Når skilsmissen bliver så god, at den er dårlig...

Sankt Hans (U)hyggesnak med min store pige ❤️

Skærmbillede 2016-06-24 kl. 12.25.07 AM

Vi har været til en skøn kandidatfest hos min veninde Cathrine her til aften. Vi fik fejret hendes afhandling til et 12-tal -med BBQ  i haven og fri leg blandt ungerne imens de voksne catchede up.

Elsker den slags hygge! Når børn og voksne giver hinanden plads og kræver deres egen tid..

Nova var rimelig velkørende og sandkassen var vores redning til rent faktisk at nå at sidde ved bordet på samme tid for en stund -som blev forlænget af de to store, der på skift fik en sitter-tjans af 10 min.

Vi tog hjem, da Nova gav tegn på at have fået nok. Men som altid fik hun lige en second wind over trætheden, samtidig med at vi parkerede bilen i regnen. I radioen spillede et fedt Pop nummer på NOVA FM -hvilket ledte til en lille fælles regndans af den slags, der giver familieeufori..

Det er en skøn familie vi har.

Det hele går lidt hurtigt ind i mellem, men jeg elsker når en tilfældig fælles stemning får os til at stoppe op og droppe rollerne, være i nuet og mærke taknemmeligheden for det vi har sammen.

Den fortsatte da vi kom hjem. Nova ville putte med drengene, men fandt selvfølgelig ikke ro, så Peter lagde sig med hende.

Da min store pige kom for at sige godnat spurgte jeg om hun havde lyst til at jeg flettede hendes hår. Hun sagde ja med det samme..  Jeg sagde det var en lille test for at se om hun stadig var min lille pige.. Og hun smilede på den der måde, hvor jeg kan se, at hun føler sig elsket..

Den intime stund med fletningen af hendes hår skabte grobund for en dyb samtale. Store tanker blev vendt om først venskaber og modenhed og hendes skolegang og jeg følte mig så taknemmelig for at blive lukket ind i hendes følelsesliv.

Min store pige..

Med kærlighedsfølelsen kommer også ofte stikken i mit hjerte af smerte ved tanken om at tiden går eller at den aldrig kommer tilbage.. Eller hvis der skete noget der ville flænge vores liv.

Hun skal snart på koloni og jeg sagde hun skulle passe på sig selv.

Jeg spurgte om hun nogensinde havde gjort sig tanker om hvordan hun ville reagere, hvis hun stod i en katastrofesituation.

Hvilken?

Hvad ville du gøre hvis der skete noget med en af dine venner? Feks hvis en skar sig og fik et voldsomt blødende sår? Hvis en var ved at drukne? Hvis det brændte? Eller hvis en fremmed ville til at trække en væk? Vi talte lidt om at komme fra chokket over til reaktionen og hvordan man kunne stoppe en blødning og lægge en i sideleje og hvordan mennesker reagerede, hvis man skreg og hvad man skulle skrige for at få hjælp.

Det blev en ret god snak, men den lille store pige var jo også træt og blev lidt følelsesmæssigt overvældet ved de store emner og tanken om den uhyggelige dame som hun stadig ikke har glemt..

Så blev det en snak om døden og hun fortalte, at hun huskede gamle Lollo oldefars Præste-skrift

“Frygt ikke, Tro kun”

som hjalp hende når hun blev bange.

Det er også en sætning der taler til mig på mange plan.

Jeg fortalte at jeg ikke var bange for døden, at jeg tror døden er smuk og forløsende og slet ikke skræmmende, men at det er hårdere for de efterladte at leve med savnet. Men så er det godt, at man er mange i en familie og vennekreds, der kan lade mindet leve videre.

Fra døden gik snakken videre til livet -om at leve det man har. Ikke være bange for 8. Klasse og præstationer. At livet ikke gælder om at være perfekt. At man lærer hele livet og ikke skal have så travlt. Bare leve frit og i harmoni med sig selv og sine omgivelser.

Men hvordan skal jeg nogensinde blive sådan en god mor som dig snøftede hun og hev sig ind til mig.

Og så kom snakken til fødsel..

Min bestemte datter som aldrig vil tale om at blive voksen brød ud, at hun glædede sig til at hun en dag skulle føde..  …det kom helt bag på mig!

Og andre synes det er ulækkert mor.. Men det forstår jeg slet ikke.. Nej men du har jo også set en fødsel skat.. Og først ville du jo heller ikke være med..

Jeg var bange for at jeg ville blive skræmt.. Men jeg kom ind og så dig føde Nova og det var slet ikke skræmmende ..

Bare stort!

og stort det er det..

At føde, leve, elske og snakke med sin store datter om det hele -uden frygt.. men med tillid og tiltro til samtalen, stunden og hinanden..

For altid i mit hjerte <3

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når skilsmissen bliver så god, at den er dårlig...