Ammeforberedelse er ligeså vigtigt som fødselsforberedelse. 25 ammeråd til nybegynderen.

En Meyerføder fortæller om vores fantastiske fødsel

Skærmbillede 2016-08-13 kl. 9.03.35 AM

Det var bare Michala, Benjamin, Calvin og mig på den stue.. En fødsel jeg aldrig glemmer. Vores teamwork med fødselsmekanismen og den skjulte medspiller Oxytocin gik op i en højere enhed og ud over at være deres midwife – the middelwife – kvinden imellem- dem og mødet med deres lille ny kærlighed Calvin, fik jeg også æren af at forevige det med smukke billeder og nu har Michala sendt mig sin beretning om vores fødsel, som jeg må dele med jer..

Jeg er i sandhed en stolt jordemoder! Stolt over Michala’s styrke og udvikling gennem fødslen, stolt over Benjamin’s fuldstændig naturlige fødeomsorg og hvordan han bar sin kvinde gennem veerne, og stolt over Calvin, der kom så fint og stærkt til verden.

Her blev ikke bare født et barn, men en mor og en far..

-og en stærk familie <3

Tag godt imod lille Calvin.

—-

Min Fødselsberetning – Calvin – 06.07.2016

Tirsdag morgen den 5. Juli 2016 ca lidt i 9, møder vi ind på Herlevs fødemodtagelse så jeg kan blive sat i gang. Jeg ved ikke hvor åben jeg er, og om det er muligt at blive sat i gang uden at få piller. Jeg vidste at hvis jeg kun kunne blive sat i gang med piller, ville jeg vælge oral-pillerne angusta, da jeg har læst at de er mildere end stikpillerne og derfor ikke giver kroppen ligeså stort et chok og efterfølgende kraftige og dumme veer. Vi venter ret længe (føler jeg) måske 30-40 minutter. Jeg er træt og utålmodig og bæller iskoldt vand fra en bakke der står i gangen. I den gang vi skal vente er der ingen stole, så vi står op i al ventetiden, føler mine ben er ved at falde af og min lænd gør skide ondt. En sød jordemoder kommer og kalder os ind i et lille rum med en seng, to stole og lidt hospitals-udstyr. Jeg skal ligge på sengen i yderlige 30-40 minutter for at få kørt CTG så de kan måle babys hjerterytme og mine plukveer. Imens spiser jeg oreos og håber at jeg får en masse gode plukveer så jordemoderen tænker ”klar krop, vi kan godt sætte i gang uden piller” og alligevel ved jeg godt det ikke er sådan det fungerer. Jeg har sjovt nok også usædvanlig få plukveer på de 30-40 minutter – typisk. Efter dette mærker jordemoderen mig indvendigt og vurderer at jeg kun er små 1 cm åben og stadig har 2 cm livmoderhals tilbage – så hun synes ikke det lader til at være en god ide at prøve at tage vandet, og jeg vil ikke have endnu en hindeløsning. Hun fortæller derfor om de angusta piller jeg havde læst så meget om forinden. Jeg takker pænt ja tak. Hun kommer ind med 2 meget små piller jeg skal sluge med vand. Pillerne skal tages med 3-4 timers mellemrum, så min mor kører os hjem igen. I bilturen får jeg nogle slemme kraftige plukveer, men de går hurtigt væk igen. Vi kommer hjem og der slapper vi af og får pakket de sidste småting i tasken. Vi kommer ud på Herlev igen nogle timer efter, 12.30, og jeg får igen kørt CTG og får to nye piller. Hun mærker mig ikke indvendigt. Jeg har fortsat plukveer, lidt kraftigere end normalt men intet vildt. Efter 2. Omgang er det hjem igen og ligge på sofaen. Får sovet en smule. Vi tager på Herlev igen til 3. Omgang. Klokken er nu 21. Jeg har åbnet mig 2 cm og har nu ca 1,5 livmoderhals tilbage! Lidt fremgang er der. Tak, plukveer. Efter denne omgang spørger de mig om jeg vil have en 4. Og sidste omgang for i dag, det skulle så være kl 24 ca. Jeg overvejer det nøje og min trætte krop og de mange plukveer gør at jeg takker nej – jeg vil gerne have ro og ikke skulle nogle steder resten af aftenen. Samtidig tænker jeg at min krop allerede selv er så småt i gang, så jeg håber den går i gang af sig selv. Vi aftaler at jeg skal komme igen dagen efter, onsdag den 6. Kl 9.45 for at få piller igen. Jeg tænker ikke rigtig over det, jeg vil bare hjem og sove. Vi kører forbi McD på vejen med min mor (som har været trofast chauffør hele dagen).

