Den gode fødselsberetning: Sædefødsel i solens stråler

Sovetræning er meget mere nuanceret end Godnat og sov godt.

a4-886a68831920x1280-sh-1

Jeg oplever, at der bliver skåret over en kam ligeså snart snakken går på sovetræning. Det ringer simpelthen så mange alarmklokker, at folk glemmer at skrue op for nuancerne. Sovetræning er ikke bare sort hvidt. Og det er sikkert også derfor, at “omsorgsrevolutionen” fra morpolitiet bliver mødt med oprør, selv fra dem, der ikke engang sovetræner. Vi kender jo alle nogen der har prøvet alt og først med hjælp fra coach eller metode og måske modereret med egen intuition, finder vejen til bedre trivsel hos hele familien.

De få, der tør at stille sig op imod mor-politiet og sige fra offentligt overfor mommyshamingen over søvntræning, hele tiden gør det med en lille notabene.. De har behov for at fortælle, at de aldrig selv ville bruge grådmetoder overfor deres børn, hvilket jo er forståeligt nok, når det nu netop er så udskældt, -men at man altså er imod, at forældre og især kvinder bliver beskyldt for at omsorgssvigte deres børn, når de bruger bøger og metoder til at få trænet deres børn til søvn og rutiner.

Det i sig selv er virkelig også en ædel kamp, når man ser hvilket følelseshav de bevæger sig ind i, bare ved at ytre det.

Senest har magasinet Chri Chri tilbagetrukket en online artikel om fire kendte kvinder og hver deres måde at putte børn, da artiklen og magasinets facebookanmeldelser blev stormet med vrede kvinder, der var imod, at 3 af kvinderne havde brugt metoder med scheduleret træning og amning.

Jeg har selv før haft mor-politiet efter mig og jeg ved præcis hvor ubehageligt det er, når kvinder rotter sig sammen og får en fælles holdning imod en. Og især, hvis man føler, den er uberettiget.

De gange jeg har fået negative kommentarer er det oftest fra folk, der slet ikke læser med her på bloggen og ved hvem jeg er og hvad mit moderskab står for, så jeg mærker også behovet for at definere mig selv, som den gode mor jeg er – Hey jeg går ind for samsovning, langtidsamning og trygge børn, så back lige off med det der omsorgssvigtsstempel.

Men efterhånden er jeg der, hvor jeg får lyst til at lade som om, at min personlige holdning er helt åben overfor det (grådmetoder), fordi jeg stædigt vil fastholde, at stigmatiseringen af søvntræning er et skråplan og at det er fuldstændig uacceptabelt, at nogle mennesker gør det til deres business at redde andres børn fra deres forældres behov for at få et familieliv til at fungere. Om det så indebærer amme og putte rutiner, der er forældrestyret eller ej.

Man kan ikke brænde alle bøger og forbyde “psykisk vold” -som det kaldes at lade sit barn “græde i søvn”. Hvem skulle afgøre, hvad der egentligt er sket bag hjemmets fire vægge og hvilke konsekvenser det alene har haft? Mommyshamingen i den forbindelse er direkte uacceptabel og faktisk også lidt naiv. For hvem er det, man er ude efter i denne “omsorgsrevolution”?

Hvis det ikke er forældrene, men børnene der er fokus på, så skal der vist zoomes lidt ud..

Hvis det er Shirleys, Mettemaries eller Saselines børn, der skulle være bevis for, at metoder fra bøger er farlige… så har man da tabt på forhånd. Og det ved jeg ikke kun fra smukke billeder af børn i trivsel på medierne, men direkte fra hestens mund, da min datter babysitter 2 af børnene og kommer hjem og fortæller om glade, trygge og varme hjem, med skønne børn, der rent faktisk kan puttes mor! (med en ringe skjult anklage mod, at det må være os herhjemme, der gør noget forkert)

Attachment parenting som jeg personligt læner mig op af, men ikke er religiøs omkring (ifavnsk tilgang) kan også bevises at have sine faldgruber og lede til usikre, ængstelige, uselvstændige børn med forfærdelig mange natlige opvågninger, der forstyrrer deres udvikling. (Og jeg vil lige indskyde, at jeg nok nærmere er ovre i det, man vil kalde free-range parenting -hvor man fokuserer på barnets ressourcer og modstandsdygtighed, men det bliver en anden snak). Men man kan altid finde beviser i den retning man søger. Så selvom jeg selv både har langtidsammet og samsovet og båret mit barn i indadvendt ergobaby sele, økologisk endda! Og generelt går meget op i mommyness, så siger jeg ikke, at min måde at være forælder på er den eneste rigtige..

