BossaNova style #1 -mine sidste køb til Bossen

Mor, far og Meyermetoden versus Raketfødslen.

skaermbillede-2017-03-30-kl-23-13-54

For en lille måneds tid siden var jeg ude hos bloggeren Jeannette og hendes mand Jonas og give dem en lille omgang lyn- fødselsforberedelse.

Jeanette og jeg havde mødt hinanden til et par blogger- events, og var faldet i snak om hendes Lynfødsel med Marvin. En fødsel der havde sat sine spor og var præget af kontroltab, misforståelser, hospitals-svigt og i det hele taget bare stadig fyldte meget hos dem begge.

Nu var der ny bebs og fødsel på vej og jeg havde læst på Jeanettes blog, at frustrationerne i graviditeten tog til, så jeg ville så gerne have fingrene i Jeanette.. Altså bare sådan lige hapse hende til en lille omgang Jordemoderterapi. Få styr på den der første oplevelse og få banet vejen til en ny og rigtig god fødselsoplevelse. Jeg kan næsten ikke være i mig selv, når jeg ved, at selv et par timers forberedelse kan gøre den store forskel. Så jeg tilbød at komme på et lille jordemoderbesøg og se om vi kunne rykke lidt på forventningerne og trygheden i forhold til den kommende fødsel. Derudover ville jeg gerne vise Jeanette og Jonas min Meyermetode og se om den kunne være et værktøj, der kunne gøre en forskel i deres situation med lynfødsels-historie.

Det rigtig fede ved privat fødselsforberedelse er, at jeg kan tage udgangspunkt i netop det par, jeg har foran mig, i deres forhistorie, erfaring og relation. Med Jeanette og Jonas var der oveni, det faktum, at de begge er uddannet indenfor det sundhedsvidenskabelige, som henholdsvis fysioterapeut og forsker i biologi, så vi kunne springe mange led over og have en indforstået snak, som gjorde vores timer sammen meget intensive. Jeg måtte holde tungen lige i munden, men jeg følte, at mit budskab mødte velvilje og at Meyermetoden gav mening for dem. Så var det bare spændende om det også ville virke, når slaget skulle stå. Jeanette skrev om vores fødselsforberedelse i dette indlæg –Fødselsforberedelse med Meyermetoden.

Og SÅ kom dagen!

Lillebror meldte sin ankomst og det har Jeanette skrevet nedenstående beretning om. Læs selv <3

Tag godt imod lille Dexter!

—–

Så meldte han sin ankomst, faktisk allerede den 16. marts – for præcis 14 dage siden, hele 15 dage før termin. Der har været stille på bloggen, og det har der altså været en god grund til. Der har været brug for 100 % fokus på det her lille nye menneske og ikke mindst den her lille nye familie på 4.

Modsat Marvins fødsel var der ikke den store optakt, faktisk sov jeg som en sten hele natten op til dagen hvor det skulle vise sig at gå løs. Jeg var så meget i tvivl, om det var nu, det var nu. Men det gik dog op for mig, og jeg havde en mand der insisterede på at der altså var noget i gang. Jeg er virkelig glad for den sparring (og introduktionen til Meyermetoden, der viste sig nyttig senere på dagen) vi har haft med Heidi/meyermor.dk

