Ville du gå ind i en mørk skov efter at have set en gyser?

Hvor svært er det egentligt at forstå, at gravide IKKE er de rigtige modtagere for dårlige fødselshistorier?

Bevares, historierne kan have deres ret i forbindelse med bearbejdelsen af oplevelsen for den enkelte, men man må være lidt ansvarlig og vælge sit publikum, eller i det mindste varsle og give mulighed for at modtageren takker nej til indlemringen i det private helvede, man måtte igennem for at bringe sit barn til verden.

Men historien om hvor rædselsfuldt det KAN være eller hvor galt det KAN gå.. ?

Det er måske ikke lige historien til kvinden, der i kraft af sin graviditet og dermed rimeligt tydelige kommende fødsel står med armen drejet om på ryggen og skal kigge ned af den mørke gyde du fortæller om.

Prøv at vende den om..

Hvem ville egentlig have det godt med, at der lige blev smækket en gyser på inden en tur ud i en stor fremmed mørk skov.. du vidste ikke hvor længe du skulle være i skoven.. og du blev fortalt, at den skov du uværgeligt skulle igennem, var fuld af fælder og farer?

Nogle gange går det godt og solen skinner ned gennem trætoppene så du kan finde stien og vejen frem uden alt for mange skrammer, men du kan ikke regne med om det pludselig bliver mørkt og så vrimler det med forskellige over(ind)grebsmænd..

..En god omgang motorsavsmassakre, med rigeligt malet beskrivelse af afcuttede lemmer og blod og forskellen mellem liv og død? Eller bare historien om, at en man kender blev voldtaget bag et træ i den skov og der var vist også nogle, der mistede deres søn i mørket..

Var det noget?

Ville det være rart lige at toppe modet op med?

Eller ville det pumpe dig op så din tur gennem skoven ville blive alt andet end lys og nem.. Ville et egern måske komme til at ligne en bjørn eller skyggerne? – ville de være venner eller fjender? hvad med træerne? ville de krybe sammen og fjerne luften omkring dig?

.. -ville det være et kapløb med psyken?

Prøv at tage et kig på billedet her og tænk først positive tanker og bagefter skræmmende tanker.

Det er formentlig ganske tydeligt, hvordan billedet skifter karakter og at det kræver mere arbejde at holde tungen lige i munden ved tanken om at skulle ind i den mørke skov med de negative tanker som selskab.

Når vi deler vores skræmmende historier med folk, der ikke selv står foran en tur gennem samme mølle, vil skræmmebilledet være objektivt og ikke personligt vedkommende, billedet vil fade og ikke have samme betydning, som når det for eksempel indprentes i en gravid.

Graviditetens hormonelle natur sørger for, at den gravide er åben og modtagelig for at fordre tilknytningen til barnet, hvilket også betyder, at hun psykologisk ikke har den samme modstandskraft overfor påvirkning og dermed kan have svært ved ikke at lade de dårlige historier komme helt ind under huden.

Billedet -historien- vil sætte sig i underbevidstheden og kroppen vil reagere på informationen, som var den virkelighed. Det kropslige svar til forventningen om noget smerteligt vil være større smerteoplevelse og dermed større modstand til den gode oplevelse.

Så, selvom hun smiler og lader dig tale om alle dine pinsler, var det måske værd at overveje, om ikke det havde været bedre, venligere og måske ligefrem mere passende, at lade hende arbejde med et mere positivt billede af den vej hun om kort tid skal betræde..

..Og ja, der vil være bakker og bump og udfordringer på hendes vej og hun skal måske også nok op og stå i pedalerne ind i mellem, men det vil i det mindste være til at arbejde med..

-Ligesom en fødsel er når den ikke møder for meget modstand.

 

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'