Når baby ikke er for sjov..

Nova fylder snart 1 år, men hun tror selv, hun er på alder med os andre…

Hun er godt nok heftig.. Jeg husker ikke de to store som værende så fysisk krævende, som Nova er for tiden.. Måske er det mig, der er blevet ældre eller min hukommelse, der er godt sløret… men jeg tror nu alligevel, der kan være noget Nova i det…

Jeg husker tilbage på den gang min søn var under 1 år gammel.. Jeg kan huske en specifik episode, hvor jeg var hjemme og besøge en veninde, der havde en jævnaldrende søn. De to drenge skulle have deres aftenbad og vi forestillede os, at det kunne være hyggeligt at gøre det sammen. En dreng i hver ende af karret og en masse legetøj og så os to veninder, der kunne hygge os med det og sludre videre derude på badeværelset med et glas vino..

Virkeligheden var en noget anden. Der var bølgegang både i glas og badekar… ! Min veninde var højstresset over hendes vildbasse af en søn, som konstant var til fare for sig selv -og andre på de få kvadratmeter badekar, så hun havde et fast greb i hans arm og han dinglede frem og tilbage, imens han kastede sig rundt og greb ud efter alt og hvirvlede rundt.

I den anden ende sad min søn. Stille og roligt i fin balance og legede.. Drengene var lige store og egentlig lige motorisk fremmelige, forskellen var bare, at min søn selv sørgede for sin balance, hvorimod det virkede til, at min veninde ikke var klar til at slippe ansvaret for sin søns balance.. Jeg tænkte ved mig selv, at det nok mest var mors fejl, at hendes søn var så vild og ustyrlig og at mors manglende tillid til sønnen gav bagslag i hans opførsel. Men jeg må indrømme, at Nova sætter lidt spørgsmålstegn ved den opfattelse….

For hold nu op, vi har fået kam til håret med den pige…. Hun er en seriøs udfordring -mest af alt, fordi hun konstant udfordrer sig selv!

Jeg har virkelig måttet re-tænke min navigering af hendes behov for autonomi og mit ansvar for hendes sikkerhed. Der har været dage her på det sidste, hvor der bare er lidt for store batterier i Duracell kaninen og hun kammer totalt over og overvurderer sig selv og sin formåen… (jeg tænker, at hun tager fra faderen i den her egenskab – det er vist ikke for sjov, at han har haft øgenavnet Duracell…) og vi har rendt efter hende og forsøgt at feje vejen fri for de værste buler og fald og gribe hende i hendes vilde stunts..

Hun er ALLE VEGNE og det går virkelig stærkt!

Efter nogle dage, hvor hun virkelig var ved at slide os alle i bund, så jeg mig selv stå som den her tidligere nævnte veninde, med en hånd om armen på Nova og hendes balance.. Pigen VILLE bare op og ned af de trapper OG hun VILLE bare i den swimmingpool og hun ville bare stikke af – ud over stepperne.. og vi rendte efter og fodrede hendes gåpåmod ved at afbøde alle slag på vejen..

The sky is the limit Nova..!

SuperNova!

NEJ..

Vi sadlede om… Det kan godt være, det lyder lidt hårdt, men vi satte os ned og kalkulerede med, hvad hun kunne tåle at komme “galt afsted med”. Vi stoppede “legen” og gik i gang med at lære den lille missy hendes egne begrænsninger lidt af kende.. Ikke fordi vi vil tage det sjove ud af Nova, men fordi Nova var ved at tage det sjove ud af os!

Vi stoppede med at give hende hånden, når hun løb mod trapperne med udstrakt hånd og bare satte den ene fod foran den anden.. Barnet havde jo lært at komme sikkert ned baglæns af trappen, men det var ikke godt nok til damen, nu ville hun gå som os, en fod af gangen og kastede sig bare frem i forventningen om, at man vel holdte hende i hånden…  -hvilket en gang havde resulteret i et uheldigt og uønsket (grumt) fald grundet solcremeindsmurte hænder og en mor her, der ikke havde ordentligt fat…

Og så lod vi hende tage et kontrolleret rullefald eller to i sandet frem for klinkerne og en dukkert eller to i swimmingpoolen, hvor hun fik sin vilje og mærkede effekten af at stå på egne ben..

Lidt mere specifikt, så har vi efter de par BS Christiansen kontrollerede fald, “Det er ikke et spørgsmål OM børnene skal have lov at falde ned af trappen, men blot hvilket trin de skal falde fra..!” -været mere verbale for at få Nova til at spidse ører og koncentration ved udfordringer og farer.

Vi siger AHAH! Nej Nova! Pas På! AV AV! og peger på trinnet/swimmingpoolen/ bordet/you name it.. Så står vi på den rigtige side og afbøder et eventuelt fald. Jeg har også sagt Av Av og pas på de gange, hvor hun har slået sig, så hun forbinder nu de to ting og man kan se, at det skærper hendes opmærksomhed. Men det blev hurtigt meget bedre bare af at lade hende holde sin egen balance.

Hun er stadig en krudtugle.. så det har ikke stjålet hendes mojo at få lidt virkelighedsfornemmelse for sig selv og sin egen formåen, men det har gjort, at vi kan bremse hendes fremstormen mod farer ved lyden af AHAH og AVAV, så vi kan købe os noget tid til at nå hen til hende og her huske på, at holde fast i, ikke bare at tage hende op eller hjælpe hende ud over stepperne, men i stedet lade hende selv forsøge at have ansvaret for sig selv og hendes balance.

Som en ekstra ting er jeg også gået igang med at lære hende, at lyden af et glad ÅH ÅåååååååååååååååååååH betyder, at man kan løbe hen i mors arme og få en sjov svingtur…     -Det er en joker uden lige at kunne trække op, den dag, hun som min venindes venindes søn, pludselig står på den forkerte side af tagterasse-hegnet, med balladeglimt i øjnene og på vej til at løbe væk fra mor -ud over taget…..

Veninden var hurtig og råbte “Oscar -Farmor er kommet med Mac Donaldsmad..” -den virkede så heldigvis også!

Den historie kan jeg stadig få gåsehud af og jeg kan ikke lade være med at tænke på om jeg ville have kunnet fundet på samme succesfulde lokkemad i de forfærdelige sekunder der har været mellem knald eller fald i sådan en situation….

Nå men tilbage til den første venindes vilde dreng.. den dag i dag er han 10 år gammel og har haft klippekort til skadestuen, men er nu en ret så rolig og måske endda lidt indadvendt type.. Min dreng har omvendt aldrig været på skadestuen, aldrig brækket noget, er ikke specielt rolig eller motorisk, men kaster sig gerne ned i en tackling og er ret så udadvendt. Er det vores forældrelederskab, der gør forskellen eller ville de være endt med at have klaret sig lige vidt, lige meget om de var blevet holdt i hånden (armen) som baby eller er ej.. det lader jeg være ukonkluderet…

Men hvad jeg vil konkludere er, at vi alle gør det bedste, vi kan som forældre, men nogle gange kan det være godt nok lige at stoppe op og finde ud af om det er muligt at gøre tingene på en anden måde og se hvor det tager os hen.

Det er jeg i hvert fald glad for at vi gjorde:-)

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'