Lyden af en pressefase.

Fars dags følelser… om at være barnet til sin egen far, lige meget hvor gammel man er.

a19-886A7008(1920x1280)-sh

Det var fars dag igår.. det gik nok ikke ubemærket hen hos de fleste familier. Enten fejrer man det eller vælger det fra, sådan ret aktivt, for man kan jo ikke undgå at vide, at dagen er der. Det ses på de fleste medier og børnene selv er også gerne ret opmærksomme på dagen.

Jeg selv forsøgte ret så passivt at lade dagen gå hen i andet fokus. Og det er jo egentligt ret mærkeligt, når jeg godt selv kan lide at blive bemærket på mors dag, men det er der en længere historie bag…

Vi havde ikke de store børn hjemme og der var både loppemarked og stor havefødselsdagsfest på tapetet, så jeg kunne gemme mig lidt bag dagens gøremål og ved mig selv tænke, at dagen jo nok alligevel ikke betød så meget for Novas far… den var jo mere en dag, hvor børnene viser deres værdsættelse af FAR og det gør Nova så rigeligt hele tiden.. med våde kys, store smigrende forelskede øjne og hendes lille fine stemme, der kalder på BAAAAR. Og selvom jeg havde planlagt en lille overraskelse med at få fikset lynlåsen i hans computer-lædercover og købt en dagcreme, som han egentlig gerne vil bruge (men er for maskulin til at indrømme) så følte jeg mig ikke i stand til at se mig ud over min egen lille næsetip..

Hen på aftenen, da jeg for første gang længe havde succes med at putte Nova på under 1 time (og i det hele taget at jeg KUNNE putte hende, men det er en anden snak til et andet indlæg) kom jeg tilbage til sofaen og han spurgte mig så om jeg vidste, hvilken dag det var i dag..?

Ja det er d. 5!

OG?

øh søndag?

OG

Ninas fødselsdag og Christa og Claus???

OG

åh ja… så er det Fars dag… ja det vidste jeg jo godt..

Nå sagde han.. jeg troede ellers det var noget “Vi” gik op i? Med et drilsk smil.. ja sagde jeg nedslået.. det er det jo.. når det er mig, der er forælderen, der gerne vil værdsættes…. men altså jeg ved det ikke, forsøgte jeg, jeg har sgu haft det lidt svært med dagen.. har nok bare prøvet at ignorere den, for egentlig giver den mig et stort tomt hul i min mave og så er det altså lidt svært at give videre…

Nå sagde han.. så lad os tale lidt mere om, hvordan Heidi har det.

sagt sødt… men AV!

Og ja.. jeg må give ham ret.. vi taler meget om mig herhjemme..

Jeg er føleren i det her forhold og Peter er rummeren. Peter har aldrig følt særligt meget og det får han så heller ikke altid lov til sammen med mig -hvis ikke jeg tager mig selv kraftigt sammen ind i mellem og trækker mig ud af min egen navle.

Men nu var det bare lige sådan, at det ikke var helt min egen navle jeg var i… eller det var det jo nok.. det var bare barnet i mig selv´s lille navle..

En lille Heidipiges navle, siddende på en mave fuld af ambivalente følelser.. en fars pige af hjertet, men i virkeligheden har der bare aldrig været særlig meget far til pigen…

Og det gør mig ondt at sige. Ondt på mit indres lille piges vegne, men også ondt på min fars vegne, som vel nok altid bare har gjort det, så godt han nu engang kunne.

Min far blev hver 3. weekend far, da jeg var 2,5 år.

Jeg husker vores weekender. Vores grin og humor og lange køreture. Hans kærlige blik, duften af røg og motorolie. Altid Tuborg på køl. Turene bag på hans motorcykel, med frydeskrig, vind i håret og neglene hårdt boret ind i hans lædervest.. Jeg husker duften af topskud til tørring i køkkenskåle, kæmpe slikskåle og snakken om livet og om hvorfor man ikke tramper på en edderkop.. -der kunne jo komme en stor edderkop og trampe på dig! Jeg husker moralen fra en gemt neglesaks i “den onde” stedsøsters gemmer, at ikke alt er gjort i ond hensigt ej heller, når man som 5 årig er træt af sin stedsøster. Jeg husker rideture, musik, solskin, varme kram, altid ros og stolthed til Fars knægt aka Heidimor.

