Jeg har givet min førstefødte til USA..

Jeg har givet min førstefødte til USA..

Den sætning har kørt i mit hovede i dag og jeg ved ikke rigtig, hvad jeg vil med den, altså sætningen..

Det er nu 11 dage siden vi satte hende, min store dejlige Fili-pige, på en flyver i Københavns lufthavn med kurs mod New York og welcome days på EF college. Her havde hun et par dage i NY inden turen gik videre med et kort stop i Dallas Texas før hun fløj til Boise i Idaho, hvor hun skulle møde sin nye familie..

Hendes amerikanske Værtsfamilie.

De sov så en nat i Boise, tog lidt ud og shoppede og kørte de fire timer til Baker City i Oregon, hvor hun de næste ti måneder skal leve som en anden amerikaner.

Langt langt væk fra hendes mor.

Hun er jo egentlig kun en snap eller facetime væk, men uendeligt langt fra mine arme. Og værst af alt.. fra mit hjerte.

Mit moderhjerte smerter.. dets lange følearme stritter ud og leder efter tegn. Hvordan mon hun egentlig har det? Men hendes smil er ægte? Mon hendes tårer er for våde? Mon hun kan sove om natten? Vågner hun glad?

Kan hun finde sig selv derude i alt det fremmede, eller vigtigst af alt kan hun finde et nyt selv..?

Familien består af en mor og hendes fire døtre, hvoraf tre er voksne og den sidste på 16 år, stadig bor hjemme. Min datter får sig altså en jævnaldrene søster og ikke de små hun havde forventet eller håbet på. Tilgengæld er der et lille barnebarn, så der bliver alligevel lidt babynus og oxytocin til Filippa, -der er supergod med babyer. Så er der 3 hunde i hjemmet, hvilket klart er en prøvelse for den dyre-ræd pige, jeg har opfostret (hvor hun har det fra er mig en gåde).

Jeg ved, det er en dannelsesrejse af kaliber.

Jeg ved at det vil gå op og ned. At hun vil skrabe et lag af og få flere nye og en udvidet horisont. Udvikle sig. Have opture og nedture. Savne det vante og arbejde hårdt på at tilpasse sig alt det nye. Hun vil få nye venner, en ny familie. En ny forståelse. Alt sammen meget anderledes fra alt det hun kender.

Jeg ved det bliver hårdt, men bliver det godt?

Jeg ved det ikke..

Jeg ved blot, at jeg har givet min førstefødte til USA…

Jeg ved, at jeg har ofret noget af det bedste jeg ejer og så må jeg have tillid til og ikke mindst tro på, at det kommer godt tilbage.

At hun vil møde en udfordring hun kan mestre. Finde kærlighed og omsorg i sin nærhed. At hun vil vokse med oplevelsen. Gribe chancen og få det bedste ud af det, hun bliver budt.

 

…

Det eneste råd jeg har givet hende er at leve sit år derude, som hun vil se tilbage på det… Lidt kringlet formuleret og jeg ved ikke om hun helt forstod det. Men det drejer sig om, at det en dag er hendes liv i USA hun vil savne og tænke tilbage på, så hun kan ligeså godt leve året med et lyserødt tilbagebliks filter og vide at vi andre står lige her, det samme sted, som vi forlod hende og venter på, at hun kommer hjem.. beriget og begavet med en oplevelse for livet.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'