Ramt af travlheden.. beretning fra jordemoderen og den fødende.

Husker I den morgen jeg delte denne instagram post på Meyermor..?

Det havde været en usandsynligt travl nat på fødegangen og jeg var mildest talt stresset, da jeg forlod jobbet. På vejen hjem blev jeg stoppet af politiet for at være uopmærksom i trafikken, men den rare politimand sendte mig blot hjem i seng..

Jeg kunne ikke sove da jeg kom hjem.. Var ramt og rørt på samme tid og havde behov for at sende mine følelser ud på de sociale medier med ovenstående tekst.. Skrev også internt på vores personaleside, for jeg var faktisk så chokeret og udmattet, at jeg overvejede min ansættelse og havde brug for at puste det ud, inden jeg kunne lægge mig til at sove. Efter en urolig søvn vågnede jeg til et brag af en opbakning til mit opslag, der var gået viralt.

Mit opråb var blevet hørt og nåede hen over den næste uge ud til op mod en halv million mennesker og det strømmede ind med kommentarer og “likes”.

TV2 kontaktede mig og ville følge vores travlhed med et indslag i TV News, dette blev dog aflyst af hensyn til arbejdspresset på fødegangen.

Den store opbakning oveni Ledelsens (fødegangens) synlige arbejdede for at få dækket bemandingen op til sommeren, fik mig tilbage i uniformen. Tilbage til de fødende. Som så mange andre af mine kollegaer følte jeg et stort ansvar for de fødende og ville ikke svigte dem.

Jeg har sidenhen oplevet så mange spidsbelastninger henover sommeren, at jeg nærmest er blevet immun. Vi gør det så godt, vi kan, så længe vi kan.. Det er vores job.. vores hverdag.

Men for de fødende er det deres livs største begivenhed der bliver ramt.. og det er en helt anden sag! Den kan ikke heles udefra eller hærdes med lidt hård hud og rutiner.. Der kan ikke klippes en tå og skæres en hæl..

Bliver du ramt af travlheden som fødende, så kan du virkelig blive ramt.. -og ikke alle er så heldige at være lige så stærke som Nanna og hendes mand, der er ude på den anden side og kan slikke deres sår med beretningen herunder..

Kære Heidi

Her har du langt om længe beretningen fra min fødsel på Herlev, natten til den 14. Maj, hvor lille Arnold kom til verden 🙂

Havde lige lukket øjnene, og Uffe snorksov allerede, da vandet gik i sengen lidt i 01.00 lørdag 14. Maj, 5 dage før termin.
Jeg vækkede Uffe og vi var begge glade, men også overraskede og forvirrede, og skulle først nu til at pakke tasken.

Jeg ringede til fødemodtagelsen og var så heldig at få fat i dig. Du rådede mig til at komme på toilettet (tak), få noget søvn, og i øvrigt ligge os tæt, så vi kunne sætte gang i hormonerne til veerne, og jeg skal lige love for at det virkede! Vi fik en tid til tjek kl 11.00 og skulle nu prøve at få noget søvn. Ca 1,5 time efter, hvor vi prøver at sove begynder veerne med ca 7 min interval, Uffe ringer igen, får fat i en anden jordemoder, og får besked på at der skal være 3-5 min mellem veerne, og at der fortsat kan gå lang tid.

Allerede ca 45 min efter, er veerne nu med 3 min interval og nogle endda kortere, så han ringer igen – her får han besked om at vi fortsat skal blive hjemme og se tiden an, men han insistere på at vi kommer ind til tjek, da det hele er gået meget hurtigt. Han spørger til parkering, og får besked på bare at parkere tæt på indgangen, da vi højest sandsynligt vil blive sendt hjem igen.

Vi ankommer ca 04.30
I modtagelsen er der meget travlt, og der går derfor længe før end der kommer en og ser til mig (Uffe siger ca 40 min.) jeg er her 3-4 cm åben, men får besked om at der ingen stuer er, og at hun lige vil se en kurve på hjertelyd og veer. Jeg har svært ved at holde ud at ligge på briksen med de tiltagende veer, og vil gerne op at stå, men ligger fortsat med elektroder på, og kan ikke få fat i noget personale (vi ved ikke at der er knap vi kan trykke på) 

Da jeg endelig bliver tjekket igen er jeg 8 cm åben, og jeg tikker og beder om klyx og lattergas (eller anden form for smertestillende) hvilket ikke kan lade sig gøre uden fødestue. Vi har fortsat heller ingen jordemoder, så jeg beder om at hende der hurtigt tjekker, mig ikke går fra os igen – det bliver hun desværre nød til. 

Jeg kommer op og stå, og Uffe hjælper mig på toilettet, så jeg kan få tisset. Jeg er lidt panisk, da pressetrangen melder sig, og beder Uffe om at finde en jordemoder, da jeg føler at baby er på vej ud. Jeg holder meget igen med ikke at presse, og bliver kort efter smidt i en kørestol, da der endelig er en stue og en jordemoder klar. Da vi kommer ind er der ikke redt op, så jordemoderen må selv gøre dette mens jeg sidder i kørestolen og holder igen med pressetrangen. Hun sørger først for at gøre lattergassen klar, som jeg dog desværre ikke har glæde af, og må opgive.  Da jeg kommer på briksen er jeg ikke helt klar over om jeg må presse, og holder fortsat igen. Da jordemoderen siger at jeg bare kan presse til, er han ude på 3 veer, uden at jeg skulle presse hårdt.

Jeg fik vist råbt AV et par gange, og sagt at jeg aldrig gør det igen! Han er ude 06.59, og han bliver lagt på min mave.

Jordemoderen har vagtskifte, og siger at en anden tager over. Der går ca 40 minutter før end der kommer en ny og tilser mig, og giver de 3 små rifter jeg fik, et enkelt sting. I mellemtiden kigger du ind og får ham lagt til brystet – er meget taknemmelig for dette, da jeg ikke anede noget om amning, og ikke fik noget info om dette før fællesmødet søndag formiddag på patienthotellet. Så han kom ikke rigtig til brystet det første døgn.

Vi tog allerede hjem søndag, og har heldigvis fået rigtig godt gang i amningen, som bare fungerer, så Arnold har på de 18 dage taget 700 g på 🙂

Jeg har virkelig ondt at det personale der var på job denne nat! – det var tydeligt som fødende at mærke stresset og det manglende overskud.

Det var bestemt ikke en optimal og tryg situation at stå i som førstegangsfødende, men har heldigvis læst lidt på din blog, og valgte at stole på min krop! 😉 Desuden var  jeg heldig at have en sej mand ved min side, som bevarede roen og stolede på at jeg kunne klare det!

Jeg ved ikke om du kan bruge min beretning til noget, men sig endelig til hvis du har spørgsmål.

Kærlige hilsner, Uffe, Nanna og lille Arnold

Jeg er glad for at Nanna, Uffe og lille Arnold kom godt ud af deres oplevelse den nat.. men det gør mig ondt at læse hendes beretning, da jeg føler et kæmpe fagligt ansvar og jeg ved hvilken omsorg, de gik glip af..

<3

At opleve omsorgssvigt i sundhedsvæsenet i så kritisk en situation, som en fødsel, er en af de største grunde til efterfødselsreaktioner og nogle bliver så ramt af traumatiserende fødselsforløb, at de udvikler Post Traumatisk Stress Syndrom.  Det kan man læse mere om i Bogen her EFTERVEERNE

Hvor mange skal rammes, før vi forstår, hvor dyrt det er at spare på livets begyndelse?

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'