Vi kommer hjem, trætte men glade og mit hoved er fyldt med tanker. Måske bliver jeg mor inden for det næste døgn. WOW en vild tanke. Under graviditeten har fødslen føltes så tæt på og alligevel så langt væk, men nu sidder jeg og læser min ønskeliste igennem, og i går tastede jeg alle de nærliggende hospitalers telefonnumre ind, i tilfælde af at Herlev var hårdt ramt af babyboom og ikke havde plads. Det virker det til at de har, gudskelov. Vi falder i søvn omkring kl 24 efter et par afsnit af serie og en masse putten i sofaen.

Onsdag morgen klokken 04:02

Jeg vågner af hvad der føles som menstruationssmerter. De er ret slemme, så jeg ligger og mærker dem, men tænker ikke at det kan være veer. Jeg ligger måske i 20 minutter og det føles ret konstant. Smerten bliver dog værre. Jeg skal tisse, så jeg rejser mig op og går ud på badeværelset. I det jeg sætter mig ned får jeg en kraftig smerte og er pludselig ikke i tvivl længere; jeg har veer. Jeg går ikke som sådan i panik, men jo det er da en underlig følelse og lidt ”hvad skal der så ske nu”-agtigt. Af ren instinkt er jeg så begejstret indeni at jeg råber til Benjamin der ligger sovende på sovesofaen ”SKAT! Jeg tror jeg har fået veer”. Det lyder måske panikslagent, men sådan har jeg det ikke. Jeg har egentlig bare ondt og er vildt glad over smerten. Jeg har glædet mig sådan til veerne, og nu er de her! Jeg bemærker hurtigt at de kommer meget hurtigt lige efter hinanden, og når jeg kommer ud fra badeværelset begynder jeg at tage tid på mine veer. De varer i gennemsnit 30-40 sekunder og der er max 2 minutter imellem dem. Jeg tænker tilbage på fødselsforberedelsens hjernenotater og husker at man så småt skal begynde at begive sig mod hospitalet når der er 4-5 minutter imellem – fuck. Skal jeg så føde nu eller hvad????? Jeg kigger på igangsættelses-papiret vi havde fået med fra aftenen inden, og læser ”Ring til fødegangen hvis du får begyndende veer (…)” Og eftersom at jeg nærmest har konstante veer og bruger de korte pauser på at forstå hvad der skal til at ske, ringer Benjamin til fødemodtagelsen for at fortælle om situationen. Vi får at vide at vi skal komme ind om 2 timer, altså klokken 6.30. Det har jeg ikke rigtig nogle kommentarer til. Jeg er for fokuseret på at trække vejret og holde mig rolig og for guds skyld ikke stå på tæer når jeg har veer.

De to timer går hurtigt, jeg rykker mig rundt, prøver at ligge ned men får det endnu værre og får bare ondt af mig selv. Går rundt i vores lille stue og prøver på et tidspunkt at læne mig ind over en af sofahynderne og vrikke med hofterne. Ikke just rart, men det får tiden til at gå. Veerne bliver slemmere. Vi skal til og afsted. Benjamin farer rundt for at hjælpe mig med at finde mit tøj, hjælpe mig i tøjet, hælde kaffe og snacks i mig og samtidig pakke alle vores ting – hans mentale tilstand er nok ligeså kaotisk og spændt som mit. Vi kommer ud af døren og jeg får en ve så snart vi træder ud på svalegangen. Jeg bærer på en masse ting, og Benjamin bærer på dobbelt så meget. Hver gang jeg får en ve stopper jeg op og læner mig instinktivt op ad noget og går ind i mig selv. Fuck, det gør ondt.