Ved en 9-tiden torsdag den 16. marts, lå jeg dejligt under dynen og overvejede at stå op. Jeg skulle lige pudse næse og fandt et stykke papir frem. I det jeg tager det op til næsen mærker jeg et “blop” og tænker straks: “Gik mit vand lige, eller tissede jeg i bukserne?”. Jeg kiggede ikke ned men lå kort og gennemtænkte hvad der egentlig lige var sket. Havde jeg virkelig så dårlige bækkenbundsmuskler at jeg kunne tisse i bukserne inden jeg overhovedet var begyndt at pudse næse? Jeg tøffede ud på toilettet og konstaterede at det nok var vandet der var gået, men jeg var ærlig talt ikke overbevist. Jeg sagde intet til Jonas, for han var på vej ud af døren for at aflevere Marvin i børnehaven. Lige dén dag havde han besluttet at arbejde hjemme. Da han havde afleveret Marvin fortalte jeg ham det så. Vi blev enige om at jeg hellere måtte få pakket den der hospitalstaske, som jeg allerede overvejede at pakke i starten af februar. I samme omgang ringede jeg kl. 11 til fødegangen, og vi blev enige om at nu var det bare at vente og se tiden lidt an. Der blev lagt vægt på at jeg fødte meget hurtigt sidst og at jeg selvfølgelig bare skulle ringe når der skete mere eller hvis vi ikke længere var trygge ved at være hjemme. Kl. 12.15 bad Jonas mig ringe igen, han synes ikke der var så lang tid mellem veerne mere. Heidi havde givet os et par gode pejlemærker at gå efter, rent tidsmæssigt, da vi jo skulle være sikker på vi kunne nå frem til fødegangen, hvis det også ville blive en raketfødsel denne gang. Jonas ville gerne afsted og jeg ville egentlig gerne bare tjekkes da det var begyndt at nive lidt.

Ca. kl. 13.00 ankommer vi til fødegangen på Hvidovre Hospital. Jeg blev undersøgt af en jordemoder; ingen livmoderhals tilbage og 1-2 cm åben. Hjertelyden var fint, men mit blodtryk højt. Alt i alt ikke noget prangende “resultat” og vi fik besked om at normalt ville vi blive sendt hjem, men taget min historik med Marvin i betragtning, kunne vi nøjes med at gå en tur. Vi blev foreslået at gå lidt udenfor eller op til 7/11 og få lidt mad. No way, José. Jeg kunne slet ikke overskue det og panikken spredte sig hurtigt i kroppen, tårerne pressede på og i mine tanker så jeg mig selv komme gående på de lange gange på Hvidovre, pludselig knække sammen – og så lå der en baby på gulvet og skreg. Jeg skulle ikke væk fra fødemodtagelsen, medmindre det var for at komme på fødegangen. Vi fik lov at blive.

Kl. 14.45 kom vi ind på en “ventestue”. Der var en seng og en stol og ingen andre omkring os. Det var dejligt. Dejligt at føle sig hørt og dejligt at føle en omsorg, selvom omsorgen ikke kom i form af et par fysiske hænder, men derimod nogle rolige omgivelser for os. Veerne to stille til og Jonas gjorde brug af Meyermetoden til at hjælpe mig gennem veerne der i min verden blev slemmere og slemmere. Jonas formåede at hjælpe mig med at mærke hele min krop og runde veen af gennem et punkt han trykkede på lige mellem øjnene på mig. Det gav en følelse af at nu var veen “tværret ud”. Den var væk og jeg kunne slappe af og samle kræfter til den næste ve, hvor han så hjalp mig igen. Jeg følte vi var to i det her. Det var uden tvivl mig der mærkede smerten i kroppen, men det var Jonas der hjalp mig med at slippe den. Og nej, en fødsel bliver altså aldrig smertefri – men et eller andet sted følte jeg, at jeg var i stand til at håndtere det bedre fordi vi var et team, fordi vi var sammen om det. Støtten kom ikke i form af et “ih” og “nååå” og “ååh”, den kom i form af berøring. En berøring der gjorde jeg ikke mistede kontakten til min krop og kun fokuserede på at det gjorde ondt.

