Min datter blev overfaldet af en hund i dag..

Nova og jeg havde en tiltrængt fridag sammen i dag.

Vi hyggede hjemme, med en lang morgen og fri leg. Bossen er meget fascineret af fødselsdage for tiden, så vi hyggede os med at pakke gaver ind og åbne dem igen. Vi legede, at det var hendes fødselsdag og hun var helt med på legen, selvom hun først var en smule fortørnet over, at der ikke var nye ting i pakkerne, men det var vist bedre end ingenting. Og dejligt i det hele taget at finde på noget at lege. (hvilket altså ikke er min stærke mor-side)

Hen af formiddagen kom vores søde veninde Sascha forbi til kaffe, men Nova begyndte ret hurtigt at kravle på væggene, så vi fandt vej ned til legepladsen. Så kunne vi få luftet Bossen og mulighed for at tale lidt ind over hende.

Her sidder vi så i den store sandkasse, da vi hører en man fløjte efter sin hund.

pfffffft OTTO! hører vi..

Og i det samme tonser en 40 kilos boxer igennem hækken.

Han ser Nova og løber direkte mod hende….

Jeg læser lynhurtigt hundens adfærd og kan godt se, at han er glad og typisk Boxer hvalpet.. Altså fuldvoksen, men stadig hvalp og legesyg. -så umiddelbart tænker jeg ikke at faren er større end, at han render hende ned, hvis han fortsætter kursen.

Jeg råber højt

ARRH! STOP!

og kaster mig frem mod Nova, der er panisk angst for det store dyr, der kommer galoperende.

Han stopper lydigt, men drejer rundt om sig selv og får på ny øje for den lille skrighals ved min side.

Nu skifter hans udtryk. Hvor han før måske nok så ud som om, han bare var glad for børn og ville give Nova en ordentlig vasker med fart og vægt bag, så virker det nu mere som om, han ser hende som en jævnbyrdig legekammerat.

Han bukker sig ned og spiller op til leg, slår med poterne for at få modspil. Og kaster sig så frem, i det jeg tolker som, at han vil have fat i Nova og dominere hende. Jeg frygter, at han kunne finde på at markere.

Jeg når lige at få slået hans “angreb” ned med en hånd, der maser hans hovede mod jorden. Han trækker sig rundt og “angriber” igen. Igen får jeg skubbet ham væk og får fat i hans sele og kan holde ham på afstand, imens jeg råber “sæt dig!” Min veninde er også på benene, men i det samme kommer Ottos far og får styr på ham.

“Det må I godt nok undskylde” siger han….

“Ja det må du nok sige, siger jeg, det var virkelig en ubehagelig oplevelse..” Indeni har mit adrenalinspejl lyst til at fyre en atombombe i hovedet på manden, men han ser tydeligt chokeret og undskyldende ud.

Han får ro på hunden og bliver stående.

Jeg trøster Nova.. “Skat han er bare glad… se Otto.. han er bare en hvalp og han troede han skulle lege med dig. Men det havde du ikke lyst til. Han er alt for vild.”

Min veninde følger op på den psykiske førstehjælp til mit rystede barn. Hun går over og kæler Otto og viser, at han ikke er farlig. Nova smiler. Men vil ikke sige hej til Otto.

Ottos far siger ikke noget… Jeg tror han forventer en reaktion fra os…

“Jeg ved godt, at han sikkert bare var legesyg, men det var altså ret voldsomt for min datter. Plejer du at lufte ham uden snor her på legepladsen”? Spørger jeg.

“Nej han gik igennem hækken” lyder svaret.

Okay..

Der er ligesom ikke rigtig mere at sige.

Otto og hans far smutter og vi ryster hændelsen af os. Hjemme igen kommer Otto og hans far tilfældigvis forbi vores have. Vi siger hej til Otto, der er i snor. Nova vil gerne se ham, hun smiler på behørig afstand.

Jeg tror min datter er okay og forhåbentlig har det ikke givet hende en blivende hundeskræk i livet. Og jeg tror, at Otto er en glad hund, som ikke skal misforstås.. men holdes i kort snor.

Den slags børn kender vi godt her i huset.

Hilsner fra en mor, der er opvokset med fire jagthunde på den ene side og Bullmastiff opdræt på den anden side.

Min veninde og jeg turde godt stoppe skaden inden den skete, men ville andre mon kunne det samme..?

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'