Hvem har ikke altid ønsket sig en storebror?

På flyvetur med en hyper boss..

skaermbillede-2018-02-22-kl-10-40-43

Jeg har rejst verden rundt med mine børn. Størstedelen af tiden alene på ID billetter – som er sådan nogle standby personalebilletter med SAS, hvor du kun kommer med, hvis der er plads. Jeg har chancet den med en baby på 3 måneder og en storesøster på 3 år på sidelinien og jeg har stået i en lufthavn i Europa med håret i postkassen og syrebæ i mindstemandens ble og skullet finde en alternativ rute hjem efter en 11 timers langrute tur. Blandt meget andet.

Jeg har ALDRIG brokket mig. Og jeg har ALDRIG haft børn, der løb op og ned i mellemgangen.. og jeg har ALDRIG haft skriger-barnet på række 9, som du ville give din højre arm for at slippe et par rækker længere væk fra… Jeg har altid fundet en vej hjem og haft mine børn med mig i processen.

Men Bossen er en anden sag…

Hun er af natur en menneskelig variant af Duracell kaninen -indbygget med radar og drone view, som lynhurtigt rekognoscerer terrænet og finder muligheder og U-muligheder, som skal afprøves og udfordres. Hun er fræk, som en døv slagterhund, der ikke skyer midler til at få fat i snoren med pølser. Og når nyhedsværdien i hendes bytte keder hende finder hun en ny funktion, hvorefter pølsesnoren svinges, som et trofæ over hendes hovede og uddeler pølselussinger på stribe til folk, som kun kan se til i absolut forfærdelse over, at den slags børn overhovedet eksisterer..

Sådan kan hun være.. når hun får frihjul!

Hos hende gælder de almindelige grundlove for børneopdragelse ikke. Et input giver ikke et forventeligt output. Hendes system er opsat omkring en hemmelig hyper formel, som kræver en ligesindets indsigt for at tyde og beregne.

Men vi har ikke givet op på hende endnu.

Som det er med den slags udfordringer, skal man vælge sine kampe og sørge for at vinde flere end man taber.

Så bossen får lidt line. Hun får fri leg indenfor rimelighedens grænser. Og så får hun tydelige grænser. SOM vi HOLDER.

Så på vores 3 timers flyvetur til Malaga igår, fik hun en plads ved vinduet, hvor underholdningen udenfor stimulerer hendes behov for input. Hun fik ejerskab over sin sele og involveret i funktionen. Hun fik lov at fedte rundt på sin plads – ind og ud af selen – indtil vi taxiede ud til take off. Her fik hun for første gang af vide, at hun SKULLE sidde ned og selen skulle være låst. Og det holdt vi fast i og afled hendes opmærksomhed med snak om flyveturen og viste hende det lille lys, der skulle slukke, før man måtte tage selen af.

Hun accepterede og det gik faktisk helt ok med at holde hendes opmærksomhed og blive siddende på rækken. Vi spiste vores sandwich og de fik deres Kinderæg – som er indbegrebet af Boss-forkælelse. Men så gik der sukker i banditten, som blev mere og mere utidig. Først skulle hun drille sin storebror og så skulle hun hoppe på sædet for at få aflad for al den overskudsenergi.

Hun fik lov at stå – men ikke hoppe – og ikke genere dem på sædet bag os. Hun accepterede, men SÅ skulle hun lave Bombom…. og så ved jeg godt, at løbet er kørt, når først et barn opdager, hvor sjovt det er at gå i mellemgangen…

Vi fik dog halet hende ind igen og forsøgte med lidt puslespil og bøger. Men hun kunne ikke sidde stille ret længe… Vi havde ikke downloadet film eller andet i-pad-passificering, så hun fik lov at fedte rundt på rækken og der gik ikke længe, før hun havde gang i sit cross fit program med burpees og squats og lunges op ned på sæde og gulv..

Man skal helt klart være forælderen, for at se charmen i det… men

Det var ok! så længe det ikke generede andre..

