En mor (hvis yngste barn er over 3)´s nytårsforsæt.

Kan du spille det sammenbragte familiespil ?

886a69831920x1536-farve1

Først skal man acceptere, at man er blevet skilt.. At den kærlighed, der en gang bragte børn til verden, er gået tabt. Man skal give afkald på et fundamentalt ønske om at vedholde sin kernefamilie. Og indse, at man aldrig mere kommer til at dele kærligheden til sine børn, på den der helt unikke måde, som kun en mor og en far elsker deres børn og kan føle det sammen.

Så finder man måske en ny.. eller bliver fundet.. Og sammen med den nye kærlighed vokser håbet om igen at folde en families lykke sammen om børnene. At leve sammen med den mand eller kvinde man elsker.. med sine, dine og måske vores elskede børn. Man flytter sammen.. – med de bedste intentioner.. og så melder virkeligheden sig.

Hvis man mente, det var svært at være familie med den mand eller kvinde, man rent faktisk havde lavet børnene med.. så anede man ikke hvad svært var..

Svært er.. når det går op for en, at man ikke kun er flyttet sammen med manden, man elsker og hans barn eller børn.. men man er også flyttet sammen med hans fortid. Deres fortid. Deres kærlighed der en gang var. Deres børneopdragelse – eller manglen på samme. Deres regler. Deres vaner. Deres minder. Deres kærlighed der bristede. Deres skilsmisse og deres forhold den dag i dag.

Så kan vi tale om graden af svært..!

Og hen af vejen..  kan der blive meget mere fokus på deres end på vores.

Pludselig går det op for en, at man har fået fuldt hus. Eller måske blev huset lidt for fuldt..  der er nemlig ikke bare èn mor og én far og nogle børn under samme tag. For far er både mor og far for sine og du er både mor og far for dine, så er der en mor og en far på hver side og så er der dine, mine og vores og alle de andre… Der er for mange brikker i spillet og vi bliver uenige om reglerne.

Det bliver lidt af en familielabyrint at navigere i.. Og mange får familiespil nok og vælter pladen..

A-hold og  B-hold, pigerne mod drengene, eller dine mod mine. Alt bliver pludselig en petitessernes kamp om ligeværd og ligebesvær.

Nogle finder måske ud af at få viklet Kluddermor ud og i stedet begynde at spille det gode gamle Ludo.. Det ved man da hvad er.. Hver familie sin farve, sit hjem, sit tempo og sin vej.. Andre bliver skakmat, og nogle føler de bliver slået hjem og sidder med Sorteper..!

Det kan jeg ikke fortænke folk i.

Jeg synes nemlig heller ikke det er nemt.

Vi har haft vores udfordringer.. og har dem stadig. Det er et gevaldigt stort spil Labyrinths and Ladders.

Nogle gange skyder vi frem og tager lykkens genveje andre gange bliver vi slået tilbage og må starte forfra.. Mig og Mine, Hans og Sin og så vores lille Vores. Den sidste lille Vores har dog gjort incitamentet for at nå i mål større.

Det virker, når vi fordeler rollerne efter et traditionelt familiemønster og med almindelige spilleregler.

Jeg er moderen. Han er faderen. Børnene er børn. Og det er VORES familie.

Mine på 15 og 11 har vi 75%

Hans på 9 har vi 50%

Og Vores er der så 120% (hun er jo ikke Nova for ingenting)..

Jeg står nok mest for de indre rammer og sætter samspillets spilleregler .. Men det er måske også meget naturligt, da det er mig, der oftest tager mest ansvar i hjemmet og går mest op i opdragelse, kontinuitet og nærvær. Jeg har høje krav til mig selv og vores familie. Jeg kræver af mine børn, at de gør sig umage, deltager og er nyttige. For det anderkender jeg dem og ser dem. Alle. Jeg fordyber mig og prioriterer dem højt.

Han står nok mere for de ydre rammer og for hjertelighed og rummelighed. Og som moderator for tempoet. Han sørger for at ting sker og lukker alle de huller, jeg efterlader. He covers my back… Han er mere laizzesfaire og skærer en masse hjørner, også når det gælder opdragelse og dannelse. Til gengæld lærer han dem at være glade, have drivkraft, vilje og styrke. Han tager gerne en tur alene i svømmehallen med 3 børn og en baby. Det i sig selv kræver alt det ovennævnte..

Jeg er kvinden og han er manden og hver især kommer vi med vores.

Vi er EN familie.. En sammenbragt een, men skal vi fungere som familie, så skal vi leve som en..

Og med det kommer et fællesansvar, som er fundamentet for vores kerne.

Når jeg skal på arbejde, så har han ansvaret for alle. Og omvendt. Det er en selvfølge. Vi kan godt forsøge at aflaste og dække vores egne ind med bedste- og forældre eller legeaftaler, men i bund og grund, så er vi der for hinanden, som EN familie. Som udgangspunkt spiser vi sammen hver dag med mindre andet er kommunikeret/planlagt – Om det er “hans børneuge” eller ej -også før Nova kom. Han lægger selvfølgelig de nødvendige lange arbejdsdage, så det passer bedst med hans søns tid og det er også helt fint for mig, da jeg nyder alenetid med mine unger. Af samme årsag planlægger jeg gerne arbejde eller aftaler på hans afhentningsdag, så de kan få genforeningstid.. og så kan jeg også slippe for en masse besværlige papforælder-følelser (men det er en anden snak, som vi tager en anden gang).

