En fødsel med travlhed. -fra 5 til 10 på et kvarter!

Når fødslen har sin egen fart og parret kan samarbejde om vearbejdet er der ikke meget brug for en jordemoder.. Det er Pernilles historie vidnesbyrd på. Så selvom Pernille ikke blev oplevet som nært-fødende og prioriteret på en travl fødegang har Pernille og hendes kæreste en fantastisk fødselsoplevelse med sig. En oplevelse, der måske føles endnu større i kraft af, at det blev deres helt egen vej og fortjeneste.

Hvis man kan føde sammen så kan man vist alt.

Tag godt imod Pernilles lille baby.

Hej Meyermor

Jeg vil gerne bakke op om de positive fødselshistoriers udbredelse!

Jeg fødte min søn for lidt under syv uger siden, og selvom det var en fødsel som desværre blev præget af travlhed og underbemanding på fødegangen, er det det mest fantastisk jeg nogensinde har oplevet og jeg kunne gøre det 100 gange endnu, hvis det skulle være.

Jeg er blæst bagover af kærlighed, stolthed og er ikke så lidt imponeret af kvindekroppens vilde formåen og ikke mindst de positive tankers indflydelse på hele forløbet 🙂

På terminsdatoen havde jeg tidligt om morgenen en tegnblødning og jeg sagde til min kæreste, at jeg var sikker på, at vores søn ville være her inden for det næste døgn, og ganske rigtigt, for ved halvtotiden om natten 40+1 vågnede jeg med veer.

Som førstegangsfødende får man jo tudet ørerne fulde om, at fødslen kan tage tiiiiiiimer – hvis ikke flere døgn! Så som den lydige førstegangsfødende jeg var, fandt jeg to panodiler i badeværelsesskabet og gik i seng med en varmepude som lindring. Efter en god rum tids forgæves forsøg på at få noget søvn stod jeg op og smurte en madpakke til min kæreste og jeg fik lidt at spise og drikke og gjorde de sidste småting klar. Da der var 4 minutter mellem veerne, som varede godt et minut, ringede jeg til fødegangen og aftalte med dem, at vi bare kom, når jeg ikke længere syntes det var rart at være hjemme.

Jeg gik i bad, hvor jeg lå og øvede mig i at arbejde med veerne. Jeg tvang min hjerne til at tænke positivt om hver og en af dem. “Et skridt tættere på”, “den var kraftig, det var godt!”, “jeg skal endelig se min søn” og lignende. Under veerne talte jeg mine dybe vejrtrækninger og oplevede, hvordan det gjorde det meget mere overskueligt at jeg vidste, at veen toppede i styrke efter tre-fire dybe vejrtrækninger og ville slutte omkring de seks-syv.

Da min kæreste og jeg omkring klokken lidt i seks begav os afsted mod fødegangen instruerede jeg ham i min måde at håndtere veerne på, så han kunne tælle med og hjælpe mig tilbage, hvis jeg kom ud af rytmen.

Selvom veerne blev kraftigere og længere sørgede jeg for at bevare roen og fortsat tænke positivt. Det fik mig tilsyneladende til at virke så overskudsagtig, at man ikke fandt det nødvendigt at undersøge mig, da vi ankom til fødegangen ved sekstiden. Min kæreste og jeg var derfor alene og arbejdede super godt sammen om veerne. Jeg havde taget en varmedunk med, vi talte vejrtrækninger og forsøgte med forskellige stillinger og massage, for sammen at finde den mest effektive lindring.

En halv time efter vores ankomst gik vandet midt i en ve, så jeg vraltede ud på toilettet og fik smidt mine våde bukser, mens min kæreste hentede en jordemoder. Endelig blev jeg undersøgt. Jeg var 4-5 cm. åben og tænkte, at hvis halvdelen var overstået allerede, så kunne jeg også godt overskue resten!

Min kæreste informerede jordemoderen om mit ønske om smertelindring og fødsel i vand, og hun forlod os for at gøre klar. I det samme blev jeg pludselig ramt af noget af en vestorm, og så begyndte jeg at føle pressetrang.

Selvom jeg vidste, at det var totalt urealistisk, sendte jeg derfor min kæreste ud efter en jordemoder kun et kvarter efter man havde konstateret, at jeg var halvvejs. Han kom tilbage med en anden jordemoder end tidligere, som undersøgte mig og forundret kunne meddele, at jeg bare kunne presse med ved næste ve, for nu skulle jeg føde.

Også denne fase gik enormt hurtigt og inden jeg vidste af det, under halvanden time efter vi ankom til fødegangen og kun lidt over fem timer efter jeg vågnede af de første veer, havde jeg min varme, bløde baby på maven.

Alle smerter forsvandt som dug for solen og helt høj på oplevelsen tænkte jeg, at det ville jeg kunne gøre igen og igen, hvis det skulle være.

—

Efterord:

Man kunne jo undre sig over hvorfor jordemoderen “tog fejl” af hvor langt Pernille var i fødsel…

Men.. Det der med hvor åben man er.. det er altså ikke så sort og hvidt, som det lyder når vi i forberedelsen fortæller, at der er de her 10 cm og at de som regel tager 1-2 timer pr cm (2. gangsfødende 1/2 -1 time).

Der er mange variationer på åbenheden dernede og jordemødrenes fingre er trænede i at mærke efter nuancer, der kan indikere de optimale forhold og de forhold, der kan få det hele til at trække lidt ud.

Man kan være GODE 5 cm og man kan være stramme 5 cm. Der kan være tykkelser og kanter man tager højde for. Det hele hænger sammen med den vurdering jordemoderen gør i relation med de 3 P’er:

Power, Pelvis og Passenger.

Henholdsvis veernes styrke, bækkenets og fødselsvejens passage og barnets (hovedes) indstilling og samarbejde.

Derfor kan Pernille have været 4-5 cm åben i en tyndrandet og stramt åbning, som pludselig har givet efter, eller der kan have været 4-5 cm åbning i en blød og eftergivelig livmoderhals, hvor barnet efter vandet er gået pludselig trænger ned og giver et godt indre pres på åbningen, som så giver fuld efter.

Pernilles samarbejde med sin fødekrop har højst sandsynligt været medvirkende til at hendes fødsel har fået frit flow til at få det optimale ud af de ting vi ikke har indflydelse på, nemlig de 3 P’er.

Alt i alt har det hele spillet godt sammen og Pernille fik sin gode “travle” fødsel.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'