Når suttebrikken sutter!

Halvfems timer, en fødsel og en baby rigere.

 

 

sannes fødsel 2

Sanne der har bloggen Incredibaby.dk deler her sin lange, men gode fødsel med os i føljetonen om Den Gode fødselsberetning.

Tag godt imod lille Elliot <3

Da jeg var gravid glædede jeg mig faktisk til at føde. Til at prøve de der veer som alle snakker så meget om. For hvor ondt gør de lige? Og hvordan gør de ondt? Alt dette kan jeg med rette sige, at jeg fik lov at prøve. Og jeg glæder mig til at prøve det hele én gang til engang.

Søndag d. 8. marts startede jeg dagen ud med morgenmad sammen med Mads, og vi gik os en tur ned langs åen i Århus. Da vi kom hjem ventede der mig en overraskelse i form af et babyshower. Det var skide hyggeligt, selvom mine plukkeveer stadig generede mig. Det havde de gjort siden uge 26 i graviditeten, hvor jeg endte med en sygemelding.

Da vi nåede hen mod aftenen kunne jeg godt mærke, at de altså tog lidt til, og til sidst var de regelmæssige. I nogle timer. Jeg kunne holde det ud, men det var ikke ligefrem rart. Vi endte faktisk med at pakke en taske og jage afsted mod fødegangen fordi vi troede jeg var ved at gå i fødsel.

Da vi kom ind på fødegangen mærkede en jordemoder på mig. 1 cm åben, og 0,5 cm livmoderhals tilbage. Jeg var ikke i aktiv fødsel, men der var da ved at ske noget.

Hjem i lejligheden og en lang nat ventede.

Mandag, uge 36+5. Endnu en dag med mange plukkeveer og et tjek på akutmodtagelsen for gravide. Et lidt for højt blodtryk, og stadig ikke mere åben. Hjem igen – og frem med en liter is. Mest bare fordi, jeg havde ondt af mig selv.

Tirsdag 36+6. Regelmæssige plukkeveer i et par timer, nogle samtaler med min jordemoder. Stadig ikke nogen ændring, følte jeg ikke. Vi blev hjemme den dag. Jeg var ved at være godt træt.

Onsdag 37+0. Jordemoderbesøg og hindeløsning. Jeg kunne snart ikke holde det ud længere, og vi blev enige om at forsøge at skubbe lidt på med en hindeløsning eftersom ”veerne” kun blev stærkere og mere regelmæssige. Det tegnede ikke til at gå i sig selv igen – og jeg var jo reelt set inde for termin nu.

Onsdag aften kom min jordemoder på besøg hos os. Vi var med i kendt jordemoderordning, så vi havde de samme 2 jordemødre hele forløbet igennem – og de kom gerne på besøg hjemme hos os. Hun mærkede på mig. 2 cm åben og ikke mere livmoderhals. Der var sket lidt. Men meget LIDT. Hun synes det føltes som om, at Elliot stod lidt skævt med hovedet. Måske var det derfor det hele gik så langsomt – hovedet kunne ikke presse ordentligt på.

Jeg blev tilbudt en sovecocktail, eller noget vehæmmende. Jeg sagde nej tak til begge dele. Jeg havde ikke lyst til at få en masse smertestillende inde fødslen overhovedet var i gang, og jeg synes ikke det gav mening at sætte det i stå i et halvt til et helt døgn – for så var vi jo bare tilbage til startpunktet når medicinen stoppede.

Min jordemoder ville vende situationen på næste morgens lægekonference.

Torsdag d. 12/3-2015 uge 37+1. Min jordemoder kom forbi klokken 7.30. ”HOLD da op, du har fået væske i kroppen i løbet af natten”. Ja tak – jeg lignede en spærreballon! Hun tog på Skejby og ville ringe efter konferencen. Klokken 9.00 ringede min telefon. ”Vil du have den gode nyhed eller den gode nyhed?” Jeg ville gerne have en god nyhed – jeg var SÅ klar til at få lov til at føde min baby! ”Vi tager dit vand i dag. Kan I komme ind klokken 10.15?” Det kunne vi godt lige finde plads til i vores mega ”travle” kalender.

