Når man kan mærke der er noget galt…

..alle får noget med ryggen ind i mellem.. Stress og livsstil og akutte skader.. Det kender vi. Hold i nakken. Et hekseskud. En fastklemt nerve. Alt sammen helt normalt..

Det dør man ikke af.

MEN…

Hvad hvis man bare kan mærke, at der er noget, der virkelig ikke er, som det skal være? Hvis tingene ikke passer sammen.. Symptomerne ikke ligner det normale ?

Hvad hvis man kan dø af det..?

Angsten har meldt sig…!

Smerte og angst. Min metie. Mit fag. Det jeg er bedst til.. Når det kommer til andre.

Men mine teknikker og viden hjælper ikke her..

..smerterne stikker af med mig. Flammer mig op og holder mig fast -hver morgen. Hen af dagen er jeg sådan set ok, lidt groggy af medicinen og lidt stiv i skroget.

.. med smerterne stikker også tankerne..

Fik børnene hjem igår. Lige inden sengetid forberedte jeg dem, som en indskudt sætning, på, at mor altså kan få de her smerteanfald om morgenen. Indeni håbede jeg, at det var unødvendig info. For der havde været lidt bedring de sidste par dage, hvor jeg kunne nøjes med Ipren og Panodil.. Mon ikke min tilstand var aftagende..? Behandlingerne med body-sds, kiropraktor, zoneterapi og massage havde løsnet mig op og der var ikke meget at mærke på mig her hen på aftenen.

Men så kom morgenen og SMERTERNE..!

og det var godt, at jeg havde forberedt dem! Selv var jeg fuldstændigt uforberedt på, hvor slemt det blev. Den slags smerte kan man ikke beskrive.. ej heller mestre… Ingen stillinger giver lindring. Ingen pauser. Bare en kniv i rygraden og en mave i flammer…

“mor du lignede du var ved at føde et barn…”

Sagde min store datter, da pillerne var begyndt at virke.

Blev du skræmt? spurgte jeg. Ja lidt, sagde hun. Men det var godt du havde sagt, at det kunne komme og at vi kunne hjælpe dig lidt.

De havde siddet i rummet hos mig. Mine piger og Peter. Peter havde fodret mig med piller og forsøgt at hjælpe mig til at skifte stilling og massere, men intet hjalp. Der var kun at vente på pillernes virkning. Først fik jeg Panodil og Tramadol, men tilsidst også Ipren oveni.. Jeg var mør..

“Der er noget helt galt”

udbrød jeg gennem de sammenbidte tænder. Kunne ikke holde det tilbage. Tankerne stak af med mig.

Jeg kunne ikke være i smerten mere og jeg kunne ikke skjule min angst.

Så kom de små sætninger.

Det skal nok gå over. Træk bare vejret. Få ro på. Ikke lade tankerne rende af med dig.

Og som en fødende kvinde holdt jeg fast i ordene, som små redningskranse, der blev kastet til mig i havet af smerte.

Langsomt skruede smerten ned for styrken. og igen kom jeg tilbage i kroppen og landede i en dyb medicin døs. Lod mig bare flyde på medicinens virkning.

Jeg blev puttet og familien tog afsted til dagens gøren.

Jeg kan stadig mærke, der er noget galt.. Men jeg er ikke alene og det hjælper…

FØLG MIG PÅ FACEBOOK, INSTAGRAM & BLOGLOVIN'