En hurtigføder fortæller om sin lynfødsel sammen med mig.

Meyermors forord:

Nogle fødsler har fart på.. Og så kan det godt være, at man både skal overbevise sig selv, sin mand og måske også jordemødrene om, at man har tænkt sig at føde OG DET NU! For langt de fleste fødsler, især førstegangsfødsler, tager bare lang tid.. Men så er der dem der ikke gør! Og de kan komme bag på os alle, men de fleste jordemødre kan alligevel høre, når en fødsel er på vej.. DERFOR beder jordemoderen på modtagelsen oftest om at tale med den fødende, når der ringes ind. Jordemoderens høresans er tunet ind på fødsel og langt de fleste fødende lyder ens, når det er ved at være op over.

Jeg var ikke i tvivl om, at vi skulle direkte til sagen med Camilla, da jeg mødte hende i modtagelsen. Selvom hun var førstegangsfødende og kun havde haft veer i kort tid, så var der ingen tvivl, der var baby på vej! Og det så meget, at jeg hurtigt fik en kollega til at hjælpe med både at køre Camilla liggende til fødestue og pakke fødeustyret ud, for vi havde hænderne fulde med vemestring og snart ville der lande en bebs i vores hænder.

Læs Camillas fine beretning herunder og følg op med mit indlæg om Tjeckliste til Akut fødsel og 10 tegn der viser baby er på vej, så er du klædt på til en lynfødsel!

—

Tag godt imod lille Emil <3

Min lyn-fødsel:

Jeg havde forberedt mig i måneder, på det der skulle være den hårdeste og sværeste opgave af min graviditet, fødslen af min søn. Min mor var selv over 20 timer om at føde mig, så jeg forberedte mig på en lang fødsel, med en hel del ventetid.

Under graviditeten gik min mand og jeg til fødselsforberedelse på Herlev hospital, hvor vi gentagende gange fik at vide, at den latente fase som regel vil være lang og for nogle tage flere dage og at vi ikke skulle forvente at komme til på fødegangen, hvis vi dukkede op i denne fase, men derimod ville blive sendt hjem igen. Min mand forsøgte sig med en sarkastisk kommentar om, at jeg godt lige kunne tage hensyn til vores til stramme økonomi og at vi altså først ville tage afsted, når jeg var helt sikker på at fødslen var ordentligt igang.. En joke der ikke faldt i god jord hos en i forvejen lettere nervøs OG højgravid kvinde!

Jeg forberedte mig derfor mest muligt på at skulle slå nogle lange timer ihjel. Jeg lavede en liste med ting der ville være gode at foretage sig i den latente fase – fx et varmt bad, se div. gode film (som forinden var trukket ned og lå klar til de mange timer). Jeg lavede en lang spilleliste med alle mine yndlingsnumre, fandt gode hofte- og bækkenøvelser, som jeg kunne lave. Planlagde hvilke ruter vi kunne gå i nærområdet, som ikke var for lange og samtidig gav frisk luft og meget meget mere. Jeg var klar på de mange timer!

Kl. 1.40 natten til d. 22/9 vågede jeg med en mave der rumlede og føltes mærkelig. Først tænkte jeg, at jeg måtte have spist noget dårligt til aftensmad – vi havde fået hjemmelavede hotdogs – shit, det kunne maven nok ikke tåle.. Jeg gik på toilettet og kunne konstatere at min slimprop var gået og jeg havde tegnblødning. Jeg fandt straks min telefon frem for at google slimprop og tegnblødning og nåede frem til den konstatering, at det sagde nul og nix om hvornår jeg kunne forvente at føde, der kunne gå alt fra timer til dage.. Nå, ro på. Jeg valgte at trisse lidt rundt i vores lejlighed og tændte for fjernsynet i håbet om at der var noget spændende at se der midt om natten. Jeg satte mig i sofaen, men fandt snart ud af, at det ikke var rart at sidde ned da der med jævne mellemrum kom nogle gode jag i underlivet (ca. Hvert 4-5 min.). Jeg gik derfor rundt om mig selv i en times tid og bestemte mig for at kl. 2.30 måtte jeg vække min mand, da han lige så godt kan få sovet mest muligt. Da klokken slog 2.30 sharp vækkede jeg ham, bad ham stå op og pakke vores tasker færdige, så vi kunne tage af sted mod Herlev.

Han kiggede noget groggy på mig og stod så lidt forvirret op. Imens ringede jeg til fødemodtagelsen – jeg blev ved at tænke, at det nok var for tidligt at ringe til dem, men at jeg havde fået at vide – ”hellere ringe en gang for meget, end en gang for lidt”.

Jordemoderen i røret var MEGET rolig og sagde alt det jeg regnede med hun vil sige.. ”Prøv om du kan hvile lidt, se en god film, tag et varmt bad” osv. Jeg var klar over, at jeg kun havde været i gang i en times tid, men jeg synes godt nok, at det gjorde ondt allerede.. Jeg forsøgte mig med jordemoderens råd og valgte TV/film på sofaen. Efter en sammentrækning i underlivet lagde jeg mig til rette.. ahh.. I hvad der lignede 2 min. lå jeg rart på sofaen og så kom der ellers endnu en sammentrækning (ve) og jeg måtte op og stå – at ligge ned var det absolut sidste jeg skulle!

