Se mor! Han har ikke noget ben..

Nova var med mig på Rigshospitalet i dag. Jeg skulle ind og have taget en blodprøve for mit stofskifte her til morgen og jeg tog hende med for oplevelsen skyld. Egentlig havde jeg tænkt at det ville være det, at mor skulle stikkes, der var en lærerig oplevelse, men istedet, som så ofte det er med børn, så er det dem, der lærer os noget om livet, som er så vigtigt at blive mindet om…

Vi havde en god tur ind til de søde damer i Blodprøvetagningen i stueetagen på Rigshospitalet. Nova var direkte som altid og blev set af både de andre patienter, men i den grad også af især en af de søde laboranter, som gav hende lommerne fulde af små plastik tingeltangeler, som er sin guld værd i en 3 årigs lomme.

Det varmede mit hjerte, at folk tog sig tid til at se min datter.

Mor fik taget blod, og laboranten lod Nova følge med i det mørkerøde stads, der fulgte glasset op. Og før vi havde set os om, var vi ude i solen igen, med plaster og tingeltangel og en lille snak om, at det ingen sag var at få taget blodprøve.

Udenfor mødte vi nogle af mors gamle kollegaer fra Rigets fødegang, som skulle ud og teambuilde i det gode vejr. Vi stod og sludrede, da Bossen får øje på manden..

Se mor! Han har ikke noget ben!

Eller jo.. det havde han faktisk. Men ikke sådan et ben, som vi andre har. Hans ben var meget sejere. Og det ville Nova gerne påpege. Så hun stillede sig hen foran hans vej og blokerede hans gang, for at fortælle ham, at hans ben var anderledes.

Fra hoften og ned til en anderledes sko var benet af metal. Manden var ude og øve sig med sit nye ben. Og han stoppede venligt op og hilste pænt på den nysgerrige lille dame. Hun satte sig ned på hug og rørte ved hans ankelled af stål.

Ja sagde jeg, det er godt nok et sejt ben han har og endnu mere sejt, at du kan gå på det!

Han smilede og sagde, at han også var ret glad for det.

Så kiggede Nova op og så, at manden også manglede en arm. Se din arm er væk, sagde hun. Og manden rakte pænt sin overarm frem, så Nova kunne få stillet sin nysgerrighed over, hvor armen sluttede.

En af mine gamle kollegaer sagde konstaterende, Ja børn har ikke mange hæmninger..

Og tak for det sagde manden…

-Det er kun befriende at blive set!

Han smilte stort til min lille pige og sammen ønskede vi ham en god gåtur ud i det dejlige vejr.

Og ja alle mennesker vil gerne ses… og hvor er børn dog fantastiske til at forstå lige netop det.

Tak min lille skat…

Du er god er du <3

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'