Livet går videre..

Majkens ukomplicerede sædefødsel.

Sædefødsel, UK, underkropspræsentation, kært barn har mange navne, men de fleste forbinder desværre ikke disse børns indstilling i bækkenet med en naturlig vaginal fødsel. Dertil har man hørt for mange skrækhistorier og alt for lidt af de gode. Og jo mindre vi hører om, hvor god og ukompliceret en sædefødsel kan være, jo færre kommer der af dem. Og så har den slange bidt sig selv i halen. -Så kejsersnit blive ofte første valget af frygt for, at man ikke har valgt den sikreste udvej for sit barn.

Men sædefødsler ER sikre! Som med så meget andet indenfor fødsels-business gælder det om, at visitationen skal være iorden for at sikkerheden også er det. Og har du en normal størrelse baby -og bækken, og en naturligt igangsat fødsel med almindelig fremgang og det rigtige fagpersonale på fødestuen, så er en underkropsfødsel en sikker fødselsvej for dit barn. Og lige nøjagtig det budskab vil Majken rigtig gerne være med til at sprede med hendes fødselsberetning her om dengang hendes datter kom til verden med numsen først.

Tag godt imod lille Eleanor <3skaermbillede-2017-09-20-kl-22-42-48

 En sædefødsel er

Min fødselsberetning

Af Majken Andersen-Hartwig

Min fødselsberetning starter onsdag 8. juni 2016, hvor jeg er til jordemoder – ren rutinebesøg. Min normale jordemoder er der ikke, men får i stedet en vikar – A – som er meget omhyggelig med at undersøge mig og bemærker, at hun ikke er helt sikker på, om divaen i min mave egentlig ligger med hovedet nede i mit bækken eller, om det i virkeligheden er en lille numse. Vi får derfor booket en skanning på Herlev og et vendingsforsøg, hvis det skulle være en numse.

3 dage senere ankommer vi til Herlev Fødemodtagelse, hvor skanningen rent faktisk viser, at ja divaen har lagt sig med numsen nedad – og der iværksættes derfor et vendingsforsøg. Uden at pege fingre af nogen, så var det så ubehageligt og det værste jeg nogensinde har oplevet! Overlægen, der forsøgte at vende divaen, forsøgte kun at skubbe til hendes hoved uden at løfte numsen fra mit bækken – av av av! Forsøget mislykkedes. Her ramlede mit verden en lille smule, da jeg her godt vidste, at alle omkring mig ville begynde at tale om kejsersnit. Jeg har en angst for nåle og tanken om at skulle igennem en maveoperation (som et kejsersnit jo basic er) – nej tak! Og følte samtidig at jeg var tæt på at blive berøvet for netop en af de helt store oplevelser, som jeg havde glædet mig allermest til – nemlig fødslen! Da overlægen sagde, at man ville tilbyde mig endnu et vendingsforsøg 2 dage senere, sagde jeg med det samme ”ja tak” – jeg ville føde selv!

Hele vejen hjem gik med at tude – dels fordi jeg havde stærke smerter efter den ret hårde behandling, som vendingsforsøget var – og i frustration over måske at gå glip af en fødsel (læs panisk angst for at skulle skæres i!!)

Så vel hjemme gik jeg i gang med at læse alt, hvad jeg kunne om sædefødsler og se diverse YouTube videoer (mest dem, hvor det var med dukker) – om og om igen. Talte med min mand om det. Og heldigvis var han med på det med det samme – at opfyldte vi de mange krav til en sædefødsel, så var det vejen frem for os og den lille diva.

Andet vendingsforsøg var en hel anden oplevelse – en anden overlæge, der rent faktisk forsøgte at løfte numsen fra bækkenet – uden det lykkedes. Så ja….inden hun fjernede hænderne fra min mave, sagde jeg ”jeg vil have en sædefødsel – jeg vil ikke have et kejsersnit! Jeg har læst alt om det.” Overlægen grinede af mig – tror mine ord kom meget hurtigt efter hinanden.

Jeg blev booket til en vækstskanning og efterfølgende samtale vedr. sædefødsel + en dato for kejsersnit, hvis nu fødslen ikke selv gik i gang. Hurra!! Igen et plus – ingen igangsættelse heller, når det var en sædefødsel. Ren bonus for mig! I mine øjne avler indgreb indgreb og ville gerne have alt skulle være så naturligt som muligt.