10.00 – ankomst på Skejby
10.15 – Ind på fødestuen
11.00 – Efter undersøgelser og CTG fik jeg en hindesprængning (de prikkede hul på vandet). Det var fint og klart, og Elliot var ikke blevet stresset af de sidste 90(!) timers aktivitet i min livmoder.

Veerne gik i gang med det samme. Det CTG’en kunne man ret tydeligt se, at det hele gik fra 0 til 100 på meget kort tid. Jeg var klar til at rive håret af min selv og Mads med. For SATAN det gjorde nas.

sannes fødsel

Ilt, lattergas – intet virkede følte jeg. Så da jordemoderen bragte epiduralen på bane råbte jeg nok ”JA!!!” en smule højt.

Epiduralen bragte ro over fødestuen. Jeg spiste det sidste af den pulled pork sandwich som jeg tidligere havde kastet op (altså jeg spiste det der IKKE allerede havde været nede i maven 😉 ), og drak en cola. Jeg var SÅ afslappet og kunne faktisk intet mærke.

Der var flere læger og jordemødre inde for at tjekke nogle ting pga. den lange latensfase. Alt så fint ud, og det så ud til, at Elliot var på vej i en rigtig rotation. Klokken 18 var jeg efterhånden udvidet fuldt ud, og der blev slukket for epiduralen og lagt et vestimulerende drop – ”bare lige for at holde gang i det”.

Et par timer efter var jeg fuldt udvidet, nedtrængningsfasen var gået som smurt, og jeg var klar til at presse lidt efter klokken 21.

Der gik ikke lang tid før jeg fik beskeden på, at Elliot var ved at være stresset. Jeg havde maks 2 veer til at få ham ud, og derefter ville de lægge en kop – og den var kørt i stilling. Jeg var så skide bange for den sugekop, og jeg skulle satme ikke have den i spil. Jeg fik en ve, og fandt kræfter jeg ikke vidste jeg havde. Hovedet var ude, og kroppen blev født uden en presseve, fordi den lod vente på sig.

Ud kom 2926 gram kærlighed. Blå som en smølf, men helt perfekt. De tog ham over for at give ham ilt, og få minutter senere var han fin lyserød, og kom tilbage på mit bryst.

En fødsel, som faktisk var helt perfekt. Det var i hvert fald min oplevelsen, og sådan jeg husker tilbage på det. Personalet på Skejby var så gode til at kommunikere, og holde os informeret gennem hele forløbet.

En så lang latensfase kan hurtigt blive en rigtig træls omgang, men jeg var simpelthen så tryg hele vejen igennem, og jeg følte at der blev lyttet til mig.

Meyermors efterord:

Epiduralen! Jordemoderens gave til kvinder med langsom progression! Den er altid på sin plads, når det hele trækker ud og begynder at blive kompliceret. Og der findes ikke en jordemoder, der ikke vil tilbyde dig den, hvis hun kan se, at fødslen driller og er ved at trække det gode ud af moderen. Der skal også være en mor tilbage efter babyens ankomst!

Epiduralen har sine gode sider og sine mindre gode sider… -værst er nok, at den er første skridt på vejen til en del andre mulige indgreb, som kan have indflydelse på din fødsels vej, men er du der, hvor beslutningen er taget på baggrund af en udmattet mor, så er der ingen grund til at diskutere for meget for og imod. Den kan være et værktøj til at baby ender med at blive født den vaginale vej og det må opveje for en del.

Har du lyst til at læse om flere Gode Fødsler så ligger der flere under Kategorien Gode Fødselsberetninger

Og her er linket til min egen Fødselsberetning om Novas dejlige Hjemmefødsel <3

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når suttebrikken sutter!