Hvis spørgsmålet er Rejseklapvogn? - er svaret Moweo Lite!

Mit langdistance moderhjerte..

img_1272

Der er nu gået tre uger siden jeg sendte min knapt 12 årige søn til et skoleår i Hong Kong hos far.

3 uger uden ham.. og hans dybe kærlighed.. åh den måde en dreng elsker sin mor…Jeg skal forsøge ikke at dykke ned i detaljer om det, for så får det her indlæg en helt anden ordlyd og knapt så positivt, som det er tiltænkt.

For det går ok, selvom jeg stadig er lidt sprød i overfladen.

Jeg vil ikke engang sige, at det kom bag  på mig, at det ville være så svært at sende ham afsted, det havde jeg nok egentlig forudset.. Jeg har aldrig været god til at give slip i noget og sorgfulde følelser trives i mit indre, så jeg havde forventet, at jeg ville skulle arbejde ret hårdt med at acceptere, at han er væk.. altså så langt væk.

Men man vender sig lidt til det.. Lidt ligesom ved skilsmissen.. Jeg husker, hvordan jeg til at starte med græd ind i telefonen til en kærlig støtte, der lagde øre til min sorg… Jeg skreg nærmest – JEG VIL IKKE DELE MINE BØRN! Jeg vil ikke undvære dem! Ikke en time, ikke ET døgn ! Overhovedet ikke!

Men man lærte det jo.. og på et tidspunkt blev jeg også god til at få det bedste ud af den fritid og det overskud, der kom af det afbræk, når de var hos deres far. Jeg husker, at jeg spejlede mig i den mandlige måde at overleve.. Og i sætningen, som jeg havde hørt for perioder, hvor der gik lang tid imellem samvær. “Jeg ved jo I har det godt hos jeres mor.”

Og det er jo rigtigt..

Jeg ved jo også godt, at han har det godt hos sin far….

Den sætning støtter jeg mig op af.

Og så prøver jeg, som efter skilsmissen, at være lidt bedre til at tænke på mig selv og de muligheder, der er for mig ved at kunne give slip i ansvaret og have lidt mindre på min tallerken i dagligdagen, for han er jo hos sin far..

Han mangler ikke noget.

Tværtimod. Han virker glad. Og der er styr på det derude. Han er begyndt i skole. Har fået venner Tim, Ivan og Stephan, fra henholdsvis Asien, Rusland og Canada. Og han hygger med vores gamle venners børn. Der er styr på uniformen og buskortet og værelset.. han får god mad hver dag fra den Filipinske maid Rose, som er godt oplært fra en indisk familie… og så får han one on one tid med sin far.

Min søn har det godt.

Måske bedre end jeg havde regnet med… Og måske er det hele her faktisk meget sværere for mig..? – fordi jeg er afhængig af mine børn og vores relation. At være noget for nogen.. At være mor..utilstrækkelig og superwoman på samme tid. Altid elsket. Revet i. Moar, moar, moar til man bliver helt skør i hovedet af alle de behov… og alle de børn.. der elsker en…hvor er det dog fantastisk at være noget for nogen.. og hvor har jeg dog været vigtig i hans liv.. han har været så super morsdreng agtig op igennem tiden og jeg ved jo at han altid vil være det.

..men lige nu har han ikke brug for mig. Han har det godt. uden mig.

Og det arbejder jeg med at omfavne og se det positive i selvom jeg mest af alt har lyst til at røve en bank og nuppe det næste fly til Hong Kong og til et kys fra ham <3

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

   

2 kommentarer

  • He has it so good and that is because he has been raised to have strong self esteem and confidence. xoxoxo

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvis spørgsmålet er Rejseklapvogn? - er svaret Moweo Lite!