Om at gå fra Tetris til Cola og den evindelige konsekvensangst..

Meyermetoden – Fra livets begyndelse til livets slutning, på halvandet år!

Meyermetoden – Fra livets begyndelse til livets slutning, på halvandet år!

Forord ved Heidi

Ind i mellem får jeg hilsner fra mine klienter på mine medier. Alt fra et lille tak for et godt råd til forskellige hilsner om, hvordan mine teknikker har gjort en forskel. For lidt tid siden fik jeg en uventet og meget rørende hilsen fra Karina, der beskrev hvordan Meyertryk og filosofi var med hende ved hendes mors dødsleje.

Det var meget rørende at læse Karinas beskrivelse af, hvordan hun kunne være med sin mor i sorgen og både holde fast og give slip på samme tid, så jeg spurgte hende, om hun havde lyst til at skrive en længere beretning, så andre kan få glæde af hendes erfaring og måske få inspiration til det sidste farvel. Da jeg læste hendes beretning var jeg slet ikke i tvivl om, at Karinas historie vil kunne hjælpe andre.

Tag godt imod Beretningen om Karinas første hej og sidste farvel <3

Hej, jeg hedder Karina og er 41 år. Mor til 3, Magne fra november 2008, Luna fra april 2010 og sidste skud på stammen, Alma fra januar 2019.

Alma er grunden til jeg kender Heidi og Meyermetoden, eller rettere det er instagram der lidt har skylden der, da det var via min profil @uglemorsverden jeg stødte på Heidi og hendes bog “Meyermetoden” mens jeg ventede Alma. Jeg havde 2 relativt ukomplicerede fødsler bag mig, men havde begge gange oplevet at veerne tog magten fra mig flere gange undervejs, jeg måtte have lattergas og ilt for at finde ro og var i det hele taget på randen af panik. Denne følelse frygtede jeg voldsomt skulle gentage sig og det voksede til angst for den kommende fødsel.

Jeg blev nysgerrig på Heidis metode og fik bogen bestilt hjem. Fik den hjem midt i december 2018, med termin den 21. januar 2019. Den blev læst… og læst igen og igen, både af mig selv og af manden min og allerede her gjorde den en forskel, vi fik snakket de første fødsler igennem, frygt og angst blev vendt og drejet, straks lurede vi, at den metode kunne et eller andet.

Fødslen er en hel beretning i sig selv, men jeg vil dog kun beskrive den kort.

Allerede den 6. januar kort efter midnat blev jeg vækket af vandafgang og da veerne begyndte at røre på sig kort efter, blev vi bedt om at komme stille og roligt mod sygehuset da vi havde en lille times kørsel foran os og særligt en nr 2 fødsel der ikke havde været lang, så for at være den sikre side.

Vi havde ikke nået at afprøve teknikkerne inden det gik løs, så manden havde taget bogen med til sygehuset, hvis nu han skulle glemme noget, den blev nu på ingen måde nødvendig, teknikken er så nem at gå til og det faldt os naturligt at bruge den under vearbejdet blot ud fra at have læst bogen og have studeret billeder.

Det blev den mest fantastiske oplevelse.

Fødslen trak ud med lange pauser imellem veerne. Om eftermiddagen kom veerne igen og blev stabile men ville ikke helt tage fat, jordemoderen konstaterede at der stadig efter 18 timer stod vand mellem barnets hoved og bækkenbunden og valgte derfor at prikke hul under en ve og så skal jeg love for veerne fik fat og 2,5 time senere nåede jeg kun lige op i det ønskede badekar inden der kom presseveer og den smukkeste lille Alma kom til verden i andet pres.

På intet tidspunkt mistede jeg kontrollen og aldrig har jeg følt mig så nærværende, både jordemoder og manden var helt høje efterfølgende og manden fik vidst endda sagt, at det gjorde han gerne igen… ha ha…

Meyertryk til andet end fødsel

Hjemme igen var vi i en stor lykkerus de første uger, det havde ganske enkelt været den mest fantastiske fødsel og oplevelse og uden at tænke over det brugte jeg helt naturligt Heidis teknikker når Alma ikke lige kunne finde ro til nat, ofte var/er et let tryk over næsen nok til at hun finder roen, enkelte gange har jeg brugt trykkene ned over kroppen.

