Da Daniel blev .... Jorde-FAR !

Mig og min… ryg.. og smerte.. og viljestyrke og.. lig og lænker og fodvorter….

Endnu en MR scanning er overstået. Denne gang en noget mildere oplevelse end sidst, hvor jeg skulle scannes hele fire steder i min krop og det rendte op i en hel times liggen helt stille i et langt larmende metalrør.

Det er altså ikke for sarte sjæle – skulle jeg hilse og sige!

Jeg er ellers sådan en sej type, (hvis jeg selv skal sige det) der tror, at jeg har masser af mestringsmekanismer til at håndtere både klaustrofobi og smerte og i det hele taget kan jeg komme ret langt på min viljestyrke. Det har jeg bevist for mig selv flere gange.

Feks da jeg et år besluttede mig for at ville svømme Christiansborg rundt og købte mig en billet..

Jeg tænkte nok, at billetten i sig selv ville give mig den rygrad, jeg så aldrig har haft til at gå hardcore igang med et træningsforløb, så jeg kunne blive klar til mit første Open Water svømmeløb.

DET gjorde den så ikke!

Datoen kom nærmere og lysten til at hoppe i det kolde mørke kanalvand meldte sig ikke… Måske egentlig også, fordi jeg vidst nok har det med at få sådan nogle mærkelige tvangstanker, hver gang jeg kigger ned i mørkt havvand, Eller svømmer under vandet i havet. Jeg forestiller mig altid, at jeg lige om lidt ser et lig… og lænker ! Ja den er god nok, den er pænt dårlig!

Og Den er sikker hver gang!

Altså ikke, at jeg rent faktisk ser et lig (selvom man jo aldrig skal vide sig sikker nu om dage) men at tanken popper op og jeg så har en kraftig indre dialog med mig selv om sandsynligheden for, at der rent faktisk ER lig, og lænker.. og om chancen for, at de her tanker ikke lige om lidt påvirker min puls og jeg skal have et angstanfald i vandet…. – kan man egentlig flyde, hvis man panikker? Eller får man bare ekstra kræfter til at komme i land?

Dagen kom og min mand skaffede mig en våddragt – så der var ikke rigtig nogen vej udenom… i vandet skulle jeg jo, ellers ville jeg ikke kunne se mig selv i øjnene… så hellere lig.. under vandet… i lænker.

Nå men til dem der ikke har prøvet at svømme i en våddragt… MAN KAN IKKE svømme brystsvømning.. Man kan heller ikke dykke… SÅ min strategi med at tage den under vandet – (med lukkede øjne) løb rimeligt hurtigt ud i sandet. Så det blev til 2 km Christainsborg rundt i delvis crawl – og rygsvømning når jeg skulle have luft… Det gode ved det var, at der så ca var en kilometers rygsvømning UDEN tanker om lig og lænker … og jeg slap for at se på Agnete og Havmanden …

skaermbillede-2017-09-21-kl-12-55-52

Københavns eneste undervandsskulptur … som i den grad freaker mig ud! -for jeg har nok ikke kun et problem med lig og lænker… men også i det hele taget ting, der er under vandet… især når vandets bevægelse har det med at få det til at se levende ud… for alle ved jo, at bronceskulpturer har det med at blive levende, når der svømmer en pige med en puls på 200 forbi… og så holder de en nede!

Nå men jeg gjorde det!

Altså svømmede rundt om Christiansborg… -ikke pænt! ikke hurtigt! (faktisk var jeg ved at give op efter de første 200 meter, inden vi kom omkring hjørnet til de mindre kanaler, for det var aaaalt for hårdt i bølgerne i det dybe vand, men mine børn ventede omkring hjørnet… og for dem får viljestyrken en notch up!) Jeg gjorde det .. og det føltes godt BAGEFTER! – Og jeg gør det højst sandsynligt aldrig igen! Men jeg gjorde det på viljen…

