i hvert fald amme mit barn. Jeg ville give mit liv for det hersen lille uskyldige råmateriale af et menneske, som kun fortjente det bedste..

Jeg ved ikke hvorfor, men min underbevidsthed drev lidt gæk med mig på den front. Jeg havde alle mulige mærkelige drømme om forhindringer for min amme-ambition.

Jeg drømte feks. at jeg fødte en 17 årig dreng og han VILLE BARE IKKE AMME! (hader når det sker!!) Jeg prøvede at lokke ham med et kyllingelår -sådan helt tæt hen til brystet.. kom så kom så lille skat… (indsæt selv emoticon med meget stirrende øjne).

Jeg drømte også, at jeg fødte en dreng med monobryn og et kæmpe gebis.. Jeg ved ikke, hvad monobrynet skulle symbolisere, men der var i hvert fald fuld gang i min underbevidstheds bearbejdelse af mit store ønske og de der tænder der, havde ikke et godt varsel med sig..

Mit store ønske var …… At amme mit barn..

Og amme det gjorde jeg!

Mit liv behøvede jeg måske ikke give, men en bid af min ene brystvorte blev det da til!

Fortsættes…. HER

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

De ammende kvinder og deres babyer ligger som regeringen har redt!