Ammeforberedelse er ligeså vigtigt som fødselsforberedelse. 25 ammeråd til nybegynderen.

a4-886A6883(1920x1280)-sh

Det er rigtigt svært at se ud over den bakketop af en fødsel, som for de flestes vedkommende er det største fokus under graviditeten og derfor er ammebesvær ofte noget, der kommer bag på nybagte forældre.

Hvor fødslen har en ende indenfor en overskuelig tidsramme, har amme-etablering, for nogle kvinders vedkommende, langt længere forløb og kan være både fysisk og psykisk udfordrende til et punkt, hvor mange giver op. Med uforløste forventninger, smerter og nederlagsfølelser til følge.

Det kan gøre ondt at amme.. Det kan gøre rigtig ondt! Det er mærkeligt at tænke på, at noget, der er så vigtigt og rigtigt og naturligt.. kan gøre så ondt og føles så forkert.

Det burde naturen have gjort bedre!

Andre kvinder ammer bare… sådan er livet så ulige.. nogle kommer nemmere til ting end andre.. nogle får de gode ammebryster og ammebabyer og andre gør ikke..

Men alt er ikke kun afgjort fra naturens side.

Mange kvinder kommer igennem deres ammeopstartsbesvær, med den rigtige ammeforståelse, god rådgivning og med en god portion vilje.

 

Mine råd til dig, der gerne vil forberede dig på amning er

  1. Sæt dig ind i amning som du forbereder dig på fødslen.
  2. Positive forventninger er vigtige men det er også godt at være forberedt, hvis det går hen og bliver svært. Det er en balancegang.
  3. Forventningsafstem med din partner. Amning er et fuldtidsjob 8 timer i døgnet i starten -og det er dit eneste job indtil din mælkeproduktion er på plads og du har overskud til andet.
  4. Sørg for gode omstændigheder for din ammeopstart ved at værne om jeres lille familie.
  5. Hav ikke for mange besøgende, babyer sover, når der er besøg og afreagerer stimulien, når gæsterne er gået.
  6. Babyer græder ved brystet. Det er et instinkt for at skabe tilknytning og nedløb. ikke skæld ud. Så hav tillid til dit barn og dig selv indtil I får styr på teknikken.
  7. Sov når baby sover, ens viljestyrke og smertetærskel er bare højere, når man får sovet.
  8. Spis morgenmad før klokken 8, og sørg for at få dine måltider. Gerne en muslibar til natamningen.
  9. Drik rigeligt i løbet af dagen. Hav en vandflaske ved sengen om natten.
  10. Lad baby amme fra begge bryster minimum 20-45 min minimum 8 gange i døgnet, gerne længere hvis baby ønsker og dine vorter kan holde til det.
  11. Babyer holder pauser ved brystet for at samle kræfter og vente på nyt nedløb eller produktion. Misforstå ikke dette til søvn eller færdig amning. Sålænge baby holder vakum er amningen igang.
  12. Babys mavesæk er ikke større end en valnød, selvom du måske kun kan pumpe 5-10 ml så kan det være rigeligt til at starte med.
  13. Ellers sørg for at dine brystvorter får ro ved at trøste dit barn på anden vis, evt hos far.
  14. Balancer dit ammeønske op imod din formåen. Kan dine brystvorter ikke følge med i starten kan det være nødvendigt at aflaste med ammebrikker, sut eller flaske. Forsag ikke hjælpemidlerne – hvis det er dem, der kan redde din amning.
  15. Avent ammeskaller er guld værd til opsamling fra det modsatte bryst end det du ammer fra -så kan du eftermade fra skallen som en kop bagefter. Nogle gange er det lige det ekstra der mætter baby.
  16. Brystpumpen kan være god at have til at tage det værste tryk i starten, så baby bedre kan få fat og ikke skal arbejde for længe for at få dit nedløb.
  17. Sutten giver en anden sutteteknik, som i sidste ende kan belaste dine vorter yderligere, men omvendt kan det være nødvendigt, hvis dit barn er meget oralt og har behov for at trøstesutte.. I så fald så spring de små sutter over og køb en stor 3-6 mdr sut som kan nå dybere ind i ganen ligesom brystet.
  18. Flaske-madning kan gøres langsomt, så baby ikke bliver vænnet til et hurtigt flow. Har du brug for at aflaste med flaske, så tjek youtube for at efterligne brystets flow.
  19. Når mælken er løbet til skal brysterne have lov at spænde op, men også blive bløde igen. Bryster er bløde efter en amning, hvis de ikke bliver det kan det være nødvendigt at malke lidt ud for at undgå knuder og brystbetændelse.
  20. Efter mælken er løbet til skal baby tilbydes samme bryst til dette føles helt tomt. Evt med en bøvseperiode imellem. Skift kun over hvis du skal stimulere din produktion op.
  21. Ligger baby og hakker efter brystet som en spætte, -sutter og slipper igen og igen – er det nok et tegn på, at der sidder en bøvs på tværs og baby ikke kan danne vacum. Bøvs baby og læg til samme bryst. Hvis baby bliver gal er brystet nok tomt og det er tegn til, at baby ønsker at optimere din produktion.
  22. Skift gerne mange gange ved lav produktion, da hvert nedløb giver en lille portion i modsatte bryst.
  23. Ved overproduktion, gylp og gentagne brystbetændelser er blokamning fra samme side gentagne gange en hjælp til at nedsætte produktionen.
  24. Husk at mælken ændrer sig ved 2 uger og der kommer mere bøvs, mavekneb og gråd. Vær opmærksom på om baby har brug for at blive lagt til samme bryst efter bøvs eller kort lur.
  25. 2 og 3 mdr er mælkeoptimeringstid. Der er ikke noget en god omgang hud mod hud ammelejr i sengen ikke kan klare.

Amme-etablering kan snildt tage op til 5 uger før det bliver smertefrit og forløber nemt og ubesværet. Men det er det værd, når først det kører og du kan amme uden at tænke over det og aldrig behøver at overveje, om maden har den rette temperatur, mængde eller næringsværdi. For ikke at tale om den helt unikke kontakt og taknemmelighed du vil opleve, når din baby får sig en mælkehigh og smiler smørret og kærligt til sin mor.

<3

Jeg selv kæmpede 5 lange uger med min første amning  og endte med at amme i 13 mdr.

Anden gang tog det kun 2 uger med min anden ammeopstart som holdt i 8 mdr.

Min yngste datter på 20 mdr ammer stadig, selvom jeg var ved at smide håndklædet i ringen, da vi gik ind i 3. uges ammesmerter.

Det er paradoksalt og sætter tingene lidt i perspektiv, at jeg som selv er ammerådgiver og trods alt har egen erfaring, stadig måtte kæmpe hårdt og gik mange smerter igennem gang efter gang..

Alle gange kom jeg igennem på viljen.

Meyermor kan du finde flere indlæg med gode råd til amning og flere beretninger om læsernes egne Ammekampe.

her er et par populære indlæg.

Når suttebrikken sutter

Ressourceamning

Sure bebser og bryster

Jeg har også oprettet en Facebook side til fri deling af ammeberetninger, så mødre kan læse om andres vej til ammeetablering og finde råd, styrke og motivation til deres egen kamp.

Facebook siden : Min Ammekamp

Du er velkommen til at følge med på bloggen og sende forslag og ideer til emner du gerne vil have taget op.

Mange hilsner

Jordemoder Heidi Meyer Vallentin

 

Skærmbillede 2016-06-02 kl. 2.57.59 PM

 

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min arbejdsglæde sidder i venteværelset… og min lønseddel griner af mit slid.. hvor tror du jeg er om 5 år?