Har I hørt den om ringen i Mads og Monopolet?

Idag har været en drøm af en lorte dag..

image

Efter at have set landsindsamlingen i Tv igår aftes sad jeg tilbage med en klump i både hals og mave.. Jeg havde doneret de 150kr i puljen, som et lod til en bil og set så meget nød og fattigdom og sorg og forfærdeligheder, at jeg sad med korslagte arme og forbød dem i mit stille sind at trække mit navn. Fanme nej om jeg ville vinde en bil med den følelse af skyldig overflod, jeg sad med her i min varme stue…

Jeg kunne slet ikke sove, da vi gik i seng.. heldigvis vågnede Nova, da jeg (lidt med vilje) væltede en lampe. SÅ kunne jeg trække min lille guldklump ind til mig og falde i søvn til hendes varme og duft.

Da jeg faldt i søvn, drømte jeg, at jeg stod til at skulle afsone 20 år i et kvindefængsel, fordi jeg havde skrevet et forbudt ord. Jeg havde ikke fattet konsekvensen og Peter prøvede at få mig til at indse, hvad der skulle ske, men det går først op for mig, da jeg sidder på fængselsgangen og ikke skal se min familie igen .. de næste 20 år! Jeg brød helt sammen og vågnede af, at jeg lå og råbte og kaldte på mine børn i søvne.

Jeg vågnede virkelig medtaget af drømmen.. og med hold i nakken. Men Peter og jeg havde knapt et par timer sammen efter de store var taget i skole, så vi hyggede og Nova tullede rundt og jeg kom langsomt i omdrejninger.

Da far var taget afsted tog det mig 45 min at putte madamen til formiddagslur. Med skrig og skrål. Men nu er vi igang! Og selvom det holdt hårdt at overbevise Nova om, at hun skulle sove og endda i egen seng uden hjælp af hverken bæresele eller bryst, så gik det og jeg kan allerede mærke, at det bliver nemmere næste gang! Men det holdt hårdt!

Hun sov så lidt for længe og vi fik travlt med at komme afsted til frisørtid. Babysitterveninden havde barn syg så Nova måtte med til frisør.. Og det helt udhvilet og klar på spillopper! Jesus…

Heldigvis er min gode frisør Turner fra MyTsharp i Pisserenden super tålmodig og cool med, at Nova rendte rundt og spiste hår og spredte ærter over hele salonen, men det var sgu da hår-dt alligevel! Mig med hold i nakken, folie og lysning og så en baby der var alle vegne…. -det var ikke den der selvforkælelsestid jeg lige havde udset mig!

Og så siger manden bag mig pludselig “har din baby der egentlig gået før?”

??

“Altså hvis du mener sådan ud i fri luft uden hjælp, siger jeg, så Nej hun er kun 9,5 mdr”.

“Nå men det har hun altså lige gjort!” siger han så…

Okay -typisk! Fornærmet over, at hun tager sine første skridt foran en fremmed og alligevel også meget rørt. Må lige høre alle detaljer.

Hjemme forsøger jeg at være overskudsmor… og bager pandekager imens storebror ekserserer Nova frem og tilbage i stuen. -de har en fest! Jeg synes de larmer og roder.

åh gud det der pandekagebageri… det dræner mig bare for al energi.. og hvad med aftensmad.. ? Nå men så blev det da heldigvis lige til madpandekager med rester af Chiliconcarne fyld!” Interessant” siger min store datter ” men det smager faktisk okay mor”…  Jeg er ikke selv super imponeret over mine kulinariske og husmoderlige evner.. Jeg er egentlig bare træt!

Manden arbejder længe og Nova skriger op og tester sit stemmebånd af.. Ikke noget for noget bare fordi hun kan ! Hun har efterladt et spor igennem hele lejligheden af væltede bøger, vaser, skuffer, legetøj, vasketøj, bønner og ærter og så kravler hun lige over til sofabordet og rejser sig op og tisser på gulvtæppet.. stamper lidt i pytten og skriger så op igen. Brøleabe!

Jeg kigger på Filippa.. “synes du ikke hun er rædselsfuld i dag ?” Jo siger hun som ellers altid elsker sin søster.. “jeg gad ikke have været mor for hende hele dagen!”

TAK for det!

Og tak for mine vestlige verdens problemer.

Tak for at min mand kommer hjem på et eller andet tidspunkt i dag, tak for at vi havde noget at spise, Tak for at jeg har noget at rydde op. Tak for at jeg overhovedet kan putte min datter i en varm seng, med en fin lille dyne. Og vide at hun er tryg der. Tak for at jeg kan sætte min opvaskemaskine over og bagefter ordne vasketøj. Tak for at jeg kan skrive dette uden at tænke over hvad jeg skriver. Tak for at jeg kan gå på toilettet, tage mig et bad, børste mine tænder og trisse ned og stå på et børneværelse efter det andet og nyde synet af alle mine trygge børn, der ligger og drømmer deres vestligeverdens drømme.

Tak for det hele, men mest af alt tak for tryghed.

-og tak for at det her var en lortedag.. -den kunne vist have været SÅ meget værre..!

 

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

2 kommentarer

  • julie

    Hvor er det dog fantastisk, rigtigt og rammende skrevet… Tror lige du har fået dig en ny følger!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Har I hørt den om ringen i Mads og Monopolet?