Det var langt over hendes middagslur.. og det var tydeligt, at hendes energi var usund. Skabt af sukker og overtræthed. Jeg forsøgte at indlede til puttetid flere gange, men hun havde hele tiden liiiige en god ting hun skulle gøre eller en bedre stilling eller pille mig i næse, øjne eller uh!- der er et gardin, man kan trække i og et bord der kan skubbes frem og tilbage og og og…

Mine forsøg var kun halvhjertede, for jeg ved godt, hvad der skal til og det her var kun opvarmningen, så hun vidste hvad der kom.

Hendes uro forhindrer den blide overgang til søvn. Så til sidst måtte jeg tage den hårde vej.

Tog fat I hende. Kyssede hende og sagde nu skal du sove skat. Mor holder fast i dig, så du kan få ro.

Og så slap jeg ikke igen, før hun sov.

Hun gik ikke ned uden kamp.

Det tog 6-7 min.

De første 3-4 min græd hun, spændte imod, boksede og asede og tryglede og forsøgte at rive mig.

Jeg kyssede hende, sagde det er ok skat, du er træt og du falder i søvn lige om lidt. Det er dejligt at sove. Og jeg giver altså ikke slip. Jeg brugte mine kræfter til at bukke hende sammen, så hun kunne komme ind og ligge i min armhule, hvor kun hendes ene arm var fri.

Der blev skreget på række 3!

Men så indtraf virkningen af at få taget selvbestemmelsen fra sig.

Hun begyndte at slappe af i kroppen og fik så lov at finde ro med en hånd på mit bryst. Men jeg fjerner den konsekvent ved min brystvorte. Kyssede den og viste den frem til mit kraveben, som hun godt må pille på. Hun forsøgte igen at spænde imod, men jeg holdt fast. Hun havde brug for, at finde noget hun kunne styre, så da hun sagde, at jeg ikke skulle kigge på hende, respekterede jeg det og kiggede den anden vej. Så stillede hun øjnene ind på uendeligt og fandt sin ro, hvor jeg langsomt gav slip og lod hende finde en behagelig stilling.

Lige så snart hun sov… Kyssede jeg hende og tørrede hendes tårer væk. Fik en velkendt ambivalent følelse af at have brug for at sige undskyld og samtidig føle, at jeg kunne hjælpe mit barn ud af en svær uro..

Vendte mig mod hendes far, som smilte anerkendende. Det var det hun havde brug for, sagde han.

Og så fik vi begge ro.

Min lille Bossanovaboss….

<3

fullsizerender

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

   

14 kommentarer

  • Jeg er ret sikker på, jeg er ligesindet – og det trækker alle tænder ud det der! Jeg har sagt det før, så måske er det pisse irriterende, men siger det lige en sidste gang: det blev så meget bedre, da vi fik klippet hans tungebånd.
    Boss har ofte munden åben på billeder og vids, så jeg tænker, hun trækker vejret gennem munden? Det kan give overaktivt nervesystem, som gør det svært at slappe af. Det kan også skyldes spændinger. Der er så mange tegn hos hende ❤️ vi har fået et helt andet barn ud af det ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Meyermor

      Ja hendes far og hans bror har begge stramt tungebånd, så jeg har tænkt samme… Men de har også bare gener for hyperhed i familien, så jeg ser det an lidt endnu. Der er også langt til Holland for et dybt klip…( men efter symposiumet om kort tungebånd her i februar kan det være det ændres)
      Men tak for dine tanker <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katharina

    Jeg er fan!