Jeg kan da have en mening og jeg vil hjertens gerne bruge mine medier til at udtrykke MIN holdning, til dem der gider at læse den, men jeg kaster den ikke i hovedet på folk, som ikke gør, som jeg tænker er bedst. Og mest af alt, så ser jeg simpelthen ikke behovet for at redde børn fra hverken langtidsamning eller Godnat og sov godt, hvis ellers forældre og børn trives.

Så jeg spørger mig selv, er der egentlig et reelt behov for at nogen skal bekymre sig om andre folks børn?

Ved man overhovedet noget om, hvad der reelt foregår, når folk søvntræner deres børn? Kender man nuancerne? Det er klart, at hvis man forestiller sig metoderne udført på mormafiaens egne børn, som måske ofte er mere sensitive og derfor har afstedkommet behovet for en mere attached tilknytning, så må der blinke alarmklokker i deres øjne.

Jeg ved godt, hvad man kunne forestille sig, at der var sket. At det er et stakkels lille spædbarn, der nat efter nat græder efter hjælp, men langsomt må indse, at hjælpen ikke kommer, at mørket omslutter det og det eneste forsvar det har, er at gå ind i sig selv og resignere fra den grumme verden.

Jeg ved det godt.. for jeg mærker det selv! -Og det vil nok komme lidt bag på de mennesker, der har følt sig ramt af mit seneste indlæg om Frygtfrit forældreskab, for her kunne det sagtens tolkes imellem linierne at jeg var tilhænger af eksempelvis Cry it out metoder. Men nu er virkeligheden sjældent så unuanceret. Jeg behøver nok ikke gentage, at det jeg reagerer på, er den konkluderende heksejagt og så igen manglen på respekt for, at folk er forældre og træffer de valg, der passer til deres familie og det dør baby ikke af! Og her! – der vil jeg virkelig forslå jer, der bliver kede af dette udsagn at læse jer lidt ind i begrebet Forældredeterminisme. www.Zetland.dk har nogle gode artikler, inkl Jesper Juul. så kan det ikke blive bedre!

Men jo jeg mærker det selv.

Den anden dag sad jeg i festlig anledning og fik et gys i maven, da min sidemand fortalte, at hans kone havde brugt Godnat og Sov godt metoden på deres barn. Jeg tænkte straks mit.. men lod ham tale. Han havde trådt ind og taget barnet op den første dag, fordi hans hjerte ikke kunne bære det efter timer med gråd. Jeg blev lettet og skulle til at rose ham og fortælle, at der findes andre veje til god putning, men så fortsatte han.. Næste dag havde de fortsat! Igen sank mit hjerte i halsen. Men jeg bed mig i tungen, indtil han kom frem til det, jeg ville høre: 2. dag var det gået noget nemmere. Og 3. dag havde der kun været lidt brok. Fra 4. dagen havde barnet accepteret. De havde kunnet putte hyggeligt og give masser af kys og kram. Barnet havde kaldt et par gange og de havde set til det, men gået ud igen og hun havde lagt sig til at sove. Og sådan var det fortsat derfra. Og det havde betydet alt for dem. Med to børn meget tæt på hinanden og en selvstændig virksomhed var det så vigtigt, at barnet kunne give slip på dagen og acceptere en kortere putterutine.

I den super børneoptimerede verden havde jeg også ønsket, at de havde fundet en anden vej, men sådan er virkeligheden bare ikke. De HAVDE prøvet alt og brugt oceaner af kærlighed og tid på putning, men det var ikke længere holdbart og det havde de måtte sande.

Og hvad er alternativet? At familien går i stykker? At firmaet går ned? At mor ikke kan være alene med barnet og babyen? Hvordan skulle det helt ærligt gøres anderledes..?

