Meyermor er træt men glad efter dagens arbejde..

Med en puls på 200 mødte jeg i dag op til min aftale med Rigshospitalets studerende til deres Fagcafe. -Et fagligt pustehul, hvor de studerende får taletid, får vendt forskellige problemstillinger, ups and downs og deler deres oplevelser fra praktikken med hinanden. Ind imellem arrangeres et fagligt indspark og i dag var det så mig – og Meyermetoden!

Til forskel fra min oplevelse med min første fremlæggelse, som jeg har skrevet om her, så var min høje puls denne gang mere begrundet i min hurtige cykeltur fra Bryggen. Jeg var faktisk ikke så nervøs denne gang. Jeg havde jo en god erfaring med, at ligemeget, hvor dårligt jeg havde præsenteret min metode første gang, så havde den båret sig selv og de studerende havde været vilde med den.

Anden gang havde gået så fint og min powerpoint havde været et godt værktøj så jeg var super klar..

-bare jeg havde min powerpoint så skulle det jo nok gå!

Men…!

Mig og teknik!

Min powerpoint, som havde ligget helt fint på sit USB stik sidst, var nu ikke at finde på det lille fine USB stik…

Jeg ved simpelthen ikke, hvad det er med mig og IT!

Vi kæmpede lidt med det samtidig med, at jeg forsøgte at ignorere nervøsitetens snigende indtog. Til sidst greb jeg telefonen og ringede til min livline..

Jeg ville simpelthen så nødigt undvære mit støtteben..

Heldigvis er Peterfar sådan en mand, der altid smider, hvad han har i hænderne og redder min røv, når det brænder på.

USB stikket var åbenbart gået i stykker i min taske.. Men Peter fandt en anden vej og en halv time forsinket kunne jeg komme igang med min fortælling.

Jeg har bygget min præsentation op omkring hvordan forskellige episoder, erfaringer og oplevelser har bragt mig på sporet til at udvikle metoden. Alt fra mine egne tre fødsler, observationer i praktikken, mine studier og bachelor skrivning og fordybelser i smerteteori og forståelse af psykens funktion og indflydelse på vores kropslige reaktioner. Jeg har meget på hjertet og en masse baggrundsviden, som er basis for at forstå og arbejde med metoden, så det var bare at komme igang og holde hovedet koldt.

Nervøsiteten skinnede kortvarigt igennem, men det hjalp at få sagt højt, at “jeg jo sådan set er jordemoder meget mere end jeg er foredragsholder”.. Jeg har da holdt mange fødselsforberedelser og sågar en gang talt for over 400 studerende, men der er noget andet sårbart over at stå og præsentere sig selv i forhold til en metode, man selv har udviklet og selv synes er et fantastisk værktøj, men i bund og grund ikke ved, om metoden er overførbar og kan være ligeså effektiv for andre.

Men da først jeg var kommet igang tog min passion for faget over og ordene kom af sig selv.

Dealen med de studerende, her på fagcafeen, er at de skal være med til at evaluere min præsentation og give mig feedback på, om der er ting jeg kan gøre anderledes for at bedre forståelsen og flowet i min præsentation, men også, at de skal komme med tilbagemeldinger på, hvordan de oplever at bruge metoden i praksis.

Der var en af pigerne, der havde været med til min første præsentation og allerede havde afprøvet metoden i praksis og haft stor virkning. Hun fortalte med samme glæde, som jeg kender fra mine egne oplevelser, at hun havde følt, at hun havde kunnet gøre en kæmpe forskel for kvinden, som her var en udenlandsk mangegangsfødende kvinde, der ikke forstod dansk eller engelsk.

Behøver jeg sige, at Meyermor var stolt?

Da jeg kom hjem og åbnede min mailbox var der allerede besked fra en af deltagerne fra dagens workshop. Læs i mit næste indlæg, hvad hun havde at sige til Mig og Meyermetoden…

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'