Apropos lange løg...

Fra Curlingforælder til Refuser-forælder…!

Skærmbillede 2015-09-28 kl. 11.11.07 PM

Jeg synes jeg ser en tendens i tiden for, at forældregenerationen går fra deres curling tendenser mod en ny trent, som jeg vil vælge at kalde refusering.

At refursere er et ord jeg husker fra min tid som heste-pige, når jeg kom ridende i fuld galop mod et 1 meter højt og ligeså bredt spring, som min frække araber-valak, Silver, så valgte i sidste øjeblik at refusere, eller oversat, bøje af på. (-afvise, frasige sig, forkaste er andre beslægtede ord). Resulterende i et styks flyvende hestepige, der måske nok kom over forhindringen, men dog uden hest.

Til sammenligning oplever jeg, at forældre måske nok vil bane vejen for deres børn, når de kan vende kosten udad og pege mod omgivelserne, men det er straks en anden sag, når kosten svipper tilbage og peger indad med ønske om at futte op for forældres tilstedeværelse og aktion. Det er nemt nok at gøre de små curling bevægelser, men når kosten bliver skiftet ud med (ride) handsken og der skal tages fat forsvinder forældreengagementet som dug foran solen.

Jeg har fornyligt siddet til min ældste datters Filippas forældremøde på hendes nye skole. Fremmødet var larmende flot og engageret i modsætning til den larmende stilhed, der slog an, da opfordringen lød på opstilling til klassens kontaktforælder-repræsentanter. Der var meget meget stille… indtil Nova, der sad på mit skød, rakte begge arme i vejret og råbte DA! – og fik mig meldt som kontaktforælder for en helt ny klasse, som vi slet ikke kender. Giver det mening, at vi blev valgt? Næ, men Nova kunne åbenbart mærke mors forlegenhed over den manglende forældre-kapital i klassen og hun meldte sig helt frivilligt til at putte sin mor i puljen. Og jeg fik da følgeskab af et forældrepar, som i forvejen trækker en del engagementer i klassen, men resten af klassens forældre havde pludselig meget meget travlt med at kigge væk.

Ugen efter havde jeg en weekend, hvor Nova og jeg alligevel skulle være alene hjemme med storebror Rio, så jeg foreslog ham, at vi kunne invitere nogle drenge fra klassen over på en sleepover. Det blev mærkeligt at sidde og vælge til og fra, så vi endte med at invitere hele klassens 12 drenge og lod det være op til tilfældighederne, hvor mange der kunne på så kort notits. De blev 9! Og ja! Det var ikke bare en håndfuld -det var næsten to hænder fulde! En efter en kom forældrene op og afleverede deres forventningsfulde drenge og en efter en roste de mit engagement -og en efter en afviste de, at de nogensinde kunne (ud)holde et lignende arrangement i deres fold.

Jeg var da heller ikke helt høj på tanken om 9 vilde ungers hærgen i mit hjem, og jeg var da også rimelig tilfreds med, at Peter meldte sin tidligere ankomst hjem fra arbejdsweekend, så han kunne hjælpe mig med at holde styr på det hele. Men jeg gik all in på fri leg med tydelige grænser og regler, ipads og movienight og kunne kl 21.30 putte 8 lykkelig drenge, med min hjemmelavede tillægsords-godnathistorie, som fik dem til at hvine af fryd og latter. Det føltes sgu godt i mor-hjertet og sønnen svævede på en lyserød sky!

Til kontrast sad jeg så ugen efter igen til forældremøde, nu med papsønnen, Williammins klasse på Østerbro. Her var det hurtigt meget tydeligt, at det gjaldt om at få lavet nogle nemme løsninger, så man kunne undgå for meget forældreengagement, få mødet overstået og komme hjem igen. Klassens fødselsdage blev under (måske velbegrundet?) påskud af solidarisk ligeværd kvartalsinddelt, således at alle børn i hver deres kvartal holdt deres fødselsdage sammen. For at gøre det endnu nemmere blev det samtidig aftalt, at forældrene selv køber en gave til barnet til en værdi af 200 kroner. Flertallet havde stemt.

Der sad nogle garvede forældretyper til mødet, som kunne fortælle om denne form for fødselsdagssucces i deres store børns klasser og hvis der sad nogle med andre meninger, turde de i hvert fald ikke støde til, da jeg spædt forsøgte at nævne modargumenter.

Det kunne have været argumenter som det enkelte barns mulighed for at invitere til sin fest, i sit hjem, at føle sig særlig, den mulighed for social læring, der findes i at (af)give eller modtage en gave og meget andet, men så langt nåede jeg slet ikke førend flertallet havde stemt for nemhedens skyld.

Og hvad skulle jeg egentlig også sidde der og involvere mig for på papsønnens vejne? Nu var det heller ikke værre end, at Williamin allerede havde uddelt sine invitationer til børnefødselsdag for klassens drenge efterfølgende (denne) lørdag, så “mit” barn fik da lov at mærke, at nogen havde gjort sig umage for det…

Vi holdt en klassisk børnefødselsdag, med boller og (hjemmelavet med fødselaren) kagemand (for det er processen der tæller og ikke kun målet (selvom jeg hader at bage)) og alle børnene kom (alligevel) med gaver og stod i en kødrand rundt om fødselaren, der stolt viste frem og delte ud af sine nyerhvervelser og råbte “kom lad os løbe ind på mit værelse inden der er skattejagt..”

