Nem aftensmad med Kokkens Hverdagsmad

Se mor! Han har ikke noget ben..

hvvcddwcqza9vtzvlkgbjg

Nova var med mig på Rigshospitalet i dag. Jeg skulle ind og have taget en blodprøve for mit stofskifte her til morgen og jeg tog hende med for oplevelsen skyld. Egentlig havde jeg tænkt at det ville være det, at mor skulle stikkes, der var en lærerig oplevelse, men istedet, som så ofte det er med børn, så er det dem, der lærer os noget om livet, som er så vigtigt at blive mindet om…

Vi havde en god tur ind til de søde damer i Blodprøvetagningen i stueetagen på Rigshospitalet. Nova var direkte som altid og blev set af både de andre patienter, men i den grad også af især en af de søde laboranter, som gav hende lommerne fulde af små plastik tingeltangeler, som er sin guld værd i en 3 årigs lomme.

Det varmede mit hjerte, at folk tog sig tid til at se min datter.

Mor fik taget blod, og laboranten lod Nova følge med i det mørkerøde stads, der fulgte glasset op. Og før vi havde set os om, var vi ude i solen igen, med plaster og tingeltangel og en lille snak om, at det ingen sag var at få taget blodprøve.

Udenfor mødte vi nogle af mors gamle kollegaer fra Rigets fødegang, som skulle ud og teambuilde i det gode vejr. Vi stod og sludrede, da Bossen får øje på manden..

Se mor! Han har ikke noget ben!

Eller jo.. det havde han faktisk. Men ikke sådan et ben, som vi andre har. Hans ben var meget sejere. Og det ville Nova gerne påpege. Så hun stillede sig hen foran hans vej og blokerede hans gang, for at fortælle ham, at hans ben var anderledes.

Fra hoften og ned til en anderledes sko var benet af metal. Manden var ude og øve sig med sit nye ben. Og han stoppede venligt op og hilste pænt på den nysgerrige lille dame. Hun satte sig ned på hug og rørte ved hans ankelled af stål.

Ja sagde jeg, det er godt nok et sejt ben han har og endnu mere sejt, at du kan gå på det!

Han smilede og sagde, at han også var ret glad for det.

Så kiggede Nova op og så, at manden også manglede en arm. Se din arm er væk, sagde hun. Og manden rakte pænt sin overarm frem, så Nova kunne få stillet sin nysgerrighed over, hvor armen sluttede.

En af mine gamle kollegaer sagde konstaterende, Ja børn har ikke mange hæmninger..

Og tak for det sagde manden…

-Det er kun befriende at blive set!

Han smilte stort til min lille pige og sammen ønskede vi ham en god gåtur ud i det dejlige vejr.

Og ja alle mennesker vil gerne ses… og hvor er børn dog fantastiske til at forstå lige netop det.

Tak min lille skat…

Du er god er du <3

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

   

7 kommentarer

  • Heidi T. Hansen

    Hvor er det bare en fin beretning, om børns umiddelbarhed og nysgerrighed overfor det der er “anderledes”
    Jeg nød at læse fortællingen og jeg håber Nova vil bevare sin barnlighed når det kommer til …bare at spørge når hun undres 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Meyermor

      Ja tak – vi vil i hvert fald gøre vores for at bevare naturligheden 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Jeg er pt indlagt på riget, efter at jeg ved en lægefejl har fået amputeret mit ben lige over knæet. Manden uden ben og uden arm, genoptræner jeg sammen med og han er nemlig så sej! Nova er mindst lige så sej at hun bare spørger og konstaterer. Det er så meget bedre end blot at pege og viske. 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Meyermor

      Tak Rikke -virkelig dejligt at høre at mit indlæg bliver godt modtaget helt inde hos jer, der står midt i genoptræningen og tilvænningen til et anderledes liv. Jeg ønsker dig den bedste accept og recovery <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg arbejder på bosted for senhjerneskadede, som altså ofte er ganske velfungerende trods en smule kognetive udfordringer og tiltider en kørestol, og de elsker også at blive mødt i øjenhøjde af mennesker, ekspedienter og chauffører. De har jo førhen haft en helt normalt liv, og så er det altså svært, at blive talt ned til eller ignoreret når man er afsted, både med og uden ledsager – også selvom det selvfølgelig mest skyldes uvidenhed og frygt for at gøre noget forkert (:

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ane

    Tak, så fin en historie. Min datter på næsten to år siger hej til alle på sin vej. Jeg bliver lidt ked af det over, at mange ikke ser hende og siger hej tilbage.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Meyermor

      Ja det er hjerteskærende, når de ikke bliver mødt i deres glæde, interesse og uskyld. Jeg genkender situationen og når det skete hjalp jeg bare min datter med ordene “hej blev der sagt” med et skævt smil til ironien i at det er en kærlig kommando om et hej. Hej fra Meyermor til din pige <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nem aftensmad med Kokkens Hverdagsmad