Dagen efter blev jeg godkendt til sædefødsel.

Lørdag 25. juni 2016 vågnede jeg som altid tidligt. Igennem de sidste mange uger i gravidteten var jeg lysvågen allerede kl 4 om morgenen (natten) og elskede at sidde i stuen og høre byen vågne. Denne morgen synes jeg dog, at jeg var STOR og bare STOR – andre ord passer vist ikke helt. Jeg havde igennem de sidste 2-3 mdr. fået tiltagende væske fra begge knæ og ned. Og ja min størrelse 39 var skiftet ud med en størrelse 43 igennem de sidste 5 uger. Denne dag kunne jeg kun passe min mands størrelse 45 i badesandaler!

Vi bor på 4. sal og lysten til at gå på gaden, var meget aftagende – måske især fordi hvis vandet gik, mens vi var på gaden, skulle jeg lægge mig ned, så navlesnoren ikke faldt ud, og divaen ville slå sig selv ihjel – ja der var en vis del ”fare” ved at have numsen først. Dagen gik, vi fik taget billeder af den store mave (heldigvis skulle det vise sig!). Hen mod aften fik min mand lokket mig på gaden og vi kørte en tur rundt i Kbh – og nød at kunne høre byen – de glade studentere og ja det hele oste lidt af sommer.

Hjemme igen….vi sidder og ser tv og snakker sammen – driller min mand og siger, han nok bør vaske op, for hvis nu der skulle ske noget, så gad jeg ikke have en opvask stående. Jeg rejser mig for at gå på toilettet, står foran toiletdøren og mit vand går. Bum! ”Øh…mit vand er lige gået, skat!?” ”Ej, tror du ikke bare, du har tisset i buskerne?” ”Æh nej – jeg har fandme styr på min bækkenbund! Det er mit vand!” Cirka sådan lød ordvekslingen – vi står lidt grinende overfor hinanden…nu er det sgu nu! Klokken er 22.40. Jeg skifter trusser og bind og lægger mig på sengen med underlivet hævet. Imens render min mand lidt små forvirret rundt om sig selv – så mens jeg læser op for ham, hvad vi mangler at pakke (en ting ad gangen, mere kan den stakkels mand ikke overskue), ringer jeg til Herlev Fødemodtagelse. Får fat på en jordemoder efter ca 30 min – shit der er run på den stakkels Fødemodtagelse – jeg ved heldigvis, at jeg har et VIP kort og kommer på Herlev pga min sædefødsel, så jeg er helt rolig. Får fat på en jordemoder som sagt, som nærmest klapper i sine hænder (lyder det som om), da hun hører ordet sædefødsel. Ja, jeg ligger ned, ja mit underliv er hævet med puder under lænden, jo ved godt der kommer en ambulance og henter mig – og ja jeg bor på 4. sal. Hun fortæller, at hun ringer tilbage, når hun har fået fat på en ambulance.  Få minutter senere ringer afdelingsjordemoderen og igen bekræfter, at det er en sædefødsel – og minder mig kærligt om, at når ambulancen kommer, SKAL de bære mig ned, jeg må absolut ikke selv gå ned. Jeps, jeg er helt med på den del. Få minutter senere igen ringer den første jordemoder og siger, at nu kommer ambulancen med udrykning….æh!? Ej, ikke udrykning vel? Jeg havde håbet på at kunne snige mig ud af vores ejendom uden alle vores naboer fandt ud af, jeg var i fødsel….for h…… da også! Og jeps præcis som jeg lægger på, kommer ambulancen med fuld udrykning!