Køreturen i bilen tager måske 10-12 minutter, og på den korte tid når jeg at få hvad der føles som 187 veer, ringe til både min mor og svigermor, og gennemgå alle vores medbragte ting i hovedet; har vi nu glemt noget? Det gør pisse ondt når vi kører over et bump, så det beder jeg (naturligvis pænt) Benjamin om at prøve at undgå. Det gør også ekstra ondt når han drejer bilen. Hvornår er vi der????!!!

Vi kommer op på fødemodtagelsen og jeg priser mig lykkelig over at jeg ikke har mødt et eneste menneske på vej fra parkeringen og herop. Her er helt stille. Idet vi træder ind ringer Benjamin på den store røde knap der skulle være en klokke. Jeg smider tasken på en stol og går rundt i cirkler. Benjamin spørger mig flere gange om jeg vil have saftevand. Det aner jeg ikke om jeg vil. Pludselig kommer der en sød lille kvinde ud til os og hilser. Hun er jordemoder. Idet jeg skal til at give hende hånden får jeg en (slem) ve og jeg siger ”øjeblik” og går hen til nærmeste væg hvor jeg læner mig op ad den mens jeg har min ve. Når den er færdig går jeg tilbage til hende, rækker hånden ud og siger ”Hej. Michala”. Hun smiler og siger ”Godmorgen, dejligt med overskud!” Det tænker jeg ikke over, jeg tænker bare ”vil du lige være sød at mærke om alle mine veer har åbnet mig?”. Vi kommer ind på en lille ministue hvor jeg får kørt en CTG (meget rart med veer… NOT), og herefter mærker hun mig indvendigt. Jeg er 3-4 cm åben og har ”1 lille cm livmoderhals tilbage” – tænker bare, lille eller stor, den er vel stadig kun 1 cm, det hjælper altså ikke at du siger ”lille” foran. Hun går og siger at der vil komme en jordemoder og tage imod os og følge os på en fødestue, da her ikke er travlt og jeg er nærmest i aktiv fødsel. Imens vi venter kommer min mor og hilser. Og min svigerfar. Benjamin vil have sin far siddende på fødegangens venteområde under fødslen just in case han får brug for pusterum hvis det trækker ud, og jeg vil have min mor siddende derude, fordi hun er min mor og jeg er generelt lidt af en piveskid hvad smerter angår. Det er lidt ambivalent at stå foran sin svigerfar i nettrusser og voksenble. Jeg smider dem (naturligvis pænt) ud efter 10 minutter.

Jordemoderen kommer. Heidi. Hun virker super sød, og meget garvet. Jeg bliver tryg, og samtidig lidt skræmt. Det er det menneske der skal guide mig igennem (en af de) vigtigste udfordringer i mit liv. Hun går ret hurtigt og jeg prøver at følge med, men har altså lige en del veer på vejen. Benjamin slæber på vores ting. Vi træder ind på en ret stor stue, indeholdende en seng, en kæmpe slags platform og nogle skabe (og selvfølgelig alle jordemoder-dimserne). Hun fortæller at platformen er så man kan ligge som par og ”hygge sig” mens man venter og har veer. Jeg tænker at hun er sindssyg. Hygge sig?! Jeg føler nogle har sat ild til min livmoder, jeg tror ikke min krop ved hvad ”hygge sig” betyder pt. Imens jeg tænker over hvordan jeg kan overkomme at skulle ”hygge mig”, siger Benjamin at han ved at jeg rigtig gerne vil ligge i vand under veerne og muligvis også gerne føde deri. Jeg bliver stolt af ham. Tak, det kunne jeg ikke lige selv få ud af min mund.