Og så husker jeg, at jeg blev 15 år.. “at jeg nu selv måtte tage kontakt, når jeg gerne ville ses med den gamle..” Jeg husker halve år uden et opkald. Jeg husker, at vi sås til familiekomsammener. Til jul hos farmor. Jeg husker ingen ferier sammen. Jeg husker, at de tog på ferie med farmor og fastrerne og alle mine kusiner og fætre, men jeg var ikke med.. Jamen ville du da gerne det Heidimor? Jeg husker at det ikke var med vilje.

Jeg husker, at jeg blev 18 år… ” at jeg nu selv måtte stå for min økonomi, gaver og den slags, for far betalte jo uddannelsestilskud-børnepenge..” Jeg husker, at jeg gerne måtte være med i fætters konfirmationsgave og så kunne jeg jo bare betale, de der penge han skyldte min mor for halvdelen af min studenterhue.. Jeg husker, at han kun lige kunne afse tid til at komme forbi min studenter fest da de jo skulle til fest andetsteds om aftenen den samme dag.. “Jamen jeg vidste jo ikke, at du ville holde din fest nu Heidimor!”, Jeg husker han heller ikke vidste, hvornår jeg fik min hue på, hvad jeg fik i karakter og hvad jeg skulle efter gymnasiet. Jeg husker også, at han kom tomhændet, men han havde jo ikke fået stoppet tilskuddet i tide så der var en måned ekstra på kontoen..

Jeg husker, jeg flyttede hjemmefra. Flyttede ind til byen. Husker ikke, at jeg nogensinde forventede hans hjælp til noget.. heller ikke den halve måned, hvor jeg kun havde 230kr tilbage at leve for og ringede til min mor og ivrigt fortalte, hvor meget man kunne få i Netto for det beløb. Men jeg husker hvor skuffet jeg blev, da jeg fandt ud af, at han, i et halvt år, havde haft et projekt på Vesterbro og aldrig besøgt mig. “Jamen der er jo langt fra Vesterbro til Amager Heidimor, og jeg skal jo hjem til hundene Heidi, det kan du nok forstå, det er jo vores børn”. Og ja det var der vel for han kom i hvert fald aldrig..

Jeg husker jeg vandt Miss Universe Danmark. At han skældte lidt ud for ikke at have inviteret ham. Jeg husker, at jeg var overrasket over, at han ville være kommet. At han ville høre mere om det hele, så vi mødtes på en cafe på hovedbanegården i hans frokostpause. Han ville da gerne købe mig en flot kjole til at tage med til den store konkurrence. Den så jeg aldrig, men jeg husker hans kollega betalte for min og min søsters sodavand. Vi spiste ikke noget, for far havde spist og det var også okay..

Jeg husker, jeg rakte ud efter hans hånd til at give mig væk. At han først afslog af ubehag ved opmærksomheden, men jeg tog mig sammen og bad ham gøre det for min skyld. Og jeg husker hvor stolt han var, da han rakte sin arm frem.. Jeg husker, at jeg spurgte om han ville stå for et køretøj, men at han mente vi kunne bruge hans gavepenge til det. Jeg husker det var okay for det var jo bare penge.

Jeg husker, at han til gengæld gerne ville hjælpe med at skaffe mig en gammel billig bil til 2 mdrs brug for at bo i sommerhus inden vi rejste til udlandet. At han gennemgik den fra top til tå, så den var køreklar og sikker til hans datters familie. Han fiksede også forsikringspapirerne for mig. Og så husker jeg, at han bad mig hæve ekstra for de 200kr han havde fyldt benzin på bilen. Jeg husker, at jeg lige akkurat kunne trille til min mors arbejde og låne hendes tankkort. Jeg husker, at jeg bare rystede lidt på hovedet af det og holdt fast i det gode.

Så husker jeg den vinter, hvor alt blev for meget.. Jeg husker at jeg ikke længere kunne holde skuffelserne tilbage. EN ting var, når det bare var mig, der blev skuffet.. men nu skuffede han også som morfar.

Vi var hjemme på Danmarksbesøg. Det havde været jul. Filippas 4 års fødselsdag, Rios 1 år og første gang han skulle se ham. Det havde også været min 30 års fødselsdag… Oveni havde vi en kræftsyg bedsteforælder på den anden side. Alt var på spidsen.