Nå, men de to ambulancefolk er enormt søde – en mand og kvinde – der ligger mig på et spineboard, stadig med puder under numsen. Jeg er fortsat meget rolig og joker lidt med dem. Har det så godt og et kæmpe overskud. Kigger lidt på kvinden og spørger hende, om hun mener, at de to alene kan bære mig ned fra 4. Sal – jeg mener, jeg har taget 30 kg på under denne graviditet og sååååå store ser deres overarme heller ikke ud til at være. Hertil svarer hun blot, at – nej – men de har tilkaldt 2 kollegaer mere. Klip til scenen, at ambulance nummer 2 kommer flyvende på gaden med udrykning! For pokker….hmm mon jeg kan håbe, at ingen er hjemme i opgangen?! Manden, der var først ankomne, er ved min side hele vejen igennem, snakker, tjekker om der er noget ”på vej ud af mig” – min første ve kommer – helt stille og rolig. Han tager tid og vi pjatter frem og tilbage om, vi bare skal klare fødslen her på sengen, hvilket får deres ansigter til at blive lidt småblege. Efter nogle minutter kommer de tre andre ambulancefolk ind i soveværelset, hvor jeg ligger, sammen med min mand og siger, at de nu overvejer at få mig ud gennem vinduet, så er de sikre på at kunne holde mit underliv plant og få mig hurtigt ned på gaden. Så derfor er der nu tilkaldt en stige….stige, tænker du? Ja, to brandbiler med fuld udrykning. Suk…sæt for helvede fuld spotlight på bygningen nu vi er i gang! Jeg oplever ikke den næste del, da jeg som sagt ligger i soveværelset, og vinduet, jeg skal ud af, er i stuen, så min mand fortæller senere, at gaden er spærret af, biler bliver flyttet og stigen trukket ud på hele gaden for at undgå at ramme ledninger på vej op. Noget går galt, og stigen vil ikke hejses. Efter en del forsøg og tilkaldelse af brandmajoren (ja endnu et køretøj med udrykning), bliver alle (undtagen mig, der stadig ligger og er ved godt mod og har veer lidt indimellem) enige om, at nu er der gået nok tid, og jeg skal ned på gaden nu. Så 6 mand op på 4. Sal og bærer mig ned med hovedet først…..nede på gaden ser jeg, at ALLE vinduer i vores ejendom er åbne, og folk hænger ud af vinduerne og ja enkelte står på gaden! Fedt!! Så ved alle da, at divaen er på vej.

I ambulancen får jeg lagt drop, om det er droppet (læs nålen) eller om det reelt er, fordi min veer bliver kraftigere, så får jeg her første ve, der gør lidt nas. Efter få minutter er vi fremme på Herlev – og min mand er der også. Han er kørt selv derud i bil efter os. Vi kommer ind på fødestue nr. 6 – og der venter Jordemoder A på os. Hvor heldig har man lov at være, at det er et kendt ansigt! Klokken er 0.45.

Jeg bliver lagt på lejet og kommer af spineboardet. Jordemoder A undersøger mig, og mit sidste vand siver ligeså stille. Jeg er ved ankomsten 2 cm åben og har tiltagende veer, men på ingen måde slemme eller ubehagelige. Ved hver ve går jeg ind i mig selv, trækker vejret og vender tilbage til min samtale med A og min mand, når den enkelte ve er slut.

Ret hurtigt efter ankomsten vil jeg rigtig gerne på toilettet, kan mærke, at det allerede der presser lidt på lænden, som om jeg virkelig skal på toilettet. Også er det bare sååååå rart at sidde derude og læne sig op af væggen, mens veerne bliver mere og mere tiltagende.

Jeg har både tegnblødning, og divaen sørger for masser af mekonium afgang. A får mig ind til lejet flere gange at lægge for at køre CTG på divaen – og alt ser rigtig fint ud. Vi taler om epidural og akupunktur, men jeg afslår alle former for nåle. Mit drop er nok!

I løbet af natten kommer narkoselægen og taler med mig, hvis det skulle ende i akut kejsersnit, så er vi forberedt og har mødt hinanden. Her er jeg stadig meget overskudsagtig og siger til ham, at vi vist ikke behøves at mødes igen. Han var heldigvis meget enig – lidt smågrinende!

Timerne glider lidt sammen, da veerne for mig er stærkt tiltagende, og jeg hver gang går ind i mig selv – jeg hører alt, hvad der bliver sagt, men fokuserer kun på at trække vejret igennem veerne og holde fast i lejet, hvis jeg ligger ned eller skubbe til væggen, hvis jeg sidder på toilettet. A tilbyder meget sødt både en sækkestol og bold til mig, men nej toilettet er helt fint.

Jeg husker også, at jeg hører babyer græde i løbet af natten på de omkringliggende stuer, hvor jeg tænker ”ej nu er de blevet forældre inde ved siden af. Shit lige om lidt er det os!”

Jeg registrer, at min mand spiser et par rugbrødsmadder og får kørt en seng ind, som han kan hvile sig i. Den stakkels mand når at ligger der måske 10 minutter, så er han ved min side og holder mig i hånden igennem veerne.