Heidi siger at det er helt ok, og at hun lige tjekker om stuen med kar er gjort rent. Det er den. Så der kommer vi hen. Karret er mindre end forventet, men den er jo designet til hvaler (lol) så mon ikke jeg kan være i det.

Skærmbillede 2016-08-13 kl. 9.01.58 AM

Jordemoderen vil snakke med os om hvordan det hele kommer til at foregå, og Benjamin fortæller at jeg har skrevet en ønskeliste. Den vil hun meget gerne se, og vi gennemgår den sammen. Jeg har fortsat veer, med meget korte mellemrum, og de er ikke blevet mindre smertefulde med tiden.

Jeg fortæller jordemoderen at jeg virkelig kun ønsker smertestillende hvis hun vurderer at jeg har brug for det for at komme igennem fødslen, og at det skal være sidste udvej inden det udvikler sig til det værre. Hun forstår. Hun er meget afslappet hvilket gør mig afslappet. Jeg føler mig tryg og begynder så småt at glæde mig til hvad dagen vil bringe. Hun tjekker mig indeni og jeg er nu ”4 gode cm åben”.

Lidt tid efter får jeg et lavement. Det forudsætter at jeg skal ligge på sengen i hele 10 minutter med veer, og sørge for IKKE at skide ud over det hele. Meget dårlig kombi, idet jeg gør alt hvad jeg kan under en ve for at slappe af og ikke spænde i kroppen, men nu hvor jeg skal holde afføring inde, bliver jeg nødt til at spænde og stramme mine baller alt det jeg kan. De 10 minutter gik meget langsomt, og jeg nåede at overleve i hvert fald 3-4 veer. Herefter løb jeg ud på badeværelset og nåede lige at sætte mig ned for at tømme ud, og så får jeg en ve. Det er jo klart!!!! AV!

Efter lidt tid, gætter på at klokken er mellem 10 og 11, undersøger Heidi mig indvendigt, og jeg har ikke åbnet mig mere end 4 max 5 cm. Min verden falder sammen. Måske virker det ikke som lang tid at jeg har haft veer, men når de kommer med så korte mellemrum føles det som rigtig lang tid.

Jeg bliver dybt frustreret og jeg tror det kan ses. Sød som jordemoderen er, peptalker hun mig, og siger at det bare er tal, og at jeg skal stole på hende og på min krop. Jeg stoler mere på hende end jeg stoler på min krop, så det må jeg bare holde fast i som motivation. Hun siger at hun gerne vil tage vandet, da mine veer ikke er kraftige nok og ikke åbner mig det jeg skal. Hun lyder ikke panikslagen eller nervøs for mit eller babys helbred og velvære, så jeg forholder mig også roligt.
Hun advarer mig om at mine veer højt sandsynligt vil blive ret slemme herefter, og at jeg skal fortsat skal arbejde godt med dem som jeg har gjort indtil videre. Jeg tager det som et kompliment. Hun tager vandet. Det føles spøjst, for det føles ikke rigtig som noget, andet end at jeg kan mærke der kommer en masse vand ud af mig, men alligevel kan jeg ikke mærke det – meget underlig følelse.
Kort tid efter: Hun havde ret. For helvede hvor gør de veer ondt nu, og hvis jeg føler jeg havde ondt før, så havde jeg det ikke; NU har jeg (virkelig) ondt. Mine veer varer nu ca. 1 minut i gennemsnit.

Jeg holder stadig fast i at jeg ikke vil have medicinsk smertelindring. Hun foreslår bistik, som er saltvand der bliver sprøjtet ind i lænden. Jeg takker nej. Det kan jeg ikke overskue.