Er der een der tager sig af et barns særlige behov, må den anden være opmærksom på de andre og ikke blot på sine egne. Børnene er som udgangspunkt fælles ansvar. Man kan ikke bare melde sig fra familiens gøremål bare fordi man er færdig med sine egne. Madpakker, Tandbørstning, Puttetid, Hobbyer… som i en almindelig familie må man skiftes og deles for at lande samtidig i sofaen -og undgå frustrationer over den sammenbragte (atom)kernefamilie.

Vi er en familie.. ikke to kærester med familie under samme tag.

Vi deler fællesudgifter. Børnene får lommepenge og gaver efter deres alder og ikke efter hver vores økonomi eller totalitært milimeterdemokrati. De er lige børn under samme tag, men de er også forskellige og det har de godt af at mærke. Hvad de hver især kan få af oplevelser med deres anden forældre, kan eller skal vi ikke udligne. Vi kan forkæle vore egne med alenetid og fordybelse, men også vise dem sammenhold og hensyn til flokken og altså vores familie.

Når spillereglerne for familiens trivsel i hjemmet er på plads kommer alt det udefra..

I den sammenbragte familie har man aldrig fred.

De andre forældre og deres tilstedeværelse og alt hvad de kommer med kan lynhurtigt sætte den gode balance over styr. En eksmand, der spænder ben, en ekskone, der ringer for ofte, en der svigter, en der forkæler. Vægtskålen tipper. Og irritationen slår pladen over.

Bankopladen bliver rystet og brikkernes plads går tabt. Så må vi gøre rent bord, ryste posen og starte forfra krydse fingrene og håbe ..

..at vi har held i både spil og kærlighed!

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

   

3 kommentarer

  • Sofie

    Jeg er for stor en kryster til at kommentere på dit instagramopslag – men TAK, af hjertet tak fordi du bringer dette emne på banen. Jeg er bonusmor til en 9årig dreng (også 50% af tiden), der er FULDSTÆNDIG magen til den beskrivelse du kom med. Og jeg oplever præcis som dig, at jeg til tider bliver en træt, overstimuleret og opbrugt udgave af mig selv, fordi det kræver så uendeligt mange ressourcer at sætte og håndhæve de rammer han og vi og familien kan fungere sammen i. Og jeg oplever præcis som dig, at jeg som kvinden står med en stor del af ansvaret selv – fordi det ganske enkelt ikke betyder det samme for min mand. Men det betyder noget for mig – og endnu mere nu vores der også er “vores” børn, som ser op til storebror og skal vide hvad der er hensigtsmæssig opførsel (og hvad der ikke er). Jeg stiller også store krav – i hvert fald meget større end min svigerfamilie – og mener f.eks at drenge (og piger) på 9, næsten 10, skal kunne opføre sig ordentligt i en restaurant, en kirke eller hvad det måtte være. Det er en konstant stressfaktor, at jeg allerede før en vigtig begivenhed ved, at jeg skal bruge en masse ressourcer på at holde hans hyperaktivitet stangen, skal sidde klods op ad ham samt at de snakke om god opførsel, som vi altid har på forhånd, med 100% sikkerhed glider ud i sandet efter kort tid. Jeg elsker min bonussøn enormt, men det ér virkelig ikke altid bare nemt at være en sammenbragt familie. TAK fordi du bringer emnet på banen ❤️.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Meyermor

      Kære Sofie, Tak for din søde besked og jeg forstår til fulde, hvor svært det kan være at være åben om de udfordringer, der er i en sammenbragt familie. Det er et kæmpe tabu og jeg har længe ville skrive om det, men også selv haft behov for at føle mig parat. Du arbejder netop ikke kun med barnet, men også med faderen og hele deres familie, som altid vil være bange for, at din opdragelse ikke er baseret på samme kærlighed til barnet som deres. Jeg synes det er udtryk for et stort engagement, at du overhovedet gider og bekymrer dig om dit papbarns opførsel og jeg ville ønske jeg kunne sige til dig, at du skulle lade være og lade det være deres “hovedpine”, men de ord har jeg selv ikke formået at følge. Hvis man har det i sin natur at tage hånd om børn, så vil det altid være svært at give slip og tillade uhensigtsmæssig adfærd. Og selvfølgelig skal en 9 årig kunne tage hensyn til sine omgivelser og man skal kunne forvente en form for selvstyring. Det er bare ikke sikkert, at han har det med fra hverken gener eller de første års udvikling så du (vi) kæmper en svær kamp og det vil jeg gerne bryde et tabu ved at åbne lidt op for vores.. (jeg ved du henviser til mit seneste instagram opslag hvor jeg fortæller om #williammin) – der er andre i samme båd og også nogle der søger ligesindede så måske er der basis for noget støttegruppe;-) Kærlige tanker fra mig

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Hvor er du fin, og hvor skriver du dog fantastisk. Og hvor er det dejlig læsning – både at se det kan lykkes, men også at det ikke er et glansbillede uden udfordringer at ha’ en sammenbragt familie. Jeg vil sætte mig i sofaen i aften og læse alle dine fine indlæg igennem 🙂
    Kh Tina

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En mor (hvis yngste barn er over 3)´s nytårsforsæt.