Min egen krop kan i perioder være smerteplaget grundet noget gigt, særligt lænd og ryg og det kan være svært at finde ro når jeg f.eks skal sove, her fandt vi ligeledes hurtigt ud af at de særlige tryk gjorde en forskel og det blev hurtigt en vane at bruge teknikken i det daglige.
Heidis metoder er derved blevet fast del af hverdagen og ofte noget jeg bruger uden at tænke over det.
Noget jeg for nyligt rigtig opdagede da jeg gik igennem det på en gang hårdeste og smukkeste jeg har været med til i mit liv, nemlig min mors sidste nat.Min mor fik konstateret Lungekræft med spredning knoglerne, december 2019, dvs kun et år efter jeg lærte Heidis teknikker at kende.  Vi vidste med det samme der ingen egentlig helbredelse var at finde, men lægerne spåede gode udsigter til flere gode år, og de satsede på at bremse kræften og i bedste fald lægge den i dvale, vi krydsede fingre.

Behandlingen (immunterapi) gik igang lige før jul og mor endte med at være indlagt hen over jul pga bivirkninger. Noget der kom til at kendetegne hele forløbet, og derfra var mor ca indlagt 2 ud af 4 uger i gennemsnit, hver gang hun kom hjem fra sygehuset var hun blevet dårligere end da hun røg afsted. Det viste sig at mor på ingen måde kunne tåle immunterapien og uanset hvad lægerne fandt på for at stoppe det, angreb behandlingen ikke kun kræften, men desværre også mor selv.

Corona ramte verden og Danmark lukkede ned og i flere måneder så vi ikke min mor.

Det var vanvittigt hårdt at stå på sidelinien og ikke kunne besøge hende hver gang det gik nedad bakke, kun min far måtte besøge hende når det stod værst til. 2 gange troede vi, at nu mistede vi hende uden at kunne gøre hverken fra eller til.

Jeg havde forlænget barsel og var derfor stadig hjemme under det meste af sygdomsforløbet og jeg ved ikke hvordan jeg havde klaret både job og den psykiske belastning, det var at have en mor der bare blev mere og mere syg rasende hurtigt. Ofte faldt jeg i søvn med tommelfingeren trykkende på punktet over næsen for at få ro på sindet.

1. maj startede jeg op på job igen, et job i coronatilstand. En mærkelig opstart og en på alle måder mærkelig tid. Mor var de første par uger hvor jeg var tilbage på job rimelig stabil, så vendte det igen og hun blev indlagt igen, til det der skulle vise sig at blive sidste indlæggelse…

Fredag den 29. maj 2020

blev dagen hvor lægerne officielt gav op, de kunne ikke gøre mere for min mor og hun blev erklæret endeligt terminal og hun ville snarest blive udskrevet med henblik på at dø i hjemmet.. Efter i månedsvis ikke at have kunnet besøge min mor, var jeg tyndslidt. En kollega spurgte om jeg havde overvejet plejeorlov og fra overhovedet ikke at have vidst dette var en mulighed til jeg var hjemme gik det stærkt.

Først kommende arbejdsdag blev jeg smidt hjem på ferie af ledelsen, min mor blev udskrevet dagen efter den 3. juni og jeg fik orlov med virkning fra samme dag. Jeg havde lige været hjemme på barsel, livets begyndelse, nu var jeg, kun en måned senere, hjemme for at være ved min mor i hendes sidste tid, livets slutning.

Den næste halvanden uge kørte jeg frem og tilbage mellem eget hjem og mine forældres hjem hver dag og aflastede min far, så han kunne klare praktiske ting udenfor hjemmet, handle, hente medicin mv. uden at skulle efterlade mor alene, der var både pleje og sygepleje koblet på døgnet rundt og de kom på faste tider og når vi ellers havde brug for dem.

Når jeg var hos mine forældre havde jeg Alma med og som den solstråle hun er, var hun den eneste der kunne få smilet frem på min mor, de sidste dage. De 2 store banditter var hjemme med deres far/manden og passede deres skole og manden passede sit firma, så godt han kunne når han også skulle tage sig af de store der jo naturligt var knust over situationen. Meget tid gik med at sidde ved min mor og holde i hånd og snakke, og jeg tror nærmest alt blev vendt, snakke har vi heldigvis været gode til igennem hele forløbet og efterhånden som mor blev dårligere, blev vi alle også afklarede med at der kun var en vej tilbage.