    Følger din blog nu.
    Jeg skriver bla om alt det at rejse med børn, dog har jeg ikke alle opslag oppe endnu dajeg lige er startet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marianne

    Åh, altså. Jeg har fundet din blog for nylig, og jeg kan næsten ikke komme i tanke om eet eneste indlæg, der ikke har rørt mig til tårer – incl. dette. Jeg har to af den der slags. Og shit, det trækker tænder ud på mig – især på min egen følelse af at være den mor, jeg gerne vil være.
    Du skriver så fint om dine børn, bonusbørn og kærligheden i jeres familie, det er virkelig inspirerende. Så tak for at vi må kigge ind hos jer en gang imellem!
    Btw – hvordan går det med at holde hende fast på den måde? jeg prøver en gang imellem med min den ene (hun er tre), men jeg synes det er svært for hun stritter så meget imod. Men hun føles og ligner en, der ville have godt af det. Hvor lang tid “holder” i den før i opgiver – hvis man kan sige sådan?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Meyermor

      Kære Marianne, tak for søde ord. Jeg er glad for at du kan finde inspiration i mine indlæg. Det er svært at føle sig udfordret på sin moderrolle på den måde som hyper børn kan gøre. Det er vigtigt, at man overvejer sine grænser, måske er der nogle nej’er der skal undlades, men de grænser du vælger skal holdes og følges til dørs. Du må aldrig give op overfor dine børn, da det gør dem til krænkere. Hellere beslutte at ombestemme dig,hvis du kan mærke at du er ved at tabe, så de stadig kun får lov til deres adfærd fordi du bestemmer det. Du kan overveje om dine børn føler, at de er stærkere end dig. De bliver mest trygge ved at vide at du er den stærke og den voksne og den der bestemmer. Det betyder ikke, at man ikke kan give dem medbestemmelse, men at man viser dem, at der er ting de ikke kan få lov at bestemme. Fastholdelse er en “last ressource” og skal altid gøres kærligt og ikke når man er vred eller stresset. Det skal være et bevidst valg som varsles og som følges op med at nå i mål og ikke med at give op til sidst. Det kan udfases ved at man siger, at nu holder jeg dig indtil du er rolig eller indtil jeg har talt til ti. Så er det stadig dig der har bestemt at du slutter med Holding og så har du ikke givet op. Bagefter kan du tilbyde et kram eller aflede med noget kærlig opmærksomhed, men respekter, hvis barnet har brug for at finde sin indre balance igen ved at trække sig. Bliv gerne ved at tilbyde et kram men indgå ikke i forhandling eller diskussion og sig ikke undskyld – giv heller ikke barnet dårlig samvittighed eller skyld. Men sig at det er ok at det er sådan ind imellem. Og du gerne vil lære barnet at xx og du ved at det nok skal lære det på et tidspunkt. Lidt kort forklaret her – måske jeg en dag får tid til et indlæg om det <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Åh hvor jeg dog kender det der gear fra min ældste datter især😱😩 hvis først overtrætheden gjorde indtog… oh dear og det søvntog kørte ofte inden man fik hoppet på!!! Og andres seriøst ringe forståelse med kommentarer som nej hun skal da ikke sove nu hun hygger sig jo bare… og man selv godt ved at der er millimeter fra hygge til skrigende overtræthed😩😩😣 til gengæld sov min ældste godt når hun endelig gjorde. Min yngste den bandit sov sådan først rigtig igennem som 17 måneder… før kunne man dårligt gå på toilettet uden hun vågnede ogkrævede en babs..mor her var smadret og træt og sur… nu er hun 2 år og man føler ens aftener er egne igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Meyermor

      Dejligt at du har fået dine aftener igen Marie <3 Bossen her bliver sjældent negativt overtræt og det har omvendt givet mange gode aften stunder, – når bare ikke hun er i en flyver;-) Men jeg er helt enig -som forælder kender man bedst sine børn og hvornår man skal trække stikket så det er godt for dem <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Det har hjulpet mig så meget at læse om Nova. Jeg har en dreng på 2 år og 8 mdr, som aldrig har været god til at falde i søvn. Han sover for det meste fint, men det er netop indsovningen, der er svær. Jeg læste alverdens bøger om, hvordan man får børn til at sove og fik det kun dårligere over, at jeg åbenbart ikke var i stand til at få mit barn til at sove. Så det var en befrielse at læse om Nova. Da min dreng var lille, kunne jeg også holde ham fast og så græd han i ca 10 sek og så sov han. Nu kan jeg ikke mere. Han har for mange kræfter. Han har droppet middagsluren ved 2,5 og heldigvis har det medført lettere putninger aften. Men en del aftener skal han stadig igennem et udvidet yoga-/crossfitprogram. Han er sindssygt god til at holde sig vågen, det må man bare give ham. Anyways, tak for at skrive om Nova. Og god ferie:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Meyermor

