Jeg holder af hverdagen #1

Barn af en skilsmissefamilie..

a19-886A7008(1920x1280)-sh

Det er ikke nemt at være familie.. Dem der siger andet lyver! Top det så op med at være sammenbragt familie.. så får du først kam til dit hår..

Jeg er selv fra en skilsmisse familie.. min mor og far endte et 10 års forhold, da jeg var ca 2,5 år.. tror jeg. Derfra så jeg min far ca hver 3 weekend. Min mor mødte min stedfar, da jeg var 5. Han bar mig på sine skuldre det første år.. så blev jeg for stor. Da jeg blev 7 kom min første søster og 2 år efter min anden. Så fik de nok at se til.. og jeg fik en hest! Så havde jeg også noget at se til..

Egentlig tror jeg ikke, at livet ville have været meget anderledes, om vi alle havde haft samme far.. der var bare børnekaos i det lille hjem.. men som den store følte jeg mig bare ofte enten lidt i vejen eller lidt for involveret.. som jeg blev ældre følte jeg mere og mere, at de var en rigtig familie og jeg var den der, der var ekstra.. Mine mor og min stedfar skændtes ofte om mig.. Om min opdragelse og opførsel og mangel på samme.. jeg lukkede nok af, blev lidt ligegyldig, begravede mig i venskaber og flygtede fra menageriet og alle mine tanker om familielivet.

De blev gift, separeret, fandt sammen igen og så skilt igen, alt imens jeg voksede op og selv begyndte mit voksenliv.

Det gav mig ubevidst nogle livsmantraer, som jeg senere er blevet mere bevidst om..

  1. jeg skulle aldrig skilles!
  2. jeg skulle ikke have flere end 2 børn!
  3. jeg skulle have de to børn med den samme mand!
  4. Mine børn skulle aldrig opdrages af en voksen der ikke elskede dem!

 …….

Det holdt hårdt…

10 år holdt det.. så blev det alligevel mig der trak stikket.. jeg ville skilles.. jeg følte, at jeg havde kæmpet i bund.. at jeg havde bøjet mine behov for forandring i forholdet i neon, men han blev ved at hive stikket ud på mit selvværd og familiefølelse. Jeg kunne ikke længere se mig selv og mine børn i øjnene i det forhold. Jeg var presset og stresset og følte jeg måtte redde mig selv for at kunne være noget for mig selv og mine børn. Det var en side af sagen..

Det blev en skilsmisse… en meget uønsket en.

Midt i mit værste helvede.. mødte jeg Peter..

Jeg havde forsvoret, at der nogen sinde skulle være en ny mand i mit liv.. Jeg havde mine to børn.. med den samme mand.. de skulle ikke opdrages af en anden..

Jeg var helt i knæ da jeg mødte Peter.

Børnene var 5 og 8 år. Jeg var deltidsstewardesse, jordemoderstuderende og alene med de to, da deres far i en længere periode valgte samvær fra.

Jeg husker mit liv på den tid, som en lang cykeltur igennem Københavns gader, halsende afsted efter min egen sjæl, altid i sidste øjeblik, for at aflevere til åbningstid i børnehaven 2 km den ene vej for at cykle de 4 km den anden vej for at aflevere den anden i skole, inden jeg selv stod op i sadlen på ladcyklen ind over Valby bakke for at nå ud til Hvidovre hospital omklædt til klokken 8.. Not possible. Men det var alligevel sådan det var. Om eftermiddagen så i omvendt rækkefølge.. Jeg var stresset, presset..  og meget meget tynd..

Jeg ville ikke have et nyt forhold.. en ny mand eller en ny familie.. Alligevel voksede det på mig. Langsomt og i små skridt. Som med et brændt barn forstod Peter at skubbe og skærme på den helt rigtige måde. Han havde de bredeste skuldre, den varmeste krop og den dejligste maskulinitet. Og så var han følelsesmæssigt klog og kunne hjælpe mig med at navigere i mit svære liv.

Jeg var tryg og så småt ved at lukke op for mine følelser.

Familien blev sammenbragt og med det kom udfordringerne til. Dine, mine og vores.. og alle de andre (x’er) .. Det er ikke for børn!

Med tiden blev det alligevel til et fælles barn.. graviditeten var dog ikke planlagt.

Så blev alle mine livssætninger kastet på bålet.. de blussede kraftigt op og alle mine commitment issues kom i brand. Jeg var i krise, sårbar og gravid.

Det faldt stille og roligt på plads… Med et nyt mantra.. En slags fødselsklausul. Det lyder måske kynisk men det gav mig tryghed.

  • vi går ikke fra hinanden de første 3 år af babys liv...

