Når man ikke elsker at være mor…

…kan man vælge at være underlagt et stigma og holde sine forbudte tanker for sig selv eller man kan, som bloggeren, Miss Jeanett, skrive et indlæg om sine følelser, om når man ikke elsker at være mor, dele ud og være med til at rykke ved nogle taburiserede fordomme.

På trods af, at sidstnævnte er kærkomment hos alle dem, der sidder derude med de samme følelser, er det ikke omkostningfrit.. for der sidder også nogle derude, for hvem den slags følelser er så forbudte og farlige, at udmelderen skal bekriges og anfægtes på sin kærlighed for sit barn..

Og så er det igen at jeg får lyst til at tænke lidt over, hvad det er der sker derinde under huden på dem, der bliver gale…

Hvad er det mon de hører, når Jeanett siger, hun ikke elsker at være mor? Hører de, hvad hun siger eller hvad de selv føler?

For mit vedkommende er det ikke svært at gennemskue, at Jeanett kun kan sige disse ord, fordi hun selv er 100% afklaret om, at det ikke er barnet, men kun moderrollen hun ikke elsker.

Og er det ikke okay?

Behøver vi alle føle et kald blive født sammen med barnet? Behøver det være lykken at have fået barn?

Behøver det være forkert at tale om det?

Personligt er jeg meget lidt lykkelig i min moderrolle flere gange om dagen, flere gange om ugen.

Om morgenen er jeg faktisk ikke i tvivl om, at jeg ville være et noget lykkeligere menneske, hvis jeg IKKE havde børn! Mange gange ved spisetid eller putning kunne jeg også finde mange andre ting, der ville gøre mig noget mere lykkelig end det faktum, at jeg er mor. Og har det hele gået allerhelvedes meget op i allerhelvedes mange børn i alderhelvedes langt tid, så kan jeg i den grad føle min lykkefølelse ligge på et (allerhelvedes) meget lille sted.. som jeg før har sagt, er jeg generelt ikke specielt børnevenlig efter klokken 20!

Moderlykkefølelsen er for mig ikke nødvendigvis en konstant. Eller lykke-rusen er i hvert fald ikke!

Det er de små stjernestunder, der tæller. Små peaks af max lykke. Hvor det hele giver mening og sletter alt det hårde.. alt sliddet og slæbet. Alle konflikter og sure miner -forsvinder i stjerneskud af stunder, hvor alt går op i en højere enhed og det bobler i maven af kærlighed for de(t) b@rn, man altid har elsket og altid ville gøre alt for, men som man måske ikke altid nyder at gøre alt for…

Og her finder jeg faktisk et nøglehul i forældreskabs-lykke.

For begrebet “gøre alt for” rummer efter min mening koden til ligevægt i lykkefølelsen. For hvis vi vitterligt gør ALT for vores børn, så bliver der hurtigt solgt godt ud på den ene side af vægten..

Hvis moderskabsfølelsen er fastlåst på, at vi vil gøre alt for vores børn .. så kan det blive forbudt ikke at være lykkelig, imens vi gør det. Og hvis vi skal være lykkelige hele tiden, så skal vi lyve.. for os selv og for børnene.. og så bliver det ligepludselig et nederlag, når ikke vi hygger os. Når der ikke er hjemmebagte boller, et pænt hjem, overskud til smil og bløde ord, velopdragne glade børn, og en mor og en far der elsker hinanden, overskud til traditioner og alt det andet, som alle de andre er så gode til.. så er der virkelig ikke langt fra lykke til ulykke, for sådan er virkeligheden jo ikke.. Det erfarer man, vitterligt meget hurtigt, efter et barn er landet i ens liv og bringer kaos i alt ordenen.

Kærlighed er også at sige fra. At passe på sig selv. At være ærlig overfor sig selv og sine børn og skabe plads til, at lykken kan komme fra andet end moderskabet i sit liv. Man må tanke op, før man kan dele ud og ikke alle bliver tanket op af moderskabet i sig selv.

Hvis vi vender vores børn til, at man godt kan have modsatrettede følelser uden, at det er forkert, uden at kærligheden forsvinder, så vil det blive nemmere for os alle, både børn og voksne at leve med de udfordringer, der kommer i familielivet. Vi skal jo ikke kun være solskinsforældre. Jo friere vi kan tale om det svære, des mere ægte vil kærligheden føles.

Man må sgu også godt være lidt træt af sit moderskab, når man sidder en fredag aften og sorterer sokker, imens veninderne er ude og drikke vin i de høje hæle..

Grundfølelsen er kærlighed..! Den kan man ikke tage fra Jeanett eller mig eller nogen anden, der udtaler, at de elsker deres børn og aldrig ville leve uden dem, men at de ikke nødvendigvis elsker at være mor..

 

 

 

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'