Skattejagten måtte vi godt nok lige ryste ud af ærmet, da det var første gang dette ønske var blevet benævnt, men det lykkedes og successen kunne mærkes i fødselsdagsbarnet, der red igennem dagen på sin (forælder)bevingede hest…

Med dette vil jeg bare sige, at det modsatte af at curle for sine børn er ikke at springe over hvor gærdet er lavest eller refusere..

Nogle gange må man bare godt gøre sig rigtig umage og stille op til et stævne.. !

Og ps. ungerne kan godt lide een selvom man er streng og svinger pisken lidt for at få det hele til at lykkes (rimeligt nødvendigt råd når det kommer til børnefødselsdage).

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'

9 kommentarer

  • Ann

    Vil meget gerne høre om din tillægsord-godnathistorie:))

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Heidi Meyer Vallentin

      Kære Ann
      Det er sådan en hyggelig lille historie du selv skriver og så sørger du for at inkludere alle børnene i historien og sætter en streg foran alle navneord. Inden man læser historien op beder man børnene selv komme med en masse tillægsord, som man så indfører kronologisk i historien. Da det går op for dem, at de selv har været med til, at beskrive dem selv og historien bliver så fjollet, er der garanti for mavekramper og succes. Især når “tissende peter børster sine behårede tænder” og “den smukke mor satte den svedige kage på bordet”.
      Det er sådan noget jeg lige bikser sammen i sidste øjeblik så selve historien skal man altså ikke stresse over… bare start med: Der var en gang en ______________ dreng/pige der hed .. og så fortæl om hvordan han planlagde festen og hvilke gæster der kom og hvad de gjorde. Jeg digter det hvis jeg ikke lige kan huske om alle har gjort noget.. Men vigtigt at alle er nævnt med en ________ handling og gerne to gange. OG SÅ OPLÆSER JEG DEN ALDRIG 2 GANGE! – de vil plage men det er meget bedre at de sidder og selv prøver at huske hvad de var, for den er ikke lige så sjov anden gang:-) God fornøjelse!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Jeg sad i akkurat samme situation, ved min søns klasses første forældremøde .. Der skulle vælges til trivselsrådet og ingen melder sig .
    Jeg er igang med uddannelse, min mand sejler, så jeg er meget alene- je havde ikke tænkt jeg skulle være en del af det nu, men om et par år måske ..
    Men da ingen meldte sig, tænkte jeg at så var jeg vel nødt til det nu ..
    Og stille kom en mere, og en mere osv ..
    De er 27 i klassen- det er PÆNT mange forældre der kan stille op ..
    Synes det er for dårligt !

    Og hvad er det for noget kollektivt pis at man skal holde fødselsdag sammen- for som du siger, er det en helt speciel dag for børnene og de glæder sig til at vise deres hjem frem og have en dag, hvor man “bestemmer” ..

    God vind fremover med alting 😉

    Mvh en meget enig forældre

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Heidi Meyer Vallentin

      Det er gerne folk der i forvejen har meget ansvar, som du, der påtager sig mere… det er asocialt hvis man holder sine ressourcer til sig selv men nogle mennesker kan bare heller ikke rumme særlig meget engagement.. det må man jo respektere.. God Vind i sejlene til dig også:-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det bare fantastisk godt skrevet. Fedt at se at der er andre som har det som én selv. Fortsat god dag

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Fælles fødselsdag – det er vi pålagt på min søns skole – og jeg elsker det. Ingen spekulationer i, om man skal invitere alle eller kun drengene. Kun 4 dage på hele året bruges på klassens fødselsdage, så vi har tid til at lave noget som familie i de fleste weekender. Ingen børn, der er kede af det, fordi de ikke blev inviteret med til fødselsdagen. Ingen børn, der blev kede af det, fordi kun to børn dukker op og resten (læs forældrene) ikke har gidet svare på invitationen. Det er billigere, tænk sidste gang kostede det kun 400 kroner pr. barn at afholde fødselsdagen. Så kan alle være med uanset økonomisk situation, også de enlige mødre…. Gavemakker til 200 kroner – fantastisk. Ikke blot besparelsen i kroner (24×50 kroner = 1200 kroner) men jeg skal ikke ud og finde et eller andet skrammel til 24 børn, som de ender med alligevel ikke at bruge. Ej heller skal min søns skuffer fyldes op med 24 gange skrammel, som han heller ikke bruger. Ud over det, så lærer min søn så fint at give og modtage gaver, når i er til fødselsdag eller afholder fødselsdag for familien. Ellers står det jo en frit for, at holde en fødselsdag for vennerne på vejen, fra børnehaven eller lignende. Og det er IKKE mangel på engagement fra vores side. Men med rigtig mange arrangementer med klassen (ud over fødselsdagene) – du ved forældre kaffe, fester med og uden børn, rengøringstjans, bagning til diverse aktiviteter, kørsel af bagage til lejrskole, deltagelse på lejrskole m.v OG en titel af forældrerepræsentant med dertil følgende møder og forpligtelser, så synes jeg at både fællesfødselsdag og gavemakker er et kærkomment tiltag.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Heidi Meyer Vallentin

      Absolut en god pointe. -du lyder nu heller ikke til at være i kategorien refuser:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anette

    Tak – bare tak.

    Kan genkende mig selv og jeg trængte lige præcis til at se det beskrevet udefra.

    Ha en fantastisk dag.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Apropos lange løg...