Jeg gik rundt om mig selv i yderligere 5 min. og endte ved vindueskarmen hvor jeg åbnede et vindue og holdt et fast greb i en pude. Der var let trafik på gaden, som jeg fulgte med i for at aflede mine tanker og finde ro mellem veerne. Her stod jeg i yderligere 20 min. hvor veerne tog til. Min mand ringede efter de 20 min. igen til fødemodtagelsen, da jeg ikke selv kunne holde en samtale kørende i mere end 2 min. Jeg forsøgte at tage tid på mine veer og mellemtiderne, men tænkte at det var helt ubrugeligt. Jeg havde nu veer i ca. 50 sek. og pauser på lidt under 1 ½ min. Jeg tænkte, at det sikkert slet ikke var rigtige veer jeg havde, men at latentfasen blot var sådan her! Det var jo alt for tidligt hvis jeg allerede havde veer med kun 1 ½ min. mellemrum! – Jeg tænkte: Shit der er langt igen, hvis det her blot er opstarten.. Jeg havde de sidste 20 min. gjort flittigt brug af lange, dybe vejrtrækninger, men det kneb med at holde igen med dybe brøl når veerne rigtig bed.

Beskeden fra fødemodtagelsen var, at vi godt måtte komme ud forbi, men at vi skulle forvente at blive sendt retur – jeg var førstegangsfødende og det tager jo god tid!

Kl. 3.30 kørte vi mod Herlev hospital – jeg havde solide veer og taxaturen er den længste jeg nogensinde har været på! Vi ankom på fødemodtagelsen kl. 4, efter at være faret vild på hhv. 3. og 4. etage på Herlev.

På Herlev blev vi modtaget af jordemoder Heidi, der kom ind på den stue vi var anvist til. Jeg registrerede svagt, at hun hilste på min mand imens jeg stod i en hård ve. Da veen var ovre hilste jeg på hende og blev guidet op i sengen for at hun kunne undersøge mig nærmere. Veerne skyllede fortsat ind over mig og jeg havde det svært med at ligge ned og trække vejret roligt.

En kyndig hånd med et roligt men fast tryk lagde sig på min pande. Heidi trykkede mig fast i panden og det virkede vildt godt som smertelindring! Dernæst hjalp hun mig med at genvinde de rolige vejrtrækninger, ved at presse mine skuldre ned i sengen hver gang en ve var aftaget, igen – skønt! Heidi undersøgte mig og konstaterede at fødslen var godt i gang og jeg skulle rykkes til en fødestue. Min første tanke efter denne konstatering, faldt på den sarkastiske kommentar min mand kom med til fødselsforberedelsen, om ikke at tage af sted til hospitalet før tid var – Ha´ godt vi tog af sted nu da, ellers havde jeg nok født på vejen dertil!

Vi rullede mod fødestuen kl. 4.15. Det hele gik meget hurtigt. Jeg husker at jeg blev kørt ud fra den første stue og ind på fødestuen og at jeg skulle passe på at mine fingre ikke kom i klemme, da jeg havde en godt fast greb i sengehestene under veerne, men alt andet husker jeg ikke.

På fødestuen fortsatte Heidi med at guide mig i hvordan jeg skulle trække vejret og slappe af mellem veerne. Det hele gik meget stærkt! kl. 4.30 gik fostervandet og kl. 4.45 fik jeg de første presseveer. Heidi guidede mig med en rolig og samtidig fast stemme, præcis den jordemoder-type jeg havde ønsket hele graviditeten!

Min mand havde siden ankomsten på fødestuen givet mig lattergas. Det gav mig en god ro at vide, at masken kom hver gang jeg bad om den, især fordi jeg via. den kunne høre min egen vejrtrækning og dermed minde mig selv om at trække vejret roligt ind og ud. Jeg fik tilpas meget ro på og overskud til gerne at ville følge med i fødslen ved hjælp af et spejl som Heidi holdt. Selvom det ikke helt lykkedes grundet vinklingen af spejlet, så gav det mig overskud til at tro på, at jeg kunne klare det her og at jeg ville have mit barn i armene lige om lidt. Heidi opmuntrede mig og styrkede mig i min tro på, at vi snart var i hus med fødslen. Hun fortalte, at hovedet stod helt nede og at det blot var et spørgsmål om at presse godt til, næste gang der kom en ve. Kl. 4.56 kom vores lille dreng til verden.

På lidt over 3 timer, gik jeg fra at ligge og sove i min seng, til at ligge med min nyfødte søn på brystet. En fødsel der gik over al forventning og med lynets hast. En fødsel der involverede den største smerte og følelse af afmagt jeg har oplevet, men som kort efter blev afløst af den største glæde og kærlighed til den dreng jeg sidder med i armene nu.

Tak til Heidi for at bistå mig i denne fantastisk oplevelse, hvor jeg hele vejen igennem følte mig tryg, hjulpet og hørt.

Tak til Camilla for at give mig muligheden for at genopleve og dele denne fine oplevelse med jer <3

—–

Kan du lide min blog er du meget velkommen til at stemme på mig til Børn i Byen prisen for Bedste blog. Vi er nemlig nomineret OG stolte af det!

stem her!

Og læs flere gode fødselsberetninger i Føljetonen om Den Gode Fødsel i kategorien  Gode fødselsberetninger.

 

 

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'