Viggas (mors og fars) Ammekamp. Taget til gidsel i Viggas korte tungebånd...

Jeg har tudet hele aftenen…

a19-886A7008(1920x1280)-sh

Av mit hjerte.. Jeg sidder her og prøver at komme til hægterne efter en tårevridende oplevelse med DR 2´s Dokumania og udsendelsen, Utilgivet, skyld i sit eget barns død. Om de forældre der har glemt deres barn i bilen og er skyld i barnets død.

Havde jeg vidst, den udsendelse kom, havde jeg holdt mig langt væk fra skærmen. -For den slags har det med at sidde fast i min sjæl meget meget længe.. MEN nu var den der.. udsendelsen. Og jeg kunne ikke slå væk. På en eller anden måde ville jeg føle, at det var krænkende overfor de medvirkendes sorg, hvis jeg slukkede og vænnede det døve øre til. Men jeg husker godt her for et par år siden, da det skete i Danmark.. At en forælder glemte sit barn i bilen.. Det tog mig flere måneder ikke at vende tilbage til tankerne omkring den families sorg.. og hvordan oplevelsen måtte have været, barnets kamp, forældrenes reaktion, tiden efter.. sorgen og bearbejdelsen. Jeg følte deres sorg længe, helt uden at kende dem – og jeg kan stadig tænke på hvordan de mon har det den dag i dag..

Sådan kan jeg have det med mange psykologiske processer. De fanger mig og selvom det gør ondt at mærke andres sorg, så er det dragende at se, hvad mennesker kan gennemgå og overleve og hvordan de kan komme til at leve side om side med sorgen. Sorgen at have mistet et barn og så skyldfølelsen oveni, over at have været den der inddirekte eller direkte var skyld i ulykken.. det kan ikke fås værre. Jo.. for de bliver også retsligt anklaget så det er værere..

Her i dokumentaren oplevede man flere forskellige familier berette om den skæbnesvangre dag, tiden efter og skyldfølelsen og helingen. Det at komme tilbage til livet for de andre børn og leve med sig selv og hinanden og det der er sket. Det er så ubarmhjertigt smerteligt og man får bare sådan lyst til at hele dem og tage skylden fra dem. Men som en af fædrene sagde.. intet kan tage det fra ham. Intet du kan sige kan tage smerten væk.

Fok er stressede, har jetlag, arbejder meget og har alle mulige andre stressorer, hver eneste dag UDEN at miste et barn…

Den sætning! AV.

I USA sker det hver 9. dag.. At et barn dør af at blive efterladt i en bil.. HVER 9. DAG!!! Den ene mor her havde glemt sin søn en morgen, hvor det havde været 4 grader udenfor.. og temperaturen den dag sneg sig kun op på 19 grader! Det er fuldstændig danske temperaturer.. det er ikke kun i USA det kan ske og ikke kun om sommeren…

Når jeg tænker på hvor ofte jeg føler min hukommelse svigter mig, eller hvor ofte vi har travlt eller har for mange bolde i luften.. Hvor ofte man lige bliver distraheret..

En hjerneforsker i programmet forklarede, hvad det er der sker i hjernen, som kan få os til at glemme, selv vores børn. Den automatiserede funktion. Når vi feks går ud til bilen med en kop kaffe i hånden og sætter kaffen på taget.. i det vi rækker hånden efter nøglerne, genkender hjernen handlingen og går i automode. Resultatet er at vi kører med kaffen på taget. Det samme sker i hjernen, når vi genkender steder eller går i arbejdsmode. Hukommelsen lukker og hjernen fylder hullerne.. vi husker det vi plejer, nemlig at børnene er afleveret og alt er som det skal være.

Det sker!

Dokumentaren slutter af med at fortælle, at frekvensen af disse ulykkelige hændelser er steget efter vi, af sikkerhedsmæssige årsager, har flyttet autostolen om på bagsædet. Men jeg tror også det sker oftere fordi vores mobiltelefoner automatiserer os. Og det skræmmer mig. Når jeg ser hvordan vi alle i perioder forsvinder fra omverdenen og ned i telefonerne.. Fokus er der og alt andet omkring os forsvinder. Tiden står stille og det tager tid at komme op til overfladen igen.. Sådan sker der masser af nearmisses hver eneste dag.. Forskellen er bare at de fleste… er heldige. Noget vækker os fra døsen. Vores børn drukner ikke, bliver ikke kørt over eller på anden måde kommer til skade, imens vi er uopmærksomme. Fordi vi er heldige.

Dokumentaren tager 3 stigmatiserede emner op og dette var det ene. Det er stigmatiseret at være skyld i sit eget barns død. Folk kan være så onde og dømmer disse stakkels mennesker så hårdt.

Jeg dømmer dem ikke. Uheld kan ramme os alle..

 

Jeg har skrevet om de her nearmiss hændelser før så læs her hvis du sidder og føler dig skyldig i at  være heldig..

Nogen gange er man bare en ikke særlig god god mor

 

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

   

2 kommentarer

  • Jeg tudede også igennem til den udsendelse og havde det ligesom dig – jeg kunne bare ikke slå væk. Smerten nåede jo helt ud igennem skærmen – hold nu op den var hård…

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Viggas (mors og fars) Ammekamp. Taget til gidsel i Viggas korte tungebånd...