Ammemandag.. Bedre held anden gang? #minammekamp

Når skilsmissen bliver så god, at den er dårlig…

Skærmbillede 2016-06-21 kl. 10.54.44 PM

Den gode skilsmisse findes den?

Der er ingen tvivl om at det er hårdt at blive skilt. At give slip i den kærlighed, der engang var. I drømmene om, hvordan det skulle være og accepten af hvordan det blev. Det er rædselsfuldt at se fallitten i øjnene og erkende, at man ikke lykkedes. Man blev jo ikke gift for sjovt! De fleste gik vel nok ind i ægteskabet med intentionen om at ære og elske for altid. Men sådan ender det jo alligevel efterhånden sjældent.. Statistikkerne fortæller os, at der er rigtig mange, der må se deres gode intentioner og løfter gå op i røg.. Og så er skilsmissen pludselig en realitet og man finder sig selv i en brudt familie med en helt ny og udfordrende dagsorden.

Man behøver egentlig ikke have været gift for at opleve at blive skilt.. De fleste børnefamilier, der går i opløsning, vil føle bruddet i en eller anden form, som en skilsmisse, ligemeget om der har været ring på fingeren eller papir på forholdet..

Ikke mindst børnene!

Hvis vi som voksne synes, det er hårdt at blive skilt.. på papir eller ej, så kan vi vist godt doble det op set i børnehøjde…

Og for børnene gør vi meget! -Os skilsmisseforældre…!

Om bruddet var enigt eller uenigt, så er der een ting rigtig mange gerne vil blive enige om og det er, at vi som udgangspunkt vil forsøge at skåne vores børn for de voksnes fejl..

At det så ikke altid lykkes er en anden snak.

MEN!

i den gode skilsmisse …

Skal vi være venner!

Og vi skal deles pænt om børnene!

Og vi skal skåne dem..

Så i motivet at skåne børnene mest muligt, så bliver vi så gode venner at..

Den gode skilsmisse kommer over hvad der er godt for børnene.

-Og så går det lidt af det gode…

Vi deler måske børnene lige… altså helt og aldeles fair – fifty -fifty, lige meget tid hos mor og far. Så er der også mest mulighed for, at mor og far kan blive ved med at være venner.

For ingen snydes.

I den gode skilsmisse hjælper vi måske også lige hinanden lidt mere.. tager over for hinanden nogle dage midt på ugen, fordi det lige er belejligt for de voksne. Så behøver man jo ikke rykke møder eller rejser eller den slags.

Barnet kommer jo bare lige over til mor et par dage ekstra eller mindre, det er da fint eller er det? Hvordan forholder lille Viggo sig til aldrig helt at vide, hvor han bor, hvor længe og hos hvem..? Bliver Ella måske så rodløs, at hun stopper med at forholde sig til noget som helst? Har Buster egentlig reel mulighed for at lave legeaftaler eller fordybe sig i udviklende alene-leg derhjemme, hvis han hele tiden skal omstille sig? Er det så ikke nærmest kun Ipaden, der er en konstant og til at regne med til hurtig velvære og flugt fra al det svære?

I den gode skilsmisse lader vi måske også være med at tage ting op, der kunne give anledning til konflikt.. det er jo bedre, at man er venner end.. Men glemmer vi ikke hvordan det egentlig var i parforholdet? Gav man ikke der hinanden lidt parental- feedback?

“Det du gjorde der var måske ikke lige det smarteste skat, sådan set udefra uden følelserne uden på huden”.. Eller skændes vi ikke i parforholdet ind i mellem, spejler hinanden og skærper til, “det er altså ikke godt nok, at du aldrig siger fra og er konsekvent”.. diskuterer hvad der er godt forældreskab og what is not? “kunne du ikke prøve at være mere tydelig i dine forventninger til ham” Er det ikke en del af forældrerollen i kernefamilien? Og har det ikke nogle værdier i sig overfor barnet?

I den (gode) skilte familie, undlader vi måske at sige til hinanden, at det der med hele tiden at skippe fodbold i regnvejr holder sgu ikke. Det undlades af respekt for det gode forhold, men også for ikke at skulle høre på lignende bebrejdelser den modsatte vej.. For vi ved jo godt, at vi også selv er begyndt at slække på vores forældreprincipper.

