Frieri for åben radio…! Mads og monopolet part 2

THANK GOD IT (WAS) FRIDAY! -om at have det godt og lidt dårligt på samme tid.

image

Hold da op hvor har det været dejligt at mærke jer derude i denne uge! Bloggen har aldrig været så levende og givet så meget genklang af likes og kommentarer og delinger, som i den sidste tid, hvor jeg har delt ud af vores lidt mere personlige historier. Det har simpelthen været fantastisk og giver mig super meget motivation og inspiration til at fortsætte skriveriet ! Med en lille bebs og en stor familie har jeg ellers nok at se til, så det kan være svært at prioritere tid til bloggen, men jeg hænger i når i gør!

Siden sidst har den stået på bryllupsdag, rejseplanlægning, kolonihavedrømme, reklamefilming, barselshygge, babyrytmik, job-ansøgningsskrivning og familietrummerum.. madlavning, rengøring, tøjvask, oprydning og så forfra igen og igen! Vi har fuldt hus i denne uge, så der har virkelig været noget at se til.. Og jeg føler bare ikke, at jeg nogensinde kommer til bunds i bunkerne.

Nova er også i en fase, hvor hun er rimelig krævende. Hun er egentlig super god til at lege med sig selv, men har virkelig travlt og der er enormt meget lyd på. Hun har opdaget sit temperament og hun tester alt af og åbner de samme skuffer og skabe og tømmer indhold mindst 100 gange dagligt! Det går noget bedre med hendes mad-intag, men det er stadig størstedelen, der havner på gulvet og ikke i hendes mave. Det er sgu til at få lange løg af!

Putningen har vi arbejdet med og den er blevet meget nemmere, men hun vågner stadig mange gange indtil vi går i seng – for at få sin sut.. men også for at holde styr på sin mor.. Det er seriøst til at få lange løg af hvis ikke de VAR lange i forvejen!!!

Jeg har på det sidste kunnet mærke afhængigheden bygge sig op i mig til en klaustrofobisk følelse af at være under administration. Så jeg trængte virkelig til at mærke mig selv og friheden.

Og der kom min fredag ind i billedet!

Fantastisk dag..

Startede ud med at få lov at sove længe (som jeg faktisk altid får – jeg er en heldig pige!). Børnene henter generelt Nova, så snart hun slår øjnene op og Peter har, siden vi fik Nova, styret morgenerne fint uden om mig. Jeg står for det meste først op, når der skal vinkes farvel og så spiser Nova og jeg morgenmad og får styr på lejligheden igen efter vores børnestorm har forladt 3. sal.

Men her til morgen kom Peter tilbage og overraskede os med mine yndlings salt og peber -boller fra Lagkagehuset. Vi hyggede os til en halv 10 tiden, hvor han havde møde og Nova skulle sove.

Jeg fik træningstøjet på og smuttede ned i Fitness DK og fik 45 min på crosstraineren, imens Nova sov i klapvognen ved siden af. (sidste udkald for at få gang i den bikinikrop..) Og så kom søde Sine og hev mig med i Torvehallerne til en gang frokost og lidt snak om bloglife og de kære unger.

image

Smukke Sine og i baggrunden kan I hvad jeg fik i bryllupsgave af min dejlige mand.

Senere på dagen kørte Peter og jeg ud og kiggede på kolonihavehuse og ungerne hentede hinanden (praktisk med store børn!) Bagefter cyklede jeg op i byen til min frisør med en flaske Asti i tasken – min veninde Tracy var inde og blive klippet og vi havde aftalt at tage revanche for min lortedag i mandags. Peter tog Nova med hjem og jeg var befriet for min levende kødlænke. -Det var guld!

Med en lille Asti-fis på efter frisør besøget, drønede jeg med Tracy siddende på ladet af Bullet’en igennem byen, omkring rundetårn og ud over et par (meget flade) trappetrin. Tracy var ved at dø af skræk og jeg var ved at dø af grin.

image

Friheds-eufori!

Efter at have rundet hjemmet (og babyen) og endnu en flaske Asti tog vi en taxa til kødbyen og fik smuk mad på Fiskebaren.

image

Og så blev jeg træt…

-klokken var 22 og jeg sad med skelende øjne og en dyb drævende stemme og forsøgte at gøre mig meget umage for at skjule det ene gab efter det andet… da jeg gabte mit måske halvtredsentyvende gab tænkte jeg at mit løb var kørt… Jeg er begyndt at træne og min stofskifte sygdom er ikke helt vild med det nye energiforbrug, men det er forhåbentlig bare en periode, jeg skal igennem, til det stabiliserer sig.

Men fanme nej om det skulle tage min aften… jeg havde udgangstilladelse, der var styr på familien, babyen sov derhjemme, veninden var der, stemningen var der. OG JEG VAR DER!! I hvert fald fysisk!

Vi besluttede os for, at få en opkvikker i den friske luft udenfor og se på, hvad kødbyen ellers bød på af barer og klubber. Det gamle Karrierebar var blevet lavet om til et sted der hedder Gorilla -det lød mærkeligt tiltalende.

Vi fik en plads i baren og jeg trawlede drinkskortet efter noget opkvikkende og fandt det jeg søgte…..

Espresso-martini!

-ja tak!

image

Og den virkede!

– med lidt hjælp fra en charmerende bartender, der igennem de næste par timer bød på lidt af en tastingmenu fra shakerens rester.

Tiden fløj afsted -vi lukkede først Gorilla og senere Jolene og gik hjem gennem byen i høje hæle – stilede mod godnatpizza -og cola.

Høje på aftenen, godt selskab og gode drinks.

Like there is no tomorrow…

ELLER…

Nå ja det var der måske !

Der var jo noget med, at Peter havde kysset os farvel og sagt “have fun – jeg tager hende gerne hele natten men kl 8.30 …. -der kører jeg til fodbold!”

Og det gjorde han så..

Nova blev placeret på mit bryst og heldigvis er hun rimelig selvforsynende.

image

Jeg havde håbet, at hun ville falde i søvn ved brystet til en formiddagslur, men i stedet legede hun lidt rundt i soveværelset. Jeg var bare taknemmelig for at kunne blive liggende lidt endnu, indtil jeg kigger ned for at se hvad hun egentlig laver..

image

Så var hun bare igang med at pulverisere min tørrede brudebuket… Lille Nova Emil fra Lønneberg…!

Men ellers var hun en guldklump og lagde sig til at sove på mors mave til klokken var over 11! Her gik vi ind og vækkede Gudmor Tracy med babyfryd og stor lækker brunch til alle mand i hytten.

Det var en fredag der hjalp lidt på det hele og i dag har jeg haft det ret godt og lidt dårligt på samme tid.

Det var godt og tiltrængt at få rystet løgene!

 

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Frieri for åben radio…! Mads og monopolet part 2