Hun spørger mig hvor smerten sidder, og jeg prøver at forklare at det har rykket sig fra at være i lænden og en smule foran, til kun at være foran nede omkring skambenet. Hun mener derfor at Calvin har lagt sig lidt forkert i bækkenet, og at mine smerter derfor har rykket sig. Hun foreslår derfor rebozo, som vi allerede kender til fra fødselsforberedelsen (Go Herlev!). Jeg ligger mig på alle 4 på sengen, og Heidi kravler op på sengen med et lagen, og begynder straks at ruske i mig mellem veerne. Det er virkelig rart og får mine tanker lidt væk i de korte pauser. Efter hun har illustreret det for min trofaste fødselspartner Benjamin, får han lov til at prøve, og han finder hurtigt ud af at han ikke skal røre mig under en ve – bevarer den pæne tone, er overrasket over at jeg endnu ikke har skældt ham ud. Var ellers overbevist om at jeg ville blive en rigtig nar over for ham.

Efter lidt rebozo går Benjamin ud til sin far meget kort for at fortælle hvor de kan sætte sig så der er gratis kaffe (well needed, de har siddet der siden kl 7 og klokken er vel snart 11). Mens Benjamin er ude ligger jeg stadig på alle fire på sengen, lænet ind over en kæmpe pude og hovedet begravet i en anden pude. Heidi kommer hen til mig og spørger hvordan jeg har det. Jeg svarer så godt jeg kan. Jeg får en ve og sørger for at trække vejret ordentligt. Hun fortæller at jeg er et naturtalent til at føde. Hvis jeg ikke havde pisse ondt ville jeg juble og græde af glæde over det kæmpestore kompliment. Jeg bliver glad og samtidig en smule trist over at hun ikke lige sagde det foran Benjamin. Han ville jo også blive stolt he he.

Han kommer ind igen, og hun introducerer os til en ny form for alternativ smertelindring hun kalder ”Meyer metoden” (hun fortæller at hun hedder Heidi Meyer). Hun siger at det er en slags naturlig epidural. Ordet epidural skræmmer mig helt vildt. Ellers tak! Men okay, det er epidural uden nål, så let’s give it a try. Jeg skal ligge mig på ryggen og hun står til højre for mig. Hun fortæller at jeg skal gøre som jeg plejer og trække vejret roligt og arbejde med min ve. Så skal hun nok sørge for at følge den til dørs med mig. Det forstår jeg ikke helt endnu. Hun fortæller at metoden er en blanding af hypnose (vist nok?) zoneterapi og akupressur og at hun vil trykke på nogle punkter på min krop der vil være smertestillende. Min ve starter og jeg skynder mig at pruste det ud inden jeg zoner ind i mig selv. Hun trykker mig hårdt med en finger imellem øjnene.

Så trykker hun på kæben, skulder, omkring albue/underarm, på min hånd, mine inderlår og på min fod. Hendes tryk ”gør ondt” og selvom jeg stadig kan mærke min ve, kan jeg heller ikke undgå at koncentrere mig om de forskellige tryk og min hjerne prøver automatisk at regne mønstret ud imens. Og pludselig er veen væk.

Hun gør det under et par veer, og jeg fornemmer at min ve bliver kortere. Jeg spørger hende om det kan passe, og hun fortæller at hun fjerner den overflødige del af min ve, som bare gør ondt men som ikke gør noget godt for min krop.
Metoden gør at mine veer ikke længere varer 1 minut, men er tilbage til 30-40 sekunder.

Benjamin lærer hurtigt metoden og fortsætter et par veer efter. Karret er ved at være fyldt helt op. Jeg sidder 10 minutter på en stor gymnastikbold med Benjamin bag mig, som trykker lidt på min lænd under ve-pauserne. Nu er karret fyldt, så jeg begynder at tage tøjet af (læs: nettrusserne og den lækre oversize skjorte jeg havde helt åben). Fra gulvet op i karret er en stor udfordring for mig at overkomme. Min store tunge krop kan ikke klare det selv, så jeg må få hjælp til at træde derop. Idet jeg sætter mig ned føles vandet nærmest smerte-forstærkende og jeg er lige ved at sige ”STOP jeg vil op NU” men jeg holder ud og tænker at det vil blive ligeså hårdt at rejse mig op og træde ud af karret. Nu er jeg lige kommet herned.