I løbet af natten sørger A og min mand for, at jeg drikker og får lidt druesukker. Jeg er desværre blevet dehydreret, da jeg sveder, som om jeg sad i en 75 grader varm sauna – jeg får lidt væske tilført i mit drop, som suger alt for hurtigt ind – så får lidt ekstra. Vil stadig ikke have smertestillende, da veerne er stærke, men kan godt det her. Igen er mine tanker på, at indgreb avler indgreb – og jeg vil denne naturlige fødsel så meget!

Sædefødslen er åbenbart gået igennem gangene, for flere gange i løbet af natten kigger forskellige mennesker ind – for gerne at ville se med senere – jeg ser dem ikke. Hører dem kun, da jeg er så meget inde i mig selv og fokuserer på veerne. Jeg hører min mand pænt afvise dem alle, præcis som vi havde aftalt – vi vil kun have de nødvendige med til denne fødsel.

Da klokken er 7.00, er der vagtskifte og jordemoder S overtager. A når inden at undersøge mig, og jeg er nu 9,5 cm åben, har let pressetrang og divaen er kommet godt ned i bækkenet.

S bruger tiden fra starten på at lære os lidt bedre at kende, snakker med os, får mig for første gang i mange timer til at åbne øjne og snakke lidt med hende imellem veerne. Hun giver en kort intro til, hvordan jeg skal slappe af imellem presseveerne ved at massere mine inderlår og skuldre. Og min krop kommer helt ned i slowmode imellem veerne. Imens gør hun alt klar på stuen.

Klokken 8.00 er mine veer tiltagende, lidt varierende i styrke. Begynder at småpresse, men divaens numse ryger tilbage i mit bækken efter hver ve. Jeg ved, at fortsætter dette kan det ende med det dumme kejsersnit.

Klokken 8.45 er veerne aftagende og jeg holder lidt pause for at samle lidt flere kræfter. S vælger efter konference med afdelingsjordemoderen og lægen at sætte et s-drop, så der kan komme lidt mere gang i de veer.

Imens indfinder både læge, overlæge, afdelingsjordemoder, jordemoder og en SOSU-assistent sig – børnelægen kommer til allersidst – men så er der fuld opdækning til divaens ankomst.

Klokken 9.15 begynder jeg at presse – husker præcis, hvordan følelsen var, da hendes numsen presses ud igennem – eneste gang jeg rent faktisk siger av – det gjorde sgu lidt avs. Jeg kunne pludselig huske at have læst, at man tit bliver klippet under en sædefødsel for at være sikker på, at der er plads til hovedet. Igen at blive klippet, ville jo senere involvere en nål – så fanden eller en anden tog ved mig og fik presset hende så meget ud, at der ikke var plads til at blive klippet – så den kære overlæge måtte (måske lidt skuffet) lægge saksen væk.

Under forløbet må læge og jordemoder ikke røre ved divaen, da dette vil stimulere hende til at trække vejret – hvilket hun jo ikke skal så længe hendes hoved stadig er inde i mig. Så faktisk hænger hun frit i luften. Kun da arme og skuldre skal forløses, bliver disse hjulpet på vej vha. Løvset’s manøvre.

S og lægen var enormt gode til at give instruktioner uden at råbe i munden på hinanden, men alt foregik stille og roligt, men i et bestemt tempo, så hun kunne komme hurtigt ud. Hele tiden med fokus på, at jeg slappede af imellem hver ve. Og ja blev faktisk beordret til at tage ilt masken mellem veerne. Min mand prøvede flere gange at spørge, om jeg dog ikke ville have lattergas – læs han ville gerne prøve lattergassen! Men ilten var rigeligt til mig.

Jeg havde ingen fornemmelse af, hvor langt hun var ude eller hvor langt jeg var i presseforløbet – kunne blot mærke, at mellemkødet strammede uden faktisk at gøre voldsomt ondt. Pludselig hører jeg lægen sige ”giv mig 30 sekunder på uret” – hvortil jeg tænkte ”hvad sker der om 30 sekunder….” spurgte faktisk ikke om det, da pludselig siger S ”se hvem der kommer her, mor” og vupti under et klæde lå divaen på min mave med numsen op mod mig. Naturligvis. Det skulle vise sig, at de 30 sekunder – var, fordi hun her kun hang i hovedet og skulle være ude indenfor 30 sekunder Lige meget om jeg fik en ve eller ej – skulle hendes hoved vise sig at være for stort, ville hun blive taget med tang. Jeg fik ikke en ve, og hun blev ikke taget med tang – men lirket ligeså fint ud af lægen.