Søndag den 14. flyttede Alma og jeg ind hos mine forældre,

da min mor var blevet markant dårligere over weekenden og mandag opgav sygeplejersken at give hende piller og gik over til morfinindsprøjtninger hver 4. time, vi vidste nu det drejede sig om dage. Hvordan jeg og far kom igennem de næste par dage ved jeg ærligt ikke, tænker det var et spørgsmål om overlevelse og det faktum, at vi skulle tage os af Alma, der tulrede rundt som det mest naturlige i hele verden. Tror hun reddede min far rigtig meget fra at bryde sammen lige i de dage.

Lige om lidt har jeg ingen mor..

Tirsdag aften havde min mors vejrtrækning ændret sig og vi fornemmede instinktivt at vi ikke skulle gå i seng, men blive ved hendes side hele tiden. Alma blev puttet til godnat og jeg havde lige der, aller mest lyst til at løbe skrigende bort, jeg var på panikkens rand og jeg følte jeg kunne kaste op hvert øjeblik det skulle være “Hvordan skulle jeg nogensinde komme igennem denne nat!??” “Lige om lidt har jeg ingen mor!!?”

Sygeplejersken kom oftere og oftere igennem natten og holdt øje samt gav morfin, jeg sad den første del af natten ved min mor, holdt i hånd og gav hende faste tryk, mor sov det meste af tiden, men havde ind imellem små sprækker hvor hun kiggede på mig. Far, der sad lige ved siden af, og jeg snakkede om løst og fast, gamle minder og ind imellem var vi stille, far hvilede noget af tiden på sofaen. Senere fik jeg sovet en halvanden times mens far sad ved mor, jeg vågnede da sygeplejersken kom og kunne med det samme høre at mors vejrtrækning var blevet mere overfladisk.

Far der ikke havde sovet ret meget de sidste 2-3 døgn, hang ikke sammen længere så han lagde sig op for at se om han kunne få sovet bare lidt i egen seng. Jeg satte mig igen ved min mor omkring halv seks-tiden og mens jeg sad og snakkede til hende, fortalte hende hvor smukt. vejret/dagen var, solskin og fuglekvidren, fortalte hende at hun ikke kunne vælge bedre dag at flyve videre på, at hendes søster ventede på hende klar til at tage imod hende, så gav jeg samtidig mor tryk over næsen og strøg hende med tomlen op ad panden, helt uden at tænke over det.

Jeg kunne mærke hendes vejrtrækning blev roligere for hver gang og lige før kl 6.20 den 17. juni slog min mor øjnene op som søgte hun lyset, lukkede øjnene og åndede ud for sidste gang.. Nu endelig helt fri for smerter, sygdom, bekymringer og alt andet der måtte have pint hende, jeg kyssede hende god rejse og hentede straks derefter far, som jeg ikke havde turde hente af frygt for at mor ville ånde ud alene.

Vi var kommet igennem natten, mor var fløjet videre..

Det hele gik så stærkt til sidst og det var så ufatteligt hårdt, men samtidig var det det smukkeste jeg nogensinde har været med til. Mor var fredfyldt da det skete og selvom en del af mig skreg “BLIV!!” så tryglede en anden del af mig hende om at flyve afsted og finde fred.. og jeg det jeg mærkede mest de følgende dage, var lettelse på min mors vegne.

Først nogle dage efter gik det op for mig, hvor meget jeg igen havde brugt Heidis teknikker og tror faktisk først det var der ,det rigtig gik op for mig, hvor meget jeg bruger dem i det daglige. Jeg har flere gange skrevet med Heidi siden jeg har læst hendes bog og senest for et par uger siden, hvor hun spurgte om jeg ville dele min historie, det ville jeg selvfølgelig gerne og håber min fortælling kan vise, at Heidis teknikker, Meyermetoden, kan bruges til meget mere end blot ved fødslen.

Herhjemme er Meyermetoden blevet et mindset, en slags værktøjskasse, vi har med os i alt hvad vi gør.

Tak for at du læste med hertil og tak for dig og din bog Heidi, jeg ved jeg havde klaret både fødsel af Alma og min mors sidste nat uden at kende dine teknikker, men er ikke et sekund i tvivl om, at dine teknikker gjorde begge dele endnu smukkere end uden.

Tak for at give mig taletid på din blog.


Og tak til dig Karina for at dele din smukke beretning med os <3

Tanker til jeres liv efter jeres tab.

<3

 

Har du kommentarer til Karinas beretning eller erfaringer med det sidste farvel, som du har lyst til at dele, så skriv det endelig i kommentar herunder.

 

 

Er du nysgerrig på Meyermetoden kan du læse mere her www.meyermetoden.dk

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at gå fra Tetris til Cola og den evindelige konsekvensangst..