Skærmbillede 2016-08-13 kl. 9.02.45 AM

Her i karret ligger jeg længe. Jeg ligger her fra (ca) et sted mellem 11-11.30. Heidi mærker mig og jeg har åbnet mig 8 cm. Der er håb forude. Hun fortæller at det føles som om baby er skaldet. Det undrer mig lidt, fordi både Benjamin og jeg har masser hår, men okay, er han skaldet er han skaldet. Han bliver den lækreste baby alligevel. Jeg har lidt overskud til at smile af tanken. Og om lidt er det overstået. Benjamin sidder op af karret og holder mig og gør hvad han kan for at hjælpe. Under veerne trækker vi vejret sammen. Det har han næsten gjort ved hver eneste ve siden kl 4 i morges. Sikke et overskud. Jeg elsker ham, tænker jeg. Det har jeg lige akkurat overskud til at tænke, og så kommer der en ve.

Nu er klokken omkring 13. Jeg opdager at der går et par mennesker rundt på stuen som ikke er min jordemoder.. De snakker med hinanden. Jeg ved ikke om hvad. Jeg kan ikke koncentrere mig særlig længe ad gangen. De er der bare. Jeg registrerer deres tilstedeværelse men jeg er så langt væk i mig selv og min krop at jeg hurtigt glemmer dem igen. Benjamin har taget trøjen af og jeg holder godt fast i hans underarme under mine veer. Mine veer ændrer sig. Jeg har rigtig ondt nu, og føler ingen motivation. Tårer triller ned ad mine kinder og jeg føler at min motivation for at føde langsomt flyver væk fra mig. Jordemoderen fortæller mig at det er overgangsfasen og at det snart er tid, men ikke endnu. Jeg er der om lidt. Kort tid efter hun har fortalt mig det, begynder mine veer at ændre sig. Det starter som en almindelig ve og halvvejs inde i den føler jeg pressetrang. Men det er ikke som jeg har forventet. Alle har sagt ”Michala, når du skal presse føles det som om du virkelig skal skide”. Men det føltes slet ikke sådan. Den her følelse var mere gråzonet end sort/hvid-du-skal-skide. Jeg kunne mærke mine mavemuskler spænde helt op og min krop spænder med. Jeg kommer til at presse, det er ikke noget jeg aktivt selv kan styre. Det freaker mig helt ud og jeg prøver at forklare jordemoderen hvordan det føles. Hun siger det ikke er de rigtige presseveer, og at jeg skal holde igen hvis jeg kan og ikke presse for meget med. Hun instruerer mig i at gispe. Jeg prøver. Fuck det er svært! Jeg skriger. Jeg skriger helt vildt. Hvad sker der med min krop? Det var ikke sådan her det skulle føles, jeg er jo decideret i tvivl om hvad der sker, og det bryder jeg mig ikke om.
Jeg gisper og skriger og græder og siger ”jeg kan ikke mere”. Både jordemoderen og Benjamin siger ”Jo du kan”. Lige nu har jeg lidt svært ved at tro på dem. De mærkelige veer fortsætter lidt tid. Pludselig kan jeg mærke at der bliver stukket et par fingre op i mig og det er så jordemoderen der lige tjekker mig derinde – jeg har åbnet mig de famøse 10 centimeter og kan nu begynde at presse! Jeg prøver at presse ved næste ve som jeg får besked på, og det går ikke særlig godt føler jeg. Jeg kan presse et par sekunder, bruger al min energi på det, og så skal jeg holde en kort pause for at trække vejret, og så presse igen – ved 2. Pres kan jeg ikke presse, alle mine kræfter er opbrugte, der er ikke flere tilbage. Jeg kommer også til at råbe og skrige. Jeg gør det ikke med vilje, det er vitterligt som om min krop gør det selv. Klokken er ca. 13.30.
De første 20-25 minutter presser og presser jeg, bruger alle mine kræfter, og løbende tjekker Heidi Calvins hjerterytme.
Min udfordring i det her er at hans hoved føles som den største vandmelon man kan finde i grøntafdelingen i Føtex, og nu skal den simpelthen ud af mig, og det er mit job at få den ud.