Kl. 16.45 synes jeg veerne virkelig begynder at gøre ondt. Jeg får vrisset af Jonas at hvis han trykker mig én gang til i panden så giver han mig kraniebrud. Jeg har svært ved at være i smerten og jeg mister taget på det. Jonas fortsætter med Meyermetoden, men springer blot det sidste punkt over. En, for mig, virkelig god pointe Heidi gav os, som jeg rigtig gerne vil give videre også, er at Jonas skulle ikke spørge mig om jeg ville noget. Han skulle bare gøre det. Og så måtte jeg sige nej der. Han skulle ikke spørge mig om jeg ville have noget at drikke, han skulle bare stikke mig drikkedunken. Han skulle ikke spørge om han skulle trykke nogle steder på mig, han skulle bare gøre det. Det gjorde at jeg ikke skulle tage stilling til noget, ud over at have fokus på at arbejde med veerne. Og gjorde han noget jeg ikke ville have, så sagde jeg selvfølgelig bare nej der. Han tog ejerskab over fødslen på en måde jeg ikke selv var i stand til og det var fedt! (Og endnu federe at tænke tilbage på nu).
Jeg bliver endnu engang undersøgt og resultatet var fuldstændigt det samme som da vi ankom til fødemodtagelsen; 2 fingre åben, ingen livmoderhals og ikke en dyt andet. Jeg blev sur. Sådan rigtig bitter, helt ned i maven. Sur over at min krop ikke bare kunne finde ud af at lade der ske ét eller andet – det gik jo fint sidst. Sur over at min krop ikke har præsteret andet end smerte og absolut intet andet siden vi ankom på fødemodtagelsen næsten 4 timer før.
Jeg fik vrisset at så ville jeg eddermame have noget smertestillende hvis de lorte veer ikke gad give en skid alligevel. At min fødselsplan var ligemeget, det var jo bare ønsker – og ønsker kan ændre sig. Jeg ønskede mig smertestillende. Jordemoderen rystede stille på hovedet, mens hun roligt fortalte mig at det var for tidligt i forløbet at få smertestillende, men at hun synes jeg skulle prøve at tage et bad. Jeg ville krafteddemeikke have et bad, jeg ville have mine drugs. Kompromiset blev at det ikke kunne komme på tale før jeg havde taget det varme bad. Okay så. (Og tak for det, jordemoder).

Kl. 17.00-17.45 er jeg i bad. Jeg er sur. Sur over at vandet ikke kan blive brændende varm, så jeg står egentlig og ryster frysende, samtidig med at jeg skal arbejde med de veer der jo alligevel ikke gav noget. Jonas bliver nødt til at holde bruseren for mig hver gang der kommer en ve, og meget hurtigt bliver han nødt til at holde den hele tiden. Blufærdighed go home! Jeg kan ikke overskue badet mere og vil bare ud. Veerne stopper ikke. Jeg skal på toilettet og jeg kan høre Heidis ord for mig: “Hvis du får følelsen af at du skal på toilettet, så holder du hånden under!”. Der sker ikke en skid – bogstavelig talt. Jonas hjælper mig på med den sparsomme mængde tøj i form af nettrusser og en hospitalsskjorte. Indtil nu har jeg haft kjole og leggings på. Jeg kan ikke være i min egen krop og da vi går tilbage ind på ventestuen kommer pressetrangen: “Jonas, hiv i den snor nu!”. Jordemoderen kommer ind kl. 18.00 for at undersøge mig. Jeg skal ligge mig op i sengen, men på det tidspunkt har jeg ingen pauser mellem veerne. Så princess-not-charming som man nu engang er må jeg meddele jordemoderen at enten skal jeg presse en unge ud eller også skal jeg skide. Bum. Jeg må ikke presse og det lykkedes mig at komme op i sengen. Jordemoderen gør store øjne; 8 cm og aktiv fødsel: “Vi skal have dig over på fødegangen nu, jeg får lige fat i en kollega”.