Ligesom da jeg året efter meldte mig -og Peterfar til Copenhagen Half marathon. Igen efter samme device… man køber billetterne og så begynder man helt automatisk at træne… ikk? Eller det gjorde jeg så ikke… Jeg havde altid haft en grundform på 5 km på 25-30 min alt efter vind og vejr og weekendens fis og ballade.. såååå det var vel bare at gå videre derfra…

Men billetterne havde den modsatte effekt på mig. -lidt ligesom vitaminpiller…. når jeg SKAL tage dem, så gør jeg det bare ikke! HA tag den! en eller anden.. for det er jo ikke mig selv det går ud over vel….. Billetterne var til WM i Half… og de havde kostet en halv en hel bondegård og jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at slå dem op til salg.. det ville ligesom fordoble sviget at skulle forsvare, hvorfor de var købt.. og nu til salg.. SÅ de sved i lommen… og dagen kom nærmere og nærmere.. og jeg løb stadig ikke… ( faktisk nu jeg tænker over det, har jeg ikke haft en god løbegrundform, siden jeg købte de billetter -damn dem! )

Nå men dagen før løbet.. fandt jeg ud af, at jeg var uplanlagt gravid… Og det var ikke planen…! SÅ jeg røg en cigaret, tog mine løbesko på og løb en halv marathon … igen på viljen. Og det selvom at Peterfar bailede ud og jeg nemt kunne have trukket et frikort ud sammen med ham. Prøvede vel nok at løbe fra graviditeten og alle tankerne, men endte i mål med det hele 😉 At jeg så knapt kunne gå i 14 dage efter var der måske ikke den store sejr i, men tjek til halvmarathonen.. 2timer og 27 min hvoraf minimum halvanden time var i smerte… og eufori over solskinnet og alle de mennesker, der cheerede hele vejen i mål.

Viljen vandt igen over smerten..

Men det gør jeg nok heller aldrig igen…

Måse skulle jeg have haft visualiseret den løbetur, da jeg lå i MR scanneren sidste gang.. For jeg kom rimeligvis til kort.. på både viljestyrke, mestringsmekanismer og smertehåndtering….

Min ryg skældte ud – på den hårde måde! Og så er det altså vildt at ligge i et metalrør, med meget høje metalliske brummelyde og ikke kunne komme fri.

SOM I UD!

De sidste ti minutter lå jeg bare og talte til 100 højlydt, igen og igen. Pressede lyden ud igennem mine tænder, som var sammenbidte af smerte. JEG VILLE igennem, men kun fordi jeg ikke magtede at tage det hele om.. Faktisk håbede jeg, at jeg aldrig skulle skifte bekendtskab med en MR scanner igen..

Men det skulle jeg.

I dag.

Den første scanning har vist diskusprolapser, slidgigt og modic forandringer i min lænd. Og nu skal vi finde ud af om det kommer fra min hofte.. En af mine gamle bekendskaber så min story på instagram og fortalte at hendes lænde og lyske -problemer  stammer fra en hoftedysplasi… Og da jeg har gode klonk lyde i min hofte.. og alle dage har haft det.. virker det relevant at undersøge det.

SÅ i dag var jeg i MR scanneren igen…. og som med nr 2. fødsel, eller nr 2 fodvorte frys (ingen sammenligning i øvrigt) eller så meget andet, der har med smerter at gøre… så var det meget nemmere 2. gang… måske fordi jeg vidste, hvad jeg gik ind til. – jeg kunne trække på erfaring og fik en pude i ryggen. Fik musik i ørerne og lå og talte fra start, samt fik en halvvejs tid.. så det blev nemmere at håndtere uvisheden over tidsrummet …. og derud over skulle jeg også kun ligge der i 22 min denne gang.

SÅ 1-1 til mig og MR scanneren… Mon det er første skridt mod en stærkere Heidi? Man ku jo have lov at håbe.. når man nu ikke kan VILLE det frem…

Her er et indlæg fra da ryg-menageriet startede…

Når man kan mærke der er noget galt

 

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Da Daniel blev .... Jorde-FAR !