Så jeg presser og presser, hans hoved kommer ligeså stille frem, og idet jeg stopper med at presse og min ve stopper, ryger han tilbage igen. Det er det der sker de første 20-25 minutter, som føles som flere timer i rent smertehelvede. Jo længere ud hans hoved kommer, jo mere svier det dernede og jeg føler at hele mit underliv bliver revet fra hinanden. Uden overdrivelse.

Engang imellem kommer jeg til at skrige, og jeg får at vide at jeg skal vende kræfterne indad og tie stille. På et tidspunkt sammenligner Heidi vist mit underliv med en pakke smør, men det ryger hurtigt ud af det andet øre igen. Pludselig er vi nået til et punkt i min pressefase hvor hun pænt og diskret beder mig om at tage mig sammen; DU KAN GODT og NU SKAL DU HAVE HOVEDET UD.

Jeg gør fandme hvad jeg kan og græder lidt mere imens jeg presser. Kom så ud baby, jeg kan snart ikke mere.

Pludselig siger Heidi begejstret med fingrene oppe i mig ”Jeg kan mærke hans hoved! Vil du mærke?” Jeg har egentlig ikke lyst, for jeg har ikke kræfterne til at bevæge min hånd derned og op, jeg vil bare presse ham ud nu. Hun siger ”Kom og mærk!” og tager min hånd derned for at motivere mig lidt. Jeg får to fingre op og kan mærke jeg støder på noget. Shit, det er min baby!

Jeg kommer til at trække fingrene ud af forskrækkelse og der kommer endnu en ve. Jeg presser.

Hun henter et lille spejl og holder det mellem mine ben så jeg kan se med. Nu kan man se hovedet. Heidi siger ”Okay, han er i hvert fald ikke skaldet! Han har masser hår! Se!” Vandet er ret grumset så jeg kan kun se en smule i få sekunder. Efter et par presseveer får jeg presset hans hoved langt nok ud til at det bliver hvor det er, og nu kan jeg fornemme at det er lige om lidt. Benjamin holder fortsat mit hoved oppe over vandet, jeg har ingen kræfter til det selv.

Pludselig kan jeg mærke et ”svup” og en kæmpe lettelse dernede, samtidig med en frygtelig smerte. Hans hoved er ude. Jeg skynder mig at mærke hans hoved med hænderne og ved næste presseve får jeg presset hans krop ud, og det føltes helt vildt! Jeg når lige at tænke ”NU ER HAN HER” da Heidi skynder sig at sige ”Så! Tag din baby op” og jeg skynder mig at fumle ham op på mit bryst, med hjælp fra hende. Hans hud er helt glat og i det sekund han kommer over vandet skriger han. Den lyd har jeg ventet længe på. Jeg græder af lykke og lettelse og stirrer mig blind på ham imens jeg flere gange siger ”Jeg elsker dig” til ham og indimellem kigger op på Benjamin, den stolteste mand i verden, der også græder hulkende og har det dejligste udtryk i ansigtet.

Skærmbillede 2016-08-13 kl. 9.03.14 AM

Jeg får straks en masse efterveer i vandet, og Benjamin skal klippe navlestrengen.

Han sætter sig efterfølgende over i lænestolen i hjørnet, hvor han får Calvin i armene så jeg kan komme op af karret, føde moderkagen og komme op at ligge på sengen.

I det jeg kommer op at stå, får jeg hjælp af en sosu-assistent (studerende?) som er rigtig sød og fortæller mig at jeg er så sej. Jeg koncentrerer mig meget om at navlestrengen hænger ud af mig med en eller to klemmer på der altså gør det lidt tungere og det føles virkelig klamt at der er vægt på, så jeg insisterer på at holde fast i navlestrengen, selvom de flere gange beder mig om at lade den hænge. Jeg stiller mig ud på et håndklæde på gulvet mellem karret og sengen, og skal ned i skovskiderstilling – får at vide at jeg skal presse, og det gør jeg – ud kommer moderkagen. Splat. Lige der på gulvet. Og masser af blod. Jeg kommer op at ligge på sengen, hvor jordemoderen kommer hen og tørrer mig og siger tillykke. Hvor er hun fantastisk. Tak, siger jeg til hende.
Jeg kigger hen på Benjamin og Calvin i stolen og kan ikke få øjnene fra dem. Nu er vi en familie.