Enten har vi så dårlig samvittighed over kun at have vores børn halv tid, at vi overkompenserer eller også har vi vendt os så meget til friheden, at vi helt glemmer, at der altså ikke er noget, der hedder børnefri-uge, når man er forælder.

Skilsmissen kan blive så “GOD” at man begynder at se fordelene ved at være skilt. Det er jo noget nemmere at være den GODE forælder, når man ikke er på non stop, men kan holde “børnefri” hver anden uge, arbejde igennem, gøre rent og købe ind og være på forkant til børneugen, hvor vi rigtig skal hygge os..

Vi glemmer bare lige, at INGEN mennesker hygger sig hele tiden og at børn rent faktisk overhovedet ikke har godt af at hygge sig hele tiden..

Vi frarøver dem udviklingen af deres følelsesliv, når de aldrig mærker de såkaldte negative følelser og deres egne reaktioner derpå.

Børn skal med ned i supermarkedet og være en del af hverdagen.. konfliktsituationer skal gennemleves. Det skal være røv og nøgler at være barn ind i mellem.

De skal kede sig! De skal have pligter. Lektier skal laves. De skal deltage i hjemmets husholdning. For de skal føle sig som en del af teamet! Sammen skal vi få det her hjem til at spille! De skal stritte imod, forhandle, plage og undvige og opdage, at der ikke er nogen vej uden om.

Det skal også være af helvede til at være mor eller far ind i mellem.

De skal se mor og far blive skide sure. Og de skal se hvordan vi alle bliver gode venner igen. Hvordan vi raser, griner, bliver skuffede, sure, stressede og bliver gode igen. Hvordan vi tilgiver. Finder ro i kaos.

De skal opleve at være hjemme -også på ubelejlige dage.. altså der hvor lejligheden skal pakkes ned til flytning eller rengøres til udlejning. Der nytter det ikke noget, at de bare bliver sendt over til den anden forælder for ikke at være i vejen og fordi det er nemmere.

Livet er jo ikke kun nemt.

Nogen gange skal de også mærke at blive underrangeret..  far skal ikke altid være til rådighed 24-7 fordi de lige er der i denne uge..  så er det sundere, at de ser far prioritere en træning eller en aften med vennerne på trods af de højhellige børnedage. Og de skal se, at han har det godt med at gøre det. For det skaber tryghed. Når de ser mor vælge sig selv og gå ud og lege med SINE venner lærer de, at de er også er det samme værd. At de kan prioritere sig selv og stadig balancere et følelsesliv med kærlige relationer.

Og balance er lige netop det jeg vil frem til.

Den gode skilsmisse eksisterer nemlig ikke, hvis ikke vi kan balancere både det positive og det negative samspil. Vi skal turde spejle hinanden og se os selv i øjnene. Turde italesætte og analysere samværsordningen ud fra barnets vinkel. Sætte os ud over vores egne behov og give barnet plads og mod til at italesætte sine.

Parforholdet var ikke uden konflikter og det bør x-forholdet heller ikke være. For så stopper vi med at udvikle os som forældre. Men vi kan vælge at være GODE til at håndtere samarbejdet voksent.

Og så kan skilsmissen rent faktisk være god nok!

Vil du læse mere om, hvad jeg mener om lidt af hvert, så tjek evt disse indlæg ud.

Fra Curlingforælder til Refuserforælder

Hvorfor er forældre så bange for at skære igennem

En pause fra risiko samfundet

Når usikkerhed sætter begrænsninger

Nogen gange er man bare en ikke særlig god -god mor

Jeg har haft en drøm af en lortedag

Om ikke at elske at være mor

kvinde kend din kusse

Kvinder der går for lidt med pik

FullSizeRender

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

   

1 kommentar

  • Sarah

    Tak for et fantastisk indlæg! Det gav virkelig stof til eftertanke! Det er jo så rigtigt, hvad du skriver 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ammemandag.. Bedre held anden gang? #minammekamp