Når man ikke elsker at være mor...

Ammemandag.. Bedre held anden gang? #minammekamp

rio og fili

Jeg gik igennem helvede med min første ammeopstart.. Det var en forfærdelig kamp.. men det havde været det… værd..? – et udtryk der faktisk er lidt svært at få over læberne, da jeg kan mærke, at smerten stadig sidder i mig.. Både fødslen og ammeopstarten havde været et ordentlig drag over nakken.. og så er det lidt svært at sige, at det var det hele værd. Men da først det kørte, var jeg i hvert fald lykkelig for at kunne amme mit barn og lykkelig for, at det blev så nemt og smertefrit.

Jeg havde sejret, men jeg havde måske lidt lidt store tab.. Min datters far havde set det hele fra sidelinien og jeg husker, at han spurgte mig, om jeg virkelig var parat til at gå det igennem igen, da vi overvejede at lave nr 2.  Han mente nok, at det havde været mere humant at smide håndklædet i ringen tidligere. Men sejren var det eneste, der forhindrede det totale nederlag for mig så.. ja det havde været kampen værd!

Jeg havde ammet mit barn til 13 mdr og jeg var pisse stolt af det!

Og nu vidste jeg jo, at jeg kunne…! faktisk havde jeg fuldammet til hun var over 9 mdr, da Filippa var sådan en af den slags babyer, der helt sprang grød stadiet over.. det var hendes liv sgu for kort til! Hun ville have kød! Og smag! Og så ville hun ellers selv styre det.. Det var Baby Led Weaning før jeg overhovedet kendte til begrebet..

Men tilbage til tankerne om 2.gang.. Selvom om jeg vidste jeg ku.. så sad frygten der alligevel og nagede.. for tænk hvis jeg skulle det samme igennem igen.. Brystbetændelser og sorte brystvorter af sårskorper -føj! Det er så skide ubarmhjertigt, at det skal være så svært at gøre det naturen har ønsket og formet os til..

Jeg kunne mærke, at mine grænser havde rykket sig.. Jeg ville ikke gå det samme igennem en gang til. Så hellere give flaske..! Sidst havde jeg svoret fra aflastningssut og flaske i frygt for, at baby skulle blive forvirret og amningen gå fløjten af den årsag.. Set retrospektivt vidste jeg nu, at min datter ville have suttet på hvad som helst, uafbrudt, for at få stilnet sit tryghedsbehov efter den hårde fødsel og måske også min usikkerhed i graviditeten.. Måske havde det ikke været så farligt at hjælpe os lidt fra start med diverse remedier, så klog af skade skulle det i hvert fald ikke nægtes denne gang.

Vi blev enige om, at det måtte være mere op til baby og ammeguderne om det skulle lykkes. Og valgte han flasken frem for mig… so be it…

Så det var udgangspunktet.. Jeg havde successen at læne mig op af.. viden om at mine bryster ku! Og så kunne man jo bare håbe, at mine bryster havde hærdet sig og det ville være nemmere 2.gang..

Men det var det ikk!

Godnat og sov godt…

Seriøst!

Han havde været født i ca 15 min før den første vabel på mine små lyserøde vorter viste sig.. Jeg var grædefærdig! Men vidste nu, at jeg skulle passe mere på mig selv. Filippa havde suttet i et væk! Og nær suttet vorterne af mig.. det får man jo ikke ligefrem mælk af, så denne gang passede vi mere på mig.

Jeg fødte min søn i Hong Kong, så vi var på et offentligt hospital, hvor de ønskede, at han blev overvåget det første døgn. Jeg havde fået morfin 20 min inden jeg fødte ham… ( af uransagelige årsager som I får en anden gang) så jeg indvilgede i, at han tog en nat på børneafdelingen. Her havde de givet ham erstatning… Hvilket hans lille fine økosystem ikke kunne tåle.. så det var en kvalm bebs med begyndende udslæt på kinderne jeg fik tilbage næste dag. Her gik min grænse. Jeg forkastede deres tilbud om mere flaske og græd mig igennem amningerne allerede på anden dagen..

Det tegnede ikke godt..!

Jeg husker en bestemt jordemoder, som en frelsende engel, da hun kom med en lille kop med lidt sterilt vand i .. hun hjalp mig med at udpresse 15! små dråber råmælk ned i det lille glas med vand, som han slubrede i sig og så gik han omkuld og sov 5 timer i streg! I de fem timer fik jeg dog ikke ro, da stuens 8 andre nyfødte græd på skift.. og kinesere har en irriterende tendens til at “trøste” deres børn, ved at klappe dem på maven ( i vuggen) og “ååååhhhhåååhåhhh” med på lyden… Hvad sker der for det?? Kurer gråd med larm? For så bliver baby så dejlig tryg???? Efter et par timer rejste jeg mig op – gik ud og bøvsede et par af babyerne og lagde dem svøbte til ro i vuggerne. Så var der ro, men jeg kunne stadig ikke sove..

Næste dag udskrev jeg mig selv og mit barn, imod lægernes vilje… Jeg skulle signere en erklæring om, at jeg selv var ansvarlig for barnets eventuelle mistrivsel.. Velvidende, at der ikke var en sundhedsplejerske i vente, tog jeg min baby og gik. Hvis den her amning skulle lykkes, var hospitalets setting ikke stedet!

Hjemme igen gik vi i ammelejr.. Vi havde arrangeret en hjælper til at komme hver morgen 2 timer og rydde op og aflaste os med at forberede mad. Børnenes far stod troligt hver morgen og lavede havregrød med bær og banan og et stort glas tranebærjuice.

Jeg skulle spise, hvile og amme!

Mælken kom på 3.dagen -uden ballade!

