Mig og min amning… Part 1 -Tanker om ammelængde

Jeg har været pas på det hele…

a19-886A7008(1920x1280)-sh

Det er noget mærkeligt noget med en blog.. Jeg har så mange indlæg, jeg gerne vil have skrevet, men pludselig hober alt sig op og jeg får svært ved at finde hoved og hale i, hvor jeg skal starte og slutte og så bliver jeg nødt til at starte med starten.. Altså lige finde mig selv i nuet, før jeg rigtig kan få hul på skriveriet igen.. -og sådan et indlæg er dette. Et skriv mig ud af skriveblokeringen-indlæg.

Jeg har haft en periode her på det sidste, hvor jeg har følt, at jeg har været på baghjul med mit liv.. Livet kørte bare derudaf og jeg kunne ikke rigtig få styring på det hele. For det første følte jeg mig konstant bagud. Og så følte jeg mig utilstrækkelig.. Jeg har, for måske nok første gang nogensinde, oplevet en snert af misundelse overfor folk, som har valgt anderledes end jeg har, mht børn og familie.. Og det føles helt forkert at “høre” mig selv skrive det her.. da jeg altid har følt mig meget stærk i min moderrolle, men på det sidste, voksede det mig bare lidt over hovedet det hele..

Jeg har stort set været i forhold hele mit voksne liv og haft børn i nærmest halvdelen af resten. Børn er livet.. i hvert fald mit! MEN det er også bare i familielivet, man konstant bliver udfordret og stillet til ansvar overfor sin egen duelighed og forventninger til, hvordan det måske burde være og hvordan virkeligheden så ser ud..

Oveni det har jeg også en (ønske)karriere, der presser sig på, en blog som jeg elsker og en bog der vokser i mig. Alt sammen noget jeg også gerne vil prioritere.. Men hvor er tiden???

Når så tiden løb fra mig og jeg lidt for mange dage i træk oplevede at være bagud på point i mit overblik.. så var det jeg fandt mig selv sidde på sofaen i min rodede lejlighed (som jeg for f… sake lige havde ryddet op) med tomt køleskab og alt for mange børn. Intet overblik over aftensmad og madpakker og legeaftaler og weekendens gøremål..  så bare tiden løbe gennem fingrene på mig.

Utilstrækkelighed på alle hjemlige fronter. Jeg fik ikke kvalitetstid med de store, ikke kommet ud af døren med den lille, kunne ikke rumme bonus´sønnen, eller manden for den sags skyld.. fik ikke handlet, ikke lavet samling omkring et måltid, ikke trænet, ikke blogget, ikke betalt regninger, ikke, ikke, ikke.. og så var det følelsen kom.. ikke på den sjove måde.. haha vi kan alle grine af det agtige måde, men på den der rigtig håbløse måde.. følelsen af, at jeg ikke orkede mit eget liv.. at jeg hellere ville have en andens.. en der havde valgt sig selv noget mere.. før alle de andre.. En der måske bare var sig selv -uden alle de andre.

Sådan har jeg aldrig haft det før!

Jeg blev pas på det hele.. og fortabte mig ned i nattevagter og træthed og bare det daglige trummerum.. det gjaldt om, at få enderne til at mødes, men der var bare ikke den der tilfredsstillende glæde, som der genereres, når man får tingene til at spille.

ALT føltes mere eller mindre som en udgift.

Jeg følte jeg gav af mig selv til alt og alle..  og ja det var delvist selvforskyldt.. der havde lige været lidt ekstra jeg gerne ville presse ind alle vegne. For mine fødende, for bloggen, for mine muligheder, for mine børn, mine venner..

Jeg brændte mit lys i begge ender.. og når jeg gør det.. så begynder min stofskifte sygdom at knirke..  Og når den gør det.. så sætter det sig på humøret! Og så var jeg nede i den onde cirkel, hvor jeg til sidst fandt mig selv sidde og ønske, at jeg kunne stikke af fra det hele og bare passe mig selv og alle de bolde jeg gerne ville smide i luften.

Heldigvis kan vi tale om det hele herhjemme.. Og heldigvis bliver tingene ikke taget for tungt heller.. Heldigvis varede min periode herover max “en periode”..  jojo og heldigvis kender vi mig så godt.. at når min PMS løber af med mig, så er det på tide at passe lidt på igen, for så har stressen sat sig i min krop og på min omsætning af min stofskiftemedicin.. og så var alt det, jeg følte herover, farvet af min “gode” ven Hashimoto.. Min stofskifte sygdom.

HELDIGVIS havde jeg en trumf i lommen..

Et PAS..!

Et pas.. og billetter… til venindetur.. til Hong kong…

Og jeg lover dig.. hvis man går rundt og er lidt pas på det hele.. så er et fri-pas (til migmigmig-tid) i lommen, nok noget nær det bedste man kan få!

Jeg er netop vel-hjemvendt fra en fantastisk tur, som dem af jer, der har fulgt med på instagram og snapchat allerede ved.. så er jeg godt oppe i gear igen 🙂

-måske bliver det til et lille indlæg om mors (op) tur.. men ellers har jeg også mange andre indlæg på vej som bare mangler det sidste fintuning.. så stay tuned!

Hey hvis I vil gøre mig rigtig glad så tag lige og smid en stemme på mig som bedste blog hos Børn i Byen.. Det er jo en skam at være nomineret og så ikke engang gøre noget for at få sine stemmer..! For dårligt Heidimor…!

Så hit!

Her linket http://bornibyen.dk/aarhus/articles/27411-bedste-blog

 

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mig og min amning… Part 1 -Tanker om ammelængde