Kl. 18.15 bliver jeg sengeliggende fra undersøgelsen, rullet i turbofart til fødegangen af to jordemødre. Stadig som princess-not-so-charming siger jeg hele vejen til fødegangen at jeg skal presse nu eller skide. Jordemødrene laver synkrone vejrtrækningsøvelser. Jeg forsøger at følge med og ikke presse.
Sengen bliver parkeret, sengehestene klappet ned og der er en hurtig klargøring til forflytning til fødelejet. Jeg observerer der står en portør, lænende op af fødelejet og kigger på mig. Jeg undrer mig meget. “Vi snupper fødslen i sengen, vi når ikke at få hende på fødelejet”. I løbet af et par presseveer er vores lillebror ude. Det var vildt. Men jeg var med! Mit hoved forstod hvad der skete og jeg tudbrølede da en lykkerus strømmede ind over mig. Det var en surrealistisk følelse, en følelse jeg ikke havde ved Marvins fødsel, og en følelse jeg slet ikke kan beskrive.

Dexter born

Portøren var imidlertid ikke en portør. Det var en børnelæge fra neonatal (undskyld læge, men hvornår har en læge set så ung ud, lignet en portør og haft “Boten Anna”-langt svenskergarn?!). Portøren Lægen meddelte at de skulle gå nu, og at han ikke vidste om vi havde snakket om hvordan vi ville gøre det. Gøre hvad? Gå? Jeg kunne da ikke gå nu, jeg skulle jo stadig lige føde en moderkage, have tjekket understellet og måske lappes sammen? Hvordan skulle jeg kunne gå? Og dér gik det op for mig. Jeg skulle skilles fra min lille nye søn. I min fødselsplan/ønsker havde jeg skrevet at hvis jeg ikke kunne være hos ham, så skulle Jonas være det. Og sådan måtte det være. Jeg havde ubevidst taget stilling til noget, jeg ellers var tvunget til at skulle tage stilling til få minutter efter han var født. Jeg brød helt sammen. Vi fik lov til at få 10 minutter ekstra alene på stuen inden de gik. Og der gik de så. Lægen og Jonas med den lille nye, fine lillebror i armene. Og der lå jeg. Alene.
Der gik næsten 3 timer inden vi blev forenet igen. Det var de hårdeste 3 timer jeg nogensinde har oplevet. Det virkede så forkert at det lille nye menneske ikke bare skulle ligge hos mig, at jeg ikke kunne se ham, ikke kunne høre ham og ikke bare kunne være hans mor.
Mit blodtryk var for højt og jeg blev indlagt på barselsafsnittet mens Jonas og lillebror var indlagt på neonatal. Heldigvis måtte jeg gerne være på neonatal hos dem og jeg pendlede derfor lidt frem og tilbage mellem afdelingerne. Men skidt med det. Det vigtigste var at vi kunne være sammen.

Vi var indlagt i 5 dage grundet observation for abstinenser pga. de smertestillende jeg har fået for en navlebrok under graviditeten. Det var hårdt, ikke mindst fordi vi selvfølgelig var blevet et familiemedlem rigere, men vi havde også et lille familiemedlem derhjemme; Marvin. Marvin var på ferie hos sin farfar i 3 døgn, hvorefter Jonas var hjemme ved ham fra han hentede ham i børnehaven, til han afleverede ham igen. Mens Marvin var i børnehaven var Jonas på hospitalet hos os. På 5. dagen, den 21. marts, blev vi udskrevet og Marvin kunne stolt trille sin lillebror hjem fra hospitalet i barnevognen. Perfekt timing, for den 22. marts blev Marvin 5 år, og den bedste gæst til fødselsdagen var helt sikkert hans lillebror.

Marvin er pavestolt af sin lillebror. Lillebror hedder Dexter, eller som Marvin siger “Det extra” – og ja, han er jo lige dét extra i vores lille familie. Det er stort at få et barn (mere), men det er mindst lige så stort at se Marvin i rollen som storebror. Dexter har helt sikkert trukket det lange strå der, for Marvin er en fantastisk storebror.

Dexter born1

Se dem lige! De er sgu da søde, ikke?

♥ Du kan følge Jeanjeans bloggen på  Instagram, Facebook  og/eller Bloglovin  ♥

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

BossaNova style #1 -mine sidste køb til Bossen