Skærmbillede 2016-08-13 kl. 9.03.35 AM

Til min jordemoder Heidi,

Min fødsel var en fantastisk oplevelse og jeg ville gøre det hele forfra.

Jeg har lært min krop og mit sind bedre at kende, og jeg har aldrig følt mig stærkere.

Heidi, tusind tak for dig og for min fødselsoplevelse som jeg kunne fortælle til hele verden, af ren stolthed og glæde. Smerten er en stor del af fødslen, og jeg værdsatte dens tilstedeværelse under hele forløbet, selvom hver ve var hårdt arbejde. Jeg fortryder ikke at jeg fravalgte medicinsk smertelindring og jeg er så taknemmelig for din måde at være på under min fødsel – jeg var tryg fra start og lærte at arbejde med min krop og min mentalitet.

Nu ved jeg ikke hvordan alle andre jordemødre er, men du er intet mindre end fantastisk, og jeg glemmer dig aldrig. Jeg ringer til dig næste gang jeg skal føde 😉

13918383_10210428283530217_1324703227_o

Endnu en gang tak, jeg kan ikke sige det nok.
Her er lidt stemningsbilleder du gerne må dele

Kæmpe kram og kærlige hilsner, Michala

13940972_10210428283490216_1345322735_n

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

   

4 kommentarer

  • Eva

    Kære Heidi,

    Nu har jeg fuldt din blog et stykke tid mens jeg var på barsel med min søn. Du virker som en fantastisk person som brænder for dit fag. Jeg ville elske at have dig som jordemor når jeg engang bliver gravid igen.
    Derfor vil jeg spørge om man egentlig kan ønske at få dig som jordemor, hvis man skal føde på Herlev? (Eller på et andet hospital?)
    Pt. er jeg ikke gravid men min søns fødsel gjorde et kæmpe indtryk på mig. Dét, at være i stand til at skabe liv og føde et barn, er det største jeg nogensinde har oplevet på egen krop. Derfor er det bare så vigtigt at have en god jordemor ved sin side! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Meyermor

      Kære Eva, tusind tak for dine søde ord og hvor er det skønt at høre dig beskrive oplevelsen af din søns fødsel. Jeg kan kun sige det en gang for lidt, jeg har så mange gode kolleger, der alle er dygtige til deres job, så i skal nok være i gode hænder. Man kan altid spørge til om en bestemt jordemoder er fri (og på arbejde), feks ens konsultationsjordemoder, men det er sjældent at det lige passer. Jeg er ved at åbne op for mit private jordemoderi og overvejer at tilbyde fødselshjælper pakker.. så langt er jeg ikke endnu men måske til din næstes tid 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Fantastisk at læse så god en fødselsberetning, må ærligt indrømme at jeg selv er lidt skræmt ved tanken om at føde men dog håber at urinstinktet vil komme op i mig til den tid.
    Også lige en sidekommentar – jeg ville ønske at jeg fik dig som jordemoder Heidi! Jeg er vild med at du bruger andre metoder til smertelindring!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Meyermor

      Kære Tine, tag og læs nogle af mine fødselsforberedelses indlæg, der er mange gode fif til god mestring. Min yndlingssætning som jeg hører mig selv sige hver gang er “Jo mere du ligner en der har ondt.. des mere ondt får du!” Fjern dit smerteudtryk, dyk ind i arbejdet og afspænd din krop. Din jordemoder skal nok hjælpe dig <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ammeforberedelse er ligeså vigtigt som fødselsforberedelse. 25 ammeråd til nybegynderen.