Klokken er 23.40.. og en dejlig dag er ved at være slut.
Lidt for sent i forhold til at morgendagen
Se næste indlæg >
Barn af en skilsmissefamilie..
Meyermor
Det er ikke nemt at være familie.. Dem der siger andet lyver! Top det så op med at være sammenbragt familie.. så får du først kam til dit hår..
Jeg er selv fra en skilsmisse familie.. min mor og far endte et 10 års forhold, da jeg var ca 2,5 år.. tror jeg. Derfra så jeg min far ca hver 3 weekend. Min mor mødte min stedfar, da jeg var 5. Han bar mig på sine skuldre det første år.. så blev jeg for stor. Da jeg blev 7 kom min første søster og 2 år efter min anden. Så fik de nok at se til.. og jeg fik en hest! Så havde jeg også noget at se til..
Egentlig tror jeg ikke, at livet ville have været meget anderledes, om vi alle havde haft samme far.. der var bare børnekaos i det lille hjem.. men som den store følte jeg mig bare ofte enten lidt i vejen eller lidt for involveret.. som jeg blev ældre følte jeg mere og mere, at de var en rigtig familie og jeg var den der, der var ekstra.. Mine mor og min stedfar skændtes ofte om mig.. Om min opdragelse og opførsel og mangel på samme.. jeg lukkede nok af, blev lidt ligegyldig, begravede mig i venskaber og flygtede fra menageriet og alle mine tanker om familielivet.
De blev gift, separeret, fandt sammen igen og så skilt igen, alt imens jeg voksede op og selv begyndte mit voksenliv.
Det gav mig ubevidst nogle livsmantraer, som jeg senere er blevet mere bevidst om..
- jeg skulle aldrig skilles!
- jeg skulle ikke have flere end 2 børn!
- jeg skulle have de to børn med den samme mand!
- Mine børn skulle aldrig opdrages af en voksen der ikke elskede dem!
…….
Det holdt hårdt…
10 år holdt det.. så blev det alligevel mig der trak stikket.. jeg ville skilles.. jeg følte, at jeg havde kæmpet i bund.. at jeg havde bøjet mine behov for forandring i forholdet i neon, men han blev ved at hive stikket ud på mit selvværd og familiefølelse. Jeg kunne ikke længere se mig selv og mine børn i øjnene i det forhold. Jeg var presset og stresset og følte jeg måtte redde mig selv for at kunne være noget for mig selv og mine børn. Det var en side af sagen..
Det blev en skilsmisse… en meget uønsket en.
Midt i mit værste helvede.. mødte jeg Peter..
Jeg havde forsvoret, at der nogen sinde skulle være en ny mand i mit liv.. Jeg havde mine to børn.. med den samme mand.. de skulle ikke opdrages af en anden..
Jeg var helt i knæ da jeg mødte Peter.
Børnene var 5 og 8 år. Jeg var deltidsstewardesse, jordemoderstuderende og alene med de to, da deres far i en længere periode valgte samvær fra.
Jeg husker mit liv på den tid, som en lang cykeltur igennem Københavns gader, halsende afsted efter min egen sjæl, altid i sidste øjeblik, for at aflevere til åbningstid i børnehaven 2 km den ene vej for at cykle de 4 km den anden vej for at aflevere den anden i skole, inden jeg selv stod op i sadlen på ladcyklen ind over Valby bakke for at nå ud til Hvidovre hospital omklædt til klokken 8.. Not possible. Men det var alligevel sådan det var. Om eftermiddagen så i omvendt rækkefølge.. Jeg var stresset, presset.. og meget meget tynd..
Jeg ville ikke have et nyt forhold.. en ny mand eller en ny familie.. Alligevel voksede det på mig. Langsomt og i små skridt. Som med et brændt barn forstod Peter at skubbe og skærme på den helt rigtige måde. Han havde de bredeste skuldre, den varmeste krop og den dejligste maskulinitet. Og så var han følelsesmæssigt klog og kunne hjælpe mig med at navigere i mit svære liv.
Jeg var tryg og så småt ved at lukke op for mine følelser.
Familien blev sammenbragt og med det kom udfordringerne til. Dine, mine og vores.. og alle de andre (x’er) .. Det er ikke for børn!
Med tiden blev det alligevel til et fælles barn.. graviditeten var dog ikke planlagt.
Så blev alle mine livssætninger kastet på bålet.. de blussede kraftigt op og alle mine commitment issues kom i brand. Jeg var i krise, sårbar og gravid.
Det faldt stille og roligt på plads… Med et nyt mantra.. En slags fødselsklausul. Det lyder måske kynisk men det gav mig tryghed.
- vi går ikke fra hinanden de første 3 år af babys liv...
Der er mange ting her i livet, man ikke kan bestemme og styre, og da slet ikke, når man skal navigere i en sammenbragt familie.. men en ting var sikkert.. om vi klarede det eller ej, så skulle vores baby ikke deles. Det blev mig meget magtpålæggende at sikre dette udgangspunkt.
Skulle vi have en baby, så kom den med en klausul.
Et krav om en fast tryg base hos sin primære omsorgsperson indtil som minimium hendes grundliggende fundament og personlighed var etableret i ca 3 års levealder. Så måtte vi voksne være voksne nok til at få det til at fungere så længe… og gerne længere;-)
Det er ikke alt i et familieliv, der er optimalt. Man kan have mange forestillinger om hvordan tingene skal være og forsøge at leve op til sine egne idealer, men reality er en bitch nogle gange.. Det gælder om at måle sig med sine forudsætninger og omstændigheder og acceptere at familielivet er et langt kompromis med sig selv, sine værdier og “the good of it”.
Det giver indsigt!
Og pludselig får man lidt større forståelse for sine egne forældres veje.
Heldigvis er der mange lykkestunder i familielivet, men …
Nogle gange er det sgu bare røv og nøgler og så hjælper det at have en fødselsklausul at pege på for at komme ud på den anden side.
Og så kan man kigge på den anden og sige..
“bare ærgeligt Sonnyboy” – Nu hænger du sgu på mig om du vil det eller ej!
<3
FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'
Gid vi havde haft sådan en klausul.
Vores søn er 1,5 år og jeg venter nummer 2 og manden har nu forladt mig. Kæmper for at få det bedste ud af det, men det er en hård tid.
Var åbenbart sammen med en mand med personlighedsforstyrrelse i 10 år uden at vide det. Satte så foden ned og så kørte han.
Selv om jeg ikke kunne leve i det længere, så kunne man jo håbe, at sådan en klausul ville få ham til at arbejde mere for familielivet.