Ude på maven igen – navlesnoren skulle hurtigt klippes, så hun kunne komme over og blive tjekket af børnelægen – helt normal procedure efter en sædefødsel. Den nybagte far klippede navlesnoren og gik med hen til bordet, hvor børnelægen undersøgte hende. Alt så fint ud – og efter hvad der føltes som 3 sekunder sagde børnelægen ”hun ser så fin ud. Alt er helt okay med hende”.

Alt imens kom min moderkage farende ud i hænderne på lægen, der stadig stod imellem mine ben – heldigvis – og greb denne. Hele 1000 gram vejede den, så divaen har haft det ganske godt i maven.

Alt imens går moderen (ja mig) i gang med at rose personalet og takke dem overstrømmende. Ja, tror et øjeblik de overvejede at tjekke mit drop – men jeg havde det sejeste, sødeste, mest omsorgsfulde team på stuen – der gav ordre, når det var nødvendigt, bakkede op, støttede og bare var helt igennem fantastiske! Jeg havde den skønneste oplevelse og følte mig i så trygge hænder på Herlev – og at have den førende overlæge inden for sædefødsler med til fødslen, gjorde bestemt ikke oplevelsen mindre tryg – tværtimod. Så var det rart at blive bakket op i at ville have en sædefødsel lige fra starten. Ikke en eneste prøvede at tale mig fra det på Herlev – tværtimod var alle meget støttende og glade for min beslutning. Det er kun omverdenen, der har kigget mærkeligt på mig, når jeg siger, at hun kom med numsen først – og synes, det er en kæmpe ting.

Ja, måske er det – tænker jeg. Men helt ærligt….hver gang der bliver født en baby er det en kæmpe ting – lige meget hvordan.

Jeg håber, min beretning kan være med til, at flere TØR vælge en sædefødsel – I må ikke være bange for det.  Husk numsen er mindre end hovedet, så det gør ikke helt så ondt at presse ud ☺ (igen forestiller jeg mig, da jeg kun har prøvet denne version).

Divaen – Eleanor May – blev født 26. Juni 2016, klokken 9.52, vejede 3595 gram og var 51 cm lang – kom til verden helt uden smertestillende og med numsen først.

skaermbillede-2017-09-20-kl-22-43-44

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

   

4 kommentarer

  • Lene

    Årh! Jeg var selv ligeså klar som dig dengang for 11 år siden. Men vandet gik uden et eneste tegn på en ve efter 24 timer, så han kom til verden via kejsersnit, da jeg fik at vide, de ikke måtte sætte fødslen igang kunstigt, og infektionsfaren var for stor eftersom vandet var gået.
    Jeg var ellers klar på sædefødsel og det samme var hele Glostrup Hospital.
    Det var dejligt (og lidt vemodigt) at læse din beretning. Jeg ville gerne have kunne fortælle den samme, men sådan skulle det ikke gå.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Fantastisk beretning! Kunne ikke lade være med at grine af den humoristiske tone i situationen med ambulancer og brandbiler, og en fødende der skulle hejses ud af vinduet fra 4. sal.
    Flere sædefødsler ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Jeg kan kun tilslutte mig det der er skrevet! Har for et par måneder siden gennemført en sædefødsel på Herlev og det var SÅ god en oplevelse!

    Alle derude bakkede fuldt op og var så begejstrede for at jeg gerne selv ville føde. Og selve fødslen var ikke anerledes end min første fødsel hvor han lå normalt, udover at der var en masse flere mennesker på stuen.

    Kan kun opfordre til at man tager en sædefødsel og er lykkelig for tilfældigvis at høre til Herlev nær han nu lå med numsen først, da de er eksperter i sædefødsler. Og jeg er også selv så lettet over at det ikke blev kejsersnit med alle de eftervirkninger der er af et sådant.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Meyermor

      Fantastisk at høre Nina <3 Du skal være så velkommen med din beretning hvis du har lyst at dele <3 den slags er der ikke mange af og de er så vigtige <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Livet går videre..