Jeg havde sagt til min far, at jeg mente vi skulle lade vores forhold løbe ud i sandet. Jeg kunne ikke længere lyve for mig selv. For mine børn. Han skuffede mig så meget og gang på gang. Og jeg kunne ikke blive ved at bruge mine ressourcer på at dække over mine følelser. Han insisterede på, at komme og tale om det. Okay så, jeg skabte tiden og pladsen i vores pressede liv. Han kom og slog bagdelen i sædet og spiste vores ostemadder og vi fik en sludder for en sladder. Han kom også tomhændet.. men han gik med min energi.. og da han gik lovede han, at der ikke ville gå langt tid, før vi skulle tale sammen igen..

..det gjorde der..

Og det var måske nok det bedste han kunne gøre… men det var bare ikke godt nok.

Vi sås ikke de næste 5 år.

På hans 61 års fødselsdag for et par år siden kørte jeg turen på godt over en time ud til ham og hans kone Dorte’s gård. På bagsædet havde jeg min 6 årige søn og en flaske vin og en æske chokolade. Jeg var klar til at give slip på fortiden. Tage dem for det de var. Og slippe mine forventninger til, hvordan det skulle være. Var de mon?

Dorte græd, da hun åbnede døren for os. “Din far bliver SÅ GLAD for at se dig”!

Det blev han!

Og det samme blev jeg og han duftede stadig af de bedste far-kram på jorden.

På væggen hang den samme gamle ramme med et billede fra min Miss Universe tid og Dorte løb op på “Heidis værelse” som jeg endog aldrig engang har sat mine ben i og hentede nogle flere gamle billeder. Så sad vi der ved bordet og fik os en øl og min søn fik sig en Bitter Lemon og en Abrikos vand – mors gamle yndlings sodavand. Det var hyggeligt.

Og det var så godt som det kunne være.

Rio fik sig en tur i en af morfars samler-traktorer og han var ikke til at skyde igennem.

Vi gentog besøget noget tid efter, denne gang hele familien og mig med mave på.. til frokost og gårdbesøg. Min far og Peter sparkede dæk og Dorthe og børnene og jeg kælede med heste og kattekillinger, legede på halmloftet og så på de mange præmier, hundene havde hjembragt.

Det var hyggeligt.

Og det behøvede ikke være meget mere.

..

Året efter døde min fars kone uventet.

Han mistede sin sjæleven og livsledsager gennem 30 år.

Han ringede til mig som det første.

Jeg måtte lige synke en ekstra gang for at mærke efter, hvad jeg egentlig havde at dele ud af.. Jeg havde lært at passe lidt mere på mig selv for at passe på vores relation, så jeg ringede til min mor og sammen tog vi derhjem og fyldte hans ensomme hjem med duften af aftensmad, børnelatter og kærligt samvær. Bøffer med bløde løg og nye kartofler.

Husmandskost som han elsker det.. men han kunne selvklart ikke få en bid ned. Og der gik meget lang tid før han endog begyndte at trække vejret lidt igen.

Han måtte skille sig af med Knabstrupperne og Bullmastive ungerne og i det hele taget er hans verden vendt på hovedet. Og for kort tid siden mistede han også sin elskede ven hunden Solo.

Det er hårdt!

Og jeg føler for ham og jeg er der for ham, så langt vores relation tillader.

Og han er der så langt han magter.

Det er godt nok!

men på fars dag..

er jeg barnet, der savner en far

-og altid har gjort det.

 

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

   

7 kommentarer

  • Annette Aarre Dalsgaard

    pyhh -våde kinder her….masser af kram til dig og din far <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise Tuwel

    Heidi…. ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Polichronis

    Hej Heidi,
    jeg sidder bare med taarer i oejnene. Hvor er du dog bare dygtig til at skrive om meget svaere ting… Jeg havde alletiders far, som jeg mistede for 10 aar siden, desvaerre. Saa jeg kender slet ikke de foeelser som du beskriver. Men du goer det saa flot. Utroligt!
    Rikke

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Så fint skrevet smukke ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Det rører… Og sætter ord på følelser man troede glemt. Modigt indlæg. Tak for det! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sabina

    Åh hvor jeg kender det. Specielt det med morfar-delen…..

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lyden af en pressefase.