Brystspændingerne var ikke horrible, som første gang. Det var som om mælken løb friere og bedre denne gang. Bassen var stor og tog godt ved, så jeg nåede aldrig at få “engorgement” et fantastisk ord for bryster, der er så spændte, at baby ikke kan svøbe om vorten, som er fladet helt ud af trykket indefra.

Men sår.. det havde jeg! Og jeg begyndte at være udsolgt på smertesiden.. Jeg sad før hver amning og varmede mine bryster op med små kemiske varmepuder, som spredte varme, når man knækkede en mønt i siliconepuden. Jeg havde også en varmeblæser foran mig. Al varmen hjalp! Jeg havde ammeskaller som opsamlede afløbsmælk fra modsatte bryst, imens jeg ammede fra det ene. På den måde kunne jeg supplere med eftermad uden påvirkning af vorten.. Det hjalp også…

Men på 5 . dagen var jeg mør…

Det var nat.

Han var sulten.

Jeg kunne ikke mere.. Sendte faderen i byen efter erstatning. Der var lukket! Ringede grædende til min tyske veninde, Nina, der havde født 4 mdr tidligere. Klokken var 1 om natten. “I can not do this any more” græd jeg.. “I give op”…

Heidi! Du har gjort alt du kunne svarede hun… det er okay at give op nu.. Jeg hulkede..! Let go honey fortsatte hun.. I can not watch you go through this pain any more.. it´s too much! Jeg husker ordene endnu.

Jeg græd mig igennem resten af samtalen, imens hun fandt noget erstatning frem og sendte det med en taxa hjem til os.

Herfra gik jeg igang med at pumpe for at aflaste mine vorter. Hver flaske skar mig i hjertet, men det var trods alt bedre, når det var min egen mælk.

Jeg blev god til at pumpe! Noget der aldrig var lykkedes med min første amning.

Det føltes godt at se mælken!

Jeg forenede mig med risikoen for nippleconfusion, sutteforvirring og for, at han ville vælge det hurtige tilløb fra flasken over mig. Vi samarbejdede herfra.. Mig og min dreng. Han var så samarbejdsvillig og der var ingen tvivl om, at han bedst kunne lide -og tåle, min mælk. (senere kom refluksen og forståelsen hvorfor).

På dag 10 var vi igennem..!

Bum.

Vi kunne lægge flasker og erstatning på hylden og bortset fra lidt latch on smerte, var brystvorterne næsten helede og jeg kunne amme frit.

Det var en lettelse!

Vi nåede at have 4 gode dage inden bøvserne begyndte at lyde voldsommere og voldsommere. Han var altid god for en prut eller 20! Og så stønnede og asede og masede han, hvis ikke han pludselig skreg af smerte…

6 uger gammel kom dommen.

Lactoseintolerance og refluks!

Så startede vores kamp for alvor…

For nu var det barnet, der havde smerter!

Jeg fik lactase enzym dråber fra lægen, colief, hed de. De skulle i udmalket mælk og gives inden hver amning.

Han skreg, når han var sulten, så skreg han over, at mælken var for lang tid om at komme, så skreg han fordi den kom for hurtigt, så skreg han, fordi han fik bøvs på tværs, så skreg han fordi han ville tilbage til brystet og så skreg han ellers bare fordi..!

Jeg følte mig som jordens dårligste mor! Og amning blev først der for alvor ambivalent.. -for var det mon bedre at lade være? Jeg var sikker på, at det var den første erstatningsflaske, han havde fået på hospitalet, der havde provokeret hans intolerance. Skulle jeg så forsøge med noget uden laktose?

Jeg var så meget i tvivl… og han fortalte mig hele tiden, at jeg ikke gjorde det rigtige..

Det var sindssygt hårdt at gå fra at have følt sig som en skide god mor til den første, til at have et barn jeg ikke kunne læse. Min datter havde givet udtryk for sine behov og jeg havde opfyldt dem. Done deal. Det kørte bare. Min søn… Han anede ikke en gang selv, hvad der ville hjælpe.. han var bare gal! Gal på smerten og på alle os omkring ham.

Jeg forsøgte alt muligt. Læste alt jeg kunne komme i nærheden af. Intet hjalp.

Indtil en dag, hvor jeg begyndte at amme ham oftere og mere ensidigt. Endelig fik han ro! Han ammede først og reagerede som altid. Men anden og tredie amning fra samme bryst var vellykkede og tilfredsstillende for os begge. Han blev ammet ca hver halve time og så skiftede jeg bryst ca hver 3. time. Ved 3. amning faldt han gerne i søvn og fik endelig rolig søvn uden gas. Sov gode lure og trivedes langt bedre.

Hans vægt fra start var 4250 og han lå i top 3 percentilen hele tiden. My BIG BOY som alle kaldte ham.

Han lignede aldrig et spædbarn..

rio

Jeg kunne holde ham i trivsel med min styrede amning og vi fik en gladere dreng ud af det.

Da han var 6 mdr suplerede jeg med en aftenflaske og stoppede natamning. Det var et nødvendigt onde på vejen til bedre søvn. Han led forfærdeligt om natten og havde 10-15 opvågninger, hvis hans mave ikke fik ro. Men det betød, at han mistede interessen for amning, da han var 7,5 mdr. Sikkert fordi udbuddet var for lavt til at tilfredsstille ham.

Vi havde været stoppet i 14 dage, da han fik en betændelsestilstand i øret, dykkerøre. Det var så smertefuldt for ham, at han begyndte at amme igen. Jeg troede de var tomme, men han ammede mig helt op og stoppede så selv lige før han blev 9 mdr.

Jeg er sikker på at vi havde haft et meget forpint kolik-agtigt barn, hvis ikke jeg havde fundet vejen med colief og blokamning, så det var kampen værd!

 

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når man ikke elsker at være mor...