Har du krammet din teenager i dag?

Jeg har længe haft dette indlæg på hjertet. Allerede længe inden min store dejlige teenager her i slut august rejste 8000 km væk og altså er alt for langt væk, set i relation til krammedistance. Jeg har villet minde jer om at kramme jeres teenagere..  ikke blot fordi jeg selv ikke kan kramme min lige nu, for det var længe før hun rejste, at jeg blev opmærksom på behovet, men fordi der er en rigtig god grund til at kramme -især teenagere ekstra længe og ekstra meget..

Vi mærkede det samtidigt. Filippa og jeg. Vi mærkede hudsulten og den effekt, det havde på hende. Jeg tror det er et års tid eller to siden, at vi begyndte at sætte ord på det. Da hun vel var omkring de 14 år. Hun havde haft et mindre urimelighedsflip af den slags, man jo har ind i mellem som teenager, og jeg havde trukket mig lidt for at lade hende dampe af inden jeg ville forsøge at tale hende til rette. Men inden jeg nåede til det, kom hun løbende ind i mine arme og vi krammede meget meget længe, uden at tale.

Jeg kunne mærke hendes hjerte mod mit. Hendes puls, der langsomt faldt. Vejrtrækningen, der blev rolig og skuldrene, der sank. Hun blev blød og varm i mine arme. Der var ikke brug for at sige noget. For hendes krop havde allerede fortalt mig alt, hvad jeg behøvede at vide…

– det var alt for længe side hun havde fået et kram!

Og det var DET urimeligheden handlede om. Hun havde uro i kroppen, utilfredshed, ensomhed og nedtur. Og hun kunne ikke placere det nogle steder. Hendes hovede var alt for overbelastet og hendes krop havde brug for at geare ned. Og det skete lige der i armene på hendes mor. – Og vi kunne begge mærke det.

Hold da op… det kram havde du da brug for hva’ skat? Ja sagde hun, det hjalp virkelig meget! Hvornår er du egentlig sidst blevet krammet? spurgte jeg, -Sådan rigtigt? Det kunne hun faktisk ikke huske. Jeg spurgte hende om de, pigerne i skolen, nulrede hår eller holdt i hånden? De krammede da hej og farvel, men det var ikke sådan, at de skiftedes til at nusse rygge eller lignende, som jeg husker fra min egen skoletid. Og så gik det op for mig, at min datter højst sandsynligt ikke havde haft en længerevarende kropskontakt i meget lang tid.

Ind imellem har hun hygget med at lege med sin søster på skødet og indimellem har jeg krøbet under dynen med hende og haft en af vores lange snakke til morgen eller aftenputning, men der kunne godt gå tid imellem. Og sjovt nok kunne den tid godt hænge ganske perfekt sammen med de perioder, hvor hendes humør har været svingende.

Min datter manglede hud mod hud. Hjerte mod hjerte. Varme og nærhed.

Når jeg tænker over det passer det, at tendensen til episoder med hudsult faktisk startede tidligere. Allerede som præ-teenager og inden vi fik lillesøster Nova.

Der var en svær tid deromkring de ti år, hvilket passer sammen med, at hun i den alder søgte mig mindre og da det var hendes lillebror, jeg ofte sad ved ved puttetid, var der heller ikke meget kropskontakt der. Det ændrede sig til gengæld, da hun var 12 og jeg var gravid. Min voksende mave betød, at min datter søgte mig mere igen. Godt nok for at connecte med hendes kommende lillesøsken og tale med maven. Men jeg udnyttede det! For når hun aede maven, så kunne jeg ae hende og på den måde tiltuske mig lidt mere kropskontakt med min store dejlige datter. Endnu ikke noget jeg bevidst forbandt med hudsult, men jeg nød at graviditeten bandt os bedre sammen og min datter virkede så vel balanceret.

Min datter blev så teenager og jeg skal virkelig ikke klage, for vi har haft en dejlig teenager i vores hjem, men der har da været nogle ture ind imellem og altså heriblandt den, der gjorde os opmærksomme på, at TEENAGERE OGSÅ HAR BRUG FOR HUD MOD HUD! Og siden hen har vi gjort meget mere ud af berøring og krammetid. Det er selvfølgelig begrænset, hvad en teenager gider at tage imod af en hypermors nusseomsorg, men flere kram og længere kram er det helt naturligt blevet til, og så har vi haft flere hyggesnakke, liggende i ske, eller jeg har flettet hendes hår og kløet på ryg eller nusset tær.

Og nu er hun på den anden side af jorden.. i Baker City i Oregon, med sin exchange familie og jeg håber, at de er rigtige gode til at kramme hende! Faktisk blev jeg ovenud lykkelig, da det viste sig, at familien, der ellers kun indeholder voksne børn og en enkel hjemmeboende teenager, havde en baby i periferien, som Filippa kan få masser af nussetid med. Jeg ved, det betyder SÅ meget for mit barns trivsel, at hun kan få tanket op på oxytocinfremmende berøring.

OG det er nemlig DET, det er!

Hudsult er simpelthen kroppens mangel på oxytocin. Kærlighedshormonet, som har afgørende indflydelse på kroppens afslapning og velbefindende og som altså kan berøres frem. Berøring kan mere end ord, det kan nemlig slukke for den analytiske hjerne og få os ind i en dybere ro og bevidsthed, hvor kroppens emotionelle og hormonelle processer får bedre omstændigheder.

Udover, at det er livsvigtigt at blive berørt og udskille oxytocin, så er der også undersøgelser, der viser, at oxytocin modvirker mobning, øger selvværdet, gør os mere tilfredse og tillidsfulde, sænker blodtrykket og mængden af stresshormoner, og får kroppen til at restituere. Oxytocin mangel kan føre til depression og aggressivitet, men kan også kædes sammen med over og undervægt/spisning, indlæringsproblemer, ensomhed og angstblandt andet… (kilde: Kerstin Uvnäs Moberg)

SÅ KRAM DIT BARN!

Og kram længe <3

–

Tak fordi I læste med <3

Husk at del indlægget og like Meyermors Facebook eller instagram, hvis I kan lide mine artikler og vil mindes om nye indlæg og andre opslag.

Kh Heidi Meyermor <3

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'