Og det er nok bare der, jeg vil hen med dette indlæg. At nogle gange så tyer folk til metoder, som går ud over hvad de ellers står for. Og så kan alle dem, der allerede er fraskilte, eller ikke har andre forpligtelser sagtens ligge og pege fingre imens de samsover og langtidsammer. Men de eneste, der lytter, er faktisk kun dem, der peger samme vej. For parret her og førnævnte damer.. de ved, hvad der virkede for dem og så er der endnu en anbefaling af en hård metode ude.

Og så er det faktisk, at jeg meget hellere vil åbne op og anderkende, at for NOGLE er det her den sidste udvej.

Og for NOGLE virker det! Men at jeg anderkender, at det kan virke, er ikke ensbetydende med, at jeg vil skåne jer for at høre om, at det også kan gå galt.

Jeg var en gang ude hos et par med en skøn stor et årig storammende datter og give dem sove- advice. Deres barn kunne kun puttes i viklen, med babs i munden og mor der stod og lavede squats… Jeg behøver ikke sige hvor uholdbart det var og hvor slidt mor var? Vi lavede en fin plan som inkluderede amning og respektfuld sætten grænser for, hvad mor kunne være med til og vise barnet egne ressourcer til nedregulering og søvn.

Første skridt var at sidde med barnet i timevis indtil hun forstod, at der ikke blev mere bounceri.. et senere skridt på vejen ville være at ligge ved siden af barnet og holde i hånd gennem tremmesengen. Men barnet var aldrig blevet puttet før i egen seng og var så vant til at falde i søvn på mors bryst, at hun selvfølgelig kaldte på det, hun ville have. Den slags gråd kan man godt høre forskel på. Og så længe mor var i rummet, hjalp hun med at mestre udfordringen. Og ja mit hjerte vil da også helst give barnet mors bryst. Men igen hvis virkelighed er det her? For dem der er fanget i sådan et puttehelvede, er hver eneste putning grænseoverskridende og meget meget ødelæggende for mor og barn relationen og familien som helhed.

Det var en plan.. Den ville tage tid. Men jeg havde gode håb for det. Problemet var så, at parret allerede efter et par lange nætter, havde holdt krisemøde og besluttet sig for at stoppe amning og hoppe frem til at ligge i seng og holde mor i hånden. Det pludselige ammestop. Og efterfølgende alt for meget utryghed og gråd havde gjort baby angstfuld og hun kæmpede! Da jeg fik updaten var der kun en vej.

Samsovning. Og det  med lange putninger und alles i månedsvis indtil baby igen havde tillid til at få arbejdet med sin tryghed ved overgang til søvn.

Så hvis du læser det her, så skal du ikke tro, at det ovenstående er en anbefaling, for jeg kan slutte af med at fortælle, at for dem, hvor metoden ikke virker, så kan den til gengæld give bagslag. Og fortsætter du i ugevis/månedsvis kan vi begynde at tale om omsorgssvigt og ødelagte børn.

Og jeg vil meget gerne sætte en stor advarsel op lige her!

God Nat og Sov Godt og Gina Ford (den amerikanske udgave) og andre Cry it out metoder er alvorlige sovetræningsmetoder, som ikke bør være første valg.

I det hele taget er min største anbefaling, at man smider bøger væk og opdrager intuitivt, kærligt og tillidsfuldt og husker, at alt er en fase og at barnet ved 3 års alderen er ved at være psykisk udviklet og dermed mere robust og klar på nætter.

Hvis man alligevel ser sig nødsaget til at få styr på søvnen, må man starte med sig selv. Giver du barnet rutiner, ro og nærvær? Hjælper du det til at nedregulere? Sørger du for at kosten hjælper barnets nervesystem til ro om aftenen? Skærmtid skal tages alvorligt og du må sikre sig, at barnet ikke har et medicinsk problem feks ørebarn eller reflux børn, som har smerter ved sengetid. Hvis barnet har diagnoser eller er hypersensitiv eller tenderer ADHD, bør man tale søvn med en børnelæge eller en børnefysioterapeut som Hannah Harboe.