      Kære Helle, griner lidt af din beskrivelse her – for det er nemlig det de er, de små hyper bosser – sindssygt gode til at holde sig vågne! Jeg synes det er lidt af et paradoks, at jeg som kan hjælpe andre med bedre søvnrutiner i den grad skal udfordres på hjemmefronten.. men jeg ender vel med en Phd i søvnudfordringer 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg tænker tit, at Bossanova er heldig at have forældre, der har så stor forståelse for hende og hendes behov! Jeg kan se levende sætte mig ind i, hvordan det er, at have det der barn med det ekstra gear, og det der barn, som andre ikke nødvendigvis forstår! Det er hårdt – både for barnet og forældrene. Og nej, hvis ikke man selv har prøvet det, så kan man ikke sætte sig ind i det. Vores søn går heldigvis snart mod de 7 år, og de sidste par år har gjort ham godt, selvom han stadig klart af den af vores 3 børn (de andre er 3 og 1,5 år), der kræver flest kræfter af os. Det er frustrerende og fylder jævnligt èn med dårlig samvittighed, fordi man ind imellem er nødt til at gå lidt ud over det sædvanlige for at trænge ind. Jeg bliver indimellem fyldt af bekymring over, hvad de nederlag, som Silas’ sind giver ham, betyder for hans udvikling og selvværd. Forsøger at fylde ham mest muligt op med kærlighed, men nogle situationer kan man som forælder ikke skåne ham for, og han får ganske ofte sat sig i nogle dumme situationer, som kun går ud over ham selv. Men I gør det godt – fra èn mor til en anden!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Meyermor

      Tak Tina, – det er da godt, at du har fået nogle flere børn, som kan bevise at meget af den her slags udfordringer ligger i generne og ikke i opdragelsen. Jeg tror, at de her børn kan ledes til at udvinde noget helt fantastisk af deres energi, hvis de bliver vist i den rigtige retning og ja netop ikke får alt for mange drag over nakken på vejen. Der er nogle der held med at kigge på kosten og behandlinger der beroliger nervesystemet til hyper børn. Måske var det noget for jer? Kh Heidi

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Majken

    Det her er så lækker læsning, for jeg har selv sådan én. Eller det troede jeg, men han er nok ikke helt så ekstrem. Men han er typen, hvor benene er i løb, inden de overhovedet rammer jorden, og han ved virkelig hvad han vil og ikke vil. Det kunne vi mærke allerede da han var få uger gammel, han er snart 2 år. Og søvn, er ikke noget han gør så meget i. Så jeg tror jeg forstår jer, og sender en virtuel High-Five, og håber du vil blive ved med at skrive om det her. For det er så lækkert, at vi ikke er alene! Min filosofi er, at vi vælger vores kampe og vinder dem vi vælger. Ligesom jer 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marianne

    Sådan en har vi også herhjemme. Hun er blot 6 år nu. Med alt hvad dertil hører 😉
    Det er rigtig dejligt at læse, at der er andre som hende <3
    Jeg har fundet noget forståelse i Smilla Lynggaards “Viljestærke børn”.
    Børnehaven gav os engang det råd, at vi skulle “stramme elastikken” – fordi vi var fortvivlede over hendes grænsesøgende/løse adfærd. Men som Smilla påpeger, så hjælper det bare slet ikke. De forstod hende ikke, og slet ikke os.
    Børn som dem skal have indflydelse og en følelse af kontrol. Præcis som du så fint giver Nova.

    Som jeg ser det, er deres helt store udfordring, at tøjle deres “arousal”. At de enten er helt oppe, eller helt nede. Hvilket kan vise sig på samme måde – hyper! Vil anbefale dig, at dykke lidt ned i neuropædagogik/psykologi 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Hvem har ikke altid ønsket sig en storebror?