Der er mange ting her i livet, man ikke kan bestemme og styre, og da slet ikke, når man skal navigere i en sammenbragt familie.. men en ting var sikkert.. om vi klarede det eller ej, så skulle vores baby ikke deles. Det blev mig meget magtpålæggende at sikre dette udgangspunkt.

Skulle vi have en baby, så kom den med en klausul.

Et krav om en fast tryg base hos sin primære omsorgsperson indtil som minimium hendes grundliggende fundament og personlighed var etableret i ca 3 års levealder. Så måtte vi voksne være voksne nok til at få det til at fungere så længe… og gerne længere;-)

Det er ikke alt i et familieliv, der er optimalt. Man kan have mange forestillinger om hvordan tingene skal være og forsøge at leve op til sine egne idealer, men reality er en bitch nogle gange.. Det gælder om at måle sig med sine forudsætninger og omstændigheder og acceptere at familielivet er et langt kompromis med sig selv, sine værdier og “the good of it”.

Det giver indsigt!

Og pludselig får man lidt større forståelse for sine egne forældres veje.

Heldigvis er der mange lykkestunder i familielivet, men …

Nogle gange er det sgu bare røv og nøgler og så hjælper det at have en fødselsklausul at pege på for at komme ud på den anden side.

Og så kan man kigge på den anden og sige..

“bare ærgeligt Sonnyboy” – Nu hænger du sgu på mig om du vil det eller ej!

<3

 

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

   

8 kommentarer

  • Pyh… Sejt indlæg. Hjemme ved os havde vi ikke sådan en officiel klausul, men jokede lidt med at “man bliver de første to år – det er unfair at rende der”. Heldigvis er vi stadig sammen. På 10. år. Og intet ser ud til at ændre det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Meyermor

      Tak Morten -sejt med 10 år! Jeg ville også holde ved -intet slår kærlighed med den man har sine børn sammen med:-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rebecca

    Ej hvor sjovt det var sig der var i M&M dengang 🙂 hørte dilemmaet, og man spidser altid ører når der er noget med en fellow jordemoder 😉
    Forstår godt den med klausulen, og har også hørt andre bruge den.
    Pt synes jeg vi har mange bekendte der går fra hinanden, deres yngste er ofte de 7-8 år, hvor jeg tænker, at det er da netop der det begynder at lysne, i forhold til man er ude over at have småbørn, med alt hvad det indebærer. Det er trist man mister hinanden på vejen, så når der endeligt er mere tid og overskud, kan man ikke hinanden mere…
    Vi har været sammen i 7 år, og er gravid med vores nr 3 nu, og har sagt til min mand han altså ikke skal regne med at slippe for mig foreløbig 😄 Hvilket han heldigvis heller ikke har lyst til, siger han da 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Meyermor

      Kære Rebecca, hyggeligt du kan genkende dilemmaet fra mads og Monopolet. Jeg husker at der var en del kommentarer på deres FB, der hentydede til at jeg ikke var klar på det hele..haha de skulle bare vide hele historien;-) Tillykke med jeres 3ér og med kærligheden der holder! Ps de der 3’ere er altså noget helt specielt! glæd dig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henriette

    Åh hvor jeg bare blir mere og mere vild med dig – du er simpelthen den mest inspirerede kvinde jeg nogensinde er “stødt på”. Jeg elsker hvert og et af dine indlæg, men specielt dette rammer mig. Jeg er gravid i uge 35 med mit 2. barn (med samme mand) og det var mig der under ingen omstændigheder skulle have børn, for jeg kunne ikke love dem at de ikke blev skilsmissebørn, så hellere ingen børn få. Jeg er selv skilsmissebarn og min største frygt i livet (en af dem i hvert fald) er at mine børn ikke skal have deres mor og far hver dag. Så jeg har, nøjagtig som dig, lavet en aftale med min mand om at indtil den mindste er 5, ja så er det ingen mulighed at gå fra hinanden, hvis vi kan klare to børn med 19 mdr. mellemrum, (og min kærestes dreng på 8 hver 2. weekend), så kan vi klare ALT! Tak for dig!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Meyermor

      Åh Henriette <3 hvor dejligt at "møde" en klausuls-fælle! Jeg kan fortælle dig at set retrospektivt.. hvis man klarer den til den yngste er 8 så tror jeg man kan blive sammen for altid – altså hvis passionen er der;-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kimie Viinblad

    Klogt og sandt ! Især det med at
    Holde sammen de første år af børns liv. Det er SÅ hårdt og man kan hurtigt komme til at glide fra hinanden. Så hvis man kan overleve det så er man langt 🙏🏻 og ja man har mange kloge ideer inden man får børn og nogen gange er virkeligheden en anden ( og det er også godt nok !) 😄❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg holder af hverdagen #1