guide til 48 timer/weekend i Berlin med børn

Ensomhed avler ensomhed…

Jeg hørte lige kort at radioværterne fra P3 havde emnet ensomhed oppe her til morgen. De nævnte, at statistikkerne siger, at der stadig er alt for mange ensomme mennesker derude, og det fik mig til at tænke over min egen ensomhedsfølelse.

For jeg er nemlig også ensom.

En inkarneret ensomhedsfølelse som jeg har arvet fra min mor. Hvor min mor har den i udtalt grad efter en masse svigt i hendes barndom med både en psykisk syg mor, en alkoholiseret og voldelig stedfar og en del år på børnehjem, som i den grad giver en fundamental overaktiv ensomhedsfølelse… har jeg arvet 2.generations ensomhedsfølelsen. Den der kommer af at være vokset op med ensomhedens adfærd og reaktioner.

Min mor er aller mest ensom, når hun er sammen med andre. Hun føler sig anderledes. Udenfor. Uønsket. Med alderen er hun selv blevet mere bevidst om de mekanismer, der går igang, når hendes system er i alarmberedskab i sociale relationer. Hendes hjerne kender ensomhedens smerte og føler sig hjemme i den følelse, så den leder efter beviser, som kan nære den tankegang. Desværre har hjernen ikke altid skelnet imellem venner og familie og derfor har hun også følt sig ensom eller uønsket sammen med os hendes børn  ind i mellem. Det har gjort hende sårbar og med sårbarheden kom forsvaret – et umodent forsvar fra et svigtet barn, som kun kender til en reaktion – nemlig at afstøde før jeg selv bliver afstødt… så vi har mange gange oplevet, at “vi også bare kunne skride, hvis vi alligevel ikke kunne lide hende..”

ensomhed avler ensomhed…

Min mor fortjener nogle flere ord før jeg går videre. For hun er meget mere end sin ensomhedsfølelse. Hun er en mønsterbryder. Mit store stærke forbillede. Selvom det har været svært at være hendes barn nogle gange, så er jeg dybt taknemmelig og meget imponeret over, hvordan hun hele sit liv har rejst sig op og kæmpet videre. Kæmpet for os. Hendes familie.. men samtidig også hendes Ikaros, for når vi kom tæt på og stadig var langt fra blev hendes ensomhedsfølelse brændt ind i os.

Så jeg er også ensom. Eller min hjerne vil gerne være ensom. Den leder efter ensomhedens melankoli. Hvor mon jeg kunne føle mig svigtet? Udenfor? Uønsket?

Og mine søstre har ensomhedsfølelsen med sig, den ene søster i en sådan grad, at fortolkningen blev til et fravalg, som har betydet, at vi ikke har haft kontakt i 5 år. Og så blev ensomheden et aktivt valg, som måske nok føles stærkere for den, der tog valget, men som i bund og grund ikke er andet end afmagt og manglende vilje til at arbejde med ensomhedens arv og lod.

.

Alle mennesker er ensomme ind imellem. Alle kan føle sig udenfor. Alle kan føle sig svigtet. Ikke set, ikke mødt, ikke hørt. Og hemmeligheden er, at det ikke altid er de andre, der gør dig ensom. Men dig selv.

Jeg har lige siden jeg var helt lille haft et kæmpe behov for at vore social.

Men jeg var ikke nødvendigvis særlig god til det. Jeg havde i hvert fald ikke lært det hjemmefra… til gengæld havde jeg lært hjemmefra ikke at være særlig nærtagende. Ikke at dømme folk på deres manglende handlinger. At se bag om og tro på den gode intention. Det lærer man som 2. generations omsorgssvigtet. For med en mor som min, kunne jeg godt se og høre, at hun ville mit bedste.. det var bare ikke altid hun kunne.

Så jeg begyndte at kigge på sociale relationer allerede i teenage tiden. Jeg analyserede dem, – med mit overaktive analyseapparat – min hjerne! Hvordan reagerede andre på afvisninger? Hvordan bød de sig til i fællesskabet? Hvordan udtrykte de deres følelser og hvordan blev de vellidte?

Jeg husker hierakiet imellem mig og mine to nærmeste veninder i gymnasiet. At det ikke nyttede noget at være den, der spurgte, om vi skulle gå ned i byen og spise frokost, for den ene ville kun svare, hvad den anden ville, og så ville jeg automatisk have dømt mig selv ude. Jeg husker også en konflikt imellem mig og den ene veninde, som resulterede i, at hun græd, hvilket automatisk gav medfølelse fra den anden, og så var det mig, der blev dømt ude. “Bare fordi jeg ikke græder, er det ikke ensbetydende med, at jeg ikke er såret” måtte jeg finde frem, før vi kunne få ligeværd og komme videre i den konflikt.

Der var mange episoder, der fik mig til at føle mig udenfor, som jeg måtte arbejde hårdt med for at blive ved at være social. Det hedder vel at indordne sig i fælleskabets regler. Finde sin plads. Og det krævede at jeg turde mærke de dårlige følelser og selv kunne rumme dem, så der blev plads til at komme videre.

Jeg føler mig stadig ensom den dag i dag. Jævnligt.

Jeg kan føle mig udenfor på arbejdet, med vores venner og selv her i min familie.

