Livet går videre..

Det er så mærkeligt at tænke på, at mennesker kan leve det ene øjeblik og være væk det næste..

Lynet rammer og flænser en flænge i de pårørendes verden, brænder sig ind i de nærmestes sjæle og efterlader dybe sår, der tager tid at hele. Nogle ar forbliver forevigt. Nogle vil føle, at de har mistet en arm, en bund i deres hjerte eller deres bedre halvdel.. Nogle mister et barn. En søster en bror. Og andre en forælder.. Det er sådan livet er, ubarmhjertigt og uforståeligt. Døden. Sorgen. Smerten. En del af livet. Ufravigeligt modstykke til alt det vi lever for. Livet. Glæden, Kærligheden. Lykken. Det ene går ikke uden det andet, selvom det er så svært at acceptere.

Dødens urimelighed lammer mig. Jeg mærker vemoden, stilheden, trangen til at fordybe mig i tanker og melankoli. Skuffelsen og vreden. Jeg er rørt i yderste potens og kan kun forestille mig, hvordan de inderste lider.

Jeg mærker min egen udødelighed. Mine nærmestes. Kan lynet også ramme mig? Og hvad sker der så?

Det hule plump i vandet, da livet gik bort og chokket over, hvor hurtigt lyset slukkedes, erstattes af ringe i vandet, der spreder sig med initiativer for mindet. Indsamlingen til de efterladte bølger ud over alle berørte. Begravelsen giver en smuk afsked. En tidslomme hvor sorgen udløses. Såret får lov at bløde. Tårerne får frit løb. Rensende og forløsende. Fællesskabet er helende.

Og så går livet videre.. og hvor barsk det end er. At livet overhovedet kan gå videre. Så gør det. Og modet til at fortsætte skal findes i netop den kendsgerning.. at havde det været mig.. der var væk, havde jeg ønsket for mine efterladte, at de gik de tunge skridt videre.. Et skridt foran det andet.

Og hen af vejen fandt rytmen og glæden igen.

Og så ville jeg heppe deroppefra..

Ude af øje men for altid i sind.

<3

 

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'