OG Så må man også kigge sig selv alvorligt øjnene og finde ud af om man har det i sig, og en sidste gang -om det virkelig er den eneste vej. Og husk så at de helt små selvfølgelig ikke skal sovetrænes og at summen af søvn faktisk ofte er større hos de børn, som får lov at ligge i forældrenes seng om natten, end dem der bliver puttet tidligt i egen seng.

Så tilbage til nuancerne i sovetræning og omsorgsrevolutionen… I min optik gør man et meget bedre stykke arbejde for de rådvildes børn ved at gå ind og oplyse og hjælpe med at forstå hvornår nuancerne bliver plumret sammen og sovetræningen går ind i en mørk tone, der kan male barnets indre fyldt med sorte skygger..

Så et big shout out fra mig til Sovetræningens nuancer! Og et stort farvel til stigmatiseringen af samme. Og må I gøre det med omhu og respekt, hvis det når der til..

<3

Hvis I har lyst il at læse mine sovetrænings tips for større børn så klik ind her.

Meyermors 10 sovetrænings step til bedre søvn for din tumling (pånær boss-børn)

og

 

Her er lidt sovetrænings-melankoli som jeg skrev i en tid, hvor jeg var træt og frustreret og havde brug for lys for enden af puttetunnelen. A letter from a SLEEP DEPRIEVED baby (toddler).

Her var vi i en anden fase….

Alle dem der hader at putte børn rækker hånden op!

Kh fra Meyermor <3

 

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

   

6 kommentarer

  • Frk.vest

    Årh hvor er du skøn og pisse-hamrende sej! Amen sister! Jeg er mor til tre og ved faktisk ikke helt hvad min mor-stil hedder, men jeg elsker mine unger, de er viljestærke, glade, trygge og vi har gennemgået alskens mærkelige fald-i-søvn faser og metoder. Nogle har indebåret gråd (og gør det i perioder stadig – nogle ville nok kalde det raseri-gråd over ikke at måtte hoppe i sengene kl. 21, men lad nu det ligge), men vi er hos vores unger, vi samsover når det passer (eks når den otte-årige i perioder har brug for at komme ind til mor og far), vi nusser, kysser (og råber også nogle gange, ikke fordi vi er stolte af det) og vi ER der. Men vi forsøger alt hvad vi kan både at respektere vores dejlige ungers behov og ønsker OG vores egne, så vi også kan fungere udenfor forældreskabet. DET er nemlig vores forestilling om hvad der skal til for at vores familie fungerer – nu og i fremtiden.

    Jeg ELSKER din blog, som er ærlig, kærlig og så fin, så fin. Du lyder som en virkelig dejlig mor – både til store og små. Dejlig inspiration! Tak for det.
    Kh Marianne, mor til to på 3 og en på 8

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Meyermor

      Tusind tak for din skønne kommentar frk.Vest <3 I lyder som en fantastisk autentisk intuitiv familie <3 Din kommentar sender mig på ferie med det største smil på mine læber <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine

    Du er sgu god! Jeg er så vild med at læse med hos dig, fordi du forstår dig på nuancerne. Og på livet!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Meyermor

      Tak for en skøn kommentar <3 Dejligt at høre at det kommer rigtigt ud!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Merete

    Vi har søvntrænet vores unger efter Elizabeth Pantleys metoder. Det er søvntræning, men uden gråd. Og ja, det betyder, at man går ind til barnet hver eneste.fucking.gang det kalder på en (også selvom det er hvert 1 ½ minut i en time, de første gange). Det har virket for os, men er ikke en nem løsning. Til gengæld har jeg ikke en eneste gang lukket døren til børneværelset med ondt i hjertet.
    Jeg er meget imod alle former for søvntræning, der involverer elementer af, at barnet skal græde alene, MEN jeg tror, der er børn, som har brug for, at de voksne tager ansvaret og slæbet med at få dem trænet til at sove godt (hvad den enkelte familie så mener med ‘god søvn’ må jo være individuelt) – og der ER altså alternativer til Godnat og sov godt.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den gode fødselsberetning: Sædefødsel i solens stråler