På arbejdet i SAS, har jeg 2000 kollegaer i kabinen, hvilket ikke harmonerer særlig godt med min stressramte hukommelse, som ret ofte renser ud på harddisken, så navne og detaljer forsvinder. Og så virker det altid som om, at de andre er bedre til at huske hinanden, har fløjet sammen oftere, måske ses privat og har meget mere til fælles, end jeg kan byde ind med.

Som jordemoder kan jeg også føle mig som the odd one out.. Jeg er jo anderledes, end “DEM” og de er meget mere homogene.. Eller det vil min hjerne i hvert fald gerne have mig til at føle. Da jeg startede på jordemoderstudiet farvede jeg mig mørkhåret og købte et par læsebriller. Ikke for de andres skyld, men fordi jeg selv havde brug for at passe ind i de forestillinger, jeg havde, så jeg ikke skulle bruge så meget energi på at sortere i min analyse eller sagt med andre ord ikke skulle føle mig udenfor…

Selv i mine vennegrupper nu her som voksen føler jeg mig nogle gange udenfor, ensom eller helt forkert.

Da vi feks. fik Nova røg vi lidt i pit, imens vores venner fortsatte ud af den sociale racerbane, hvor det efterfølgende føltes svært at ramme i samme spor igen og sætte gearet i samme takt. De andre har pludselig mere til fælles. Og måske har de også nok i dem selv? Hvor er vores plads så nu og vil vi stadig have den?

En anden vennegruppe er mere inkarneret og vi er måske lidt i periferien. Så de ses til alt, børnefødselsdage, runde dage, og fester på kryds og tværs af gruppen, men vi hører kun til et vennepar og bliver derfor kun inviteret med til en højtids fest og ikke alt det andet.. selvom jeg gerne ville mere…  men de har nok i dem selv, og min hjerne skal så finde ro i det.

Mine tætteste veninder har store familier, fætre og kusiner og har også nok i sig selv, når de fejrer fødselsdage eller bare holder weekend.. det har jeg ikke. Jeg inviterer til alt.. og min hjerne vil gerne gøre mig opmærksom på, at vi ikke bliver inviteret tilbage…

Ofte føler jeg, at jeg vil mine venner MEGET mere end de vil mig.. Så føler jeg mig ensom. Og ensomheden har en rod, der stikker dybt tilbage til arven fra min mor…

“Hvis I ikke vil mig, kan I da også bare slippe!”

Det værste er, når jeg føler mig forkert i min egen familie. Når jeg bliver i tvivl om mig selv og min ensomhedsfølelse sammen med min mand, for så vil jeg også flygte.

Ensomheds-følelse avler ensomhed..

Jeg vil flygte  fra ensomhedsfølelsen. Skære dem fra, der får det til at gøre ondt i den.

Men jeg må ikke glemme, at ensomhedsfølelsen kommer indefra. At jeg selv skal tage ansvar for min egen fortolkning. At de andre faktisk ikke altid går rundt med mig i deres ligning. At det IKKE nødvendigvis er et aktivt fravalg af mig, men måske bare et tilvalg af alt det andet de har i deres liv.

Andre mennesker er ikke ansvarlige for de følelser, de “skaber” i mig, ikke i udgangspunktet. Det er mine følelser og jeg har en mulighed for at få hjælp til at fortolke, det jeg oplever, mod det jeg føler. Jeg kan simpelthen tage bladet fra munden. Speak up. Lade være med at trække mig, når følelsen kommer, men istedet byde mig til og gøre opmærksom på mit ønske om fællesskab og venskab. Fortælle mine kollegaer hvis jeg føler mig udenfor. Gøre opmærksom på min interesse i at være en del af fællesskabet. Byde ind med min sårbarhed og måske endda bekende kulør og tage ansvar for mine følelser.

“Jeg føler mig simpelthen sådan udenfor i dag”

Måske bliver jeg inviteret ind? Eller måske kan jeg mærke, at jeg alligevel ikke selv rigtig orker fællesskabet i dag og det faktisk er mig selv der har brug for at trække mig. Og det er også ok. men det behøver ikke være de andres skyld. Jeg behøver ikke konkludere andet end, at det er ok.

Når ensomhedsfølelsen kommer i mit parforhold er det ekstra svært, for det er så nemt at konkludere, når det eneste sted jeg ikke føler mig ensom er alene sammen med mine børn.

De fleste der kender mig vil nok mene, at jeg generelt hviler meget i mig selv. Og de vil nok være ret overraskede over, at den slags kampe foregår i mit indre. Jer der ikke kender mig og kun ser mit liv udefra kan måske sket ikke forstå, at ensomhed overhovedet kan være et issue i mit liv.

Men det er det, og jeg tror, at den er det for mange mennesker. Spørgsmålet er ikke, hvordan vi kan holde den fra livet, men mere hvordan vi arbejder med den, når den er der.

Avler den ensomhed?

Eller får den os til at arbejde os ud af ensomheden. Med tillid til at vi selv er noget værd. At andre vil os det godt.

Må vi få fred med ensomheden og finde en vej ud af den <3

Kh fra Heidi

Føler du dig ensom kan du finde hjælp, inspiration og venner her

Folkebevægelsen mod ensomhed

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

guide til 48 timer/weekend i Berlin med børn